I går var Alma for første gang i biografen. Desværre havde moderen glemt kameraet, så den store begivenhed er kun dokumenteret med nogle pænt dårlige telefonpics. Hun har et nært forhold til Jungledyret Hugo, og derfor faldt valget på Hugo 3. Faderen, som gerne ville have været med hende, begik den fejl at spørge Alma selv, hvem der skulle med, formentlig i den sikre overbevisning, at Alma ville svare “fa-ar”. Men Alma ville altså helst afsted sammen med sin moder, og det kom hun så. Det var en stor oplevelse for den søde pige. Billetkøen, popcornkøen, reklamerne – alt blev taget ind som en del af det at gå i biografen og nydt derefter. Moderen bad om et lille bæger popcorn. Et lille bæger viste sig at indeholde ca. 2,5 liter, så ingen kom til at sulte under filmen.
Alma foretrak at sidde hos moderen i stedet for på sit eget sæde, det var fabelagtigt hyggeligt. Hun kommenterede vanen tro hele filmen, men der var ikke ret mange mennesker, og de fleste var små børn, der heller ikke kunne klappe kaje, så det gjorde ikke spor.
I bilen (gen)fandt Alma Hr. Nilsson – en gibbonabe, som Carl egentlig fik i fødselsdagsgave af Shaba, men som han ikke har knyttet bånd til. Det har Alma til gengæld. Hr. Nilsson var angiveligt lidt ked af, at han ikke havde fået popcorn. Men det var der råd for:
“Jeg har popcor til Hr. Nilsson i mi lomme. Og vand. Slurp-slurp-slurp, siger Hr. Nilsson. Jeg har popcor og vand i mi lomme til Hr. Nilsson. Og én pillebollermad (peanutbuttermad, red.) og én honnemad (honningmad, red.) har jeg smurt til ham. Nu er han dejlig mæt.”
Hummer-Carl
Mormor-visit

Mormor lagde vejen forbi slottet for at se til varanerne. Alma var glad og fornøjet over besøget og har ganske overvundet sit tidligere reservation. I øvrigt til mormors store tilfredshed. Samme dag var Carls mødregruppeveninde Frederikke på besøg, så vi fik alle sammen brunch med lækre øko-pølser og pandekager.

Babyerne legede dygtigt med hinanden, indtil de begyndte at vælte over egne, små fødder af træthed, og så tog Frederikke hjem med sin moar, mens Carl røg ud i barnevognen, og Alma tog på stranden med sin moder og mormor. Vi byggede sandslotte, som i en uendelighed blev regnet væk af tropiske nedbørsmængder fra medbragt spand, vi gravede et vandhul, og vi smed en anselig mængde sten i vandet.
Universal-fingeren
Carl har lært at pege. Det gør det lidt lettere at afkode, hvad han gerne vil have. Hans faste madord “ma”, der plejer at betyde mad, drikke eller sut, har nemlig fået udvidet sit kompetenceområde og omfatter nu alt, hvad han gerne vil have fingre i. Mht. sutten har Carl indført sit eget, selvopfundne babytegn: En flad hånd mod munden.
Pippi
Alma har opdaget Pippi Langstrømpe, og da hun vågnede i morges, var hendes første ord: Jeg elsker Pippi, og Piipi elsker også mig.
Guldkorn
Alma, Carl og moderen har været til dame-børnetræf i Kokkedal i dag. På vejen hjem sad Alma og snakkede og sang omme på bagsædet. På vej gennem byen kunne man høre hende:
“Hvorfor må vi ikke køre, siger bilerne (som holdt for rødt, red.) Vi vil også køre, siger husene. Men I har desværre ingen hjul, huse. Så tager vi bare et skateboard, siger husene.”
Eftertænksom tavshed over Langebro.
Alma: “Moar, tænk, hvis husene havde en mund til at synge.”
Mor: “Hvad mon husene ville synge, hvis de havde en mund?”
Alma: “De synge jubijæææ, jubijæææææ.”
Forleden havde moderen glemt at poste et brev og bebrejdede sig selv i Almas påhør. Alma udbrød med sin mest trøstende og forstående stemme: “Det kan jeg godt forstå. Men pyt med det, det gør vi i morgen.”
Fornemmer man et barn med forældre, der har lært, at man skal sætte ord på og rumme barnets følelser?
12 mdr. undersøgelse
I mandags var Carl til tolv måneders undersøgelse og vaccination. Han er 79 cm og vejer 12,74 kg, så han behøver stort set ikke tage på det næste år. Dog, der var selvfølgelig intet at udsætte på det søde, perfekte barn. Han var i perlende humør, lige indtil lægen begik det fatale fejltrin at løfte ham over på vægten. Carl, som tilsyneladende troede, at han skulle afleveres til pasning hos lægen, fik en seriøs nedsmeltning og hikstede længe efter sikker returnering til moderens trygge favn. Men det slemme var slet ikke begyndt endnu, for bagefter skulle han vaccineres. To gange! Moderen holdt fast som foreskrevet og blev svært overrasket, da Carl vred sig så voldsomt, at han sparkede frem og tilbage med det stakkels ben med nålen i. Ved stik nr. 2 holdt moderen endnu bedre fast for at holde benet stille. Det lykkedes også. Til gengæld benyttede Carl det fikserede ben som afsæt og kastede hele kroppen frem og tilbage. Det gav pænt ømme ben et par dage til den stærke dreng. Det gav også feber, og da øret samtidig havde løbet en uges tid, blev han hjemme hos moar de næste dage og røg til ørelægen.
Heldigvis virker drænene stadig, og den voksende mængde flydende stads fra øret skyldtes en reaktion fra selve øregangen. Skylning to gange dagligt med efterfølgende øredråber er vejen frem. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Carl ikke bryder sig om det!
Carls første fødselsdag

