Kategoriarkiv: Udflugt

Kongernes Jelling

I påskeferien lavede vi den klassiske tour de bedstemor og startede hos mormor i Haderslev. Inspireret af DR’s Danmarkshistorie tur vi en tur til Jelling for at kigge på gravhøje og det nye museum. Imponerende på mange planer. Den eneste, der var utilfreds, var Dagmar, som måtte blive i bilen, mens vi var inde på museet og bagefter spiste frokost på en stærkt vikingeinspireret cafe.

London-billeder

De første dages sightseeing i London. Vi kom faktisk en del omkring, både med og uden Kat og drengene.

Tirsdag var Harry Potter-dag. Det var spektakulært, og Carl, som havde været noget i tvivl om, hvorvidt han havde lyst til at tage med, var ret glad for, at han besluttet sig for at gøre det.

Tjulahop, tjulahej, lidt blandet godt. Vi kørte rigtig meget i undergrundstog. Man bruger den britiske version af et rejsekort, som åbner klapsammen-låger automatisk. Det er nemt og smart. Udfordringen opstår, når man har børn med. De skal nemlig ikke betale og skal derfor ikke bruge kort, og således skal de gå gennem klapsammen-lågerne sammen med deres voksne. Imidlertid er undergrunden i London et meget travlt sted, så lågerne klapper i MEGET hurtigt. Barn og voksen skal derfor stort set smelte sammen til én for at nå at passere. En daglig udfordring.

London by night. Eller i hvert fald by dark.

Hyttetur med kultur i enden

Almas klasse var på forældrearrangeret hyttetur på et vandrehjem i Helsingør. Det var hyggeligt (og larmende) med aftenløb med snedige poster, badning, bål og børn, der vistnok havde lidt svært ved at falde til ro og også lidt svært ved at sove om morgenen. Alma var plaget; det bekommer hende ikke vel, når nogen larmer, mens hun gerne vil sove, og da den mest larmende så vågnede igen kl. 4.30 og begyndte at snakke, var hun pænt gnaven. Heldigvis sov de voksne i en anden bygning… Alma melder, at næste gang sover hun hos de voksne.

På vejen hjem pitstoppede vi sammen med den anden Alma og hendes mor på Louisiana, som har en meget prikket udstilling med den japanske kunstner Yayoi Kusama. Hun gør en del i polkaprikker og mærkelige gevækster – en umiddelbart indtagende og sært foruroligende oplevelse. Vi rundede af med frokost på cafeen, og SÅ var vi også klar til at komme hjem og slappe af.

Kusinesjov

Mens vi alligevel var oppe nordpå, smuttede vi forbi Aalborg for at sige hej til kusinerne og deres forældre. Vi var en tur forbi deres skoles virkelig fede legeplads (fredet skolebygning go home), vi hørte tigeren brøle ovre i zoo (og Dagmar stak som vanligt halen mellem benene og skulle ikke have noget klinket ude i den have), og dagen efter kørte vi til Højriis Slot og løste et mordmysterium. Det er ganske vist – vi fandt morderen og fik verificeret vores bedrift i receptionen, hvor børnene fik hver sit detektivdiplom. Annika deltog godt nok ikke ret meget, fordi hun syntes, det var uhyggeligt, og kælderen var også mørk og skummel, men hun fik sit diplom alligevel. For øvrigt var det ikke butleren, der gjorde det. Det var den forsmåede skuespillerinde.

