Alma, Carl og moderen har været til dame-børnetræf i Kokkedal i dag. På vejen hjem sad Alma og snakkede og sang omme på bagsædet. På vej gennem byen kunne man høre hende:
“Hvorfor må vi ikke køre, siger bilerne (som holdt for rødt, red.) Vi vil også køre, siger husene. Men I har desværre ingen hjul, huse. Så tager vi bare et skateboard, siger husene.”
Eftertænksom tavshed over Langebro.
Alma: “Moar, tænk, hvis husene havde en mund til at synge.”
Mor: “Hvad mon husene ville synge, hvis de havde en mund?”
Alma: “De synge jubijæææ, jubijæææææ.”

Forleden havde moderen glemt at poste et brev og bebrejdede sig selv i Almas påhør. Alma udbrød med sin mest trøstende og forstående stemme: “Det kan jeg godt forstå. Men pyt med det, det gør vi i morgen.”
Fornemmer man et barn med forældre, der har lært, at man skal sætte ord på og rumme barnets følelser?