Hen under puttetid trak Alma og faderen sig tilbage til værelset for at få hygge-ro. Carl ville mægtig gerne med, så moderen lukkede døren, hvilket fik ham til at gå helt bersærk. Han kastede sig ned med ryggen til moderen og hamrede hænderne i gulvet af alle kræfter, mens han vred sig i krampagtige ryk og skrålede af sine lungers fulde kraft. Da moderen ville løfte ham op for at trøste, vred han sig og slog på hænderne for at få dem væk, og da han blev aet på ryggen, kravleløb han fire skridt væk for at komme uden for rækkevidde, mens han gloede rasende over skulderen og fortsatte med at slå i gulvet. Han var så vred, at han slet ikke kunne have det i sig, det lille menneske, og det var så åbenlyst og meget bevidst moderen, han var vred på.
Det temperament kan godt gå hen og udvikle sig interessant…
Hej hej, piger
I går var de søde børn forkølede og underskudsagtige, så vi holdt en hjemmedag. Om eftermiddagen tog vi på biblioteket, og på vejen svingede vi forbi supermarkedsbageren for at købe nogle boller. Normalt står den på hjemmesmurt madpakke, men når man sådan er lidt syg, er købeboller og pølsehorn vel ikke for meget forlangt.
Da vi skulle betale, blev Carl stillet ned på gulvet – hvorefter han gik sin vej. Moderen er for vant til, at han bliver, hvor han anbringes, så afgangen blev først åbenbart, da Alma fnisende som sædvanligt lagde ham ord i munden. “Hej hej, piger, siger Carl.” Og så kan det ellers nok være, at moderen fik indfanget bortabsenteret babybarn, før han nåede helt hen til udgangen og den fristende udstilling af frugt.
Trække vejret under vand
Alma og mor var en tur ved stranden. På vej over broen ud til vandet havde vi en Shrek-inspireret snak om, at hvis der kom en drage og ødelagde broen, så vi faldt i vandet, ville mor strax finde Alma og hive hende op over vandet. For man kan ikke trække vejret under vandet, det må man aldrig gøre.
På vej tilbage kiggede Alma på vandet og broen.
Alma: “Må jeg ikke trække vejret under vandet?”
Mor: “Nej, det må du ikke.”
Alma: “ØV!”
Værsgo at slå dig ned
Alma underlægger sig stadig nye områder i sin fysisk udvikling. Hun klatrer og kravler og hopper op og ned og ud og ind, så man bliver helt træt af at se på det. For tiden vil hun gerne kravle op på den nærmeste forælderryg – og når man nu er deroppe, kan man jo lige så godt gøre sig det lidt behageligt.
Se en ged
I går var moderen og varanerne på bondegårdslegeplads. Den ligger i umiddelbar nærhed af Carls nye pasning, så det forudses, at vi kommer til at hænge ud en del derovre i løbet af foråret.
Foruden almindelige legepladsfaciliteter er der høns, heste, kaniner, geder og en ko. Carl sov ved ankomsten, så Alma og moderen havde tid til at se tingene an. Alma fik noget spaghetti af en flink dreng, så hun kunne fodre gederne. Det fik hun snildt en halv time til at gå med, inden Carl blev vækket af de andre, legende børn. Han fik for første gang sine nye sko på og kom op af barnevognen. Han troede ikke sine egne øjne, da han fandt sig selv ansigt til ansigt med en levende, brægende, spaghettiædende ged. Vild jubel og mange af Carls hhhaahhhaa´er – en lyd, der også bruges hyppigt, når han synes, han er dygtig, eller noget er sjovt.
Carl stod som limet til jorden i fem minutter, før det gik op for ham, at han godt kunne bevæge sig med kasser på fødderne. Derefter gik han lidt, kastede sig på jorden og kravlede igennem en vandpyt (med vilje), entrerede sandkassen og flytte lidt sand med en lille skovl, mens Alma flyttede en masse sand med en stor skovl og brokkede sig over, at det øvrige sandlegetøj var optaget af andre børn.
På legepladsen er der også indendørs faciliteter, så da vi blev kolde, fortrak vi til huset og tilbragte endnu en times tid med at lege, lære bøger og forhindre Carl i at æde diverse smådimser, der lå på gulvet. Ikke just noget babyegnet lokale, men begge børn morede sig glimrende.
