Carl er efterhånden tøet helt op i vuggestuen, og hans pædagog, Birgitte, har afleveret stedse mere positive meldinger om Carls dage, kulminerende fredag med “altså, Helene, han er bare sådan en glad dreng!” Så sandt, så sandt; Carl finder, at verden overordnet betragtet er et dejligt sted, og han vil gerne se og prøve alting. Næsten. Fx er det jo smadderspændende at pille ved en snegl. Til gengæld er det helt enormt farligt med sådan nogle “put fem kroner i mig og jeg kører i tredive sekunder”-biler/katte/postmand Per-vogne, som man møder i bybilledet. Dem er han skrækslagen for.