DSCF4774.JPG Italiensk skinke er kræs for en daner-viking! Da Carl først havde opdaget skinken i køleskabet, insisterede han på at spise skinke hver morgen. Af og til også – som her på et pizzeria, hvor vi fik ualmindeligt lækre pizzaer – ved aftentide. Det var i øvrigt den selvsamme aften, hvor onkel Niels smådrillede Alma, hvorefter hun klappede ham på hovedet og ytrede “så så, onkel Niels, nu skal du ikke blive for kæk”.

Haveløve

DSCF4742.JPG Carl klar til at entre poolen med komplet udstyr: Lyserød sut, nye badebukser, der var en gave fra værterne, og nyindkøbte letvægtssandaler, der tåler vådt græs og rød lerjord bedre end lædersandalerne.
DSCF4750.JPG

Onkel Niels og tante Silvia har to katte, som bor udenfor og gør gavn ved at holde matriklen delvist fri for småkravl. Til børnenes store fortrydelse ville ingen af kattene snakke. Især Carl fattede det ikke. Han tilbød dem, hvad han kunne finde, fx sten, græs og en plastikskovl, og alligevel løb de væk fra ham. På billedet er han på vej efter den ene, der havde søgt tilflugt under bilen. Forinden havde han tilbudt den det forbrændte papstykke. Det var den sjovt nok heller ikke interesseret i.

Frokost hos tante

DSCF4733.JPG Hele to gange var vi inviteret til frokost hos Silvias tante i det mødrene hjem. Menuen stod – ikke overraskende – på pasta, og så er man jo sikret popularitet hos Carl og Alma. Matthias er med som special guest star. Carl var desuden henrykt over gårdspladsen, hvor man kan stå og kigge ned på vejen. “Biii,” råber han glad efter alle bilerne. En bus udløser uvægerligt en vinken, men almindelige biler må normalt nøjes med verbal opmærksomhed.

Fætter-kusine-hygge

DSCF4726.JPG Mormor havde hidbragt en rød trehjuler til Vittoria, medslæbt hele vejen fra Danmark. Vittoria var meget glad for den, men tillod alligevel Carl at indtage førersædet for en kortere bemærkning. Carl var begejstret over at kører rundt med Vittoria bagpå, og det gik vist slet ikke op for ham, at det var hende, der fik cyklen til at bevæge sig.
I det hele taget kom de to ret godt ud af det med hinanden. Vi dokumenterer fætter-kusine-samvær.

DSCF4788.JPG
DSCF4723.JPG
DSCF4786.JPG

DSCF4741.JPG Alma fik på markedet en bade-dalmatiner, som omgående blev døbt Pongo (serviceinfo til de uoplyste: en reference til filmen “101 dalmatinere”). Hun balancerede ham troligt rundt i klapvognen, mens hun kampsvedte pga. nærkontakt med plastik i 35 graders varme, men som hun sagde: “Det gør ikke noget, det er varmt, for ellers fryser min dalmatiner.” Hjemme i lejligheden blev Pongo medbragt overalt. Han sad ved siden af sengen om natten, og naturligvis var han med i badebassinet. Bagefter blev han hejst op via det på altanen fastgjorte reb; en proces, som Alma var meget begejstret for og dyrkede i stor stil. Der blev hejst ganske mange ting op og ned, da først mormor havde vist hende, hvordan konceptet fungerede.
DSCF4704.JPG Carl var ikke umiddelbart meget begejstret for poolen, men i løbet af et par dage og med moderens tilstedeværelse i bassinet kom han efter det, og med tre børn i vandet havde de voksne travlt med at løse legetøjskonflikter og løbende indskærpe, at vandet skulle blive i bassinet, og det samme skulle legetøjet – også det, man ikke selv skulle bruge lige nu…

Ciao!

