Kategoriarkiv: Aktiviteter

VM og verdens bedste film

Danmark skulle spille sin første VM-kamp lørdag. Moderen var gået i dame-sommerhus-exil for weekenden, så de efterladte aftalte at se kampen på det retablerede 32-tommers låneapparat. Men enten er det slået fejl med den nationale opdragelse, eller også har fodboldlandskampe bare ikke rigtigt fået fat i familien endnu. Hvorom alting er, så fik faderen først åbnet for transmissionen halvvejs inde i første halvleg mod Peru, mens laksen blev grillet og pastaen kogt.

Sønnen havde forladt matriklen midt på dagen. Og datteren havde gemt sig med Sims og sin hummus på loftet. Og det var først et godt stykke inde i anden halvleg, at hun blev tilkaldt. Til gengæld scorede Danmark ca. 20 sekunder efter hun havde tag plads i sofaen. Så det endte alligevel godt med 1-0 i en meget heldig kamp.

Bagefter så vi Billy Wilders »Ingen Er Fuldkommen« med Marilyn, Tony Curtis og Jack Lemmon. Og spiste chips.

Kongernes Jelling

I påskeferien lavede vi den klassiske tour de bedstemor og startede hos mormor i Haderslev. Inspireret af DR’s Danmarkshistorie tur vi en tur til Jelling for at kigge på gravhøje og det nye museum. Imponerende på mange planer. Den eneste, der var utilfreds, var Dagmar, som måtte blive i bilen, mens vi var inde på museet og bagefter spiste frokost på en stærkt vikingeinspireret cafe.

Bordtennis

Efter forgæves at have afprøvet diverse fritidsaktiviteter uden at finde noget af interesse er Carl nu begyndt at gå til bordtennis.

Interessen blev vakt i fritten, hvor de har et bordtennisbord, og da det gik op for ham, at man faktisk kan gå til det, var han fyr og flamme. Nu har han oven i købet sit eget bat (fødselsdagsgave fra farmor), og snart skal han til sit allerførste begynderstævne.

Sensommervise

Koret var til Obelskes Inspirationsdag for at repræsentere Goldschmidts Musikakademi over for de inviterede fonde forleden. Først fortalte hr. Goldschmidt om skolen og baggrunden og historien, og derefter sang koret. De gjorde det godt! Og Alma debuterede som solist (andet solovers), hvilket naturligvis skal deles her på bloggen. I skal også vide, at hun selv har fundet på formen på sit vers. Moderen var meget stolt!

Skulle I have mod på mere, er her skolens slagsang Ale Brider med Henrik selv i spidsen.

Zoroni

OL-triumfer

På sit tiende års sidste dag var Alma til skole-OL, hvor 4., 5. og 6. klasser fra hele landet konkurrerer mod hinanden. Det er med stor stolted, at vi hidbringer nyheden om, at 4.u hjembragte guldet for deres årgang! Og ikke nok med det – den endegyldige sejr kom vist i stand ved, at klassens hold vandt stafetløbet. Alma var sidste løber, og hun var halvanden meter bag den førende, men løb hende ind og kom først over målstregen! Den lille sprinter var glad og vi andre pavestolte. Ud over stafet løb hun to km løb og 60 meter løb (hvor hun blev nr. 4 samlet) og sprang længdespring.

Over aftensmaden erklærede Carl, at han glædede sig rigtig meget til i morgen. “For det første, fordi du bliver glad, Alma. For det andet, fordi så er du to år ældre end mig. For det tredje, fordi vi skal spise på Grillen. For det fjerde, fordi jeg får lillebrorgave.” Han er altså megasød, den lille rod.

For øvrigt havde han et par meget fine, turkis fløjlsshorts på i dag. Moderen elsker dem, men i morges var han ikke meget tilfreds, fordi de ikke er bløde (= elastiske). Her til aften sagde moderen: “Det kan godt være, du ikke ret godt kan lide de shorts, men de klæder dig altså godt.” Senere overhørte man en samtale mellem Carl og barnefaderen, hvor Carl sagde, at han godt kunne lide shortsene, men “mor siger bare, at de ikke klæder mig særlig godt”. Hov! Hovhov! Det var faktisk det stik modsatte! Barnet var dog overbevist om sit (som altid), så vi endte med at blive enige om, at moderen måtte have sagt forkert…

Forretningstalenterne

I Almas klasse har de dyrket en narhvalesang ( https://www.youtube.com/watch?v=ykwqXuMPsoc ), så Alma lavede en rainbow loom-narhval til hver af de to drenge, der havde introduceret dyret. Det afstedkom et hav af bestillinger, så nu sidder hun sammen med den anden Alma og producerer narhvaler og enhjørninge. De har sat deres elastikdyrsproduktion i system. De har fået en lommebog, hvor de holder styr på ordrerne, det er den anden Alma, der står for det. De har omhyggeligt hierakiseret bestillingerne, så alle får i den mest retfærdige rækkefølge, og dem, der har bestilt flere, får kun den første og må vente på resten, til alle på listen har fået et eksemplar.
Kunderne kan vælge, hvilket dyr de gerne vil have, og hvilke farver. Et dyr koster 6 kr. Dertil kan man vælge at få sit dyr leveret i en organzapose og med et armbånd, og så er prisen 10 kr. Carl producerer armbåndene og får 2 kr. pr. stk.
Foreløbig tager de kun imod ordrer fra klassen, men overvejer at udvide, hvis det går godt.

