Kategoriarkiv: First-timer

Carl 10 år!

I dag er det Carls fødselsdag, hurra! Carl blev vanen tro sunget op og havde ligeledes vanen tro været vågen længe og ligget og ventet.

På denne sin første runde dag fik Carl, som Alma før ham, en tur til Tyskland med Dorte. Modsat Alma er Ole også med denne gang, og turen foregår i Tomaten – Alma er meget misundelig.

Alma og Alma har bikset en kiksekage sammen, og i skrivende stund er Carl til bordtennis, som han er blevet meget glad for, mens Alma med faderlig bistand laver lakselasagne. Normalt spiser vi ude på fødselsdage, men Carl ville gerne vente med middag i byen til weekenden, hvor der ikke er tidspres. 

Lørdag er der klassefødselsdag sammen med Pelle og Adam. I år står den på bowling og byg selv-burger.

Sensommervise

Koret var til Obelskes Inspirationsdag for at repræsentere Goldschmidts Musikakademi over for de inviterede fonde forleden. Først fortalte hr. Goldschmidt om skolen og baggrunden og historien, og derefter sang koret. De gjorde det godt! Og Alma debuterede som solist (andet solovers), hvilket naturligvis skal deles her på bloggen. I skal også vide, at hun selv har fundet på formen på sit vers. Moderen var meget stolt!

Skulle I have mod på mere, er her skolens slagsang Ale Brider med Henrik selv i spidsen.

Zoroni

Drama!

Alma gik til teater i foråret, og var det en succes? Ja, det tror jeg nok! Hun var ellevild med det og glædede sig til at komme afsted hele ugen. Det samme gjorde i øvrigt Alma 10.000, som var på samme hold. I alt ca. 15 teaterglade børn, som i løbet af forårsmånederne sammen med instruktøren fandt på et teaterstykke, som de øvede og opførte for forældrene til afslutningen. Succesen fortsætter til efteråret, og Alma er allerede begyndt at mumle om Eventyrteatret…
Stykket handlede om en dreng, som af nogle meget onde forældre blev sendt på børnehjem med nogle meget onde pædagoger og ved en fejl kom til at ødelægge tiden, så han blev sendt på kryds og tværs til forskellige tidsaldre, hvor han blev venner med folk på stedet og derefter røg videre. Der var nogle tidsmareridssekvenser, der var meget virkningsfulde. Heldigvis endte det i sidste øjeblik med, at tiden blev repareret.
Børnene havde flere småroller hver undtagen hovedpersonen. Alma var en fordrukken far, en stenalderpige og et tidsmareridt.

Skostørrelser

Det måtte jo ske en dag, og den dag var så i dag. Alma kunne ikke passe de vinterstøvler, som ellers havde stået klar, så vi måtte afsted for at købe nye. De strammede alle sammen, indtil skobutiksdamen tjekkede fod kontra skostørrelse og kunne konstatere, at moderen havde ramt 1-2 numre forkert. Alma bruger nu størrelse 36, og dermed er vi nået til det, der måtte ske en dag: Moderen og Alma kan nu passe sko (eller i hvert fald vinterstøvler). Det føjede et forsonende element til prisen, at moderen kan arve, når Alma vokser ud af dem.

støvler

Carl 0.u!

Den store dag, hvor Carl startede i skole. Han var ikke SÅ imponeret af den første dag. Der var en masse snak, en kedelig dame og kun to skoletimer. Det spillede ikke. Han ville ligesom godt have lidt mere skole og lidt mindre snak. Det kommer, min skat, det kommer… Bortset fra, at Carl gerådede i krise, da børnene blev bedt om at gå hen til deres respektive klasser, og han ikke kunne huske, hvilken klasse han hørte til, har han været fuldstændig cool med det der skole. Han behøver ikke have sin mor med ind i klasse, selvom han får tilbuddet – “nej, mor, vi siger bare farvel herude på gangen” – og han er tilsyneladende ret godt tilfreds. Dog brokker han sig over, at der er nogle drenge, der hele tiden larmer i klassen og på fritten. Øjensynligt deler han sin søsters holdning til formålsløs forstyrrelse: Det er for åndssvagt. Det skal blive spændende at se, om det holder ved. Det skal også blive spændende at følge klassen. Der er et overtal af drenge på hele årgangen, så det kan godt blive livligt. I Carls klasse er der 30 børn, heraf 18 drenge!

Tandløs

Carl har længe haft to rokketænder i undermunden, og de nye takketænder var begyndt at vokse op bagved, så han havde dobbelttænder som en haj. Okay, en haj har vist syv rækker, men I ser billedet, ikke? Men en morgen konstaterede han, at han manglede en tand. Han havde uhørt fornøjelse ud af visheden om, at han havde slugt den i søvne og dermed havde spist noget af sig selv… Den anden røg ud i lufthavnen, da vi skulle hjem, efter at have siddet så løst, at den nærmest lå ned.