Prag 2015

Det er første gang, vi har været i Prag, men er meget muligt ikke sidste. En dejlig by med masser at se. Vi gik og gik og gik og kiggede og gloede og gæstede masser af turistfælder. Rådhustårnet med det fantastiske ur, hvor man stod i sild-i-tønde-kø for at komme rundt langs kanten, så man faktisk kunne nyde den udsigt, man havde betalt for at komme op at nyde. Slottet, hvor man skulle betale entre for ALT, inklusive den sjove gyde med de små huse, hvor guldsmedede boede i de gode, gamle dage. Det gjorde vi nu ikke. Så spændende er gamle huse ikke for børnlingerne. Til gengæld var der et (privat) legetøjsmuseum, som reklamerede med, at man hos dem både kunne se legetøjet samt kigge ned på guldsmedegyden fra vinduerne, så vi kørte den løsning i stedet. Vandcykel på floden, efter aftale betalt af moderen og dernæst betjent af børnene. En tur i friluftsbadet. Masser af restaurantbesøg, både på gode og mindre gode steder – om end selv de mindre gode var udmærkede, og alle var billige. Vi besøgte Cafe Slavia og Hotel Paris, hvor faderen (vistnok) spiste middag med Tom og Shahin på sit legendariske besøg i 1989. Og på den sidste dag var vi i Mindmaze, et escape room, der mest af alt minder om et computerspil IRL. Man bliver låst inde i et rum og har så en time til at finde spor og ledetråde og løse opgaver, så man kan komme ud igen. Vi klarede det – næsten. Vi var fire minutter for langsomme. Men det var sjovt!

Hotellejligheden var fin, når man ser bort fra den uhyre aktive skimmelsvamp i badeværelset. Den største, pragske udfordring var faktisk, at man skulle betale for at komme på toilettet mange steder, og eftersom alle småpenge havde en tilbøjelighed til at ende hos tiggere og gademusikanter, havde vi aldrig tissemønter…

Den sidste nat boede vi på Tjekkiets ældste kloster, nu omdannet til Tjekkiets første øko-hotel. God mad og fredelige omgivelser.

Tweez

Alma, Liva, Mille og Alma (bemærk, at forbogstaverne også danner ALMA) er sammen gruppen Tweez og satser på at komme med til MGP 2015 med en sang, der ikke overraskende handler om at være veninder – og om, hvor nitteagtigt det er, når ens veninde får en kæreste og pludselig hænger ud med ham hele tiden. De begynder at blive store… Det vakte uhyggelig stor og støjende morskab, da moderen kunne informere om, at tweezers betyder pincet på engelsk. Nu overvejer de at tage navneforandring til Pincetterne.

IMG_0229

Klitmøller 2014

Så hurtigt kan tre uger altså gå. Men de er gået godt. Klitmøller-delen startede med samvær med Århusklanen, hvor Ohana blev indviet som gæstehus, men efter den første uge var vi alene. På falderebet nåede vi lige forbi noget levendegjort historie på bunkermuseet i Hanstholm og havde den særegne oplevelse at køre med ammunitionstoget i små, lukkede bure.

Tiden i sommerhuset er blevet spildt godt og grundigt, præcis som det skal være. De søde små tog til at sove længe, gerne til kl. 10, og man skal jo lige bruge et par timer på at komme op i gear, så mange af dagene nåede vi kun to måltider, eftersom aftensmaden lå så tæt på morgenmaden, at man ikke kunne nå at klemme en frokost ind også. Der er blevet spillet og læst meget – rigtig meget!

Men helt uvirksomme har vi dog ikke været. Thisted er blevet besøgt flere gange med forskellige missioner for øje: Våddragt til Carl (uden held), yogamåtte (uden held), filter til espressokanden (uden held), små surfboards (uden held), bibliotek (succes), møntvask (succes), proviantering (succes). Til faderens udelte tilfredshed lykkedes det ham at finde såvel yogamåtte som små surfboards i det lokale Klitmøllersupermarked efter forgæves rundture til mere oplagte destinationer. Minibyen blev også besøgt igen i år.

Vi var på blåbærtur, børnene og faderen har badet, om end ikke helt ofte nok, hvis man spørger dværgene, vi har besøgt og afprøvet havnebadet i Vorupør, og vi har spist is.

Vi nåede også en tur til Aalborg for at besøge Niels, Silvia, Vittoria og Annika. Ankomstdagen var præget af en vis vådhed, så den brugte vi på at se “Hvordan man træner sin drage2”, hvorefter dværgene kastede sig ud i et regulært, flerdages modellervoksorgie af dyrefamilier og tilbehør. Ret imponerende, hvad de fik fra hånden der. Dagen efter måtte de voksne på arbejde, men mormor var indforskrevet som barnepige, så tre voksne og to børn gjorde Aalborg Zoo og fik dermed glæde af sidste års årskort en ekstra gang. Derefter gik vi til springvandet ved museet, som hittede så enormt sidste år, blot for at finde det lukket og ombygningshærget. Men intet kan slå en flok unger ud ret længe, så de konverterede badeturen til en sindrig leg på springvandsområdet. Dagen efter kom mormor og Annika på besøg i Sambo. Vittoria havde benyttet sig af chancen og kørte med tilbage om aftenen – et valg, hun dog grumme fortrød i nogle timer, eftersom hun blev syg og kastede op om natten og virkelig godt ville have haft sin egen mor i stedet for sådan en surrogattante til at trøste.

