Dagens Carl-citat, der afslører drengens højt udviklede evne til kreative omskrivning af de ord, han ikke lige kan huske:
Mor, kan du ikke huske, dengang jeg var tre år, da elskede jeg at sparke til sådan nogle små dyr, som kunne rulle sig sammen, og som er et insekt?
(Svaret er naturligvis en bænkebider – og vi kan berolige bloggens læsere med, at Carl ikke elsker det mere. I sandhedens interesse må også siges, at moderen ikke alene ikke kunne huske det, men også mener at have været uvidende om en sådan praksis. I modsat fald ville der nok være blevet grebet ind mod slige overgreb.)

Carl går meget op i, at han får minimælk og ikke alle mulige andre slags mælk. Sikkert for at peppe det lidt op at drikke vand, ville han gerne vide, om man også kan få mini-vand?

Carl har raget et børnesår til sig. I den anledning rundede vi i dag lægen og fik noget bakteriedræbende salve. På pakken og på tuben er der et nydeligt billede af en løve, som Carl bemærkede med stor henrykkelse: “Se, en løve, der står på skateboard!”

“Når det er fuldmåne, er der varulve i skoven, og der er hajer i vandet ved stranden.”

Carl, tre år

Carl har taget frasen “jeg har hørt, at…” til sig og bruger den hyppigt. Fx under dagens gåtur hjem fra børnehaven, hvor Alma kørte et ræs med truende trolde og ivrede for, at vi alle sammen skulle løbe fra dem. Da Carl blev træt af det, ymtede han: “Jeg har hørt, at man ikke må lege på fortovet, for så kan man komme til at gå ud til kanten og falde ud på vejen, og så bliver man kørt over, og så bliver forældrene kede af det. Så Alma, du må ikke lege på fortovet!”

Det pikerer altid Alma, når Carl kommer med den slags normative udsagn uden fornøden sandhedsværdi, så det udløser uvægerligt en johow-nahaj-diskussion, hvor Alma ofte føler sig foranledige til at referere urimelighederne til moderen. “Moaaar, Carl siger, at han ikke kan se min seng, og det kan han godt!”

Carls lille hjerne har travlt med at få overblik og skabe orden af kaos. Fx havde han hørt sangen “Det er på gaden, at gøglerne kommer”. Han kunne godt lide den og fik den som godnatsang. Dagen efter var han noget trykket på vej over til børnehaven. Det viste sig, at han troede, at sangen handlede om øglerne og ikke gøglerne, og nu var han nervøs for, om de ville komme, når han gik på gaden…

I dag ymtede han, at “når jeg ser en cirkel, kalder jeg den en… hvad hedder nu sådan en, som er inden i en bloble og gør sådan her [smider sig på ryggen og vifter med arme og ben], og som er nede i vandet?”

Mor: “Øhmmm… en vandmand?”

Carl: “JA! Du havde ret, mor, du sagde det rigtigt.”

Carlebarnet har periodisk stammet – som så mange andre børn gør i perioder. Normalt driver det over af sig selv og handler om usikkerhed eller for stor sproglig iver. Nu har han imidlertid stammet gennem en længere periode, og det bliver kun værre. I Carls tilfælde taler han ikke staccato, men virker, som om svælget kramper sig sammen for ham. Han skærer ansigter og virrer med hovedet, mens han gentager og gentager det ord eller den stavelse, som har sat ham i stå. Det er synd for ham, og det generer ham enormt. Han taler stadig uden at lade sig standse, men det er nok kun et spørgsmål om tid. Han er allerede begyndt nogle gange at bede moderen sige det dumme ord, der ikke vil komme ud af hans mund. Derfor er børnehaven nu blevet sat i gang med at starte et forløb, hvor man gennem en talepædagog bliver henvist til Stammecentret. Og SÅ skal vi nok få has på den stammen!

“Nu var jeg en babyfisk, og så var du en vulkan, der skyder med bolde”