I dag er Ca-arls fødselsdag, hurra, hurra, hurraaaaaa! I dag er et år siden, at Carl kom ud for at henslæbe resten af sin tilværelse i den ydre verden sammen med os andre. Det er ikke til at fatte, at der allerede er gået et år. På den anden side har han været her altid.
Carl har haft en glimragende fødselsdag. Efter en dårlig nat og en tidlig opvågnen lå han i arm med sin moar, som kyssede på hans kinder og sang fødselsdagssang, indtil resten af familien stod på. Der var gaver og flag og kakao, og Carl var fascineret over den kålorm, der åbenbarede sig bag papiret. Alma lagde den op i sofaen og løb så væk, mens hun hylede “der er en larve i sofaen! Arddd, det er ulækkert!”.
På vej ud til Shaba købte vi en kage. Ved ankomsten var der balloner og en tillykketegning, begået af Shabas femårige datter, de to mindste børn var hjemme for at være med at fejre dagen, og de havde købt en gave. Desværre var Carl faldet i søvn, mens vi kørte ind på parkeringspladsen på trods af moderens ihærdige anstrenglser for at holde ham vågen, så fejringen måtte udsættes til efter luren.

Om eftermiddagen ankom farmor efter en højst besynderligt bustur med en chauffør, der kørte galt i en rundkørsel og kom til at køre til Dragør i stedet for til Backersvej, hvorefter det var ham umuligt at finde tilbage igen. Meget, meget mærkeligt firma. Men Carl blev både fejret og hentet, og Alma blev hentet, og efter et pitstop med gaveudpakning på slottet drog vi ad Krudthuset til, hvor der var god mad og masser af legetøj.
Alt i alt en god dag for både fødselaren og resten af familien.

Kattekonge
I søndags var vi til fastelavn i skolens gymnastiksal. Alma bar med stolthed sin tigerdragt og nød, at hun for en gangs skyld kunne komme ind på skolen. Normalt går vi bare tur rundt i skolegården og konstaterer med ærgrelse, at der er lukket.
Der var uhyrlige mængder slik, men heldigvis var Alma mestendels interesseret i legepladsen udenfor, så vi undgik det værste. Til gengæld var hun på banen, da der skulle slås katten af tønden. Hun baskede til, så det sang, og vupti – Alma blev kattekonge! Hun var noget betuttet i situationen, men har siden taget revanche. Bl.a. har kongekronen været med i vuggestuen, og hun har snakket meget om det store øjeblik.
Carl var mindre interesseret i udklædning og boder, han havde for travlt med at gå. Han lavede sig nogle ruter rundt i salen og travede dem igennem igen og igen og igen. Han øvede sig bl.a. i skarpe hjørner og i at klemme sig igennem et sted, hvor han skulle gå sidelæns. Han var dog på pletten til at heppe under tøndeslagningen.

