Så’ der fest!

DSCF5099.JPG I går var det dagen for den årlige vejfest, der ganske vist ikke indbefatter hele vejen, men kun Livornovej 21 samt de to nabohuse til hver side, idet vi alle har små børn og dermed naturligt nok hænger en del ud med hinanden også i hverdagen. Alma havde glædet sig hele ugen, og Carl udbrød spontant “issj (is)” ved lyden af ordet “fest”, efter at moderen flere dage i træk havde afvist en gå-hjem-is fra kiosken under henvisning til lørdagens fest med is til børnene.
Herlighederne startede allerede først på eftermiddagen, hvor der var dragebygning i slottets baghave. Alma var mest optaget af, at hendes drage skulle have sure øjne. Hun kom også lidt for sent, fordi der var debut på vinterens lørdagsmusik, men det betød ikke noget.
Da dragerne var færdige og kunstnerisk dekoreret, drog hele flokken af sted mod stranden, hvor der blev lagt stor energi i forsøget på at få de rustikke drager, der stak lidt ud i selskab med alle de knaldkulørte plastikdrager af forskelligt tilsnit, i luften – men det lykkedes, selv om det ikke blæste ret meget. Carl var ikke så interesseret i flyvningen, men nød til gengæld at være ved stranden og øvede sin kravlefærdigheder i cykelstativerne, så han var også glad.
Efter hjemkomsten var der fællesspisning i et af de andre små hjem. Carl og husets yngste, Anton, som går i vuggestue sammen, havde en herlig tid i haven, hvor de skiftedes til at kravle op på den høje rutchebane og køre ned, mens de råbte hhv. “eeraarrrr” og “her kom’ Antooon”. Nøj, hvor var de søde. Alma hyggede sig med at lege med alt det nye legetøj, men havde ikke alverden med de andre børn at gøre. Dels er de lidt større end hende, dels bakker hun helst ud, når gruppedynamikken begynder at gøre ungerne overeksalterede, råbende og vilde. Men hun hyggede sig. Carl blev båret hjem i seng kl. 21 og puttet af sin far. Alma havde fået lov til at blive til festen, indtil hun ikke kunne mere, og erklærede begejstret, at hun ville være med, til festen sluttede. Kl. 22.15 kom hun og sagde, at hun troede nok, festen sluttede nu – og så gik vi hjem.
Alma har udviklet en aversion imod at være udenfor i mørke, udsprunget af Solen er så rød: Jeg tror snart, at ræven går herude – jeg tror, den venter på os, mor, jeg tror ikke, vi når det, siger hun bekymret og insisterer på, at vi skynder os.

DSCF5071.JPG

Dagen i dag har været præget af hjemlig hygge, afbrudt af en tur på skadestuen for Carls vedkommende. Han legede tumleleg med sin far i sengen og faldt på en uheldig måde, så han slog sin arm. Han græd og græd og holdt om armen og ville ikke bruge den, så faderen tog ham med på skadestuen. Heldigvis mente de ikke, den var hverken brækket eller forstuvet (om end han ikke blev røntgenfotograferet), men muligvis forstrakt. Resten af dagen var Carl noget brokvorn og uvillig til at bruge armen. Det virkede, som om den gjorde ondt, når han drejede håndleddet, men hen under aften kom den lidt i brug igen, så man håber, at han er frisk igen i morgen, hvor de søde børn for første gang nogensinde skal være alene hjemme med faderen, mens moderen tager på minitour til det jyske!

Skærmtrolde

DSCF5068.JPG Søskendehygge ved skærmen. Alma spiller computerspil, og Carl ser Teletubbies (og han holder ikke op, før man tvinger ham til det. Gad vide, om det er et salgstrick fra producentens side, at en Teletubbie-dvd kører i sløjfe og starter igen af sig selv efter nogle sekunder uden forældreindgriben). Vi har brug for et par ekstra computere.

