Kategoriarkiv: Topnuttet

Visse billeder er bare mere uimodståelige end andre.

Forandring fryder ikke en skid

Alma-pigen er ikke meget for ændringer, det være sig store eller små. Undtagen dem, hun selv sætter i søen, naturligvis, det siger sig selv. Så da puslebordet efter seks uvirksomme år blev pillet ned og solgt, var hun ikke meget tilfreds. Siden er rulle-fætter, kurv med blade og tørretumbler også blevet bortabsenteret fra badeværelset og erstattet af et nyt skab, og her til aften havde hun ifølge barnefaderen en regulær nedtursnedsmeltning over alle de gode, gamle venneting, hun nu havde mistet i sit liv.

Da moderen forleden luftede tanken om at udskifte den sønderslidte kontorstol, blev det også taget unådigt op. “Den er en del af familien, mor!” Moderen indvendte spagt, at den jo sådan set er slidt igennem til skumgummifyldet og dertil ret ulækker, fordi folk har spildt alt muligt på den, men den slags brugsslitage ser Alma ikke som minusser, men som tegn på autenticitet og unik-hed. Hun går en svær tid i møde, eftersom vinduerne snart skal skiftes…

Turen til Ikea efter skabet sammen med Carl og moderen var dog festlig nok. Børnene fandt noget babygear i form af hatte med kaniner i og stablede et rask lille trylleshow på benene. Børnenes Ikea, ja, det tror jeg nok! Kødboller og øko-juice i cafeteriet, som Ikea insisterer på at kalde en restaurant, var også helt ok, og er man lidt fiks på fingrene, kan emballage hurtigt forvandles til en build-a-bear-seng. Der er ikke meget, der ikke kan lade sig gøre, når man har en limpistol.

Bandekasse

Børn tænker nogle gange meget konkret. Carl har hørt nogle tale om en bandekasse. Moderen bander nogle gange. Carl tager hende det unådigt op. I dag kom så foreslaget om en bandekasse på banen. Moderen gav ondt af sig ved tanken om at blive blanket af pga. dårligt sprog. Carl svarede i oprigtig undren: “Nej, mor, du skal ikke give os penge!?! Når du kan mærke, at du skal bande, skal du gå ind i bandekassen og bande der!”

Fra nisen

Alma organiserede en overraskelse til Carl en aften. Hun brugte over en time på at fifle hemmeligt rundt på værelset. Da hun endelig kom ud, havde hun pakket en masse flip-flapper i en kasse, pakket den ind og sat nedenstående skilt på. Der slumrer muligvis et grafisk talent i det barn.
fra nissen til carl

Nutteværdierne står på max

Moderen spurgte Carl, hvad han havde lyst til at give Alma i julegave. Han var ikke i tvivl: Han ville gerne give hende den fjernstyrede helikopter, hun ønsker sig så meget. Senere spurgte moderen Alma, hvad hun havde lyst til at give Carl. Hun var heller ikke i tvivl. Hun ville gerne give ham den fjernstyrede bil/helikopter, han ønsker sig så meget.
Begge var de helt glade ved tanken om, hvor meget den gave ville glæde den anden. Det er mere, end man som forældre kan stå for!
NB! Bloggens læsere bedes venligst holde tand for tunge!

I got the power!

Carl hoppede ud af bilen ved hjemkomsten i går og råbte: “Jeg smutter over til Anton”, og så var han væk. I morges kom Anton så op for at spørge, om Carl ville være med til at se på et computerspil (hvad fornøjelsen er i det, overgår moderens begrænsede forstand, men det er ret populært…). Anton havde nemlig overnattet hos familien Underbo og var således lige ved hånden. Væk var Carl. Han tilbragte dagen med vennerne, kun afbrudt af på- og omklædningsseancer, når sokkerne var blevet trampolinvåde eller lign.

Alma tilbragte påskens sidste formiddag med at sukke over, at hun kedede sig, og den sidste eftermiddag i selskab med Mille og Emilie. Hos Mille havde hun set en eller anden Pet Facebook-app i funktion og kom derfor hjem med et inderligt ønske om også at få en Pet.
“Åhr, mor, må jeg ikke godt få en Pet?” [Store, bedende øjne, før hun sætter trumf på] “Carl, vil du ikke også gerne have en Pet?”
Carl, som legede med sine Gormitier, havde ikke hørt efter, men han var straks klar til at piske en stemning op og råbte solidarisk “Jeg vil også have en Pet.” I løbet af ingen tid kørte der et taktfast råbekor, skiftevis “Vi vil ha’ Pet” og “Børnemagt,børnemagt”. De to ville have klaret sig fortrinligt hos Kommunistisk Ungdom.