Ud over stepperne

Carl fortsætter med at erhverve sig nye kompetencer i rivende hast. Han har nu lært at klappe og at strække sine små, buttede arme højt op mod loftet, når man spørger, hvor stor han er, og han har desværre også lært at tage sin hagesmæk af. Desuden øver han sig ihærdigt i at løbe, og han er blevet mægtig god til at stable klodser. Nu vælter stablen sjældent, før han når til den fjerde klods; men det gør ham stadig indædt rasende, når møgklodserne ikke gør, som han vil have.
Sprogblomster
Kravleaben Alma ynder at entre især faderens ryg. “Jeg kavler op på di hyg (jeg kravler op på din ryg)”, oplyser hun serviceorienteret, mens hun behændigt og erfarent klatrer op på skuldrene. Det er jo rart at vide, hvis man skulle være i tvivl om, hvad der foregår.
Alma for foden af trappen: Moaaar, kom og hent mig, mine ben er gået i stykker.
Mor (forfærdet): Neeej, er dine ben gået i stykker??
Alma: Narj, jeg laver fis på dig, moar.
Andre guldudtryk, der skal noteres, før den sproglige udvikling sender dem i glemmebogen:
“Jeg lufter til den”, ledsaget af fnyselyde, fordi barnet ikke har forstået, at man trækker vejret ind gennem næsen, når man lugter til noget.
“Jeg rører på den”. Rører udtales for øvrigt som hører, fordi r i starten af et ord er for svært.
Der er altid noget at gøre…
Kan selv
Alma, nu med dræn
I dag har Alma fået nye dræn i ørerne. Ørelægen havde konstateret væske i mellemøret og dårlig hørelse, så noget måtte der gøres. Alma startede dagen med en solid omgang havregryn, hvilke hun konsekvent omtaler som kold havregrød, mens hendes elskede og nu haleløse rolle – hotte, når man ikke kan sige r – kiggede på. “Jeg ska´ til ørelægen i dag, hotte. Du må ikke komme med. Så græder du nok,” sagde hun til den. Op til fastestarten fik hun en lille genoptankning, og så klarede hun fire timers præ-operationel faste med flyvende faner. Stor var hendes glæde, da hun en time inden operationen skulle have to beroligende piller, som måtte indtages knust og blandet i en skefuld is.
Moderen havde på forhånd snakket meget med hende om ørelægen, der skulle give hende små rør i ørerne, fordi der var vand derinde, og om, at hun skulle have en maske på, som fik hende til at sove. Vi har givet dukkerne maske ganske mange gange og i det hele taget gjort en del for at forberede den små Alma, og det gav pote.
Umiddelbart efter ankomsten til ørelægen (med en let vaklende Alma pga. pillerne) blev vi lodset ind til slagtebænken briksen. Moderen fik Alma på skødet, og så kom masken på. Moderen fortalte Alma, at det hed lattergas, fordi man nogle gange kom til at grine, og så sad Alma og sagde små lyde og smilede huldsaligt ind i masken, indtil de tændte for sovegassen, og så var hun væk. Efter operationen sov hun ti minutter og vågnede uden et klynk. Moderen var meget lettet over det smertefri forløb!
Derefter fik Alma to pølsehorn og noget juice, og da vi kom hjem, fik hun en slikkepind, og så var hun glad. Nu venter vi spændt på at se, om det gør noget for sproget med de dræn.
Dumme klodser!
Carls seneste landvinding er at bygge klodsetårn. Han har fundet ud af at stable firkantede klodser; mand, hvor blev han lykkelig, da han opdagede, at han selv kunne gøre det!
Hans rekord er fem klodser. Desværre mislykkes det ret ofte for ham, og han bliver virkelig edder, når de ikke vil stable sig ordentligt. I morges lød der et SKRÅL fra værelset. Moderen stormede derind i den tro, at han havde slået sig. Det havde han ikke, men klodserne ville ikke, som han ville, så han sad og fægtede rasende med en klods i luften og resten på gulvet, ildrød i hovedet af arrigskab, mens tårerne sprøjtede.
