Carl hælder guldkorn ud af ærmet i dag. Han lagde sin mor følgende i munden:
“Jeg er omgivet af skinkespisere og idioter.”
Og senere, da Alma igen og forgæves havde udfordret moderens alfaposition: “Alma er bare ikke bygget til kampsport. Hun er mere bygget til pebernødder.”
Efter forgæves at have afprøvet diverse fritidsaktiviteter uden at finde noget af interesse er Carl nu begyndt at gå til bordtennis.
Interessen blev vakt i fritten, hvor de har et bordtennisbord, og da det gik op for ham, at man faktisk kan gå til det, var han fyr og flamme. Nu har han oven i købet sit eget bat (fødselsdagsgave fra farmor), og snart skal han til sit allerførste begynderstævne.
Mens vi venter på en faderlig afrapportering i billeder fra afvigte legendariske sommer, bringer vi her en kampvideo mellem husstandens største dyrekæmpere:
Du skal skrive »dagmar« som password for at se filmen.
Når man har et telt, skal det bruges, om så det skal slås op i egen have. Alma og Mille rykkede ind og forsøgte at få Dagmar til at sove dernede også. Det ville hunden sjovt nok ikke, hun foretrækker at være sammen med de store. 
D. 24. oprandt endelig, men hold nu op, hvor er sådan en juleaftensdag svær at få has på. Annika og Vittoria var sløje og havde kastet op om natten, så de var noget slappe i koderne. Alma var heller ikke helt på toppen, og Carl kunne bare slet ikke være i sin krop af forventning og begejstring.
Men med tegnefilm og julekalendere fik dagen alligevel en ende til slut, og det gjorde julemiddagen også. (Silvia fik mandlen – igen!) Mens vi gjorde klar, fes Carl rundt og rundt om træet og sang “Nu er det jul igen” i hyper-tempo. Resten af aftenen blev for hans vedkommende primært tilbragt med at hoppe op og ned i spænding over indholdet af gaverne, både dem, han fik, og dem, han gav, og så alle de andres.
Carl fik meget Lego. Alma fik Lego og Petshop og som kronen på værket en mobiltelefon, og hun var lykkelig! Det er en lille Samsung, der klappes sammen, og hun er fælt godt tilfreds med den lille, fikse tingest, som er HELT HENDES EGEN med eget telefonnummer. Så nu kan hun sende sms’er til Mille og ringe til sin mor fra fritten, når hun gerne vil lave en legeaftale. Toppen! Ved puttetid var begge børn enige om, at det havde været den bedste juleaften nogensinde.
Inspireret af dagens fotosession blev der eksperimenteret videre med fotos, motiver og filtre.
De er sjove, børnene. I går stillede Carl sig op i undertøj og sprutfnis og spurgte: Mor, kan du finde en fejl ved mig?
Fejlen var hans tissemand, som kækt var trukket ud af gylpen. Det kan godt afsløres, at moderen brød sammen i krampelatter, og Carl var lykkelig for så stor succes.
Mormor tilbragte et par dage på slottet sammen med Riziki, Louise og Scoldoscals. Det var ualmindeligt vellykket! Vi tog det roligt med masser af tid til at hænge ud. Vi brugte nogle timer på Den Blå Planet sammen med 100.000 andre, men derudover stod den meget på leg og samvær og isspisning og strandtur. Et mysterium, der aldrig blev løst, var, hvorfor Scoldoscals går i vandet med nederdelen på, men sådan er verden jo så forunderlig.
Vejret var guddommeligt, og børnene sov i haven i to nætter. Nogle i telt, andre på trampolin. Skal man være hudløst ærlig, havde man nok regnet med, at i hvert fald et par stykker var kommet retur til huset, da først det blev mørkt, men det var der ikke noget med. Carl var sågar vågnet og skulle tisse og var kravlet ned fra trampolinen og havde tisset og var kravlet op igen. Nat to sov han dog indenfor, der var noget med, at det var for besværligt at være ude, når han vågnede, men de andre nappede en nat mere.
