Kategoriarkiv: Faderen
Kongernes Jelling
I påskeferien lavede vi den klassiske tour de bedstemor og startede hos mormor i Haderslev. Inspireret af DR’s Danmarkshistorie tur vi en tur til Jelling for at kigge på gravhøje og det nye museum. Imponerende på mange planer. Den eneste, der var utilfreds, var Dagmar, som måtte blive i bilen, mens vi var inde på museet og bagefter spiste frokost på en stærkt vikingeinspireret cafe.
Og vinderen er…
For at fremme det gode naboskab eller sammenholdet i kvarteret, eller hvad det nu er, arrangerede lokaludvalget Æbledag, hvor man kunne deltage i en konkurrence om den bedste æblekage. Alma og Alma slog straks til, rekvirerede farmors opskrift på mørdejskage, kogte æblemos og fremstille to stk. tærter, en til øjeblikkelig fortæring og en til konkurrencen. Og de vandt! Præmien var et æbletræ, som nu skal plantes i slotshaven. Faderen er mere end tilfreds, eftersom det er et Guldborgæbletræ, og det er just hans yndlings.
Tillykke til de dygtige vindere!
Alma 11 år!
I går var det Almas fødselsdag, hurra, hurra, hurraaaaa! Englebarnet er nu 11 år, og hvor er det vildt. Som altid var hun vågen, før vi kom og vækkede hende med sang og flag – tidligt, så der var god tid til gaveåbning og morgenbord. 2 x Sims-udvidelser, Partners, Quizmysteriet, en check på 300 kr., et mangaportræt, Harry Potter-plakater og en besked om optagelse på Hogwarts 🙂
Efter skole kom den anden Alma og Maren med hjem for at teste de nye Sims-muligheder, og da vi skulle ud at spise, blev man mødt af hundeøjne og “må de gerne komme med”. Det måtte de så gerne. Hundeøjne. Ja, I må også gerne få milkshake. Hundeøjne. Ok, I må gerne sove sammen. Tre 11-årige indeholder utrolige mængder af fnis.
London-billeder
De første dages sightseeing i London. Vi kom faktisk en del omkring, både med og uden Kat og drengene.
Tirsdag var Harry Potter-dag. Det var spektakulært, og Carl, som havde været noget i tvivl om, hvorvidt han havde lyst til at tage med, var ret glad for, at han besluttet sig for at gøre det.
Tjulahop, tjulahej, lidt blandet godt. Vi kørte rigtig meget i undergrundstog. Man bruger den britiske version af et rejsekort, som åbner klapsammen-låger automatisk. Det er nemt og smart. Udfordringen opstår, når man har børn med. De skal nemlig ikke betale og skal derfor ikke bruge kort, og således skal de gå gennem klapsammen-lågerne sammen med deres voksne. Imidlertid er undergrunden i London et meget travlt sted, så lågerne klapper i MEGET hurtigt. Barn og voksen skal derfor stort set smelte sammen til én for at nå at passere. En daglig udfordring.
London by night. Eller i hvert fald by dark.
Jul, nytår, vinter
Dronning Dagmar…
Vildt vand
Vejret var ikke rigtig med os i Klitmøller, vandet var vildt og stod højt på stranden, men det lykkedes dog at komme i vandet to gange – den ene gang i selskab med Morten og pænt kortvarigt, den anden gang umiddelbart inden moderen og Almas hjemrejse. (Det turde være overflødigt at sige, at moderen IKKE deltog i selvpineriet.)
Klik på linket: Badning…

Sidste dag i Prag
Det gamle kloster/nuværende økohotel lå ved en idyllisk sø med en lille legeplads. I lufthavnen var der brætspil i overstørrelse. Jesper og Carl kastede sig ud i et spil skak, men blev noget udfordrede af en amerikansk/svensk pige (se foto), som mente, at spillene var fælles ejendom, og at alle derfor måtte rykke rundt på brikkerne. Hun tog os det meget fortrydeligt op, at hun blev mødt med forbud mod at flytte vilkårligt på skakbrikkerne. Det endte dog nogenlunde fredeligt, for da hun var holdt op med at sabotere spillet og derefter surmule, blev hun hyret ind som Jespers brik-flytter.