De bliver store, de børn

Grundlovsdag er fridag, så vi lagde hårdt ud i går aftes med at erklære “man gør, som man vil”-aften. Moderen følte sig ikke kaldet til at være sådan en mor, som bestemte og kostede børn i seng til tiden, og den var børnene sjovt nok helt med på. Carl legede udenfor til kl. 22, og da han kom ind, passede det med, at moderen var færdig med sine gøremål, og så smed vi os alle tre i sofaen og så film. Og gik i seng til midnat.
I dag var vi langsomme startere. Siden hen gik Carl ud sammen med Anton, og Alma besluttede, at hun godt kunne gå alene over til den anden Alma for at lege – en tur på en kilometers penge. Så moderen fik arbejdet det fornødne. Almaerne kom for og mellemlandede for at hente rulleskøjter og bamser, som skulle køre tur i rulleskøjterne, og så trillede de af igen.

Moderen adviserede det tilbageværende, udelegende barn om sit fravær grundet hundeluftertur. En time senere kom Carl blæsende op, mens moderen var ude på altanen. “Moar – moar”, lød det. Da moderen kom ind og tilkendegav sit nærvær, brød Carl grædende sammen. Her kunne man godt tro, at det skyldtes, han havde været ked af ikke at finde sin mor, da han kom ind, men sådan hang det slet ikke sammen. Næ, tværtimod var han i gang med at ringe via Facetime, fordi han troede, at moderen stadig luftede hund, og han var vildt skuffet over ikke at få lov at være stor og og selvstændig og ringe op for at spørge, om han måtte spise hos naboen. Det er alligevel første gang, Carl har skullet trøstes, fordi man VAR der…

Farvel, børnehave

Så kom dagen, hvor det sidste barn havde sidste dag i børnehaven. Dagen var imødeset med længsel af Carl, som glæder sig vildt til at komme på frit og få mange venner, men moderen fandt det alligevel lidt vemodigt at sige farvel til børnehaven, hvor vi har haft vores daglige gang i syv år.
Carl havde bestilt zombieboller og flødeboller til uddeling. Alma skulle naturligvis med til festen. Carl havde selv pyntet bordet med et dino-tema. Alma var en smule bitter ved tanken om sin egen afskedsfest, hvor hun måtte dele æren (og opmærksomheden!) med to andre, der skulle stoppe samme dag, mens Carl fik det hele for sig selv – så uretfærdig kan verden være.
Carl delte glad boller og flødeboller ud, og så havde stort set alle børnene lavet gaver i form af tegninger, som hver især var pakket fint ind og skulle pakkes ud igen. Tidskrævende, men enormt hyggeligt. Traditionen tro fik han af børnehaven sin mappe med tegninger, der var suppleret med fotos fra hans børnehavetid. Det var sjovt at se udviklingen fra tre til seks år. På et par af billederne var Carl sammen med pædagogen Torben. Det gav et stik i hjertet. Selvsammen Torben fik nemlig mavekræft, og efter et års tid, hvor han havde det fint og var på besøg i børnehaven hver onsdag, gik det pludselig ned ad bakke. Han blev begravet dagen før Carls afsked. Carl har virket ret uberørt, mens Alma blev meget ked af det ved pludselig at blive konfronteret med “aldrig mere”. Det ER også lang tid. Moderen købte blomster til begravelsen, og Alma fandt et flot billede, hun havde broderet, som Torben fik med, da han “skulle holde begravelse”. Moderen fik flash back til dengang, hvor vi fandt en død fugleunge på vej til vuggestuen og tog den med hjem for at begrave den, og lillebitte Carl var helt frisk på at begrave den, indtil den havde fået jord på, hvorefter han brød fuldstændig sammen og ville grave den op og tage den med ind og give den mad, så den kunne blive rask. Han troede, vi var onde ved den. Det var en traumatisk oplevelse.
Nå, men livet går jo videre, og Carl takkede af med maner. Til sidst sang stuen farvelsang for ham, og så fik de fleste en løftekrammer af den lille kraftkarl, før vi gik hjem. For sidste gang. Snøft. Heldigvis bliver vi inviteret til sommerfesten i august, så vi kan vente med at tage endelig afsked, til vi har vænnet os til ikke at være der mere.

Haren

Verdens sødeste Alma overlever lockouten i turnusordning sammen med tre andre piger. I går havde de skrevet hver sin historie. Således præsenterer vi et værk fra Alma Vindsmark Søholms hånd:
Der var engang en hare. Den boede sammen med sin familie, men den lille Emma måtte aldrig komme uden for hulen. Men Emma var så eventyrlysten, så en dag gik hun ud af hulen. Da hun havde gået i en time, så hun ræven. Hun så hans spidse tænder. Hun tænkte: Jeg må væk. I det samme trådte hun på en tør pind, så han hørte hende. Han sagde: Mmmm, morgenmad. Så nu skulle hun hjemad, men hvordan? Han var så hurtig. Hun måtte hoppe. Hun hoppede så hurtigt, hun kunne. Endelig kunne hun se hulen. Hun råbte hjælp. Hendes far kom ud af hulen. Han slog ræven. Den løb væk med halen mellem benene. Hun blev så glad. Nu skulle hun i seng.