Vi nåede også et besøg hos den anden Alma, som havde lavet en aftale med mormor om en bytter, hvor Alma skulle have en Thorkild (en hæklet abe) og til gengæld skulle give et eller andet af egen fabrikation. Det blev et glas syltetøj og en tegning. Vi – det vil sige børnene – lavede kager, som vi havde med, og så tilbragte vi et par hyggelige timer i Almas have. Alma, Alma og Riziki legede så godt, at vi efterlod de to, da vi gik hjem, og først samlede dem op, da vi skulle ud at spise.
Det var et enormt hyggeligt besøg, og vi har allerede lagt billet ind på at få dem tilbage i efterårsferien.
Efter at have talt ned i flere måneder blev det endelig Almas fødselsdag. Den 8. juni faldt på en lørdag, mens klassefødselsdagen var sat til fredag. Faderen havde bortabsenteret sig til Berlin indtil fredag aften, så mormor kom forbi og gav en hånd med. Heldigvis var vejret med os i år, så pigerne kunne være både ude og inde. Vi startede med at piske dem igennem nogle lege på skolens sportsplads, hvor vi kunne klemme os ind mellem fire skoleklasser, der havde idræt, i håb om at køre dem en smule trætte. Vel hjemme i haven blev der åbnet gaver og serveret boller, pølsehorn og saft.
Alma havde eksplicit frabedt sig en skattejagt, så i stedet havde moderen fabrikeret en quiz. Vinderholdet fik sure tæer i slikkepindeform. Taberholdene fik tilsvarende i trøstepræmie – Alma tåler meget dårligt, hvis nogen kunne gå hen og blive kede af det. Sidste punkt på dagsordenen var en reprise på sidste års succes med byg selv-lagkager. Det var lige så populært i år. Der blev smækket lagkagebunde sammen og pyntet til den store guldmedalje, og alle ungerne var svært tilfreds med at drage hjem med en kagekasse i hånden.
Hjerteveninde Mille blev og overnattede, så hun var med på den ægte fødselsdagsmorgen. Den 8. juni var tilfældigvis også dagen for det store kvartersloppemarked på Italiensvej, så da der var blevet pakket gaver ud, fandt børnene diverse salgbare effekter frem, og så drog vi på loppemarked nogle timer. Mille blev hentet af sin mor, men heldigvis var den anden Alma – Alma 10.000 – i mellemtiden kommet, så de to Almaer slog sig omgående sammen i stedet. Da vi ikke gad mere loppemarked, gik vi til stranden og købte is og derefter videre til middag på restaurant. Alma 10.000 blev og overnattede. Vores Alma var kistelykkelig for sin fødselsdag og syntes svært godt om at blive otte år.
Kristi Himmelfart kom og gik, og med den også den årlige hyttetur til Sverige. Traditionen tro kørte faderen afsted med Carl og Alma onsdag eftermiddag, mens moderen fulgte pr. tog fredag eftermiddag. Mange mennesker på lidt plads i mange dage – dårlig kombination! Dog var afgangen nær ikke blevet til noget, fordi bilen pludselig opførte sig mærkeligt. Den ville ikke starte og kørte i vildt høje omdrejninger, når den endelig kom i gang. Faderen drog ud for at finde et værksted, der havde længe åbent, med den tese i baghovedet, at der var blevet fyldt forkert benzin på den – og ikke af ham selv… Heldigvis viste det sig at være en temperaturdims, der forårsagede problemet. Det blev diagnosticeret af et par gutter i en baggård på Strandlodsvej. Værkstedet havde lukket, men de sad og hang og mente at vide noget om biler. De kiggede og tændte og slukke og trykkede og diskuterede. Den ene havde selv haft sådan en bil. Han havde haft det samme problem. Han havde lige sådan en reservedel liggende. Og vupti vapti var bilen pludselig ikke i stykker mere, og det ville han da godt have… bom-bom… skal vi sige 100 kr? for.
