Alma-pigen er ikke meget for ændringer, det være sig store eller små. Undtagen dem, hun selv sætter i søen, naturligvis, det siger sig selv. Så da puslebordet efter seks uvirksomme år blev pillet ned og solgt, var hun ikke meget tilfreds. Siden er rulle-fætter, kurv med blade og tørretumbler også blevet bortabsenteret fra badeværelset og erstattet af et nyt skab, og her til aften havde hun ifølge barnefaderen en regulær nedtursnedsmeltning over alle de gode, gamle venneting, hun nu havde mistet i sit liv.

Da moderen forleden luftede tanken om at udskifte den sønderslidte kontorstol, blev det også taget unådigt op. “Den er en del af familien, mor!” Moderen indvendte spagt, at den jo sådan set er slidt igennem til skumgummifyldet og dertil ret ulækker, fordi folk har spildt alt muligt på den, men den slags brugsslitage ser Alma ikke som minusser, men som tegn på autenticitet og unik-hed. Hun går en svær tid i møde, eftersom vinduerne snart skal skiftes…

Turen til Ikea efter skabet sammen med Carl og moderen var dog festlig nok. Børnene fandt noget babygear i form af hatte med kaniner i og stablede et rask lille trylleshow på benene. Børnenes Ikea, ja, det tror jeg nok! Kødboller og øko-juice i cafeteriet, som Ikea insisterer på at kalde en restaurant, var også helt ok, og er man lidt fiks på fingrene, kan emballage hurtigt forvandles til en build-a-bear-seng. Der er ikke meget, der ikke kan lade sig gøre, når man har en limpistol.

Oh, hvad har vi her?

Tadaaa – en kanin!

Krea-Alma i fuldt sving

Flamingo-seng i eget design

Exit puslebord og tørretumbler, hej, blå skab

Moderen spurgte Carl, hvad han havde lyst til at give Alma i julegave. Han var ikke i tvivl: Han ville gerne give hende den fjernstyrede helikopter, hun ønsker sig så meget. Senere spurgte moderen Alma, hvad hun havde lyst til at give Carl. Hun var heller ikke i tvivl. Hun ville gerne give ham den fjernstyrede bil/helikopter, han ønsker sig så meget.
Begge var de helt glade ved tanken om, hvor meget den gave ville glæde den anden. Det er mere, end man som forældre kan stå for!
NB! Bloggens læsere bedes venligst holde tand for tunge!

Som bekendt var Carl en syg, lille stakkels sidste weekend. Alma forlagde residensen til Hannah J, hvor hun og et par andre piger riggede en loppemarkedsbod til. Det turde være overflødigt at sige, at salget midt på en søndagsøde villavej var stærkt begrænset. Men moderen kom forbi på vej hjem fra en gåtur ved stranden og blev straks shanghajet. Alma viftede med en strikket mus, som var et fund til prisen på 21 kr. Og smart er hun jo, den lille – købsargumentet var, at Carl sikkert ville blive glad for den, når han nu var syg… Det kunne moderen naturligvis ikke stå for, så hun hostede op med pengene og tog musen med hjem.
Alma havde ret i, at Carl blev glad for den. Muligvis skyldtes en stor del af glæden, at det var hans storesøster, som havde fundet og valgt den til ham. Den fik navnet Musi og blev knuget i favn resten af dagen. Og således var alle glade: Alma, fordi de havde tjent 21 kr. på loppemarkedet. Carl, fordi hans storesøster havde tænkt på, og fordi han havde fået Musi. Og moderen, fordi børnene var søde ved hinanden. Idel lykke.

Carl blev af faderen bedt om at holde kaje og replicerede med stor overbevisning: “Jeg har ingen kaje. Jeg har en mobiltelefon!” Bemeldte (legetøjs)mobiltelefon blev for øvrigt indkøbt på stranden i Terracino, hvor Alma spottede den hos en af de mange strandsælgere og mente, at moderen absolut burde købe en til Carl, som længe har ytret ønske om en sådan. Det var jo ikke til at stå for, så købt blev den, og stor glæde vakte den.

Afgangen fra stranden er altid langstrakt, bl.a. fordi børnene afskyr sand i skoene og har svært ved at kombinere koncepterne skylle sko + skylle fødder + løst sand.

Man kan sige, hvad man vil om de søde børn, men de går i hvert fald ikke i små sko! Det var – naturligvis – Alma, der fandt på det og småfnisende om ind for at vise os andre, hvad hun havde gang i.