Usj

DSCF5065.JPG Carl er begyndt at tale for alvor – eller altså, at øve sig, ing! Han har længe sagt ja, nej (og bruger dem rigtigt), hej, min og is. Is var faktisk et af de første…
Men de sidste dage er han begyndt at sige “a det”, “dyr”, “hus (usj)” og “kaffe (aff)”, og han er pavestolt af sig selv og gentager dem højlydt, indtil man bekræfter, at han sagde det rigtigt, og at man har forstået. I dag fodrede vi fx hønsene, og så styrtede han om på siden af hønsegården og pegede på hønsehuset og råbte “yy-yy usj” (hønsenes hus i oversættelse) og var lykkelig, da moderen gav ham ret i, at det var hønsenes hus.

Men han har også længe insisteret på at få formuleret tingene. Fx er det ikke nok bare at hjælpe, hvis der er noget legetøj, der driller, eller puste, hvis han slår sig. Carl efterspørger en eksplicit formulering af problemet samt dialog.
Carl: Hyyyyl!
Mor: Kan du ikke få den sat på?
Carl: Nej!
Mor: Skal jeg hjælpe dig?
Carl: Ja!

På billedet ses et kastemærke, som Carl påførte sig selv ved fald over egne fødder med efterfølgende pande-flise-kontakt.

Computernørd

Tænk, tre år efter at være blevet forældre må vi allerede se i øjnene, at den sociale arv ikke lader sig fornægte. Alma har på det seneste udviklet en passion for at spille computer på egen hånd og styrer nu musen for hårdt, ofte med en meget interesseret Carl på sidelinjen. Det kan ikke vare længe, før Alma skal have sin egen computer, så moderens kan komme ud af den børnedominerede farezone. Man sætter hende i gang med et spil, og når man kigger til hende næste gang, er hun dybt begravet i noget helt andet. For tiden er det i særdeleshed BBC’s børnehjemmeside med en enormt masse spil, der hitter. “Bobmand Byg” fx… Men man skal vel lære at være taknemmelig for, hvad man har. Det kunne have været World of Warcraft.

Skønheden og Udyret

DSCF5037.JPG
Alma er meget optaget af Skønheden og Udyret, efter at vi på et loppemarked investerede tre kroner i Disney-versionen på video. Mange rollelege handler derfor om, at Belle (aka Alma) og Udyret (aka moderen) kigger forelsket på hinanden eller stikker af fra Gaston, den flotte fyr, der er så grim indeni. En scene i filmen viser, hvordan Udyret fører Belle hen til en overraskelse, mens hun har lukkede øjne. Af en eller anden grund taler det til Alma, så med jævne mellemrum laver hun en overraskelse efter at have beordret Udyr-moderen til at lukke øjnene. Forleden var det så et flot bogstavtæppe, lavet af Scrabble-brikker.

Hvor blev Carl af?