Alma og Carl har i den forgangne uge gjort Italien i selskab med mormor. Onkel Niels og tante Silvia lagde gæstfrit hus til i otte hele dage, og kusine Vittoria fandt sig (næsten) stiltiende i at blive invaderet af horderne fra det høje Nord. Dagene gik stille og roligt med markedsbesøg, byture, let shopping og ikke mindst lange eftermiddagstimer i den sammenklappelige pool i haven. Desuden tilbragte Alma et forbløffende antal timer i selskab med Den lille havfrue og har stadig Ariel, prinsen, Tumle og havheksen med som faste bestanddele i mange lege.
De søde børn kom godt ud af det med hinanden, og Vittoria var imponerende god til at dele både forældreopmærksomhed, legetøj og Lebensraum med Alma og Carle med rullende r. Vi nærer alle store forhåbninger om, at de kan blive gode venner og få glæde af hinanden i årene, der kommer.
Alma og Carl beviste desuden, at de er et par hårde rejsenitter. De udholdt transporttid til og fra lufthavnen, ventetid i diverse køer og sløv bagageudlevering stort set uden at kny, og der var heller ikke noget vrøvl på selve flyturen. De er gode, er de!
Den første dag tog vi en tur til byen for at købe is. I baggrunden ses Vittoria med barnepigen Rosella, kaldet Lella.

DSCF4698.JPG

Anger management påkrævet

DSCF4624.JPG Carl har med tiden afsløret, at han er i besiddelse af et ganske voldsomt temperament. I dag nåede han nye højder i raserianfaldenes størrelse. Da vi kom hjem, var moderen tungt belæsset med tasker, tøj, biblioteksbøger m.m. Carl, som kan entre trappen på under ti sekunder, har fået det for sig, at han hellere vil bæres. Det ville han også i dag. Moderen sagde meget venligt nej og henviste til hans egen formåen. Carl tægede sig fast og forhindrede moderen i at bevæge sig under rasende skrål. Moderen vristede sig løs og gik op under talrige opfordringer til Carl om at følge med. Skrål, slå om sig og sparke vildt i luften. Vel oppe gik moderen og Alma ind. Døren blev stående åben, og moderen gik nynnende rundt i køkkenet, kaldte af og til på ham, fristede med mælk… Carl nægtede fortsat. Han holdt pauser i skråleriet, men så såre moderen henvendte sig til ham eller – oh ve, oh rædsel – ligefrem viste sig i døren, startede han forfra med at råwe af sine lungers fulde kraft, mens han slog løs på trappen med hænderne og sparkede om sig (med kun det ene ben, så han ikke faldt ned…), rystede på hovedet og på alle måder gav udtryk for sin enorme harme over det urimelige krav. Han kravlede laaaangsomt op, men fik han øje på moderen, begav han sig omgående baglæns nedad igen. Jamen, den dreng bliver så vred, at man kan blive helt bekymret. Til sidst – efter tyve minutter! – var han nået 3/4 af vejen op, og her begyndte trinnene at blive smalle, så endelig greb moderen hjælpende ind. Tænk at kunne holde fast i, at man er SÅ vred så længe, når man er så lille… Kan man få anger management-kurser, når man er under to år?

En køjeseng med telt!

DSCF4633.JPG Alma har længe fyldt tremmesengen rigeligt ud, og langt om længe kom vi så vidt som til at anskaffe en stor pige-seng: En køjeseng i lavformat, dvs., at overkøjen er ca. en meter over gulvet, mens den nederste enten er hulepotentiale eller, som i vores tilfælde, madras på gulvet til brug for Carl, som så slipper for tremmer og for at falde ud af sengen om natten. Som en ekstra feature er den forsynet med en himmel, oftest omtalt som telt. Alma går meget op i, at hun skal sove trygt og godt under himlen, mens Carl skal sove trygt og godt under både hende OG himlen.
DSCF4626.JPG

Sengen blev samlet i dag med Almas meget aktive medvirken og bliver i skrivende stund indviet af en sødt slumrende Alma. Den sikkerhedsansvarlige har barrikaderet indgangshullet ved stigen med en fastklemt kæmpepude, som forhåbentlig bremser hende, hvis hun tumler den vej i søvne. Carl venter liiiiige lidt endnu med at flytte ud af soveværelset.

