
Carl kan lide at skabe orden omkring sig, (om end han ikke går af vejen for kaos, hvis lejligheden byder sig). Han er desuden en meget høflig, ung mand, der troligt siger “dak”, når nogen giver ham noget.
Lækker
Vandmelon
Et rødt land
Alma er som bekendt meget glad for Pippi. Som nogle måske vil huske, går Pippi baglæns, da Tommy og Annika møder hende første gang, og adspurgt om årsagen replicerer hun: “Lever vi måske ikke i et frit land?”
Alma har taget konceptet med at bevæge sig baglæns til sig, for “vi lever i et rødt land”. Moderen har fnisende forsøgt at forklare, at det er et frit og ikke et rødt land, der er tale om. For at bruge en reference, som Alma kender, tog forklaringen udgangspunkt i en film om en flok høns, der forsøger at stikke af fra en hønsefarm, og hvor der er en af Alma hyppigt citeret scene, hvor en hane flyver ind over hegnet, mens den skråler “friheeeeeeed!” Forklaringen faldt ikke i god jord. “Nej, mor, det er da hønsefilmen,” sagde Alma opgivende. Hendes referenceramme er stadig meget konkret, om end alsidig.

Almas første børnehavedag

Alma har haft sin første dag i børnehaven, og hun var slet ikke ked af ikke at skulle ind i vuggestuen. Inden afgang fra hjemmet skulle Alma foreviges som børnehavebarn. “Jeg smiler slet ikke.” Sandt nok.
Moderen skulle være der sammen med hende denne første dag, og det var jo svært hyggeligt, syntes Alma. Dog var Almas primærpædagog, Agnete, som Alma troskyldigt kalder Magnete, fraværende i dag pga. sygdom, hvilket gjorde projektet en smule retningsløst. Vi var på legepladsen, hvor moderen og Frejas mor (Freja og Alma har gået i vuggestue sammen og skal nu gå på Solstuen sammen) forgæves forsøgte at få de søde piger til at lege med hinanden eller i det mindste i nærheden af hinanden, så vi kunne drikke kaffe og snakke voksensnak. Desværre var ingen af ungerne villige til at samarbejde om projektet, så snakken blev mest med en anden af stuens pædagoger, der forklarede om hverdagen som børnehavebarn.
Frokost i form af madpakker blev indtaget, og så var det slut for i dag. Alma nød at have moderen hos sig og snakkede til alle om, at “min mor vil gerne være her sammen med mig”, men da vi gik hjem, spurgte hun alligevel undrende: “Hvorfor skulle jeg ikke starte rigtigt i børnehave?” Det skal hun så i morgen, hvor hun skal spise frokost og sover derovre inden afhentning. Indkøringen må nødvendigvis være lidt hastig, efterdi indeværende uge bliver på tre hverdage, og mandag-fredag i næste uge skal børnehaven på koloni fra 8-16 hver dag! Det er lidt voldsomt for Alma, men til gengæld passer det perfekt med, at Carl skal køres ind i vuggestuen.

Sviptur til Haderslev
Mens faderen fedede den på firmaets regning i Rom var Carl og Alma med moderen en tur i det jyske i weekenden. Torsdag legede vi i vuggestuen, til onkel Niels meldte sin ankomst i lufthavnen, og så gik turen direkte mod Haderslev via lufthavnen. Carl stirrede skeptisk på den nyankomne i ca. fem minutter og overgav sig derefter betingelsesløst. Alma fandt også den onkel, som hun efter eget udsagn ikke kendte, ret underholdende, og begge børn behandlede ham som en nær og kær slægtning. Hvilket han jo også er. Der var generelt gode vibs i luften, om end onkel på visse områder var noget mere restriktiv end moderen.
Der var kø på motorvejen, og ungerne sov kun kort, så ved Odense måtte vi lave et seriøst pitstop med legepladsbesøg og aftensmad og mere legeplads, og Alma fik også tid til to lortebleer og en tur i en raket. Carl var som udgangspunkt med på raketturen, men da maskinen begyndte at bevæge sig og sige lyde, panikkede han fuldstændig og måtte trøstes længe. Helt rolig blev han dog først, da også storesøster var kommet frelst ud af tingesten. Sen ankomst i Haderslev, sen putning og to børn, der sov til 6.30 næste morgen! Det lyder måske ikke af noget særligt, men det er faktisk et imponerende resultat.