Familieidyl på karrusel(Tryk på linket for at se video)
Prag 2015
Det er første gang, vi har været i Prag, men er meget muligt ikke sidste. En dejlig by med masser at se. Vi gik og gik og gik og kiggede og gloede og gæstede masser af turistfælder. Rådhustårnet med det fantastiske ur, hvor man stod i sild-i-tønde-kø for at komme rundt langs kanten, så man faktisk kunne nyde den udsigt, man havde betalt for at komme op at nyde. Slottet, hvor man skulle betale entre for ALT, inklusive den sjove gyde med de små huse, hvor guldsmedede boede i de gode, gamle dage. Det gjorde vi nu ikke. Så spændende er gamle huse ikke for børnlingerne. Til gengæld var der et (privat) legetøjsmuseum, som reklamerede med, at man hos dem både kunne se legetøjet samt kigge ned på guldsmedegyden fra vinduerne, så vi kørte den løsning i stedet. Vandcykel på floden, efter aftale betalt af moderen og dernæst betjent af børnene. En tur i friluftsbadet. Masser af restaurantbesøg, både på gode og mindre gode steder – om end selv de mindre gode var udmærkede, og alle var billige. Vi besøgte Cafe Slavia og Hotel Paris, hvor faderen (vistnok) spiste middag med Tom og Shahin på sit legendariske besøg i 1989. Og på den sidste dag var vi i Mindmaze, et escape room, der mest af alt minder om et computerspil IRL. Man bliver låst inde i et rum og har så en time til at finde spor og ledetråde og løse opgaver, så man kan komme ud igen. Vi klarede det – næsten. Vi var fire minutter for langsomme. Men det var sjovt!
Hotellejligheden var fin, når man ser bort fra den uhyre aktive skimmelsvamp i badeværelset. Den største, pragske udfordring var faktisk, at man skulle betale for at komme på toilettet mange steder, og eftersom alle småpenge havde en tilbøjelighed til at ende hos tiggere og gademusikanter, havde vi aldrig tissemønter…
Den sidste nat boede vi på Tjekkiets ældste kloster, nu omdannet til Tjekkiets første øko-hotel. God mad og fredelige omgivelser.
Sverige 2014 med indlagt fødselsdag
Den traditionelle Sverigestur var rykket fra Kr. Himmelfart til pinse i det herrens år 2014, og det var heldigt, for det betød, at Alma kunne fejre sin ni års fødselsdag med rigtig mange gæster!
Vi tog tidligt afsted i år og landede som nogle af de første, hvilket betød, at vi for en gangs skyld fik lagt beslag på den lille lederhytte, der ligger så smukt og fredfyldt for sig selv i det grønne. Dejligt! Privatliv og fred til at sove. I den store hytte er der altid nogle, der fester til temmelig sent. Derefter er der nogle, der snorker, og så er der nogle børn, der står op. Kort sagt er der liv døgnet rundt, stort set, så det var kærkomment at opleve Sverige fra den side, hvor man kan trække sig tilbage.
Børnene ser man ikke meget til mere, de indgår i det parallelsamfund af dværge, som kører deres egne dagsordener, dog med slåskamp med Niels som et tilbagevendende punkt.
Traditionen tro blev der spillet rundbold (som de voksne vandt! Jo, vi gjorde så!), lavet mad over bål og sejlet i kano. Som et nyt indslag blev der spist ghost chili. To aftener i træk… Jackass.
Søndag havde så englebarnet fødselsdag. Tænk, at hun er ni år! Hun fik gaver fra familien i hytten fra morgenstunden, og så var der pandekager, boller og flere gaver, da vi kom over i hytten. Moderen havde på barnets anmodning fabrikeret en større ladning kiksekage, som blev fortæret om eftermiddagen. Det var en anderledes fødselsdag, men så vidt vides var der ingen ankepunkter.