Alma spurgte, om moderen ikke ville være stolt, hvis hun blev millionær på elastikdyr. Det kunne man jo uden at overdrive svare jo til.

elastikdyr

Store kagedag

Når man har sådan nogle børn, som ser bagevideoer på Youtube og får ambitioner, kan det ske, at man pludselig finder sig selv i et bagemaraton med hele køkkenet fyldt med poser og skåle, mel i panden og chokolade på fingrene. Det skete på slottet, da Alma præsenterede en plan om at lave Junglekage – en let lille sag med chokoladebund, mandelbunde, jordbærmousse, passionsfrugtcreme og dyr af indfarvet hvid chokolade. Carl gik efter det mere jordnære. Han ville bare lave macarons med karamelcreme.

Jamen, okay så. Der blev indkøbt ingredienser, og fredag eftermiddag gik vi i gang. Fredag aften kl. 23 kagen lagt sammen. Lørdag fortsatte Alma tappert. Kl. 14 kom Kragherne til kaffe og kage, masser af kage. Og godt nok tog det lang tid, men det var besværet værd!

London-billeder

De første dages sightseeing i London. Vi kom faktisk en del omkring, både med og uden Kat og drengene.

Tirsdag var Harry Potter-dag. Det var spektakulært, og Carl, som havde været noget i tvivl om, hvorvidt han havde lyst til at tage med, var ret glad for, at han besluttet sig for at gøre det.

Tjulahop, tjulahej, lidt blandet godt. Vi kørte rigtig meget i undergrundstog. Man bruger den britiske version af et rejsekort, som åbner klapsammen-låger automatisk. Det er nemt og smart. Udfordringen opstår, når man har børn med. De skal nemlig ikke betale og skal derfor ikke bruge kort, og således skal de gå gennem klapsammen-lågerne sammen med deres voksne. Imidlertid er undergrunden i London et meget travlt sted, så lågerne klapper i MEGET hurtigt. Barn og voksen skal derfor stort set smelte sammen til én for at nå at passere. En daglig udfordring.

London by night. Eller i hvert fald by dark.

Luciabrud

Alma synger i skolens kor og kunne glædestrålende fortælle, at hun skulle være årets luciabrud. Det glædede moderen, hvem det aldrig blev beskåret at blive brud med lys i håret, så mandag morgen, stod forældrene klar! Skolekoret er stort i år, så det var et imponerende syn, da de kom skridende gennem aulaen. Vi beklager den dårlige billedkvalitet.

IMG_1459

IMG_1462

Hyttetur med kultur i enden

Almas klasse var på forældrearrangeret hyttetur på et vandrehjem i Helsingør. Det var hyggeligt (og larmende) med aftenløb med snedige poster, badning, bål og børn, der vistnok havde lidt svært ved at falde til ro og også lidt svært ved at sove om morgenen. Alma var plaget; det bekommer hende ikke vel, når nogen larmer, mens hun gerne vil sove, og da den mest larmende så vågnede igen kl. 4.30 og begyndte at snakke, var hun pænt gnaven. Heldigvis sov de voksne i en anden bygning… Alma melder, at næste gang sover hun hos de voksne.

På vejen hjem pitstoppede vi sammen med den anden Alma og hendes mor på Louisiana, som har en meget prikket udstilling med den japanske kunstner Yayoi Kusama. Hun gør en del i polkaprikker og mærkelige gevækster – en umiddelbart indtagende og sært foruroligende oplevelse. Vi rundede af med frokost på cafeen, og SÅ var vi også klar til at komme hjem og slappe af.

Kusinesjov

Mens vi alligevel var oppe nordpå, smuttede vi forbi Aalborg for at sige hej til kusinerne og deres forældre. Vi var en tur forbi deres skoles virkelig fede legeplads (fredet skolebygning go home), vi hørte tigeren brøle ovre i zoo (og Dagmar stak som vanligt halen mellem benene og skulle ikke have noget klinket ude i den have), og dagen efter kørte vi til Højriis Slot og løste et mordmysterium. Det er ganske vist – vi fandt morderen og fik verificeret vores bedrift i receptionen, hvor børnene fik hver sit detektivdiplom. Annika deltog godt nok ikke ret meget, fordi hun syntes, det var uhyggeligt, og kælderen var også mørk og skummel, men hun fik sit diplom alligevel. For øvrigt var det ikke butleren, der gjorde det. Det var den forsmåede skuespillerinde.