Alma-guldkorn

I sidste weekend var moderen og de søde små til tre års fødselsdag. Fødselsdagen blev holdt i en børnehave i Søborg, hvor de har nogle meget grænsesøgende skader. En af de små gæster stod på legepladsen med et stort pølsehorn med flag i og det hele, og så kom der en skade og hapsede det ud af hånden på hende og fløj væk med det!
Moderen fortalte historien til Alma. Flere timer senere kom Alma så hen og sagde meget alvorligt: “Mor, jeg må hellere få et nyt pølsehorn, når fuglen tog det andet.” Hun så totalt undrende ud, da hun blev mindet om, at det ikke var hendes, men Natalies pølsehorn, der var blevet hugget. Og således fik vi en førsteklasses demonstration af, hvordan de personlige myter og historiske omskrivninger bliver skabt.

I dag fik ungerne koldskål, da vi kom hjem. Carl havde koldskål i hele krydderen og ned ad tøjet. Han fik øje på plamagen på maven og sagde en bestyrtet lyd, mens han hev i sin bluse.
Mor: Bare rolig, Carl, vi tager det af, når du er færdig.
Alma (fnisende): Skal vi også tage hans hoved af?

Alma: Moar, du skal sige “hurra for Perle”!
Moderen (pligtskyldigst): Hurra for Perle!
Alma (påtaget undrende): Hvorfor siger du hurra for Perle? Hvad har hun nu gjort?

Det hårde vuggestuemiljø

Carl synes, det er hårdt at gå i vuggestue. Skønt han er vant til og glad for stedet, er det alligevel noget ganske andet end at blive mandsopdækket af søde Shahbaa. Han brokker sig, når vi siger farvel, men falder hurtigt til ro, når moderen er ude af syne, og trives godt resten af tiden. Men herhjemme kan vi tydeligt mærke reaktionen. Han har rekord-kort lunte, skælder og smælder og brøler over alt og ingenting, og vi er igen inde i en periode, hvor det er umuligt at lave mad, fordi Carl klynger sig skrålende til moderens ben. Han trænger rigtig meget til nærhed og opmærksomhed, og der er da heller ikke noget at sige til, at han måske ikke har lyst til at lege alene, når han lige har været på egen hånd i flere timer. Til gengæld forlader han pr. omgående moderens skørter, når faderen gør sin entre. Carl er i den grad blevet fars dreng. Nærmest lige så meget som Alma er blevet mors pige; og heldigt er det da, at de ikke har valgt at hænge på den samme forælder!

Nu uden ble

Alma har nu officielt smidt bleen. Der var været meget få uheld, og slet ingen i børnehaven. Hun sover også middagslur uden ble – mest fordi de de første gange glemte at give hende den på, og da der ikke var sket uheld, blev vi enige om bare at fortsætte den vellykkede linje. Alma vil også gerne have bleen af om natten nu, så i morgen skal vi (forhåbentlig) ud og købe ny seng. Hun sover stadig i tremmesengen, og når man vågner tissetrængende om natten, er det bare for omstændeligt at skulle kravle ud over tremmerne. Godt nok råwer Alma bare på sin moar, men bemeldte moar nærer en vis forhåbning om, at hun kan lære selv at gå på toilettet, så assistanceperioden er til at se en ende på. I princippet kan hun naturligvis godt selv, men søvndrukken og i mørke er der vist ikke stor sandsynlighed for, at hun kaster sig alene ud i projektet lige med det samme.

Bleløs i børnehaven

I morges under påklædningssniksnakken spurgte moderen Alma, om hun mon ville kunne finde ud af at gå på toilettet i børnehaven. Jo, det mente Alma godt. Da moderen efterfølgende kom med en ble, gloede Alma vantro og sagde i et umiskendeligt “helt ærligt, er du dum eller hvad”-tonefald: “Jeg skal da ikke have ble på! Jeg sagde jo lige, at jeg godt kunne gå på toilettet i børnehaven.”
Så barnet kom afsted uden ble, men med masser af skiftetøj. Frem til middagsluren havde der dog ikke været uheld, så nu venter vi spændt på fortsættelsen i eftermiddag.