Generelt begynder man at få en fornemmelse af, at de er ude på egne vover og egentlig ikke underlagt forældrekontrol længere. Da faderen lagde sig ud med Carl under aftensmaden ved at afvise at mosle, hylede Carl først op med sit “Hvorfor er du så ond imod mig? Jeg synes, du er ondskabsfuld!”.
Da faderen derefter afviste at blive kaldt ondskabsfuld, kiggede Carl køligt på ham: “Jeg har lyst til at stikke denne her gulerod ind i dit øre.”

Jaså.

Trøst til den syge

Som bekendt var Carl en syg, lille stakkels sidste weekend. Alma forlagde residensen til Hannah J, hvor hun og et par andre piger riggede en loppemarkedsbod til. Det turde være overflødigt at sige, at salget midt på en søndagsøde villavej var stærkt begrænset. Men moderen kom forbi på vej hjem fra en gåtur ved stranden og blev straks shanghajet. Alma viftede med en strikket mus, som var et fund til prisen på 21 kr. Og smart er hun jo, den lille – købsargumentet var, at Carl sikkert ville blive glad for den, når han nu var syg… Det kunne moderen naturligvis ikke stå for, så hun hostede op med pengene og tog musen med hjem.
Alma havde ret i, at Carl blev glad for den. Muligvis skyldtes en stor del af glæden, at det var hans storesøster, som havde fundet og valgt den til ham. Den fik navnet Musi og blev knuget i favn resten af dagen. Og således var alle glade: Alma, fordi de havde tjent 21 kr. på loppemarkedet. Carl, fordi hans storesøster havde tænkt på, og fordi han havde fået Musi. Og moderen, fordi børnene var søde ved hinanden. Idel lykke.

Søde Alma

Moderen har været noget fraværende nogle dage pga. snarlig premiere på Ries nye show. En sen aften fik hun ved hjemkomsten via faderen besked fra Alma om at sove på loftet, så der næste morgen kunne blive serveret morgenmad på sengen. Den planlagte menu var en rugbrødsmad med pålægschokolade og et glas vand, eftersom Alma ikke kunne finde ud af at lave kaffe. Og ganske rigtigt, næste morgen kom Alma myldrende med en tallerken morgenmad, som blev indtaget i skøn samdrægtighed i sengen.

Heksetanker

Hørt over havregrynene denne lørdag morgen: “Far, selv om jeg var doven, ville jeg altså løbe fra en heks … (tænkepause) … i stedet for at glo pÅ hendes vorte.”
Faderen kunne ikke andet end bakke denne kloge disposition op (må det aldrig blive aktuelt).

Sommerrester fra 4. juli 2010

Da vi vendte hjem fra Italiens-færden primo juli, skulle moderen på festival og modtage legat og hæder. Her så vi andre vores snit til at tage på stranden. Holdet blev i sidste øjeblik forstærket med Thea. Og her er fotodokumentationen fra faderens iPhone i vanlig sløret kvalitet. Det begyndte med badning i lagunen (det begreb som Alma stivnakket kalder »kommunen«) – og endte med ansigtsmaling og udklædning på stranden og afsluttende koldskål på matriklen. En fest.

Klik for lille filmklip!

PS: Al ansigtsmaling er udført af dværgene selv – også faderens …

Ingen kaje

Carl blev af faderen bedt om at holde kaje og replicerede med stor overbevisning: “Jeg har ingen kaje. Jeg har en mobiltelefon!” Bemeldte (legetøjs)mobiltelefon blev for øvrigt indkøbt på stranden i Terracino, hvor Alma spottede den hos en af de mange strandsælgere og mente, at moderen absolut burde købe en til Carl, som længe har ytret ønske om en sådan. Det var jo ikke til at stå for, så købt blev den, og stor glæde vakte den.

Afgangen fra stranden er altid langstrakt, bl.a. fordi børnene afskyr sand i skoene og har svært ved at kombinere koncepterne skylle sko + skylle fødder + løst sand.

DSCF8842.JPG DSCF8848.JPG

Det smager sødt!

