Der har været modeshow på Almas frit. Pigerne har arbejdet intenst med at lave tøj i forskellige genrer som hippie, hiphopper og fusionsfænomenet hippiehopper. Desvære skulle selve showet løbe af stablen netop den dag, hvor Alma og Mille tog afsted på solotur til mormor, så vi fik lov at overvære generalprøven dagen inden.
Klik på linket for at se en lille video.
Triumftog
Alma gik til teater i foråret, og var det en succes? Ja, det tror jeg nok! Hun var ellevild med det og glædede sig til at komme afsted hele ugen. Det samme gjorde i øvrigt Alma 10.000, som var på samme hold. I alt ca. 15 teaterglade børn, som i løbet af forårsmånederne sammen med instruktøren fandt på et teaterstykke, som de øvede og opførte for forældrene til afslutningen. Succesen fortsætter til efteråret, og Alma er allerede begyndt at mumle om Eventyrteatret…
Stykket handlede om en dreng, som af nogle meget onde forældre blev sendt på børnehjem med nogle meget onde pædagoger og ved en fejl kom til at ødelægge tiden, så han blev sendt på kryds og tværs til forskellige tidsaldre, hvor han blev venner med folk på stedet og derefter røg videre. Der var nogle tidsmareridssekvenser, der var meget virkningsfulde. Heldigvis endte det i sidste øjeblik med, at tiden blev repareret.
Børnene havde flere småroller hver undtagen hovedpersonen. Alma var en fordrukken far, en stenalderpige og et tidsmareridt.
Søndag stak vi afsted til Yosemite, den store nationalpark på kanten af Sierra Nevada. Den fylder 3.081 km2, og 85% er defineret som “wilderness”. Det var en lang tur, som blev endnu længere af, at vi lavede et par stop. Et af dem var i Farmington, som tilsyneladende bestod af et brandstationsskur, en tankstation, to andre bygninger, hvoraf den ene husede en bar, samt en beboer, som fiffigt havde fået moslet sine nationale og religiøse overbevisninger sammen til et samlet budskab. På en eller anden måde slog Farmington os ikke som et sted, hvor man havde lyst til at blive.
Hovedattraktionen på turen dukkede op lidt senere. En gammel saloon ved navn The Old Corner. Og gammel var den; den blev bygget, da området var boblende aktivitet på grund af minedrift, i 1860 cirka, og den har ligget der lige siden. Et par præriebrande er gået pænt udenom, og skønt der er blevet bygget lidt til i baren og sikkert (måske) også malet en gang eller to, ligner stedet sig selv fra gamle dage at dømme efter de fotografier, der var spredt på væggene med rund hånd. Der var fx et foto af en gammel togrøver ved navn Black Beard, som stod ved baren og fik en øl. Deraf kunne man se, at den udskårne del af baren var den oprindelige. På en optrykt plakat, der hang ved siden af, kunne man se, at selvsamme Black Beard blev pågrebet af myndighederne og fik bortabsenteret sit hoved, som derefter kom på glas og blev sendt på udstillingsturne til de forskellige saloons. Only one day! Den samme skæbne led en anden forbryder, Joaquim. Helt ærligt, hvor mærkeligt er det lige? At putte folks hoveder i glas og sende dem på tour??
På væggene hang desuden signerede dollarsedler, skilte, gamle plakater, reklamer, et rensdyr, en elg (begge pyntet med hatte, perlekæder og diverse), et slangskind, gamle brugsgenstande, et galgereb og en del andet, som er blevet glemt i skrivende stund. Loftet var fyldt med kasketter. Helt fyldt. Hvis udtrykket “overlæsset uden at være enkelt” nogensinde har passende, er det i denne sammenhæng. Hold på hatten for et ravende radikalt raritetskabinet!
Der sad et par drukmåse og hyggede sig derinde. De lovpriste maden i høje toner, især noget, de kaldte French Dip. “That’ll bring a smile on your face for sure,” lovede de. Vi var sultne, så vi bestilte noget mad. Faderen faldt for fristelsen og valgte French Dip. Det viste sig at være en skive oksekød i en blødt flute, som skulle dyppet i et glas med noget tyndtflydende BBQ-sovs. Vi kan afsløre her i dette lukkede forum, at The Old Corner ikke er et sted, man kommer på grund af maden. Men det var en oplevelse af de sjældne, og vi drog berigede videre.
Vi bringer her en fotoserie, der kan betragtes som et dementi af påstanden “Sikke dog en dejlig skov, her er ingen røvere”.
Da Carl skulle puttes i går, varslede han konflikt og smed både dyne og pude på gulvet. Det er hans faste kampstrategi at afvise et eller flere tegn på omsorg. Desværre var han for træt til at føre sit forsæt ud i livet, og mens moderen sang godnatsang, faldt han i søvn. Selvfølgelig blev han dækket behørigt til flere gange, men eftersom han altid sparker dynen af, vågnede han i morges med dynen på gulvet og kom noget oprørt ud og forkyndte, at han faktisk havde sovet uden dyne hele natten!
Det tog lige toppen af den dramatiske entre, da moderen måtte gøre opmærksom på, at han faktisk var blevet dækket til i løbet af natten, men det er alligevel imponerende at vågne med den samme konflikt for øje, som da man faldt i søvn.
Det minder om Alma, da hun var baby. Hvis hun blev tvangsputtet, vågnede hun også skrigende af raseri op af sin lur og havde slet ikke opdaget, at hun havde sovet.
Den voldsomme blæst inspirerede havens 4-meter brede trampolin til at forsøge at undslippe rockerborgen via hækken ind til naboen. Den nåede halvvejs og sad så fast.
You must be logged in to post a comment.