Kategoriarkiv: Sprog

I got the power!

Carl hoppede ud af bilen ved hjemkomsten i går og råbte: “Jeg smutter over til Anton”, og så var han væk. I morges kom Anton så op for at spørge, om Carl ville være med til at se på et computerspil (hvad fornøjelsen er i det, overgår moderens begrænsede forstand, men det er ret populært…). Anton havde nemlig overnattet hos familien Underbo og var således lige ved hånden. Væk var Carl. Han tilbragte dagen med vennerne, kun afbrudt af på- og omklædningsseancer, når sokkerne var blevet trampolinvåde eller lign.

Alma tilbragte påskens sidste formiddag med at sukke over, at hun kedede sig, og den sidste eftermiddag i selskab med Mille og Emilie. Hos Mille havde hun set en eller anden Pet Facebook-app i funktion og kom derfor hjem med et inderligt ønske om også at få en Pet.
“Åhr, mor, må jeg ikke godt få en Pet?” [Store, bedende øjne, før hun sætter trumf på] “Carl, vil du ikke også gerne have en Pet?”
Carl, som legede med sine Gormitier, havde ikke hørt efter, men han var straks klar til at piske en stemning op og råbte solidarisk “Jeg vil også have en Pet.” I løbet af ingen tid kørte der et taktfast råbekor, skiftevis “Vi vil ha’ Pet” og “Børnemagt,børnemagt”. De to ville have klaret sig fortrinligt hos Kommunistisk Ungdom.

Generelt begynder man at få en fornemmelse af, at de er ude på egne vover og egentlig ikke underlagt forældrekontrol længere. Da faderen lagde sig ud med Carl under aftensmaden ved at afvise at mosle, hylede Carl først op med sit “Hvorfor er du så ond imod mig? Jeg synes, du er ondskabsfuld!”.
Da faderen derefter afviste at blive kaldt ondskabsfuld, kiggede Carl køligt på ham: “Jeg har lyst til at stikke denne her gulerod ind i dit øre.”

Jaså.

Åh, disse minder…

Dagens Carl-citat, der afslører drengens højt udviklede evne til kreative omskrivning af de ord, han ikke lige kan huske:
Mor, kan du ikke huske, dengang jeg var tre år, da elskede jeg at sparke til sådan nogle små dyr, som kunne rulle sig sammen, og som er et insekt?
(Svaret er naturligvis en bænkebider – og vi kan berolige bloggens læsere med, at Carl ikke elsker det mere. I sandhedens interesse må også siges, at moderen ikke alene ikke kunne huske det, men også mener at have været uvidende om en sådan praksis. I modsat fald ville der nok være blevet grebet ind mod slige overgreb.)

Sproglige pudsigheder

Carl siger stadig komfritter og viveau. Han siger også stadig nevel og gymlastik, og han har sin helt egen “håbenvis”, som både betyder åbenbart og forhåbentlig. “Usværlig” betyder besværlig. Til gengæld er han holdt op med at sige mimimælk. Desuden er der kommet en sproglig trend til, som han og Anton vist har søsat sammen: I stedet for at sige “virkelig?” eller “er det sandt?” siger de “ægte?”, når de skal tjekke, om noget virkelig kan passe.

Alma siger seriøst til alting. Hun siger det så meget, at selv de andre unger spørger, hvorfor hun siger det hele tiden. Ak ja, man husker det jo fra sig selv med ord, der æder sig ind på sproget og tilraner sig en del mere plads, end de egentlig kan tilkomme.

A, B, C…

I skolen øver de sig på at finde ud af, hvilket bogstav ordene starter med. Det kan Alma godt lide. Forleden havde hun veninden Selma på besøg. De kørte en gætteleg med de voksne, hvor vi blandt andet skulle gætte, hvad Selmas farfar hedder.

Voksne: Hvilket bogstav starter det med?
Pigerne [hviskende konference]: Det starter med V
Voksne: Viktor, Viggo, Vagn, Verner, Voldemort, Valdemar, Villads?
Pigerne: Neeeeej! Giver I op?
Voksne: Ja, vi giver op. Hvad hedder han?
Pigerne: Frank!