Lørdag fredag var der afgang mod Billund, hvor farmor troppede op og tog børnene med i Givskud Zoo. Vi var noget spændte på, hvordan det ville spænde af, men bortset fra, at Carl stak i et skrål, da farmor satte sig ind i bilen, og moderen ikke gjorde det, gik turen helt forrygende. Carl lod sig umiddelbart berolige af en forklaring om, at de skulle i zoo, og at det var ok og sjovt, og begge børn havde haft en heftig og fornøjelig eftermiddag og ankom sovende og let dampkogte hen under aften. Vi siger farmor tak!

Lørdag formiddag tilbragtes i Damparken. Carl hang ud med sin onkel og tilbragte bl.a. ganske lang tid med at falde i staver over en familie, der fodrede ænder med gammelt brød. Til sidst gav de rare mennesker ham et stykke brød, så han kunne være med. Selvfølgelig proppede han det omgående i kæften og åd det. Mormor blev afhentet på skolen efter endt gerning. Fællesspisning og derefter retur til Djævleøen. Resten af weekenden tilbragtes mestendels i haven.
Solcreme

Efter indledningsvis modstand mod solcreme er Carl kommet nogenlunde overens med fænomenet. Faktisk er han blevet så gode venner med cremen, at han kan sidde i lang tid med tuben, klappe låget op og prøve at proppe en lille finger ned i den, hvorefter han “smører” cremen ud i (bag)hovedet. Eller rettere, sådan startede han. Nu har han udvidet til en trefases-aktion. Først smører han sig selv i nakken, så putter han fingeren i munden (fordi moderen råber ADR, og det er så sjåw), og dernæst runder han af med at smøre creme på moderens næse.
Åh, red prinsessen
Almaleg: Prinsessen er sat i bur (i bunden af tårnet) af en skrupelløs cirkusmand, som vil tjene mange penge, mens de andre står og glor på hende gennem tremmerne. Opstillingen er blevet til uden voksen-inspiration overhovedet. Alma kom småfnisende ind og bad moderen komme og se, hvad hun havde lavet. Moderen havde nær tisset i bukserne af grin.

Du skal være med, mor

Dagens Alma-citat:
Alma (på en aftengåtur): Du skal samle det der til mig (peger på det løse græs)
Mor: Skal jeg samle græs til dig? Hvorfor dog det?
Alma: Fordi jeg er pæn
Alma siger for øvrigt også “nu skal vi rigtig smovse” og “nu skal vi ikke smovse mere”, og så er variationer over temaet “jeg er lidt ked af, at du ikke vil lege med mig” ofte hørt i disse dage, hvor moderen har iværksat en kampagne for at få barnet til at beskæftige sig på egen hånd fra tid til anden frem for at klæbe fast og insistere på voksenunderholdning og solo-opmærksomhed nonstop alle vågne timer. Alma er ikke begejstret for konceptet, men hun kan faktisk godt underholde sig selv i et vist omfang. Man er bare nødt til at sige, at hun skal gøre det, og så holde hende fast på det fra tid til anden, når hun forsøger at omgå påbuddet gennem en bred vifte af forskellige, sindrige indfaldsvinkler, der for de flestes vedkommende har som udgangspunkt, at behov for trøst er den sikreste vej til succes: Klynk, gråd, fingerede skader, ytringer om forladthed/kedsomhed og en stort behov for praktisk hjælp, spædet op med overeksalterede udfald, spørgsmål om alt mellem himmel og jord og modificerede krav. (Fx bliver “vil du læse for mig” uvægerligt fuldt af “vil du så sige noget i bogen”. I praksis betyder det, at Alma sidder med bogen selv, og så skal moderen kommentere og fortælle, hvad der sker, mens Alma blader.)
Klatre-Carl
Carl vil til tops, og han kravler på alt. Han er i stand til at forcere stejle bakker, han kan selv klatre op på rutchebaner og sætte sig ned og rutche – om end han har en kedelig tendens til at falde på næsen på nedturen og derfor helst skal gribes, når han lander. Og han afslører stadig nys erhvervede, grovmotoriske kompetencer. På børnehavens legeplads står der fx et tårn, som man kravler op i ad en lodret stige med runde pindetrin, der sidder med 35 cm afstand. Da moderen kiggede den anden vej et øjeblik, demonstrerede Carl, at han var i stand til at entre tårnet i løbet af ti sekunder. Og i dag sad han som sædvanligt i indkøbsvognens dertil indrettede sæde i supermarkedet. Moderen stod begravet i frysedisken og hørte nogle insisterende Carlelyde. Et hurtigt blik for at tjekke, at alt var ok, afslørede, at barnet på forunderlig vis havde fundet ud af at trække benene op og derefter havde rejst sig og egentlig godt ville have lidt hjælp til at komme ned… Han er ikke let at holde styr på, den lille vandal.
Billedet stammer for øvrigt fra et besøg i en venindes nyerhvervede sommerhus på Vestsjælland, hvor moderen og børnene havde en dejlig eftermiddag sammen med Rosa og hendes lillebror Julius.