Vi lavede en mellemlanding med frokost derhjemme, og så drog Alma og moderen til rytmik. Efterhånden som genkendelsens glæde sætter ind, har hun mere og mere fornøjelse af rytmikken, og vi fortsætter helt sikkert på næste hold. På gangen hænger der en ribbe, som vi gymnasticerede i efter de musikalske udskejelser. Moderen prøvede at lære Alma at lave en flagermus, dog uden held. Men hun kunne klatre og hænge og springe og stå på hovedet, så det var en lyst.
I dag skulle vi have været på besøg hos Lotte, Mette, Theodor og Felix. Desværre blev arrangementet aflyst, fordi både Theodor og Felix var blevet syge. Vi satser på en snarlig erstatningsaftale.
Storchamør

Almas legeveninde Andrea var på improviseret playdate på slottet sammen med lillesøster Selma. De store piger legede vanligt godt sammen, og Alma var storsindet i forhold til at låne sit legetøj ud.
Carl og Selma på ni måneder fandt omgående hinanden og havde imponerende meget glæde ud af at kravle rundt sammen. De lavede sindrige ruter under spisebord og -stole, og Carl gav det ikke mange øjeblikke, før han kastede sig over pigebarnet og snavede løs, så hun var fyldt med savl og pære over hele hovedet bagefter. Hun tog det pænt og brokkede sig først, da han greb fat i hendes pandehår for at holde hende på plads, mens han kyssede.
Hvor svært kan det være?

Så lakker Carls første uge i pasning mod enden, og det er gået over al forventning. Moderen var efter uger og måneder med klynkende/vrælende babybarn ved siden noget nervøs for, hvordan han ville tage det at blive efterladt et fremmed sted. Det viste sig, at der var ingen grund til bekymring.
Den første dag legede vi sammen i tre kvarter, hvor Carl var meget interesseret i legetøjet og ikke ret interesseret i moderen. Derfor endte det med, at han fik lov at være der alene i tre kvarter. Ingen problemer.
De følgende dage har han både spist og sovet derude, og det er gået som smurt. Han kan godt lide stedet og Shaba, og så snart vi kommer ud af bilen på parkeringspladsen, begynder han at sige uuh-uuuuh. Shaba har nemlig mange batteridrevne dyr og dukker, der kan sige og gøre sjove ting, bl.a. et par muh´ende køer.
I går skulle Alma med ud for at hente Carl. Hun vil nemlig gerne se “damen”, og bagefter skulle vi på den nærliggende bondegårdslegeplads, hvor man kan se køer og heste og klappe geder og køre i hestevogn eller bare lege almindeligt. Men da moderen troppede op for at hente hende, var de midt i en et års fødselsdagsfest, og den ville Alma sådan set grumme nødig gå glip af. Så moderen gik sin vej igen og kørte alene ud for at hente Carl og kom så tilbage, da festivitasen var overstået.
På vej i bilen ringede Rikke, der er mor til Almas playmate Andrea. Rikke, Andrea og lillesøster Selma sad klar med spændte seler i bilen og ville høre, om vi ville have besøg. Moderen var let forundret over det med, at de allerede sad klar i bilen, da Rikke ringede. Man så for sig, at alt blev pakket og tasker og børn læsset ind i bilen, og SÅ begyndte man at ringe rundt for at se, om nogen havde tid til et besøg. Det viste sig dog, at de havde haft en anden legeaftale, som blev aflyst så meget i 11. time, at de altså allerede var på vej ud af indkørslen.
Men op troppede de på Amager, og vi havde en hyggelig eftermiddag. Carl var meget begejstret for fine, lille Selma på ni mdr. Der blev kysset seriøst igennem, så den stakkels pige var gennemvåd af savl og pære i hele hovedet bagefter.
Klatremusen
Carl har funder ud af at klatre op på Ikea-skamlen i badeværelset (og det går som regel godt), så nu har han fået ambitioner. Han står fx ved sofaen eller en af spisestolene og løfter det ene ben, så højt han kan, mens han knurrer og brøler af arrigskab over, at han ikke kan.
