I går var det dagen for den årlige vejfest, der ganske vist ikke indbefatter hele vejen, men kun Livornovej 21 samt de to nabohuse til hver side, idet vi alle har små børn og dermed naturligt nok hænger en del ud med hinanden også i hverdagen. Alma havde glædet sig hele ugen, og Carl udbrød spontant “issj (is)” ved lyden af ordet “fest”, efter at moderen flere dage i træk havde afvist en gå-hjem-is fra kiosken under henvisning til lørdagens fest med is til børnene.
Herlighederne startede allerede først på eftermiddagen, hvor der var dragebygning i slottets baghave. Alma var mest optaget af, at hendes drage skulle have sure øjne. Hun kom også lidt for sent, fordi der var debut på vinterens lørdagsmusik, men det betød ikke noget.
Da dragerne var færdige og kunstnerisk dekoreret, drog hele flokken af sted mod stranden, hvor der blev lagt stor energi i forsøget på at få de rustikke drager, der stak lidt ud i selskab med alle de knaldkulørte plastikdrager af forskelligt tilsnit, i luften – men det lykkedes, selv om det ikke blæste ret meget. Carl var ikke så interesseret i flyvningen, men nød til gengæld at være ved stranden og øvede sin kravlefærdigheder i cykelstativerne, så han var også glad.
Efter hjemkomsten var der fællesspisning i et af de andre små hjem. Carl og husets yngste, Anton, som går i vuggestue sammen, havde en herlig tid i haven, hvor de skiftedes til at kravle op på den høje rutchebane og køre ned, mens de råbte hhv. “eeraarrrr” og “her kom’ Antooon”. Nøj, hvor var de søde. Alma hyggede sig med at lege med alt det nye legetøj, men havde ikke alverden med de andre børn at gøre. Dels er de lidt større end hende, dels bakker hun helst ud, når gruppedynamikken begynder at gøre ungerne overeksalterede, råbende og vilde. Men hun hyggede sig. Carl blev båret hjem i seng kl. 21 og puttet af sin far. Alma havde fået lov til at blive til festen, indtil hun ikke kunne mere, og erklærede begejstret, at hun ville være med, til festen sluttede. Kl. 22.15 kom hun og sagde, at hun troede nok, festen sluttede nu – og så gik vi hjem.
Alma har udviklet en aversion imod at være udenfor i mørke, udsprunget af Solen er så rød: Jeg tror snart, at ræven går herude – jeg tror, den venter på os, mor, jeg tror ikke, vi når det, siger hun bekymret og insisterer på, at vi skynder os.

Dagen i dag har været præget af hjemlig hygge, afbrudt af en tur på skadestuen for Carls vedkommende. Han legede tumleleg med sin far i sengen og faldt på en uheldig måde, så han slog sin arm. Han græd og græd og holdt om armen og ville ikke bruge den, så faderen tog ham med på skadestuen. Heldigvis mente de ikke, den var hverken brækket eller forstuvet (om end han ikke blev røntgenfotograferet), men muligvis forstrakt. Resten af dagen var Carl noget brokvorn og uvillig til at bruge armen. Det virkede, som om den gjorde ondt, når han drejede håndleddet, men hen under aften kom den lidt i brug igen, så man håber, at han er frisk igen i morgen, hvor de søde børn for første gang nogensinde skal være alene hjemme med faderen, mens moderen tager på minitour til det jyske!