Påske i Århus
Påskeferien blev mestendels tilbragt i Århus. En hel uge indlogerede vi os på Hotel Klokkerbakken. Der var tid både til arbejde og leg, Stenomuseet, Den Gamle By, æggejagt, overnatning hos Dorte og Ole samt fællesfødselsdag for Ole, Anja og Silje, hvor Dagmar brillerede ved at finde og hugge to af de bortgemte påskeæg i haven. Alma og Carl havde produceret hjemmelavede gaver af hhv. elastikker og trylledej. Der lå en del timers arbejde i især Almas gaver, hvor hun troligt sad og så instruktionsvideoer på Youtube og kopierede (efter øjemål, for instruktionerne var på engelsk).
Point Reyes
Point Reyes er en halvø, klassificeret som naturpark og rammen om storslået natur og et rigt dyre- og planteliv. Søelefanterne yngler, hvaler migrerer forbi, og rødhovedede gribbe flyver lige forbi. Fabelagtigt. Liggende ud til Stillehavet, sådan ret yderligt, er det også temmelig forblæst og køligt. Vejret var smukt og forholdsvis stille, da vi var det, men som regel er det blæsende eller stormfuldt. Yderst på spidsen af spidsen ligger et gammelt fyrtårn. Det er ikke i brug mere, men i forne tider var det bemandet med fyrpassere. Det har ikke været nogen fed tjans at sidde derude i storm og rusk og blinke i mørket og vente på bedre tider. Undervejs besøgte vi en lille stenstrand, hvor børnene fandt nogle meget rengnavede (eller -vaskede) knogler. Dog ikke fra hvaler.
Det mystiske hus
Efter at have gjort San Francisco og hentet bil hos uforskammet og irriterende udlejningsperson i lufthavnen kørte vi til San Jose og overnattede der for at mødes med familien Rocco næste dag ved Winchester Mystery House. Og det var i sandhed mystisk! Vinduer i gulvet, døre, der fører ud til ingenting, og trapper, der ender blindt.
Huset blev bygget af Sarah Winchester, som giftede sig ind i Winchesterklanen (ja, dem med riflen). De var angiveligt madly in love, men lykken varede ikke ved. Først døde deres spæde datter. Så døde Sarahs forældre, nogle måneder efter døde hendes mand, og umiddelbart efter det døde så hans forældre. Pludselig stod Sarah lidt alene i verden, og i et forsøg på at komme overens med sin vanskæbne søgte hun en spiritist, som kunne fortælle, at dødsfaldene skyldtes de vrede ånder af alle dem, der var blevet dræbt med Winchester-rifler. Heldigvis var der en måde at holde dem fra livet på. Sarah skulle bare bygge et hus til dem. Vel at mærke et hus, som aldrig måtte blive færdigt.
Nuvel, Sarah var en velhavende kvinde, for at sige det på jysk, så hun satte et byggeri i gang, som pågik 24 timer i døgnet i 38 år. Hun lavede selv arkitekttegningerne, vistnok efter anvisninger fra ånderne, som hun konsulterede hver aften fra et rum, hvortil kun hun selv havde adgang. I sin storhedstid havde huset over 700 værelser, men store dele af det blev ødelagt ved det store jordskælv i 1906. Sarah blev ved sammenstyrtningen spærret inde i et soveværelse, og da huset jo havde ganske mange rum, tog det en rum tid at finde hende. Jordskælvet lagde 3/4 af San Francisco øde og kostede ufatteligt mange liv, men Sarah betragtede det alligevel som en vred besked fra ånderne til hende personligt: Hun havde lagt for meget energi i den forreste del af huset… Så den del blev lukket af og aldrig genopbygget, og så gik hun videre på bagsiden.
Huset blev bygget af de fineste og mest kostbare materialer med venetiansk glas og hvad har vi, men det var rammen om et ensomt liv. Bortset fra en niece, som boede der i nogle år, levede Sarah alene og modtog aldrig én eneste gæst i huset.
Vi fik en rundvisning igennem 110 af de 140 værelser, der er tilbage. Det var meget interessant, men Carl og Alma fik ikke så meget ud af det, fordi guiden naturligvis talte engelsk. Bagefter kørte vi til San Jose for at se The Mission. Missionerne blev bygget af de spanske missionærer – eller rettere, af de indianere, som missionærerne omvendte, og som til gengæld fik mad samt lov til at arbejde, bl.a. som hus- og kirkebyggere – og dannede rammen om missionsvirksomheden. Det er en stor ting i USA, selv om nogle kunne mene, at man skulle gå lidt stille med lige den del af lokalhistorien. Alle børn i fjerde klasse har The Missions som tema, hvor de skal skrive om dem og bygge en model af deres lokale version. Mærkeligt. Men det var interessant, selv om det er en trist historie.
