Ved frokosten før fiskebesigtigelse fik Carl for første gang lov til at smage pommes frites. Det kunne han mægtig godt lide. Bulen i panden stammer fra et rutchebaneuheld kort forinden.
Min pind er mit kongerige
Abeburet
Lejligheden var forsynet med en fransk altan, som hurtigt blev omdøbt til abeburet. Alma havde fået et postkort med Barcelona Zoo´s albinogorilla, og stærkt inspireret af såvel gorillapostkort som Peter Pedal legede hun resten af opholdet, at hun var den store abe i abeburet. Hun udpegede også andre huses altaner og fastslog tilfreds, at “de har også en abebur”. Hun lever formentlig i den vildfarelse nu, at alle spaniere har aber i deres lejligheder. Carl forstod ikke så meget af de finere nuancer, men nød bare at stå og kigge ud over folkedybet.
Stemningspics
Alma elsker at spise isterninger. Det var dog ikke den eneste slags is, hun fik på ferien!
Den store kat stod på den nærliggende minirambla til Almas udelte begejstring. Hun sad på den, behørigt assisteret af faderen, og hun sad under den, hun gav den mad, hun klappede den, og hun råbte et dybtfølt “farveeeel, store kat”, da vi kørte forbi den i taxaen på vej til bussen på hjemturen.
En bakke jordbær falder på et tørt sted efter lang tids stenbrovandring, og storesøsterstatus indebærer (ifølge storesøster), at man har ret til at administrere goderne.
En enkelt euro og vupti, Alma rider tur på Samone nede i skoven.
Carl goes shopping
Barcelona t/r
Som bekendt var vi i den forgangne uge i Barcelona med hele Søholm-klanen. Turen var en gave til Kirsten, da hun fyldte 70. Der var afgang fra Tirstrup lørdag aften kl. en halv time i sengetid, og da vi landede to timer og tre kvarter senere, ventede der lige en times bustur ind til byen. Vi valgte at gå med sovende børn i klapvogn fra busstationen til lejligheden for at få strakt benene. Alma vågnede undervejs og fik en velkommen-til-Barcelona-is at hygge sig med. Hun var noget omtumlet og sagde ikke så meget bortset fra en forarget konstatering af, at nogen havde glemt deres skraldepose på fortovet. Carl vågnede og var i topform, da vi nåede frem, og så fik alle mand natmad og kom i seng kl. 3. Gudskelov sov de søde børn nogenlunde længe næste dag.
Søndag var der forårsagtigt og lunt, og Alma huserede på en nærliggende legeplads uden jakke.

De alt for få dage gik hurtigt med gåture og restaurantbesøg, suppleret med afslapningsvisitter i lejligheden. Alma nød at være en storfamilie og snakker stadig om, at “så skal der tumles, sagde Ole”. Tirsdag var miniferien slut for alle andre end vores lille familie. Vi brugte de sidste dage på endnu flere gåture, Picassomuseet og et besøg på Mare Magnum, hvor man formedelst en mindre formue kunne bese alskens fisk. Carl sov fra både Picasso og de fleste af fiskene, mens Alma var og er meget optaget af murænerne, som hun af uvisse årsager konsekvent omtaler som “en grim tøs”.
Hjemturen foregik på et lidt mere humant tidspunkt og i god ro og orden, og efter en overnatning hos farmor satte vi kursen mod København fredag. Både Carl og Alma var glade for at komme hjem til Livornovej, og da Alma kiggede ud af vinduet og opdagede, at tvillingerne havde fået en kæmpetrampolin i fødselsdagsgave, ville jublen ingen ende tage. Der er blevet hoppet mange timer allerede!
Lørdag var der babysalmesang og derefter tvillingefødselsdag, så i dag har vi taget den med ro i et forsøg på at lade op til den forestående hverdag. Bortset fra en Kaya Brüel-koncert på det lokale bibliotek er dagen blevet tilbragt hjemme (bl.a. naturligvis med trampolinhop).
Cartoffel
Fangeleg
Hop!
Farverige Alma
Under den hvide bro
Moderen sang Under den hvide bro for Alma.
Mor: ….der kan vi ikke bo, der bor min oldemor, der har hun boet i 200 år uden en kaffetår.
Alma: Det lyder godt nok kedeligt.
I dag kommenterede hun også, da Carl brokkede sig: Han er ikke ret glad i dag.
Den pure ondskab
Hopla!
Sårede krigere
Tycho Brahes dag
Dagen har været præget af dramatik og ulykker. Carl faldt for en gangs skyld ikke i søvn på vej ud til Shaba, så han blev afleveret i vågen, men dødtræt tilstand under højlydte protester, som dog ikke varede ret længe. Det kan siges med sikkerhed, fordi moderen stod rundt om det nærmeste hjørne og lyttede efter, om den søde baby fortsatte med at græde. Imidlertid var de kun lige nået på legepladsen, før Carl stod på næsen og fik nogle skrammer og en bule, så da moderen kom for at hente, havde den stakkels dreng blå mærker og et plaster i panden.
Da vi havde hentet Alma, var der fri leg på vuggestuens legeplads, inden vi skulle hjem. Carl myldrede omkring i gruset og jublede; kastede med gruset, rodede i det, lagde sig på maven og svømmede i det. Hver gang han fandt en uregelmæssighed i form af et blad eller et stykke bark, kom han og afleverede det til sin mor med en meget undrende lyd. Alma klatrede op i et legestativ af træstammer, hvor man kan gå på line og holde balancen i to andre stykker snor imens. Hun var vældig god til det, og bagefter hoppede hun ned fra halvanden meter højde. Flere gange.
Så gik vi hjem. Og vi GIK faktisk hjem, Carl på egne, små ben hele vejen ovre fra vuggestuen. Bortset fra den alderssvarende tilbøjelighed til at gå den forkerte vej, gik han faktisk hele vejen. Ovre hos de gamle var vi en tur oppe ad en trappe. Men så faldt Alma ned ad de sidste trin og knaldede næsen i asfalten. Heldigvis slap hun med hudafskrabninger, men et øjeblik lænede vi os op af en seriøs krise med en vildt grædende Alma med næseblod og Carl, der trissede sine egne veje afsted ind over en af plænerne – og vi var stadig langt fra hjemmet og ingen klapvogn.
Dog, alle overlevede. Carl pillede rundt i græsset, mens Alma faldt til ro. Løftet om en trekantis (Sun Lolly) fik hende dysset helt ned, og hun indvilligede i selv at gå hjem. Carl blev indfanget og båret resten af vejen for at speede tempoet lidt op, så slutteligen endte alt godt.
Farlig!
Fra dukke til vognstyrer
Du må godt låne
Alma fik et bamsepuslespil som storesøstergave til Carls fødselsdag. Der er tre bamseskabeloner, der fyldes ud med tre brikker: Hoved, krop og ben. Alle hovederne har forskellige ansigtsudtryk, og der er forskelligt tøj, og Alma kan få oceaner af tid til at gå med det. Bedst er det dog at spille bamsepuslespil sammen med en voksen. Nogle gange siger den voksne imidlertid pænt nej, fordi der er andre gøremål, eller fordi hærgebarnet Carl er på fri fod og vil spolere ethvert tilløb til bamsesamling.
Almas svar på det er tit at forsvinde i et par minutter og så komme tilbage med puslespillet og række det frem, mens hun siger: “Værgo, du må gerne låne mi bamsepuslespil.” Og i samme åndedrag tilføjer hun: “Må jeg hjælpe dig?” Hun er smart, den lille.
Hun bruger samme fremgangsmåde, når der ikke er tid til at læse bog. Så læser hun selv for en af bamserne og spørger moderen: “Vil du hjælpe mig med at bladre?”
Alma er også begyndt at bruge stråmand i prekære situationer. Når moderen siger nej til mere parmesanost, kommer Hr. Nilsson og vil gerne have et lille stykke. (Desværre kan han ikke åbne munden, så Alma er nødt til at hjælpe ham.) Det er også Hr. Nilsson, der af vanvare kan blive så vild, at han kommer til at slå en af de øvrige tilstedeværende.
Se!