Fødselsdagsgave-update

Nu har nogle af gaverne været nævnt i foregående indlæg, så bare for at runde af: Barbapappa-bogen bliver læst flittigt, og Alma har netop fået øjnene op for den Peter Plys-bog med forskellige funktioner inkl. opløsning, hun fik af onkel Niels og tante Silvia. Det flotte prinsesseslot fra mormor er ikke blevet stillet op endnu, fordi der skal ryddes gulvplads til det – hvis ikke noget bliver fjernet først, kommer slottet bare til at ligge over hele huset i atomer, og så er der jo ikke meget ved det. De nye Barbapappa-wallies er heller ikke hængt op endnu.

Kolonist-Alma

DSCF4524.JPG kopi Hverdagen ramte også Alma mandag morgen, og den ramte hårdt. Efter kun tre dage i børnehaven, efterfulgt af fire dages fri, skulle Alma og resten af børnehaven nemlig på koloni ved Dronningmølle. Afgang fra institutionen i bus kl. 8 præcis, hjemkomst kl. 16. Knap halvanden times køretur hver vej og hele dagen på nye eventyr i selskab med mennesker, hun næsten ikke kender; Alma var ikke vild med at skulle afsted!
Den første dag havde hun Leo, løve-kæphesten, som hun havde fået af Ole og Dorte, med som trøst. Hun har også haft sit nye Barpapappa-bestik med hver dag. Hun var ked af at sige farvel, og det var moderen også. Afsked skulle finde sted på legepladsen for ikke at skabe totalt kaos i bussen, og bagefter myldrede alle forældre så ud på fortovet for at vinke. Alma var både den første og de følgende morgener meget få sure sild værd, når hun sad der i bussen og vinkede forknyt med tårerne trillende, og moderen tudede lige så meget, da bussen var kørt. Men alle meldinger har lydt på, at hun har nydt det, når først afskeden var overstået. De har haft nogle hårde, men gode dage, og Alma fortalte pludselig med et saligt smil forleden: “Torben giver os slik i bussen! Han siger, vi gerne må tage to!” Tre af dagene har en af Almas yndlingspædagoger fra vuggestuen desuden været med sammen med to af de største vuggestuebørn, og det hjalp også at have nogle kendte og troværdige ansigter med.
Men skønt ungerne nyder kolonien, kan man se på dem, at de er ved at være trætte hen mod slutningen af ugen, og Alma var i hvert fald svært godt tilfreds med udsigten til, at hun skal helt almindeligt i børnehave på mandag.

Vuggestuestart

DSCF4521.JPG Mandag morgen stod den barske virkelighed for døren efter fire dages afslapning hos farmor. Det var slut med at tulle rundt hos Shahbaa og blive forkælet; nu skulle Carl i vuggestue! Ugen inden havde vi holdt afskedsfest med udveksling af gaver og klumper i halsen, men med farvel’erne lidt på afstand var moderen svært godt tilfreds med udsigten til at få de søde børn passet det samme, nære sted.
Carl er jo bekendt med konceptet pasning, og han er, må man sige, også bekendt med vuggestuen. Han har direkte overtaget Almas plads, inklusive primærpædagogen og garderobeskabet. Det eneste nye var således at kombinere pasning og vuggestue. Den første dag var moderen sammen med ham hele tiden. Vi gjorde et spagt forsøg på at lade ham være der alene, men det tog han ret tungt, så det blev afblæst. Dagen efter havde han en times tid alene på stuen, mens moderen sad standby i fællesrummet, og onsdag var han der om formiddagen og blev hentet til frokost. Torsdag og fredag sov han til middag derovre.
Carl har været vældig god til at blive kørt ind. Han er meget socialt opsøgende og kan tilsyneladende godt lide, at der er så mange børn. Han græder ikke, når der bliver sagt farvel, og han er glad og tilfreds i moderens fravær. Alt i alt en overordentlig nem indkøring.

