Efter aftensmaden erklærede Alma, at hun godt ville på en udflugt. Faktisk ville hun helst på biblioteket, men det kunne ikke lige lade sig gøre. I stedet blev hun hældt i flyverdragten og den højtelskede pandelampe og kom med moderen ned i haven. Alma rykkede glædestrålende ind i legehuset i haven med pandelampe og det hele. Med den kunne hun jo se at give dukken, koen og den medbragte kanin mad, og der var åbent spillerum for, at den ene kunne drikke den andens kaffe og hvad deraf følger. “Jeg vil gerne være alene, vi hygger, du må ikke være med,” sagde hun, så moderen hentede vasketøj og overlod barnet til sig selv. Under fraværet overvågede faderen Almas aktiviteter fra førstesalen. Det er vanskeligt at skjule sine bevægelser, når man er iført pandelampe.
Der gik hyggelige tre kvarter med natligt udendørs-samvær. Alma vekslede også en del replikker med en statue af en dreng, der står ved hushjørnet. Hun mener, at han er en nisse, og når moderen lægger stemme til, snakker hun med ham, som om han var levende.
“Vil du ind i huset, nisse?”
“Nej, jeg går ikke ind i mit hus, når der er nogen i haven.”
“Hvorfor det, nisse?”
“Fordi mit hus er en hemmelighed.”
“Nisse ikke gå ind i si´ hus. Det er hemmelighed,” forklarer hun så moderen.