Carl er foruden at pege også begyndte at sige “se”. Han er et meget kommunikativt barn med en stor trang til at meddele sig.
Han har lært at klappe, og han er begyndt at gå over til hylden med film, hvor han kigger grundigt og derefter udvælger en, som han forventningsfuldt overrækker én. Han har jo set Alma gøre det samme hele sit liv, han har bare ikke luret, hvad det er meningen, der skal ske med sådan en film. Han vil bare gerne kigge på coveret og udpege spøjse detaljer med universalfingeren.
Desuden har han udviklet en forkærlighed for at made forældrene. Dels med rigtig mad, dels med alle mulige andre ting. Når det går lidt for langsomt med at fatte, hvad han har gang i, rækker han en genstand frem, siger MA, peger på én og laver smaskelyde. Meningen er helt klar: Du skal spise den her!
Advarsel: Sarte sjæle skal standse her! Forleden morgen var Carl en sur kost og kom med sin moder ud på badeværelset. Han fandt lidt badelegetøj og begyndte at dimse rundt. Moderen stod med ryggen til og kunne høre ham sige små, glade lyde og nød bare, at han ikke hylede. Så lød et insisterende MA, og da moderen vendte sig, blev hun mødt af Carl, der ville made med et brugt tamponhylster, som han havde fisket op af skraldespanden uden at klapre med låget, den lille lort.
Alcogel, Alcogel!!!!
Besjæling hitter

Alma er stor på at lægge diverse døde genstande ord i munden. Moderen bærer givetvis en del af ansvaret, men Almas modus operandi er helt hendes egen. Således var vi i eftermiddags på vej til biblioteket og underholdt os på vejen med følgende ordveksling:
Alma: “Nu kommer vi, ´tek. Kører I hjem, spør ´teket?”
Mor: “Neeeeej, bibliotek, vi kører ikke hjem, vi kører ud til dig.”
Alma: “Er I vej ud til bilerne, spør ´teket?”
Mor: “Neeej, vi er ikke på vej ud til bilerne, vi er på vej ud til dig, bibliotek.”
Alma: “Er I vej ud til hundene, spør ´teket?”
Mor: “Neeej, vi er da på vej ud til dig, bibliotek.”
Alma: “Er I vej over til vuggeduen, spør ´teket?”
Mor: “Neeeej, det er helt forkert, vi er på vej ud til dig.”
Alma: “Hurraaa, siger ´teket.”
Og på hjemvejen:
Alma: “Kører I ud til mig, spør ´teket?”
Mor: “Nej, bibliotek, nu er vi på vej hjem, men vi kommer igen en anden dag.”
Alma: “Nu græder ´teket.”
OBS! Billedet viser Alma, når hun ser farlig ud.


