Alma har en sød tand af sjældent sete dimensioner. I Sverige driblede hun mestendels rundt med de større børn, så der var ikke megen justits med førevareindtaget. Således spiste barnet nutella-madder til morgenmad, og da Vikki deler lidenskaben for sødtex, var der ofte slik i luften. Og munden. Hver gang moderen så det, smilede Alma kækt og følte sig på sikker grund. Ikke til at stå for!

DSCF8465.JPG

Fisker-Carl

Carl havde kronede dage ved den svenske å. Han fiskede flittigt med de nyindkøbte net og fiskestænger og fik også lov at låne en rigtig fiskestang med hjul og alting. En af de første dage trampede han pludselig afsted mod åen på egen hånd. Nærmere adspurgt forklarede han, at han bare ville ned at fiske? Moderen formanede ham på det mest indtrængende om, at han aldrig måtte gå til åen uden at sige det til en forælder. Resten af opholdet kom Carl troligt og regelmæssigt for at melde, at han lige smuttede ned til åen for at fiske. På en eller anden måde var det centrale budskab “ikke uden en voksen” gået lidt fløjten.

I øvrigt fik begge børn stort set lov til selv at bestemme, hvornår de ville i seng. Det ville de sent, kan vi godt afsløre, og de var trætte! Men de hyggede sig. Til gengæld har Carl haft lidt svært ved at genoptage de gode hverdagsvaner og gør sig alskens krumspring for at forhale sengetiden. Moderen forsøgte med argumentet om, at hvis man bliver for træt, bliver man helt mærkelig i hovedet. Det lød åbenbart spændende, for Carl spurgte omgående, hvornår han måtte prøve at være vågne og blive mærkelig i hovedet. Vi blev enige om nytårsaften. Han spørger jævnligt, hvornår det er nytår…

DSCF8458.JPG DSCF8449.JPG

Mangefacetteret fremfærd

Carl og Alma leger bedre og bedre sammen. Der er stadig en masse tumleri, der er sjovt, men udklædningslege og rolleleg i det små hitter også. I særdeleshed er det populært at lege dyr, som, hvis man kan få en voksen med til legen, skal købes hos dyrehandleren (og ifølge Carl altid koster to kroner). Alternativt må de skiftes til at være hinandens kæledyr. Her præsenterer vi fx Carl Heksehånd, på det sidste billede i selskab med sin sorte kat.

DSCF8012.JPG  DSCF8022.JPG

Tankeløst, tankeløst….

Alma går i børnehave med en pige ved navn Jalda. Om bemeldte Jalda berettede Alma: “Hun er sød, men hun har bare altid så mange armbånd på, og så gør hun sådan her (vifter med armene), så de larmer. Det, synes jeg, er lidt irriterende. Det skulle hun ikke gøre. Hun skulle da tænke på, at jeg kunne blive misundelig.”

Tragedie for to-årige

I går under aftensmaden erklærede moderen, at Carl var sød. Det benægtede han som vanligt; han er fræk og stor, siger han. Denne gang spandt han videre og digtede en veritabel tragedie (følger her i oversættelse): Den frække, store dreng var fræk over for sin mor. Hun skældte ud og sagde UD! Drengen skulle gå udenfor i mørket alene i natten og sidde på trappen. Han var bange og ked af det og kaldte på sin mor, for han var alene i mørket i natten, og uglerne var ude, men han måtte ikke komme ind.

Og mens Carl oprullede historien, blev han selv så grebet, at øjnene blev blanke, tårerne trillede, og underlæben bævede. Han kunne virkelig sætte sig ind i, hvor frygteligt det var for den stakkels dreng på trappen. Moderen smeltede…

Mimiiiip!

Carl har fundet lykken. Den kommer i små, runde skiver, som viser Grim E. Ulv og Hjulben. Visse dage slår han øjnene op og siger som det første med et saligt smil “mimiip”, og han sufflerer lystigt: Pååå (pas på), åhnej, bum, plop, sådan!

Det er for øvrigt Alma, der har foreviget barn med lykke på skærm.

DSCF7468.JPG

Helger in spe

Almagåde: Hvad er det, der ser meget lille ud, men som i virkeligheden er en fe? (Vi venter stadig på svaret…)

Alma er blevet ret glad for Rie, som bl.a. har fortalt hende, at de helgerske armbånd føler sig alene, hvis ikke man tager mange på. Alma aspirerer til at blive den nye generations repræsentant for den helgerske stil: Overlæsset uden at være enkelt.

DSCF7473.JPG