De søde børn elsker Sverigesturen. Fra solen pipper frem første gang om foråret, snakker Alma om, at lugten, luften, lyset og alt andet forårsagtigt minder hende om Sverige, og årets tur var en lige så stor succes som de andre år.
Moderen gik glip af den obligatoriske rundboldturnering børn mod voksne, som blev afholdt torsdag i stedet for fredag. Alma og især Carl var meget oprørte over, at der ikke blev spillet mere rundbold, men fredag aften var folk for trætte, og lørdag var en masse taget hjem. Til gengæld lykkedes det Carl at stable en fodboldkamp på benene fredag aften. Med stor ihærdighed hvervede han interessenter og fordelte hold, og heldigvis fik han det maget sådan, at han selv var på det vindende hold.
Kusine Maria havde inviteret til fastelavn i weekenden. De voksne skulle også være udklædte. Det slap vi ganske godt fra, når vi selv skal sige det. Vi fik introduceret en ny figur i familien: Linse (det var selvfølgelig Alma, der fandt på det navn), som havde nogle meget velopdragne og yndige børn. Dér kan man virkelig tale om one size fits all!
I år var der ikke noget med spinlon-indkøb i Fætter BR, ej heller genbrug af egne remedier. Børnene var meget specifikke i deres ønsker: Alma ville være en M&M, og Carl ville være en McDonalds-mand – en figur, som han har set på et papskilt, som er kommet ind i huset fra gud ved hvor.
Godt så. Der blev købt stof og stifter til limpistolen, og så gik vi i gang. Det blev egentlig meget vellykket, og børnene var i hvert fald godt tilfredse. Alma blev kåret til bedst udklædte i sin klasse, hvilket vakte glæde, og da vi var til fastelavnsfest i judoklubben gentog det sig, denne gang med en pokal til at understrege æren. Sådan skal det være, mente Alma.
For Vittoria og Annika var det første gang, de skulle opleve en dansk jul. Det var med en vis spænding, vi imødeså samværet med mange mennesker og hund, men det gik noget så overordentligt udmærket alt sammen. Pigerne lagde ud med at være bange for Dagmar, men det varede ikke længe, før de opgav konceptet og i stedet sluttede venskab med den brogede livsnyder.
Børnene fandt fluks hinanden og legede eksemplarisk juledagene igennem. Juleaften blev man ganske varm om hjertet, da vi gik rundt om træet og sang julesange på livets løs, mens Annika gik med og kiggede på lysene og den syngende familie med et saligt smil. Alma og Carl havde gensidigt sådan ønsket at give hinanden hhv. en fjernstyret helikopter og en fjernstyret helikopterbil, og det kunne moderen naturligvis ikke stå for, så det blev enden af det. Der indtraf et øjebliks potentiel krise, da papiret kom af, fordi de elektroniske dimser var mindre i virkeligheden, end de havde forekommet englebørnene på billederne, men de blev modtaget med glæde, og især Alma har øvet sig meget.
Mormor blev en dag ekstra, og efter en langsom formiddag tog vi en tur i Tivoli, hvor børnene nåede at afprøve en massiv mængde forlystelser på meget effektiv vis. Hyggeligt, julesmukt og pyntet med lys og temmelig koldt. Siden er der blevet leget igennem med diverse legekammerater, og vi ser nu frem til nytåret, som skal fejres med Nikolaj og familie.
Så kom det så vidt. Farmor blev 75 år, og det betød, at vi til kiddenes store tilfredsstillelse besøgte farmor på hendes fødselsdag – det plejer vi jo ikke, og det har medført en vis utilfredshed i baglandet. Men i år var vi der sammen med resten af familien. Børnene brugte en bornholmsk sommerferieeftermiddag på at dekorere og sandblæse udvalgte glas, som flere måneder efter endelig kunne afleveres til fødselaren.