Sommerferie vol.2, Givskud

Mandag pakkede vi vores pikpak, krammede farvel og tak for alt og tog til Givskud Løvepark med mormor. Det var en skønt sted. Først kørte vi Safariruten og jublede over giraffer, som passerede bilen på 10 cm afstand. Zebraer, bøfler og andet godtfolk var mindre interesserede, men fascinerende at kigge på. Dernæst ind til løverne. Af sikkerhedshensyn måtte Dagmar ikke komme med, så hun sad i bur og følte sig fravalgt, mens vi kørte to omgange for at få øje på flest mulige løver. Vi så en enkelt passere vejen, men ellers lå de bare og tog en slapper bag nogle træer og var ikke særlig turistvenlige.
Dernæst lod vi bilen stå og gik rundt og kiggede på flere dyr. Vi fandt en forhindringsbane, som blev forceret adskillige gange, heraf en på tid. Dagmar var skiftevis kæk og meget, meget ydmyg, afhængigt af, hvilke dyr hun kunne lugte. Ved de små aber måtte hun ikke komme med, så dem tog vi i skiftehold. Frokosten, som rakte så langt, at ingen kunne spise aftensmad, var en stor buffet, så Dagmar, der ikke havde mad med, blev trakteret med kyllingefilet og farsbrød under bordet. Den forkølede mormor takkede af efter maden, mens moderen blundede på græsset, og børnene lige toppede dagen med halvanden time på legepladsen.
Endelig vendte vi snuden mod Århus og sov efter et pitstop hos Ole og Dorte til aftensmad, som vi ikke kunne spise.

Sommerferie vol.1, Billund

Sommerferien 2014 startede lige på og hårdt. Fredag fik børnene ferie, natten til lørdag overnattede Alma på fritten med de andre 2.klasser, og lørdag kørte moderen og børnene afsted til Billund, mens faderen tog med tog til Århus for at repræsentere familien ved Siljes studentergilde/Mortens fødseldag.
Vi boede hos Janne, Ulrik og lille, nuttede Mikkel, som fandt store børn meget underholdende. Dagmar var noget udfordret af Aikos tilstedeværelse og holdt meget lav profil. Det samme kan ikke siges om os andre. Søndag tog vi i Legoland, bevæbnet med en håndfuld rabatkuponer, som Janne havde fået med sit årskort. Smart. Mormor, Janne og Mikkel var som udgangspunkt sammen med os. I praksis forlod de hurtigt etablissementet, mens Amager-klanen hærgede løs til lukketid. Vi prøvede det nye spøgelseshus, og børnene prøvede en masse mere på egen hånd, blandt andet tog de nogle vilde rutchebaneture på, mens moderen nervøst stod og holdt øje med, at ingen faldt ud af vognene.
Frokost, candyfloss, forgæves forsøg på at vinde en minion. Held til at vinde to tykke bondegårdsdyr i stedet. Jævnlige ture ud gennem Legohotellet for at trille en tur rundt på to timers parkeringspladsen ved svømmehallen, så p-skiven indstillede sig selv igen. Raid i Legobutikken med rabatkuponer resulterede i to Nintendospil, et Lego skakspil, et Legohoved til frugt og tre nøgleringe. Meget vellykket dag.
Den eneste nitte var den vandforlystelse, som var blevet gemt til sidst, eftersom man jo bliver våd, og som vi ikke nåede, fordi vi ikke var klar over, at de lukkede forlystelserne kl. 18. Men da var vi egentlig også trætte, så det var ok. Alma blev ramt af kvalme og droppede omkuld kl. 19.30. Da var dagen også brugt op.