Alma tre år!

DSCF4522.JPG Og tænk engang, så er det tre år (og nogle dage nu…) siden, at baby Alma blev eksterneret og viste sig ikke at være en Carl. Nu går den store pige i børnehave og kan alt muligt. Det er ikke til at fatte, at der kan ske så meget på så kort tid. Alma havde vedvarende gjort opmærksom på, at familien var mange gæster nok, så fejringen af fødselaren blev forlagt til Klokkerbakken, hvor vi lykkeligvis altid er velkomne. Efter Almas første tre børnehavedage pakkede unger og moder sig torsdag morgen og tog til Århus. Vejret var som bekendt fantastisk, og alle nød den direkte adgang til haven. Der blev leget med vand i mange omgange, og vi aflagde også en del besøg hos solen på genboens garage; en god, gammel ven af Alma. Carl og moderen vandrede desuden en daglig morgentur (i nattøj og fleece) og beså nabolaget. Den lille rod kan gå langt, når det stikker ham. Fredag aften ankom faderen, og lørdag havde moderen en hårdt tiltrængt venindetur på programmet, efterfulgt af en lige så hårdt tiltrængt voksenmiddag med faderen, mens farmor og Silje m. medbragt veninde tog hånd om børnepasning og -putning. Det var forløbet ganske udramatisk til alles store glæde.
Men endelig blev det søndag den 8. juni! Alma fik de første gaver, så snart hun var stået op, og så kom de ellers i en lind strøm de næste timer til Almas udelte begejstring. Af far og mater fik hun et Fifi-vandkandehus med en guds velsignelse af små plastikdele. Hun havde ønsket sig et Fifi-hus, et dukkehus og et prinsesseslot, og vandkandehuset opfyldte i en vis udstrækning alle tre ønsker på én gang, tænkte moderen. Nogle gange kan det være virkelig svært at gætte, om hvad der vil ramme plet, men denne gang var det lige i masken. Alma tog omgående huset i brug og har leget med det dagligt siden. Farmor havde begået et fantastisk, syet legehus til at lægge over spisebordet. Det er endnu ikke fotodokumenteret, men det bliver det; huset bliver også brugt dagligt, om end den bedste feature lige nu er at kravle ind og ud af vinduerne. Dog er Alma også meget glad for de applikerede dyr – en hund, en kat og en fugl. Hun snakker med dem og om dem, både som Alma og som Pippi. Alma fik for øvrigt også et Astrid Lindgren-spil med alle de kendte figurer af Ole og Dorte. Vikki kendte konceptet og satte sig for at introducere Alma for herlighederne. Alma var bjergtaget.
DSCF4532.JPG

Kl. 10 ankom alle gæsterne, og så var det fest. Alma åbnede gaver og jublede, og Carl fik også nogle. Derefter var der først brunch og så – det længe ventede højdepunkt – KAGER! Til Almas store henrykkelse havde vi kreeret to Pippi-kager, som ikke var genkendelige på ret meget andet end de røde fletninger; men det var også nok. Alma var ikke i tvivl om identiteten. Det var en fantastisk hyggelig dag, og Alma strålede som en lille sol under alle festlighederne.
DSCF4509.JPG

Kl. 18 kørte vi ombord på færgen til Sjælland med to meget trætte børn i bilen. Færgen var tættere pakket, end vi vist nogensinde har oplevet det før, og derfor var den forsinket. Og så var der til overflod kø hele vejen til motorvejen, så vi var sent hjemme og endnu senere i seng. Men in conclusion: På trods af den let anstrengende afslutning må Almas tre års fødselsdag siges at have været en bragende, forrygende succes. Vi takker alle medvirkende for indsatsen.