DSCF5049.JPG
Den glade, milde Carl er forsvundet for nærværende. I hans sted har vi fået et frådende uhyre, og det bliver værre dag for dag. Han er glad og fornøjet, når han får lov at tumle rundt, som han lyster, men så såre han bliver bedt om at gøre noget andet, går han bersærk. Måske er han viking af hjertet? Han bliver så frygtelig vred meget hurtigt, og så brøler han løs; og med mindre han er spændt fast, nøjes han ikke med at brøle, men skal løbe væk og kaste sig ned og kæmpe imod af alle kræfter, hvis han bliver løftet eller anbragt i bilen eller lign. overgreb. Og han kæmper ikke bare en kort stund for derefter at slappe af, nu hvor han har fået udtrykt, hvor vred han er. Han bliver ved til den bitre ende. Forleden måtte moderen fx fysisk holde ham fast i indkøbsvognen, fordi han var gal og ville løbe væk og slå på ting, mens der blev læsset varer op, betalt, pakket varer sammen og kørt ud til bilen. Hvor han så kæmpede videre i et forsøg på at undgå at blive spændt fast.
I dag har Alma været hjemme, fordi hun var forkølet. Carl blev hentet tidligt, og så gik turen til Hallgren for at ekvipere de søde små til vinteren. Missionen lykkedes, men det skortede ikke på sabotage undervejs. Carl startede med at skråle, fordi han ikke måtte lege længe nok, da han blev hentet, fordi moderen prioriterede at nå Hallgren før resten af masserne. Så frådede han over at skulle ind i bilen, derefter over at skulle ud af bilen. Overraskende nok fandt han sig i at sidde i klapvognen hen til butikken, men så gik han amok over at skulle indenfor, over ikke at nå at trykke på elevatorknappen, og opholdet hos Hallgren var et langt protestråb med tilhørende fysiske udfoldelser.
På vej tilbage til bilen fik de hver en pølse, men da Carl skulle ind i bilen, var den gal igen, og så brølede han, indtil moderen stoppede og gav dem noget at drikke. Ro en kort overgang, men så spildte han og brølede over det, smed vandflasken og brølede over, at den var væk, smed sutten og brølede over, at han ikke havde den… Og ind imellem alle vredesbrølene bliver han vist også ked af det, fordi han synes, at vi er så frygteligt uvenner – men det er ikke altid, man når at trøste, før han når at blive vred igen.

Ned med Ritt

Moderen og de søde børn har i dag været til demonstration på Rådhuspladsen i anledning af de varslede nedskæringer på børnepasningsområdet. Carl var på trods af sin halsbetændelse i hopla og gik det meste af vejen fra Christianshavns Torv til Rådhuspladsen. Alma, som ellers mestendels er forment adgang til klapvognen (til sin store fortrydelse), sad til gengæld klistret til sædet i tvillingevognen, nu hvor hun for en gangs skyld havde åben adgang til transport.
Efter en god times tid, en mistet heliumballon og et bleskift midt på Rådhuspladsen var vi klar til at vende næsen hjemad. Carl ville stadig gå, og derfor ville Alma også gå. Det kan nu konstateres, at det tager små to timer at komme fra Rådhuspladsen til slottet på Amager, når man har to løse varaner med egne dagsordener at holde styr på. Mon man kan vove at se aktivitetsniveauet som et tegn på, at Carl er ved at være rask?
På vej over pladsen ved Thorvaldsens Museum fik Alma øje på noget vandkunsthalløj, som naturligvis var fælt interessant. Konverserende bemærkede hun: “Jeg vidste slet ikke, at der var sådan noget vand her i vores by.”
Moderen havde vist afkommet, hvordan man ryster de knyttede næver og råber kække slagord som “ned med Ritt”. Det var festligt, syntes de begge to. Omend Carl bidrager med mere lidenskab end talent; han fægter med åben hånd og råber taktfast eh-eh-eh. Efter den sene aftensmad kunne man derpå høre Alma synge på melodien “Jeg ved en lærkerede”: Og ned og ned med Rii-iit, og ned med ned med Riiitt.

Hele natten alene….

Carl er nu sat i sovetræning. Han skal lære at falde i søvn på egen hånd uden en voksen ved sin side som første skridt på vejen til en flytning til børneværelset. Alma har for øvrigt allerede lovet ham, at hun vil komme ned med en bamse, hvis han bliver bange om natten. Det var med en vis bæven, at Carl blev puttet i tremmesengen med alle sider intakte, fik godnatkys og blev ladt alene. Man ventede i stor spænding; hvad ville der ske??? Svaret er, at der ikke skete noget som helst. Carl dimsede lidt med sin sut og kaldte af og til “ooooaaaarrr”. Så gik faderen, der havde puttetjansen, derind og nussede lidt og gik ud igen. Til sidst faldt den lille i søvn uden at have fældet en eneste tåre. Nu skal man selvfølgelig passe på, at pral ikke kommer tilbage og bider en i rø… – altså, i numsen, men dette kunne godt være et af de tilfælde, hvor barnet har været klar i flere måneder, før moderen bliver det.