Sverige 2014 med indlagt fødselsdag

Den traditionelle Sverigestur var rykket fra Kr. Himmelfart til pinse i det herrens år 2014, og det var heldigt, for det betød, at Alma kunne fejre sin ni års fødselsdag med rigtig mange gæster!
Vi tog tidligt afsted i år og landede som nogle af de første, hvilket betød, at vi for en gangs skyld fik lagt beslag på den lille lederhytte, der ligger så smukt og fredfyldt for sig selv i det grønne. Dejligt! Privatliv og fred til at sove. I den store hytte er der altid nogle, der fester til temmelig sent. Derefter er der nogle, der snorker, og så er der nogle børn, der står op. Kort sagt er der liv døgnet rundt, stort set, så det var kærkomment at opleve Sverige fra den side, hvor man kan trække sig tilbage.
Børnene ser man ikke meget til mere, de indgår i det parallelsamfund af dværge, som kører deres egne dagsordener, dog med slåskamp med Niels som et tilbagevendende punkt.
Traditionen tro blev der spillet rundbold (som de voksne vandt! Jo, vi gjorde så!), lavet mad over bål og sejlet i kano. Som et nyt indslag blev der spist ghost chili. To aftener i træk… Jackass.
Søndag havde så englebarnet fødselsdag. Tænk, at hun er ni år! Hun fik gaver fra familien i hytten fra morgenstunden, og så var der pandekager, boller og flere gaver, da vi kom over i hytten. Moderen havde på barnets anmodning fabrikeret en større ladning kiksekage, som blev fortæret om eftermiddagen. Det var en anderledes fødselsdag, men så vidt vides var der ingen ankepunkter.

Dialogpris

Henrik Goldschmidt fra en af modtagerne af årets Dialogpriser, blandt andet for arbejdet med musikskolen, så moderen og de dunede små var med til overrækkelsen. Først var der mad, og det kan man jo ikke sige noget dårligt om. Derefter var der prisoverrækkelse og mange taler, og det var lidt kedeligt, men børnene var velforberedte: Alma havde pakket en lille taske med Anders And-blade, så da de havde fået bænket sig, pakkede hun bladene ud, og så sad de der og opførte sig eksemplarisk i de to timer, det varede. Moderen har sakset to fotos fra Dialogforums Facebookside (de to sidste). Prøv at se, hvem der sidder og piller næse dér på anden række…

Storfamiliedrift

Gram Slot, weekend med mange mennesker. Det var der godt plads til. Rigeligt, endda. Familien fra Amager Slot fylkede sig med de fire fra Aalborg, Lille Mikkel og hans forældre, Henrik og Lisa med deres søde små, Irene og nys ankomne Morten samt naturligvis stamsylten, der finansierede hele gildet.
Vi valgte klogeligt at køre fra hovedstaden til en overnatning i Haderslev fredag. Det tog lige fire glade timer at tilbagelægge den tur, idet man blev hængende i diverse vejarbejder undervejs. Vi stoppede os ind i lejligheden på Naffet sammen med Niels, Silvia, Vittoria og Annika, og lørdag morgen tog vi til Gram tidsnok til at nå rundvisningen kl. 10. I al beskedenhed var det egentlig ret godt klaret. Vi ventede sammen med de øvrige rundvisningsgæster på mormor, indtil en telefonopringning afslørede, at hun ikke havde planlagt at deltage, men havde undladt at informere resten af verden om det.

Men det var en god weekend. Vi nåede ikke de økologiske køer, men vi fandt hestene og klappede dem og gav dem græs. Masser af halvvåde timer på legepladsen, god(e) frokost(er), lasagne i rigelige mængder og Melodi Grand Pris, der nu har fået en meget fiksere navn, lørdag aften. Dog kun for nogle. Carl holdt til fire sange, Annika og derefter Vittoria drattede i søvn undervejs, og en anselig andel af de tilstedeværende voksne tilbragte aftenen i den anden stue med at larme og drikke rødvin. Det var festligt. Lad os gøre det igen.