Vi har også forsømt at viderebringe fotodokumentation fra børnehavens sommerfest. Sikke en slendrian!
Sommefesten forløber på samme måde hver år. Der er en masse boder med aktiviteter, som børnene kan prøve. De får et armbånd, og for hver bod får de et klistermærke. Men inden boderne plejer vi at kaste os over kagebordet, hvor håbefulde forældre forsøger at få deres mesterværk kåret til årets kage. Med skam at melde har slottet aldrig været repræsenteret i konkurrencen. Efter bodeprøvning er der sammenskudsspisning, og som oftest er der ret dårlig afsætning, eftersom alle har spist sig dumme i kager en time forinden. Fast indslag er også fællessang.
Carl og Alma tog en pause på Månestuen med leg, både fælles og hver for sig. Carl legede også lidt med Viktor og Milas, to yngre drenge fra stuen, som han har taget til sig som legekammerater, efter at Yussef og Anton holdt op. Moderen er meget imponeret over Carls evne til at få tingene til at fungere. Vi havde snakket om, at han skulle finde nogle nye at lege med, når han blev “alene”, og det har han taget til sig. Den første dag efter Yussefs afgang opsøgte han de to små helt målbevidst og har etableret nye legerelationer med åbne øjne. Det er stærkt gået af en femårig. De to små er henrykte over at lege med store Carl, og han har desuden fundet sammen med en jævnaldrende dreng fra nabostuen.
Midt i maden begyndte det at øse ned, så folk styrtede i tørvejr. De fleste løb indenfor, men faderen og smållingerne satte kurs mod legehuset, der går under tilnavnet “højhuset”. Det hedder sådan, fordi der er en etage mere ovenpå, og skønt der var tørt, viste det sig at være et lidt dårligt valg, for der kom massive mængder sand i maden, når andre børn tossede rundt foroven.
De børn, der er gået ud for at starte i skole, bliver inviteret til den førstkommende sommerfest, så Yussef var med. Der var stor gensynsglæde, men ellers må vi desværre konstatere, at det venskab ser ud til at løbe ud i sandet. Kommunen har ikke været interesseret i at anbringe Yussef og Iman i aflastning, og det er meget svært at holde fast i at ses på nogenlunde regelmæssig basis, når det skal aftales fra gang til gang. Det er en stor skam og meget sørgeligt.
En gennemgang af iPhoto afslører, at moderen har været stærkt forsømmelig i forhold til bloggen. Fx har vi endnu ikke bragt fotos fra Madmodsløbet, som jo ligger nogle uger tilbage. Nå, men vi vil insistere på, at sent er bedre end aldrig, og bringer således billederne her. Vi valgte at se stort på aldersklasserne, så både Alma, Vikki og Carl løb på samme tid, Carl i følgeskab med faderen, som var forsynet med en stor prop i næsen for at forhindre blodspor i græsset.
For et par uger siden kunne en let chokeret Kenneth (Livas far) fortælle, at Liva havde bedt ham finde “den der nosser nosser” på Youtube. Det viste sig at være Nossa Nossa, som 0.u. var i gang med at indøve en dans til.
Klassen brugte et forældremøde-med-børn på Kastrupfortet som generalprøve og optrådte derefter sammen med 1.u. for hele skolen. De var meget dygtige! Det var valgfrit, om man ville være med til at optræde, og Alma var i stor tvivl, men da det kom til stykket, var de vist alle med, og de var meget stolte bagefter.
Påskeferien indledtes i Århus, hvor der bl.a. var Burma-Bio hos Ole og Dorte. Lykkeligt gensyn mellem kusiner og fætter, som heflede huset rundt i løbet af et øjeblik. Fra tid til anden fik de, som det kan ses af billeder, inddraget nogle voksne i aktiviteterne.