DSCF5015.JPG

Social weekend

Alma og Carl har været ude og omkring i weekenden. Lørdag formiddag skulle bruges på et større omflytningsprojekt. Man havde set det for sig: Forældrene baksede med reoler og oprydning, mens børnene legede, det burde kunne lade sig gøre. Det gik selvfølgelig ikke. Efter en god times tid fortrak moderen med børnene til legepladsen. Alma kørte på løbecyklen hele vejen både frem og tilbage, hvilket egentlig var en anselig distance. På vejen kom vi forbi et loppemarked, hvor vi købte en gul bil og en stak Disney-klassikere til tre kr. stykket.

DSCF4984.JPG
Eftermiddagen skulle helliges familien, og efter ikke at have nået Tivoli hele sommeren, besluttede vi, at NU skulle Alma have sin Tivolitur. Straks efter ankomsten stødte vi på en karussel med mange spændende dyr. Alma var fuldstændig vild efter at komme til at sidde på en stor kamel. Hun dansede af utålmodighed i køen og skældte og jamrede. Heldigvis fik vi den; Cubakrisen var afværget. Carl var også mægtig interesseret i karussellen, lige indtil han skulle op på et dyr. Så ville han egentlig godt af igen.
DSCF5005.JPG
Og så købte vi balloner til Almas store henrykkelse, kastede med grus, kravlede på kæmpeskildpadde og trapper og store sten og spiste økologiske pølser og pølsebrød med det ernæringsmæssigt korrekte indhold af kostfibre (7%) samt is uden noget som helst ernæringsmæssigt korrekt indhold, før vi sejlede en tur i bådene (hvor Alma og moderen var Peter Pan og Wendy, mens faderen og Carl var piraterne).
DSCF5012.JPG

Søndag drog moderen og de søde børn på besøg hos Rikke (mor), Andrea og Selma i Valby. De søde små legede så fint sammen, og vi var også en tur forbi den lokale legeplads. Carl havde valgt at droppe middagsluren og kollapsede i klapvognen på vej tilbage fra legepladsen. Selma (t.v.) og Andrea passede på ham, mens moderen hjalp Alma på toilettet, og de havde stor fornøjelse af at hvæse SSSSHHHH og fnise bag tyssefingrene.
Alt i alt en dejlig weekend. Eneste skår i glæden er vel nok, at weekendens kulinariske excesser skulle nedfældes i Carls kostdagbog til SKOT-projektet, og moderen er ikke meget for at indrømme i den sammenhæng, at han har fået fastfood og is og is og i øvrigt spiste otte skiver spegepølse og ikke andet til frokost lørdag. Dog nedfældes data samvittighedsfuldt på trods af modviljen – man vil jo nødig underminere det videnskabelige grundlag.
DSCF5028.JPG

Og den seneste Alma-historie:

Så kom Hans og Margrethe hen til heksens hus. Heksen stod herinde og slog sig selv lidt i hovedet *slår sig selv i panden nogle gange* Så ringer de på. Heksen kan se, at det er frokosten, der kommer der.

Mor: Nå, Hans og Grethe kom med heksens frokost?

Alma *ser fiffig ud*: Neeejjjj. Hans og Margrethe var heksens frokost. Hun ser sultent på dem *smiler endnu mere fiffigt og slikker sig om munden* Men så kom Pippi! Nej, heks, lad Hans og Margrethe gå!

Mor: Så var heksen sikker sur

Alma i total undren: Hvorfor det?

Mor: Fordi hun ikke fik frokost, så hun er stadig sulten

Alma: Nååja… *kastebevægelse* Her, heks, her har du nogle andre børn

Vi værner åbenbart kun om vores egne her i huset!