Kvalmende sjovt

Dagens tur i Tivoli med Peter, Johanne, August og Cornelius blev rundet af med en tur i rutsjebanen ‘Orientexpressen’. Vi følte os alle ramte på indvoldene. Carl opsummerede bagefter turen ved at simulere en brækning. Først senere på aftenen satte han få og præcise ord på oplevelsen: “Det var kvalmende sjovt!”
Han var åbenbart i sproghjørnet i dag; da Peter på Fælledvej spurgte Carl om han var interesseret i en pølse fra grillen, svarede carl kort og klart: “Nej, jeg er kødinteresseret!” (Han havde allerede set den grillstegte culottesteg, som Peter havde trukket ud af weberen.)

Løve på skateboard

Carl har raget et børnesår til sig. I den anledning rundede vi i dag lægen og fik noget bakteriedræbende salve. På pakken og på tuben er der et nydeligt billede af en løve, som Carl bemærkede med stor henrykkelse: “Se, en løve, der står på skateboard!”

leo.jpg

Jeg har hørt, at…

Carl har taget frasen “jeg har hørt, at…” til sig og bruger den hyppigt. Fx under dagens gåtur hjem fra børnehaven, hvor Alma kørte et ræs med truende trolde og ivrede for, at vi alle sammen skulle løbe fra dem. Da Carl blev træt af det, ymtede han: “Jeg har hørt, at man ikke må lege på fortovet, for så kan man komme til at gå ud til kanten og falde ud på vejen, og så bliver man kørt over, og så bliver forældrene kede af det. Så Alma, du må ikke lege på fortovet!”

Det pikerer altid Alma, når Carl kommer med den slags normative udsagn uden fornøden sandhedsværdi, så det udløser uvægerligt en johow-nahaj-diskussion, hvor Alma ofte føler sig foranledige til at referere urimelighederne til moderen. “Moaaar, Carl siger, at han ikke kan se min seng, og det kan han godt!”

Verden ifølge Carl

Carls lille hjerne har travlt med at få overblik og skabe orden af kaos. Fx havde han hørt sangen “Det er på gaden, at gøglerne kommer”. Han kunne godt lide den og fik den som godnatsang. Dagen efter var han noget trykket på vej over til børnehaven. Det viste sig, at han troede, at sangen handlede om øglerne og ikke gøglerne, og nu var han nervøs for, om de ville komme, når han gik på gaden…

I dag ymtede han, at “når jeg ser en cirkel, kalder jeg den en… hvad hedder nu sådan en, som er inden i en bloble og gør sådan her [smider sig på ryggen og vifter med arme og ben], og som er nede i vandet?”

Mor: “Øhmmm… en vandmand?”

Carl: “JA! Du havde ret, mor, du sagde det rigtigt.”

S-s-stammen

Carlebarnet har periodisk stammet – som så mange andre børn gør i perioder. Normalt driver det over af sig selv og handler om usikkerhed eller for stor sproglig iver. Nu har han imidlertid stammet gennem en længere periode, og det bliver kun værre. I Carls tilfælde taler han ikke staccato, men virker, som om svælget kramper sig sammen for ham. Han skærer ansigter og virrer med hovedet, mens han gentager og gentager det ord eller den stavelse, som har sat ham i stå. Det er synd for ham, og det generer ham enormt. Han taler stadig uden at lade sig standse, men det er nok kun et spørgsmål om tid. Han er allerede begyndt nogle gange at bede moderen sige det dumme ord, der ikke vil komme ud af hans mund. Derfor er børnehaven nu blevet sat i gang med at starte et forløb, hvor man gennem en talepædagog bliver henvist til Stammecentret. Og SÅ skal vi nok få has på den stammen!

Guldkorn…

Faderen gjorde sig lystig over de “slapsvanseboller”, som Alma havde valgt i supermarkedet, og fremhævede rugbrødets gode egenskaber. Alma replicerede omgående: “Nej, nu må jeg le!”

Under aftensmaden slog Alma en gigantisk prut. “Alma,” sagde faderen med let bebrejdende stemmeføring. “Hvad??” svarede Alma. “Jeg skal jo bare have brændt noget krudt af.”

Verden ifølge små mennesker

Alle burde have børn i huset, for det er ikke småting, der kommer ud af munden på dem til fryd og fornøjelse for deres ældre medmennesker.

Således ytrede Freja, at hun godt vidste, hvorfor Almas mor ikke er ret høj. Det ville man jo gerne have en forklaring på, og den gav Freja med stor overbevisning: “Det er, fordi du holdt op med at vokse.”

Carl har her til morgen etableret en stort anlagt leg, hvor en af de magnetiske robotter havde en hovedrolle. Adspurgt om robottens navn erklærede Carl uden tøven, at den hedder Vildvej. Et meget rammende navn, som kunne anvendes til en del mennesker også.