Fødselsdagsklar
Hit med det
Vuggestuen venter
Så skete miraklet: Der var nogen, der takkede nej til en vuggestueplads, så Carl kommer ind med start den 9. juni! Lederen stak lige hovedet ud af sit kontor, som vender ud mod legepladsen, og viderebragte den gode nyhed, og den blev bekræftet skriftligt fra Pladsanvisningen i dag. Det er lidt vemodigt at sige farvel til Shabaa og hendes søde børn, men vi satser på at holde kontakten med hende. Til gengæld er Carl mere end rede til at komme i vuggestue. Han er næsten ikke til at vriste fri fra legepladsen om morgenen, når vi har afleveret Alma.
Han har fået plads på stue 2, hvor Alma jo lige når at stoppe, før han begynder, og han skal sågar passes af den samme pædagog. Man må konkludere, at han fortsætter stilen med at gå i søsters fodspor efter indledningsvist at være kommet til verden i den samme seng.
Afsted til børnehaven
Alma, den store, lille pige, skal starte i børnehaven den 1. juni. På Sol-stuen. Fordi hun er en solstråle i vores liv. Det er slet ikke til at fatte, at det lille myr er blevet stor nok til at gå i børnehave. Heldigvis er institutionen jo integreret, så hun flytter bare over på den anden side af gangen og skal i øvrigt følges med Freja, som vi havde playdate med for nogle uger siden. Det bliver spændende, siger Alma, og de gør fra institutionens side en del for at lette overgangen i form af næsten daglige besøg på børnehavestuen, hvor de små nye sammen med en vuggestuevoksen og deres nye primærpædagog leger og ser tingene an, og de tilbringer en stor del af legepladstiden på børnehavens legeplads. Alma er allerede ret optaget af sin nye pædagog Agnete, som moderen også er ret begejstret for.
Utroligt, men sandt
Endnu en læsehest
Carl elsker som sin søster at læse. Han fik et par store sangbøger med spændende effekter i dåbsgave, og han kommer dagligt slæbende med dem og bliver enormt pikeret, hvis man ikke sætter sig og bladrer i dem med ham. Men netop læselysten giver potentiel krisetilstand i det lille hjem, når der kun er en enkelt voksen på skansen, for når man sætter sig med den ene for at læse, kommer den anden omgående driblende for at være med – og mens Carl blader frem og tilbage og kigger på billederne, vil Alma jo gerne have historien fortløbende. Det ender hver gang med gråd og tænders gnidsel, så nu har moderen med blødende hjerte indført, at man skal læse selv, indtil faderen kommer hjem.
Det kan nu også godt lade sig gøre at læse på egen hånd. Forleden sad moderen og Carl i den store seng med en bog, da noget kogte over. Moderen strøg ud i køkkenet for at få styr på gryderne. Fra soveværelset hørtes en masse Carlelyde, og et nærmere eftersyn viste den søde dreng, mageligt tilbagelænet i dynebjerget med bogen anbragt på de korslagte ben, mens han pegede på billederne og snakkede helt vildt med sig selv om, hvad han så. Han blev liggende derinde i ti minutter, før han kom ud for at hente moderen tilbage i folden.
Syge Carl
Carl har været sløj og feberhed et par dage. I dag er han frisk nok, men blev alligevel hjemme for at komme rigtigt oven på. For lidt siden sagde moderen til ham, at nu skulle han ned i klapvognen og sove. Så råbte han AAAAH, sprang op og løb hen til døren. Han må jo have været træt, den lille, og han sov endda helt til 6.24 i dag. Man bliver godt nok nøjsom. Moderen mindes tydeligt dengang, da det var ud over alle grænser irriterende at blive vækket af familien Underbos klare barnestemmer kl. 8.