Påske i Århus

Påskeferien blev mestendels tilbragt i Århus. En hel uge indlogerede vi os på Hotel Klokkerbakken. Der var tid både til arbejde og leg, Stenomuseet, Den Gamle By, æggejagt, overnatning hos Dorte og Ole samt fællesfødselsdag for Ole, Anja og Silje, hvor Dagmar brillerede ved at finde og hugge to af de bortgemte påskeæg i haven. Alma og Carl havde produceret hjemmelavede gaver af hhv. elastikker og trylledej. Der lå en del timers arbejde i især Almas gaver, hvor hun troligt sad og så instruktionsvideoer på Youtube og kopierede (efter øjemål, for instruktionerne var på engelsk).

The Old Corner

Søndag stak vi afsted til Yosemite, den store nationalpark på kanten af Sierra Nevada. Den fylder 3.081 km2, og 85% er defineret som “wilderness”. Det var en lang tur, som blev endnu længere af, at vi lavede et par stop. Et af dem var i Farmington, som tilsyneladende bestod af et brandstationsskur, en tankstation, to andre bygninger, hvoraf den ene husede en bar, samt en beboer, som fiffigt havde fået moslet sine nationale og religiøse overbevisninger sammen til et samlet budskab. På en eller anden måde slog Farmington os ikke som et sted, hvor man havde lyst til at blive.

Hovedattraktionen på turen dukkede op lidt senere. En gammel saloon ved navn The Old Corner. Og gammel var den; den blev bygget, da området var boblende aktivitet på grund af minedrift, i 1860 cirka, og den har ligget der lige siden. Et par præriebrande er gået pænt udenom, og skønt der er blevet bygget lidt til i baren og sikkert (måske) også malet en gang eller to, ligner stedet sig selv fra gamle dage at dømme efter de fotografier, der var spredt på væggene med rund hånd. Der var fx et foto af en gammel togrøver ved navn Black Beard, som stod ved baren og fik en øl. Deraf kunne man se, at den udskårne del af baren var den oprindelige. På en optrykt plakat, der hang ved siden af, kunne man se, at selvsamme Black Beard blev pågrebet af myndighederne og fik bortabsenteret sit hoved, som derefter kom på glas og blev sendt på udstillingsturne til de forskellige saloons. Only one day! Den samme skæbne led en anden forbryder, Joaquim. Helt ærligt, hvor mærkeligt er det lige? At putte folks hoveder i glas og sende dem på tour??

På væggene hang desuden signerede dollarsedler, skilte, gamle plakater, reklamer, et rensdyr, en elg (begge pyntet med hatte, perlekæder og diverse), et slangskind, gamle brugsgenstande, et galgereb og en del andet, som er blevet glemt i skrivende stund. Loftet var fyldt med kasketter. Helt fyldt. Hvis udtrykket “overlæsset uden at være enkelt” nogensinde har passende, er det i denne sammenhæng. Hold på hatten for et ravende radikalt raritetskabinet!

Der sad et par drukmåse og hyggede sig derinde. De lovpriste maden i høje toner, især noget, de kaldte French Dip. “That’ll bring a smile on your face for sure,” lovede de. Vi var sultne, så vi bestilte noget mad. Faderen faldt for fristelsen og valgte French Dip. Det viste sig at være en skive oksekød i en blødt flute, som skulle dyppet i et glas med noget tyndtflydende BBQ-sovs. Vi kan afsløre her i dette lukkede forum, at The Old Corner ikke er et sted, man kommer på grund af maden. Men det var en oplevelse af de sjældne, og vi drog berigede videre.

Udflugt til Sonoma

Vi brugte en solbeskinnet dag på at cruise rundt i en pittoresk, lille by ved navn Sonoma. Den har også en mission, men denne gang sprang vi over. I stedet gik vi tur i parken, hvor der sandt for dyden var en del ting, man ikke måtte, klatrede i træer, nød solen, spiste is, kiggede på butikker og vandrede ud til general Valejos hus. Han blev sendt fra Mexico op for at grundlægge en by og hjælpe missionen. Inde i huset hang et billede af hr. generalen og et par damer, hvoraf den ældste og tykkeste så noget muggen ud. Vi gættede på en sur svigermor, men fandt siden ud af, at det faktisk var fru Valejo. Hun havde fået 16 børn, og seks af dem døde som små, så der er måske ikke noget at sige til, at hun er lidt sammenbidt at se på. Huset blev ved den ældste Valejodatters mellemkost lokalhistorisk nationalarv, så turister som yours truly nu kan betale fem dollars for at få lov at bese gemakkerne. Oven over hovedhuset lå først køkkenbygningen, hvor den kinesiske kok også havde sit hummer, og derover på bjergskråningen en lillebitte hytte, hvor en af sønnerne havde fået lov at bo. Med sit gevær, sin riffel, fiskegrejet, de 14 hunde, de tre aber, de fire katte og naturligvis papegøjen. Vi må ikke glemme papegøjen.