Haren1

Haren2

Maddag

Moderen har indført en ugentlig maddag for hvert af børnene, hvor den, der er den, skal bestemme menuen og være med til at lave maden. Efter de indledende øvelser med at fastsætte dogmereglerne (man må ikke vælge risengrød hver uge, man må ikke bestemme, at der skal være dessert, man må ikke vælge at spise på restaurant etc.) er konceptet ved at være på plads. Og i dag er det så Carls debut.
“Vi skal have kartofler og brun sovs og et eller andet kød. Og grøntsager… kolde (= rå) gulerødder og kolde agurker. Og til dig og far: Broccoli! Og løg, for dem elsker du.”
Udmærket valgt, min skat.

Milepæl!

Så er Alma begyndt at læse! Det er stort! Vi prøvede på biblioteket for nogle måneder siden, og det var ikke nogen succes. Tilsyneladende havde hun så besluttet, at læse, det var noget, hun ikke kunne. Men forleden havde hun en læselet-bog med hjem, som vi læste sammen – og så gik det op for hende, at hun faktisk godt kunne. På opfordring rundede moderen i dag biblioteket og lånte en stak læselet-bøger, hvoraf hun nu allerede har læst de tre. Hun kan godt og er meget opmuntret af at mærke sine egne hastige fremskridt.
Moderen ser for sig, hvordan mor og barn sidder henslængt i hver sin liggestol i haven med hver sin bog til sommer.

Disko galore

Alma stod her til morgen frem og bekendte sig til disko. Herefter offentligtgjorde hun:

Almas diskoønsker:
diskolys
Diskokugle
Diskotøj
Diskotøj til Kaninus
Diskomikrofon
Diskoudklædningstøj
Diskomusik
Diskoguitar til Kaninus
Diskoguitar til Alma
Diskohårelastikker
Diskohårspænder
Diskohalskæder

Nogen vil mene, at Alma er gået ind i sin diskoperiode. Vi skal nok forberede os på, at listen inden jul vil blive blive udvidet med et par effekter, der ikke begynder med “disko”.

Skidefuld (af selvtillid) og på rulleskøjter

Det var mandag i sidste uge, og moderen var taget til Bornholm med Rie. Vi ventede på farmors ankomst med tog, der var forsinket pga en udramatisk afsporing tidligere på dagen et sted på Sjælland. Carl og Alma mente, at tiden var moden til en tur på rulleskøjter. Det var Carls første tur. Her er den:

Alma begyndte også sin rullekarriere med at stavre. Nu ruller hun med stor overbevisning og i flot stil.

Maratondrengen

[Klik for at se starte videoen …]

Carl viste hidtil ukendte sider af sig selv forleden. Efter aftensmaden begyndte Alma at løbe rundt om bordet. I en kreativ raptus begyndte hun at tælle omgange, men indstillede motioneringen, da øvelsen ikke længere havde nyhedens interesse. Og her tog Carl så over. Han øjnede en chance for at nå store tal, så han hyrede faderen som omgangstæller og gik så ellers i gang med at løbe rundt og rundt og rundt. Først 10, så 20 og 40 omgange. Efter en del minutter og mange nye starter endte det med, at han fik løbet mindst 250 omgange sammenlagt. Og han var vist selv helt godt tilfreds med resultatet. Faderen var i hvert fald imponeret over debuten.

https://alma.soholm.net/wp-content/pix/2010/12/20101213-021713.mov

Carl cykler selv

Det er ikke længe siden, at Carl prøvede Rebeccas aflagte gule lyn, men måtte parkere den igen med uforrettet sag. Benene rakte så at sige ikke. Men i går, lørdag, ville han prøve igen. Og nu så det mere troværdigt ud. Faderen monterede et tilspidset kosteskaft som styrepind. Carl protesterede vedholdende: “ka’ godt!” Og bortset fra den svære indledende start, hvor man skal ha skidtet til at rulle fra 0 km/t, så lykkedes det faktisk drengen på en enkelt tur ned til enden af vejen at bryde koden. Og efter et par gange frem og tilbage foran skolen, blev det til en ubrudt og kun let slingrende tur hele vejen hjem.

I dag stod den gule racer også på Carls skema. Moderen måtte løbe for at holde trit og Carl satte sig demonstrativt og ventede på, at faderen var færdig med at bygge og støbe stensætning i haven, så han kunne komme ud og rulle på andet end gadens fortov.

Så gik det mod stranden for anden gang i dag. Alma valgte den mere velbehagelige løsning bagpå faderens cykel. Begivenhedsrig var turen, der bød på shish-kebab, fritter, tordenskylle, et hav af strandgæster mm. Desuden blev det klart, at Carl mangler bremseteknik, når han kører ned ad bakke.

Her er han i fuld koncentration på vej hjem fra dagens triumftur.