Han knurrer og brøler i det hele taget en del. Det udløser uden undtagelse et vræleri, der lyder som udført tortur, at give ham tøj på, fordi han ikke vil gå med til at ligge stille så længe. Han vrider sig og ormer og ser rasende ud imens, og når man geninstallerer ham i liggende stilling, brøler han af sine lungers fulde kraft. Det samme sker, når man afskærer ham vejen ud til trappen, som han gerne vil kravle op og ned ad, eller når man siger nej til noget. Carl tror ikke på den med, at de sagtmodige skal arve jorden. Det bliver spændende at se, hvordan det temperament bliver, når han bliver lidt større.
Vil du låne nogle ord?
Faderen, som var med Carl i badeværelset, blev adspurgt, om der lå tøj til Alma derude. “Øøhhh … det ved jeg … øhh … jeg kan ikke lige se noget,” svarede han. “Far siger øøhhh,” fnisede Alma. Hun har allerede øre for det. Der er dømt mobning de næste mange år.
Sidste hjemmedag
I dag var det Carls sidste hjemme-hos-mor-dag. Fra i morgen er han en stor dreng, der skal passes ude. Moderen er ikke begejstret. Han er alt for lille og alt for sød til at skulle afleveres til fremmede flere timer om dagen, og han er også alt for lille til at skulle nøjes udelukkende med delt opmærksomhed. Hidtil har han jo fået solotid, mens Alma var i vuggestue, men det er så slut nu. Det er meget trist, men de barske realiteter tillader desværre ikke, at han bliver hjemme, indtil der bliver en vuggestueplads.
På den anden side keder han sig efterhånden også derhjemme, og han kan være så eddike-brokkende-sur om eftermiddagen, at moderen er ved at gå op i limningen, mens han skifter sind og bliver glad og fro, når man tager ham spændende steder hej – så måske er han faktisk klar til at tage sine første skridt ud i verden alene.
Vuggestuepoliti
Alma er blevet markant mere selvsikker i sin omgang med andre børn. Da en af drengene lavede ballade, greb hun fat i ham og slæbte ham ind til hans primærpædagog og sagde “værsgo´”.
Vuggestuepoliti
Alma er blevet markant mere selvsikker i sin omgang med andre børn. Da en af drengene lavede ballade, greb hun fat i ham og slæbte ham ind til hans primærpædagog og sagde “værsgo´”.
Uuuuuhh
Carl siger uuuuuu, hver gang han ser en ko (eller et hvilket som helst andet dyr). Han er voldsomt begejstret for køerne på mælkekartonerne. Moderen har vist ham pegebogen.dk, og han kan slet ikke få nok, selvom det giver et sæt i ham, så han er ved at falde ned, hver gang dyrelydene går i gang
Så vi synger rigtig tit den der “hvad siger koen? Muuu muuu. Hvad siger fåret? Mææææ, mææææ”. Og så har vi lavet vores egne vers, for Alma elsker at synge med og kan som en vis plysbjørn bedst lide en lille historie om sig selv.
Hvad siger babyen? Væææ, vææææ.
Hvad siger Alma? Håla´vær´Carl!
Verden str. to år
Alma er ved at være supergod til det sproglige, og hun fortæller og henviser til ting, der ligger meget langt tilbage. Fx bad hun forleden moderen synge en sang, som hun ikke har hørt, siden vi gik til babysalmesang for et års tid siden. Moderen var imponeret.
Man kan nu også se, hvor meget hun egentlig lægger mærke til og husker. Alma har været rød og irriteret om munden, og moderen diagnosticerede forsøgsvist tomater som synderen. Da faderen kom hjem til aften, mens vi andre sad og spiste, pegede Alma som det allerførste på tomaterne og forklarede ham: “Jeg ikke spise dem. Jeg bliver rød (hød) om munden. Jeg ikke tåle dem.”
I nat hostede hun, og hun havde tisset igennem, så faderen, som gik sent i seng, skiftede både ble og nattøj. I morges, da vi var blevet alene, fortalte hun, at “jeg hoster i sengen. Far hørte. Far kom. Jeg tisset. Far gi´ mig nyt nattøj på.”
Carl går!