Point Reyes

Point Reyes er en halvø, klassificeret som naturpark og rammen om storslået natur og et rigt dyre- og planteliv. Søelefanterne yngler, hvaler migrerer forbi, og rødhovedede gribbe flyver lige forbi. Fabelagtigt. Liggende ud til Stillehavet, sådan ret yderligt, er det også temmelig forblæst og køligt. Vejret var smukt og forholdsvis stille, da vi var det, men som regel er det blæsende eller stormfuldt. Yderst på spidsen af spidsen ligger et gammelt fyrtårn. Det er ikke i brug mere, men i forne tider var det bemandet med fyrpassere. Det har ikke været nogen fed tjans at sidde derude i storm og rusk og blinke i mørket og vente på bedre tider. Undervejs besøgte vi en lille stenstrand, hvor børnene fandt nogle meget rengnavede (eller -vaskede) knogler. Dog ikke fra hvaler.

Det mystiske hus

Efter at have gjort San Francisco og hentet bil hos uforskammet og irriterende udlejningsperson i lufthavnen kørte vi til San Jose og overnattede der for at mødes med familien Rocco næste dag ved Winchester Mystery House. Og det var i sandhed mystisk! Vinduer i gulvet, døre, der fører ud til ingenting, og trapper, der ender blindt.

Huset blev bygget af Sarah Winchester, som giftede sig ind i Winchesterklanen (ja, dem med riflen). De var angiveligt madly in love, men lykken varede ikke ved. Først døde deres spæde datter. Så døde Sarahs forældre, nogle måneder efter døde hendes mand, og umiddelbart efter det døde så hans forældre. Pludselig stod Sarah lidt alene i verden, og i et forsøg på at komme overens med sin vanskæbne søgte hun en spiritist, som kunne fortælle, at dødsfaldene skyldtes de vrede ånder af alle dem, der var blevet dræbt med Winchester-rifler. Heldigvis var der en måde at holde dem fra livet på. Sarah skulle bare bygge et hus til dem. Vel at mærke et hus, som aldrig måtte blive færdigt.

Nuvel, Sarah var en velhavende kvinde, for at sige det på jysk, så hun satte et byggeri i gang, som pågik 24 timer i døgnet i 38 år. Hun lavede selv arkitekttegningerne, vistnok efter anvisninger fra ånderne, som hun konsulterede hver aften fra et rum, hvortil kun hun selv havde adgang. I sin storhedstid havde huset over 700 værelser, men store dele af det blev ødelagt ved det store jordskælv i 1906. Sarah blev ved sammenstyrtningen spærret inde i et soveværelse, og da huset jo havde ganske mange rum, tog det en rum tid at finde hende. Jordskælvet lagde 3/4 af San Francisco øde og kostede ufatteligt mange liv, men Sarah betragtede det alligevel som en vred besked fra ånderne til hende personligt: Hun havde lagt for meget energi i den forreste del af huset… Så den del blev lukket af og aldrig genopbygget, og så gik hun videre på bagsiden.

Huset blev bygget af de fineste og mest kostbare materialer med venetiansk glas og hvad har vi, men det var rammen om et ensomt liv. Bortset fra en niece, som boede der i nogle år, levede Sarah alene og modtog aldrig én eneste gæst i huset.