The Winchester Mystery House
Vi forlod San Francisco og kørte ad 101 forbi Google, NASA og afkørslen til Silicon Valley efter at have indkøbt et sæde til Carl og diverse andre fornødenheder i Target, USA´s svar på Bilka.
En enkelt hotelovernatning blev det til (med en morgenmad, der fik børnene helt op at ringe, blandt andet kunne man bage sine egne vafler!), før vi mødtes med familien Rocco i San Jose for at se The Winchester Mystery House. Børnene var glade for at se hinanden, og vi fik en rundvisning i det højst besynderlige hus. Det var spændende, men desværre for børnene var det på engelsk, så de måtte nøjes med en gengivelse efter hukommelsen, hver gang guiden var færdig med at fortælle om et værelse. For nemheds skyld kopierer vi historien om huset fra Almas blog til klassen – hvis sproget er lidt for let tilgængeligt hist og her, har det sin naturlige forklaring i, at det er skrevet med 2.u som modtager:
Huset blev bygget af Sarah Winchester og havde før det store jordskælv i 1906 over 700 værelser. Jordskælvet fik en stor del af huset til at styrte sammen, så i dag har det “kun†160 værelser. Vi så de 110 på en rundvisning. Sarah var en klog og dygtig kvinde. Hun og hr. Winchester – riffel-familien – forelskede sig vildt i hinanden og blev gift. De fik ét barn: En datter, som var syg. Hun kunne ikke fordøje protein og døde af sult, da hun var seks uger. Det var en stor sorg for Sarah, men det blev værre. Hendes mor døde, og få måneder efter døde hendes mand. Få måneder senere døde begge svigerforældre. I løbet af et år havde Sarah mistet sin familie, og hun sørgede resten af sit liv.
Hun gik til en spiritist og fik at vide, at alle ulykkerne skyldtes ånderne fra alle dem, der var blevet dræbt af Winchesterriflerne, og at den eneste måde at undgå dem på var at bygge et hus, som aldrig blev bygget færdigt. Så det gik Sarah i gang med. Hun var selv arkitekt på byggeriet; eller rettere, ånderne var. Hver aften låste hun sig inde i et særligt værelse og snakkede med sine åndelige vejledere, som gav hende morgendagens byggeplaner. Der var 13 tømrere i gang 24 timer i døgnet hver eneste dag i 38 år, og Sarah sov i et nyt værelse hver nat for at snyde ånderne. Der er trapper, der ikke fører nogle steder hen, vinduer i gulvet og døre, der lukker op til det tomme ingenting.
Sejltur
Som kompensation for den manglende færgetur fra Sausalito til San Francisco tog faderen med Alma og Carl på en rundtur i bugten. Moderen forblev på land. Vandet trækker ikke meget, og billetterne var ret dyre, og da der samtidig var en nyindkøbt bog at hygge sig med, var det ikke noget stort offer. Søulkene havde en god tur.
Besøg hos kusinerne
Sådan en hyggelig kusinedag kunne ikke stå alene, så dagen efter pakkede vi børn og hund og kørte til Aalborg, hvor mormor passede børn. Endnu en meget vellykket dag med en noget mere human temperatur. Faktisk blev det decideret sommervarmt. Det var rart!
Der var et målrettet dagsprogram, så vi satte fluks kursen mod zoo som det første. Barnefaderen havde glemt sin hat og sin solcreme, så han gik rundt som Lawrence of Aalborg Zoo med et håndklæde kækt draperet om hovedet for at dække den sarte isse. Zoo havde en god legeplads og en masse dyr (sjovt nok). Dagmar tiltede trekantet, da hun opdagede en lille indhegning med marsvin – dem har hun stiftet bekendtskab med hjemme på vejen, og hun finder dem umådeholdent interessante. Til gengæld luskede hun rundt med halen mellem benene og så sig nervøst over skulderen, da vi var i nærheden af de store katte.