Moderen hjalp ham lidt, uden han rigtig opdagede det, og så var han glad igen. Han bliver formentlig ingeniør eller nowet.
Desuden har det vist sig, at han godt kan drikke af en kop på egen hånd. Moderen stak ham et glas i hånden sådan bare for at få bekræftet, at han ville hælde det hele ned af sig selv. I stedet løftede han bare glasset til munden og drak, som om han aldrig havde bestilt andet, så nu får han mestendels lov til selv at holde glasset.
Lidt sur….
På egne ben
Det er ganske vist: Babybarnet går på egne ben! Han er blevet meget mere sikker og kan nu klare små niveauforskelle, og han kan gå – standse – kigge sig omkring/vende sig – gå videre. Hvis han får valget, går han dog stadig helst med nogen i hånden. Det er simpelthen for besværligt at gå selv, og det går alt, alt, alt for langsomt. Når situationen kræver effektiv bevægelse, er det ned på alle fire og så afsted i en rasende fart.
I vinternattens muml
Efter aftensmaden erklærede Alma, at hun godt ville på en udflugt. Faktisk ville hun helst på biblioteket, men det kunne ikke lige lade sig gøre. I stedet blev hun hældt i flyverdragten og den højtelskede pandelampe og kom med moderen ned i haven. Alma rykkede glædestrålende ind i legehuset i haven med pandelampe og det hele. Med den kunne hun jo se at give dukken, koen og den medbragte kanin mad, og der var åbent spillerum for, at den ene kunne drikke den andens kaffe og hvad deraf følger. “Jeg vil gerne være alene, vi hygger, du må ikke være med,” sagde hun, så moderen hentede vasketøj og overlod barnet til sig selv. Under fraværet overvågede faderen Almas aktiviteter fra førstesalen. Det er vanskeligt at skjule sine bevægelser, når man er iført pandelampe.
Der gik hyggelige tre kvarter med natligt udendørs-samvær. Alma vekslede også en del replikker med en statue af en dreng, der står ved hushjørnet. Hun mener, at han er en nisse, og når moderen lægger stemme til, snakker hun med ham, som om han var levende.
“Vil du ind i huset, nisse?”
“Nej, jeg går ikke ind i mit hus, når der er nogen i haven.”
“Hvorfor det, nisse?”
“Fordi mit hus er en hemmelighed.”
“Nisse ikke gå ind i si´ hus. Det er hemmelighed,” forklarer hun så moderen.
Hva´ si´r du?
Et eftermiddags-stemningsbillede: Hjemmet er præget af liv, tummel og glade dage. Alma øver sig på nye artisterier, mens Carl flux benytter muligheden, når hun har hovedet nedad og dermed ikke kan tage flugten, til at kysse og klappe (lidt for hårdt…).
Forleden var vi til tjek hos ørelægen. Carls ører er tiptop i orden, og det er jo skønt. Til gengæld kan Alma ikke høre, og det er knap så skønt. Man havde det jo nok på fornemmeren. Det forklarer muligvis også, hvorfor hendes udtale ikke har ændret sig stort de sidste måneder, selvom ordforrådet vokser og vokser. Fx sagde hun, da hun havde været med ude og møde Carls passerdame m. familie: “Det var dejligt at møde dem.”
Hun fik en tid til nye dræn d. 2. februar. Moderen ser frem til at få det overstået!
Sådan, moar
I morges hentede Alma Carls dyne. “Den er ´skidt,” erklærede hun, hvorefter hun hev betrækket af, puttede det i tørretumbleren, som hun kalder vaskemaskine, og tændte for den. Derefter hentede hun et rent betræk til babydynen i skabet. Betrækkene ligger sammen med juniorbetrækkene på en hylde, som hun skal bruge en stol for at nå op til, men det var ikke desto mindre et af de rigtige betræk, hun kom med. Så blev dynen proppet ind og dynen lagt tilbage på sengen, efterfulgt af et tilfreds “sådan, moar”.