Vi fik en rundvisning igennem 110 af de 140 værelser, der er tilbage. Det var meget interessant, men Carl og Alma fik ikke så meget ud af det, fordi guiden naturligvis talte engelsk. Bagefter kørte vi til San Jose for at se The Mission. Missionerne blev bygget af de spanske missionærer – eller rettere, af de indianere, som missionærerne omvendte, og som til gengæld fik mad samt lov til at arbejde, bl.a. som hus- og kirkebyggere – og dannede rammen om missionsvirksomheden. Det er en stor ting i USA, selv om nogle kunne mene, at man skulle gå lidt stille med lige den del af lokalhistorien. Alle børn i fjerde klasse har The Missions som tema, hvor de skal skrive om dem og bygge en model af deres lokale version. Mærkeligt. Men det var interessant, selv om det er en trist historie.

Store træer!

Intet besøg i Californien uden redwoods. Vi tog til Armstrong Redwoods State Natural Reserve for at bese kæmperne. De allerstørste skal findes længere nordpå, men man fik en fornemmelse af den træede majestæt også hos Armstrong. Naturparken er opkaldt efter oberst Armstrong, som var en forsynet mand, der med bekymring fulgte rydningen af redwood-skovene og besluttede, at træerne på hans jord være mere værd som træer end som tømmer. Det ældste træ var ca. 1.400 år gammelt. 1.400 år!!
Redwoods beskytter sig selv mod brande med en enorm fugtighed i bunden. De nederste meter af træerne er svampede, og alting er fugtigt. De er høje, men har til gengæld næsten intet rodnet. Egentlig lidt overraskende, at det lykkes dem at blive stående i så uhyrligt mange år. De sætter frø i venteposition rundt om sig, og sker der noget med modertræet, begynder frøene at skyde, så en kreds af nye træer vokser op. Heller ikke redwoods bryder sig åbenbart om død og forgængelighed.

The Winchester Mystery House

Vi forlod San Francisco og kørte ad 101 forbi Google, NASA og afkørslen til Silicon Valley efter at have indkøbt et sæde til Carl og diverse andre fornødenheder i Target, USA´s svar på Bilka.

En enkelt hotelovernatning blev det til (med en morgenmad, der fik børnene helt op at ringe, blandt andet kunne man bage sine egne vafler!), før vi mødtes med familien Rocco i San Jose for at se The Winchester Mystery House. Børnene var glade for at se hinanden, og vi fik en rundvisning i det højst besynderlige hus. Det var spændende, men desværre for børnene var det på engelsk, så de måtte nøjes med en gengivelse efter hukommelsen, hver gang guiden var færdig med at fortælle om et værelse. For nemheds skyld kopierer vi historien om huset fra Almas blog til klassen – hvis sproget er lidt for let tilgængeligt hist og her, har det sin naturlige forklaring i, at det er skrevet med 2.u som modtager:

Huset blev bygget af Sarah Winchester og havde før det store jordskælv i 1906 over 700 værelser. Jordskælvet fik en stor del af huset til at styrte sammen, så i dag har det “kun” 160 værelser. Vi så de 110 på en rundvisning. Sarah var en klog og dygtig kvinde. Hun og hr. Winchester – riffel-familien – forelskede sig vildt i hinanden og blev gift. De fik ét barn: En datter, som var syg. Hun kunne ikke fordøje protein og døde af sult, da hun var seks uger. Det var en stor sorg for Sarah, men det blev værre. Hendes mor døde, og få måneder efter døde hendes mand. Få måneder senere døde begge svigerforældre. I løbet af et år havde Sarah mistet sin familie, og hun sørgede resten af sit liv.

Hun gik til en spiritist og fik at vide, at alle ulykkerne skyldtes ånderne fra alle dem, der var blevet dræbt af Winchesterriflerne, og at den eneste måde at undgå dem på var at bygge et hus, som aldrig blev bygget færdigt. Så det gik Sarah i gang med. Hun var selv arkitekt på byggeriet; eller rettere, ånderne var. Hver aften låste hun sig inde i et særligt værelse og snakkede med sine åndelige vejledere, som gav hende morgendagens byggeplaner. Der var 13 tømrere i gang 24 timer i døgnet hver eneste dag i 38 år, og Sarah sov i et nyt værelse hver nat for at snyde ånderne. Der er trapper, der ikke fører nogle steder hen, vinduer i gulvet og døre, der lukker op til det tomme ingenting.