Den glade, milde Carl er forsvundet for nærværende. I hans sted har vi fået et frådende uhyre, og det bliver værre dag for dag. Han er glad og fornøjet, når han får lov at tumle rundt, som han lyster, men så såre han bliver bedt om at gøre noget andet, går han bersærk. Måske er han viking af hjertet? Han bliver så frygtelig vred meget hurtigt, og så brøler han løs; og med mindre han er spændt fast, nøjes han ikke med at brøle, men skal løbe væk og kaste sig ned og kæmpe imod af alle kræfter, hvis han bliver løftet eller anbragt i bilen eller lign. overgreb. Og han kæmper ikke bare en kort stund for derefter at slappe af, nu hvor han har fået udtrykt, hvor vred han er. Han bliver ved til den bitre ende. Forleden måtte moderen fx fysisk holde ham fast i indkøbsvognen, fordi han var gal og ville løbe væk og slå på ting, mens der blev læsset varer op, betalt, pakket varer sammen og kørt ud til bilen. Hvor han så kæmpede videre i et forsøg på at undgå at blive spændt fast.
I dag har Alma været hjemme, fordi hun var forkølet. Carl blev hentet tidligt, og så gik turen til Hallgren for at ekvipere de søde små til vinteren. Missionen lykkedes, men det skortede ikke på sabotage undervejs. Carl startede med at skråle, fordi han ikke måtte lege længe nok, da han blev hentet, fordi moderen prioriterede at nå Hallgren før resten af masserne. Så frådede han over at skulle ind i bilen, derefter over at skulle ud af bilen. Overraskende nok fandt han sig i at sidde i klapvognen hen til butikken, men så gik han amok over at skulle indenfor, over ikke at nå at trykke på elevatorknappen, og opholdet hos Hallgren var et langt protestråb med tilhørende fysiske udfoldelser.
På vej tilbage til bilen fik de hver en pølse, men da Carl skulle ind i bilen, var den gal igen, og så brølede han, indtil moderen stoppede og gav dem noget at drikke. Ro en kort overgang, men så spildte han og brølede over det, smed vandflasken og brølede over, at den var væk, smed sutten og brølede over, at han ikke havde den… Og ind imellem alle vredesbrølene bliver han vist også ked af det, fordi han synes, at vi er så frygteligt uvenner – men det er ikke altid, man når at trøste, før han når at blive vred igen.