Glade barn

DSCF4981.JPG
Carl er efterhånden tøet helt op i vuggestuen, og hans pædagog, Birgitte, har afleveret stedse mere positive meldinger om Carls dage, kulminerende fredag med “altså, Helene, han er bare sådan en glad dreng!” Så sandt, så sandt; Carl finder, at verden overordnet betragtet er et dejligt sted, og han vil gerne se og prøve alting. Næsten. Fx er det jo smadderspændende at pille ved en snegl. Til gengæld er det helt enormt farligt med sådan nogle “put fem kroner i mig og jeg kører i tredive sekunder”-biler/katte/postmand Per-vogne, som man møder i bybilledet. Dem er han skrækslagen for.

Se, en hund!

DSCF4963.JPG Alma elsker dyr og plæderer dagligt for at udvide familien med en hund. Arten af hund afhænger af, hvilken hund hun sidst har set. I weekenden var vi pga. godt vejr og utidige unger draget ud i verden og endte med en gåtur på Christiania, Alma iført hue, så hun faldt helt i et med omgivelserne. Der er der mange hunde. Alma kastede især sin kærlighed på en lille, hvid hund, som til hendes udelte henrykkelse valgte at følge med, da vi gik videre. “Den følger efter os. Jeg tror, den savner mig,” sagde hun med lysende øjne og en stemme, der sitrede af fryd.
Carl er også meget interesseret, men han har svært ved at tackle de hurtige bevægelser og foretrækker derfor at undgå hovedet, der hele tiden bevæger sig og slikker, og i stedet stå ud for midten og klappe lidt på ryggen af dyret.

Syge Carl

DSCF4976.JPG
Stakkels Carl er stadig syg. Efter nogle dage med høj feber fik han knopper med blærer. Vagtlægen sagde skoldkopper. Overlægen på skoldkoppevaccine-projektet på Hvidovre mente, at det var højst usandsynligt, eftersom Carl har fået første halvdel af skoldkoppevaccinen. Muligvis hånd-mund-fod-syge, mente han. Da knopperne begyndte at danne sår og derefter fik blærer endnu engang, blev lægevidenskaben igen konsulteret, denne gang i form af egen læge, som bød ind med en helt tredje diagnose, nemlig herpes. Nu får han medicin, og det virker, så hun har sikkert ret i herpes-tesen. Han er specielt plaget af sår i munden, så han spiser nærmest ingenting, men forhåbentlig er han snart på banen igen.
I takt med, at han har fået det bedre, er hans temperament også blusset op igen. Han tager tilsyneladende et udviklingshop oven i sygdommen. Han raser og regerer mod alskens uretfærdigheder, fx at blive løftet ud af bilen. Skrål og brøl og vild spjætten og slag. Moderen endte med at sætte ham ind igen ud fra den antagelse, at barnet var træt og utilpas og ikke orkede at blive slæbt ud. I virkeligheden, viste det sig, ville han bare selv kravle ud. Et andet dugfrisk eksempel fra dagens tur i Irma, hvor Carl stod og frådede i vildskab, fordi moderen havde sagt nej til at købe en pose æblechips (som han jo ikke kunne spise på grund af sårene i munden). Moderen var ved at betale ved kassen imens. Resten af køen fulgte med interesse dramaet og havde åbenlyst ondt af det stakkels barn, som ikke kunne finde ud af at gå hen til sin mor/var bange for fremmede/havde andre problemer, mens moderen bare stod og passede sine indkøb. “Din mor er derhenne, lille ven,” sagde en dame venligt og trådte til side, så han ikke skulle føle sig klemt. “NNNAAAARRRJJJJ,” brølede Carl…. Da varerne var betalt, gik den onde moder så omsider, fulgt af syrlige blikke, hen for at udfri den lille stakkel af hans elendighed. Bemeldte stakkels begyndte straks at tampe løs på den onde mor med æblechipsene. Stemningen i køen skiftede ret hurtigt til “kunne hun dog ikke opdrage lidt på det barn”.