Morsomt
Dagens Alma-citat: “Den tynde stedsøster ligger her og morer sig lidt med den lille nisse.” Endnu en replik, man ikke hører hver dag…
Derudover siger hun for tiden ofte “så lad gå da”, “jeg kan ikke fordrage xxx” (som i “jeg kan ikke fordrage, at jeg skal læse den bog alene”) og “det er ikke spor morsomt”.
Her, det er din
Carl havde fattet antipati mod at gå på græsset med bare fødder, men han kom hurtigt over det, må man sige, og tonser nu rundt overalt med bare tæer – lige indtil han får øje på sine sko. Så kommer han slæbende med dem og vil have dem på. Han er i det hele taget ret glad for at placere ejendele hos/på rette vedkommende, men det er sikkert også skønt at opdage, at man ved en lille smule om, hvordan verden hænger sammen. Han går gerne 500 meter for at aflevere en sut til Alma.
Første vits og første fortælling
Carl har lavet sin første vittighed i dag. Vi sad og læste en bog med dyrebilleder, og da den var gennembladet flere gange, vendte han målbevidst tilbage til billedet af en tiger, pegede på den og sagde “muuuuh”, og så var han ved at revne af grin over sig selv
Han er simpelthen så sød. Senere havde vi hoppet i sengen, og da jeg skulle ud for at røre i gryderne, blev han i soveværelset. Jeg kunne høre ham sige en masse lyde, og da jeg kiggede derind, lå han bekvemt henslængt på ryggen op ad et dynebjerg og læste i en bog, mens han snakkede helt vildt med sig selv og pegede på billederne. Og det fortsatte i godt ti minutter, før han kom og hentede mig igen, fordi han ville hoppe noget mere
Alma har også haft en first time´r i dag: Hun har fortalt sit første, selvdigtede eventyr. Hidtil har hun rollespillet film og bøger og måske krydset handlingerne og personerne, men i dag gav hun sig til at genfortælle en Anders And-historie, som vi har læst mange gange. Midt i historien standsede hun og så enormt koncentreret ud, og lidt efter fortsatte hun med et simpelt, men afrundet, narrativt forløb, som hun selv fandt på. Moderen syntes, hun var dygtig.
Den oprindelige historie handler om, at ænderne i en fjern jungle møder en dreng, der bor sammen med ulvene. De tager ham med til byen, hvor han bliver kidnappet af samvittighedsløse cirkusfolk, der udstiller ham for ussel mammon. Ænderne vil befri ham, men må afvente assistance fra ulvene. Derefter kører de tilbage til junglen med ulvende løbende ved siden af jeepen, og undervejs kører de galt.
I Almas version kommer ulvene til cirkus og bider banditterne i numsen. Så flyver ulvedrengen væk i en flyvemaskine, og banditterne flyver også, og så kommer ulvene og smider dem ud af flyvemaskinene og lige ned i vandet, så de aldrig mere kan komme og fange ulvedrengen. Og så flyver de hjem til junglen, og de flyver ikke galt.
Edit: Der gik lige en dag, før ovenstående blev postet, og i mellemtiden har Alma rundt lægevagten, fordi hun pludselig blev ramt af voldsom hovedpine og feber, og moderen frygtede meningitis. Hun nåede at kaste op ud over hele ventearealet, men derudover gik turen fredeligt, og konklusionen blev, at det formentlig er en influenzavirus, der har fået ram på hende på falderebet. Meningitis var det i hvert fald ikke, og det var jo en stor lettelse.





