Alma fik på markedet en bade-dalmatiner, som omgående blev døbt Pongo (serviceinfo til de uoplyste: en reference til filmen “101 dalmatinere”). Hun balancerede ham troligt rundt i klapvognen, mens hun kampsvedte pga. nærkontakt med plastik i 35 graders varme, men som hun sagde: “Det gør ikke noget, det er varmt, for ellers fryser min dalmatiner.” Hjemme i lejligheden blev Pongo medbragt overalt. Han sad ved siden af sengen om natten, og naturligvis var han med i badebassinet. Bagefter blev han hejst op via det på altanen fastgjorte reb; en proces, som Alma var meget begejstret for og dyrkede i stor stil. Der blev hejst ganske mange ting op og ned, da først mormor havde vist hende, hvordan konceptet fungerede.
Carl var ikke umiddelbart meget begejstret for poolen, men i løbet af et par dage og med moderens tilstedeværelse i bassinet kom han efter det, og med tre børn i vandet havde de voksne travlt med at løse legetøjskonflikter og løbende indskærpe, at vandet skulle blive i bassinet, og det samme skulle legetøjet – også det, man ikke selv skulle bruge lige nu…