Cyklisten

DSCF4955.JPG Alma er blevet cyklist. Løbecyklist, i hvert fald, og hun kan godt lide betegnelsen. Løbecyklen, som har overvintret hos farmor siden Almas et års fødselsdag, er nu endelig kommet med hjem, og Alma har fået helt styr på at bruge den. I sidste uge har hun cyklet til stranden flere gange; sommeren lakker jo mod enden, så vi griber enhver chance for at dyrke det gode vejr, når det er her. På stranden ynder Alma at bede om lov til at soppe, hvilket uvægerligt udarter sig til en fuldkrops-neddykning. Men herregud, barnet nyder det, og så er alt jo godt.

Og det var så den sommerferie

Ja, sådan en blog opdaterer jo ikke sig selv, så en anden en skal vel til det.
Den lille familie er atter hjemme på Amager efter et par skønne uger i det jyske. Vi drog ad Jylland til efter en kort mellemlanding på Livornovej, denne gang medbringende faderen. Det blev til en enkelt overnatning på Klokkerbakken, før vi hastede videre til Klitmøller. Vejret var så fantastisk, at vi var meget opsatte på ikke at gå glip af ret mange solskinstimer. Og efter adskillige ferier i regn og havgus viste det sig endelig, hvorfor folk taler om sommer ved Vesterhavet i så henrevne toner. Det var varmt og tørt, solen bagte fra en skyfri himmel, og vi var mindst en gang dagligt på stranden. Alma var dybt fascineret af Vesterhavet og de store bølger, som i parentes bemærket i virkeligheden ikke var ret store i disse vindstille sommerdage, mens Carl og moderen fravalgte iskoldt badevand. Til gengæld lå der store, babyknædybe laguner oppe på stranden efter højvande, og disse solopvarmede pytter kunne man tumle sig i i munter leg. Det var en daglig fest.
Ud over stranden nåede vi en tur til Thisted, hvor forældrene indkøbte en masse sko (tænk at bo i København og så tage til Thisted på skoshopping). Vi red på ponyer, besøgte fyrtårnet i Hanstholm, var på naturlegepladser, gik små ture, besøgte Harald og John – og så begyndte det at regne, og så kan det ellers nok være, at vi fik pakket os sammen i en fart og kørte tilbage til Århus.
Det havde farmor heldigvis ikke noget imod, og Alma var lykkelig. På trods af familiehygge spurgte hun dagligt, hvornår vi skulle hjem til farmor – og bemeldte farmor fik nok at gøre med at tøjle Almas ubændige trang til leg og selskab. Moderen tog tilbage til Amager halvandet døgn før de andre og nød fred og fritid – hvoraf en stor del blev tilbragt sovende.
Nu er hverdagen så begyndt igen, og det gør såmænd heller ikke noget. Moderen var noget nervøs for, hvordan Carl ville reagere på tilbagekomsten til vuggestuen, men han tog det med ophøjet ro. Til gengæld nåede han kun at være der i tre dage, før han blev slået ud af det første virusangreb. Man kan frygte for, hvad vinteren bringer, hvis de allerede skal til at være syge her i sensommeren…

DSCF4798.JPG

Syvsovere

For øvrigt skylder vi vores trofaste læsere at fortælle, at børnene satte soverekord i Castro. Muligvis skyldes det, at skodderne gør det temmelig mørkt, selvom solen er stået op, men i hvert fald sov de flere dage til omkring kl. 7, og en enkelt morgen vågnede vi først kl. 9! Det er uhørt, det er aldrig nogensinde sket før. Alma og moderen sov sammen på den store madras, mens Carl havde en weekendseng, men de fleste nætter blev han urolig og blev hentet over til pigerne i løbet af natten. Det er superhyggeligt at ligge i klynge med de søde børn.