I dag, dagen før Carls 11 måneders dag, tog han sine første skridt! Først tre skridt hen til moderen. Stor jubel, og omgående måtte vi prøve igen. Tre skridt mere, og så fire, og så fire til. Et lille skridt for menneskeheden, men et stort skridt for en baby!
Dagen har i det hele taget været hyggelig. Alma hostede i nat og hævdede, at hun var syg i morges, så hun blev hjemme fra vuggestuen og var i stedet med Carl til rytmik. Under morgenmaden skiftede hun godt nok mening og erklærede fnisende, at “jeg er ikke syg”. Men da moderen forhåbningsfuldt lagde op til, at så kunne hun godt komme i vuggestue, ændrede hun omgående kurs og sagde med sin ynkeligste stemme, at “jeg er syyyyg”.
Vi kørte til rytmik i den nye klapvogn, som hermed er behørigt indviet. Begge børn nød den musikalske time, og da det blev tid til sanglegen “Skære saw”, hvilken Alma ofte leger med Carl, satte hun sig uden videre i position overfor ham og gik i gang. Moderen var ganske overflødig.
På hjemvejen købte vi ind, og de faldt begge to i søvn under processen og fik en god lur. Eftermiddagen gik med film og fri leg, stort set uden konflikter. Alt i alt en dejlig dag med de ualmindeligt søde børn.
Trods-Alma
Artige Alma er vist omsider nået til trodsalderen. I dag har det fx for første gang nogensinde været nødvendigt at fiksere hende ved at sidde på hende og holde hendes arme for at kunne børste hendes tænder. Hun ignorerer helt konkrete beskeder, gør ting, hun godt ved, at hun ikke må, og hun vrider og vender sig og laver spaghetti-lemmer, når hun skal klædes på, så det næsten er umuligt at hælde hende i tøjet. Forleden havde hun fundet et nyt anti-påklædningsargument frem: “Jeg er en abe. Aber bruger ikke tøj.” Godt forsøgt, Alma.
Og hun reagerer ikke på de normale henstillinger til, at hun skal stå/sidde/ligge stille. Det er meget uvant og moderat irriterende, og moderen håber, at fasen snart går over igen.
Men ud over det er hun stadig sød og sjov og superdejlig!
Hit med en hånd
Når Carl gerne vil gå (med lidt hjælp, jo), griber han fat i en voksenhånd – og så kan han selv finde ud af, hvordan han skal vende den, for at det passer med højre-højre og venstre-venstre, så man kan gå bag ham. Det er muligvis helt normalt for babyer at kunne det, men moderen mener alligevel, at han er rasende godt begavet.
Dygtig dreng
Carl har udvidet sit ordforråd i julen. Nu siger han foruden “ma” (mad) og “moa” (som, insisterer moderen på, betyder moar) også “uuuuuu” (muuu), hver gang han ser en ko, og den meget festivitas har lært ham at sige “uaaa” (hurra).
Motorisk er han lige på vippen til at tage sit første skridt. I dag var han såååå tæt på, men så turde han alligevel ikke. Han er en dygtig dreng!
Vælling, lille dudde
Almas dukke havde et stort behov for æblemos og vælling, så det fik den. Under aftensmåltidet bukkede moderens briller under for et anfald af akut metaltræthed og knækkede. Heldigvis lå der nogle hidtil ringeagtede linser i skabet, som nu kom til ære og værdighed. Alma fulgte med interesse monteringsprocessen og kaprede derpå de små plastikhylstre med åbne låg, hvor linserne havde ligget. “Krokodille,” forklarede hun og gennemspillede et større drama, hvor krokodillerne forfulgte resten af linserne, som søgte tilflugt på en pakke skumklude. Samme pakke skumklude tjente i går som prinsessekrone i mangel af bedre.
Tidligere på dagen legede vi vuggestue. Carl var underskudsagtig i en grad, der umuliggjorde madlavning og andre selvpasningskrævende aktiviteter, så den stod på fri leg med moderen, til faderen kom hjem. Derfor fik han rollen som lille Magnus (en dreng fra Almas vuggestue). Alma selv var pædagogen Helle, mens moderen var en anden pædagog ved navn Susanne. Tøjkaninen var så den, der skulle i vuggestue. Der er gang i fantasien – “klar afgang fuld fart”, som Alma siger det.