Vi spiste friture-domineret frokost med fri udsigt til et rensdyrfamilie, og på vej ud faldt vi over noget sceneunderholdning, som de tre store havde en del sjov ud af, mens Annika hævdede at hade “dem der” og følgelig tilbragte hele seancen med hænderne for ørerne.
Derefter entrede vi Aalborgtårnet, der havde en storslået udsigt og verdens kedeligste cafeteria. Dagmar måtte blive nede, så vi returnerede ret hurtigt til jorden og gik videre til kunstmuseet, der bød på dagens sidste, men ikke mindste attraktion, en springvandskunstinstallation i haven. To kredse af huller sendte med forskellige intervaller vand til vejrs, og det var både flot og sjovt at lege i for børnene. Og koldt…. Mormor forsøgte med stor stamina at vinde gehør for det synspunkt, at øvelsen var at undgå at blive våd. Til sidst gav Alma fortabt: “Men mormor, hvad nu, hvis vi ikke har LYST til at lave øvelsen!?!”
Inden afgang nåede vi også at spise aftensmad og bese den nye residens udefra. Den ligger som nærmeste nabo til zoo, hvilket udløser gratis årskort. Cool. Vi glæder os til at se det indefra næste gang.
Jubiii, bål!
Det er måske alle, der ved det, men moderen har en brændende forkærlighed for at lave bål. På det lille, beskyttede bålsted ved Vandet Sø var der mulighed for at udleve tilbøjelighederne. Vi var der en aften, lavede bål og stegte burgere, majs og bruschetta. Lækkert. Dagmar nød at få lov til at drible rundt efter forgodtbefindende og blev temmelig beskidt af sine udflugter i sivene. Det var for sjovt, så det måtte gentages. Maden var lidt en undskyldning for at tænde ild, så gang to havde vi kun pølser og skumfiduser. Og alle gode gange tre, så det lykkedes også moderen at få sat ild på indsamlet drivtømmer en ret blæsende aften på stranden. Bål er godt!
Først våd, så kåd …
Dagmar har været i bad, hvilket fremgår af forrige historie. Vandets farve taler sit eget sorte sprog. Bagefter var Dagmar noget ved siden af sig selv. Hun krøb sammen og sov. Men efterhånden da pelsen var blevet tørrere, kom hun på banen igen, og vi gik en tur. Vi endte hos Nina og Bjarne, der var igang med en storudlugning i haven med tilhørende container. Bjarnes forældre var kaldt ind til at hjælpe. Nina viste os, hvordan marsvinene skulle håndteres, når vi skal passe dem om nogle uger. Da Dagmar så deres bur i baghaven, blev hun helt kåd og ivrig. Hun ville allerhelst være kravlet ind i det og snusede vildt og voldsomt til det hele. Hun var ikke til at få med. Især ikke fordi hun ikke havde fået sit halsbånd på efter badet.
Da jeg endelig fik slæbt hende om i forhaven igen, fandt hun græsningsburet med de rigtige dyr i. Det var endnu bedre. Hun VILLE bare ind til dem. Jeg måtte trække hende afsted med alle kræfter, men hun var kun interesseret i de små kræ. Ved ikke, hvad der var så attraktivt ved de diminutive gnavere. Måske tror Dagmar, at hun er et marsvin?
[Nu er kan denne blog med rette kaldes en hamsterblog. 😉 ]
Rapport fra hjemmefronten
Men ungdommen morer sig i Spanien med badning, badedyr og is-extravaganza skridter vagthunden og arbejdshesten den hjemlige front af. I afvigte weekend blev der dog tid til et enkelt besøg på Gyldenholm Slot syd for Slagelse, hvor hunden og herren overnattede i eget telt – uden pløkker og oversejl. Det var Lars og Roxana, der holdt fest og således fik hunden lejlighed til at hilse på sin århusianske navnebror foruden familiens skaldede onkel og hårfagre faster fra Århus. Der var mange gamle kendinge, og det var vældig hyggeligt. Ikke mindst da vi kunne dele bilturen med fru konfektøse Johanne og husbond Peter. Og også fordi det trods dårlige vejrudsigter alligevel holdt tørt.







You must be logged in to post a comment.