Da først vi havde fortæret burgere, æblekage og for børnenes vedkommende også de fundne påskeæg og var klar til billedshow, var der dog ikke meget krudt tilbage på batterierne. Carl bad om at få lov at ligge på sengen i det tilstødende værelse, og Alma drattede i søvn på gulvet midt i fremvisningen. Heldigvis skulle de begge overnatte, så de kunne uden alt for meget besvær skovles op og flyttes ind på det rigtige værelse.
Så er det vist på tide med en beretning fra vinterferien. De første dage var ikke noget at skrive om, de lignede alle de andre. Men torsdag! Torsdag ankom mor og “de afrikanske piger”, dvs. Scoldoscals, Louise og Riziki, og så var der fest.
Efter Rosenborg traskede vi gennem regnen op ad Strøget med et pitstop på Joe & The Juice og endnu et i Legobutikken, hvor Alma forså sig på et monumentalt byggeprojekt til en værdi af 3.000 kr. Stor var barnets skuffelse over at blive mødt med en ubønhørligt nej. Ofte lader moderen sig besnakke, men det der lå uden for mulighedernes rækkevidde. Carl erhvervede sig en Lego Ninjago-dims til samlingen. Fra Legobutikken gik vi videre til PH Cafeen, hvor Rie spiller, og hvor moderen skulle jobbe som suffløse om aftenen. Carl travede tappert på sine små ben næsten hele vejen, indtil moderen forbarmede sig og tog ham på ryggen det sidste stykke.
Vi beså den flot pyntede sal og scenen og det diminutive omklædningsrum, der i andre sammenhænge ville blive betegnet toilettet, hilste på Rie og spiste derpå aftensmad på cafeen. Mormor og hele flokken af unger kørte hjem i taxa, mens moderen blev.
Fredag havde vi egentlig planlagt en tur i zoo, men dels var vejret ikke SÅ fejende festligt, dels ville vi gerne se dronningens kjoler på Amalienborgmuseet, og dels havde Rie givet moderen penge med til en gave til hver af pigerne, og de skulle realiseres. Derfor blev zoo droppet til fordel for endnu en bytur. Amagercentret, dronningekjoler, frokost på et pizzeria i en sidegade til Nyhavn, og så skiltes vore veje.
Riziki var blevet den lykkelige ejer af en prinsessekjole til fastelavn, men de to store ville gerne købe sko. Sjovt nok var ingen af de små rigtig klar på en masse skobutikker, så moderen tog hjem med de legetøjsinteresserede, mens mormor og de to store fortsatte.
Lørdag blev der slappet af! Film og leg og spil, og pigerne var på det tidspunkt blevet akklimatiserede nok til at blive siddende i sofaen og se filmen, mens moderen ryddede op og vaskede op – opvaskeren valgte nemlig med vanlig dårlig sans for timing denne weekend til at hælde vand ud over gulvet. Resten af tiden kørte de tre med benrå disciplin og mente, at de skulle arbejde først og have det sjovt bagefter. Moderen forsøgte at gøre dem klart, at de var på ferie, men den åd de ikke. Lige så snart man vendte ryggen til dem, gav de sig til at rydde op og støvsuge.
Alle var enige om, at det havde været et par dejlige dage, og vi var også enige om, at vi gør det igen til sommer – og så skal vi i Tivoli!
Forleden var der klassefest i Almas klasse. Festen blev holdt i lærerværelset, hvilket var smart, fordi de hærgende horder af dværge i divergerende størrelser så kunne slå sig løs i aulaen. Alle skolebørnene var meget optagede af, at man måtte LØBE i aulaen – normalt er det strengt forbudt.
Der var planlagt nogle fællesaktiviteter, som gik op i hat og briller, og moderen fik en grundstød i den fordomsfri selvopfattelse, da det viste sig, at nogen havde laves pølsehorn med røde pølser til den fælles buffet.
Alt i alt et ret vellykket arrangement.
You must be logged in to post a comment.