Rod-væk

DSCF5389.JPG Hjemmet er blevet beriget med en købmandsdisk, hvilket forhåbentlig kan nedbringe den uoverskuelige mængde af hjemløse dimser. Samtidig er den eminent at sidde på, hvilket begge børn naturligvis straks konstaterede. Alma bruger den dagligt til stille sysler eller til flippede udspring. Bemærk i øvrigt Carls entrepenante arbejde med tommestok og lampe. Måske skal han være installationskunster? Olafur, pas på ryggen – den nye generation er på vej!

Serviceinfo: Skufferne i møblet kan altså godt lukkes.

Kage!

Alma aka tiger var meget optaget af fars fødselsdagskage og tog arbejdet med at pynte dybt alvorligt. Dog gik hun mere efter kvantitet end efter den dekorative effekt. Målet var helt klart at få tømt alle glassene med pynt ud over kagen hurtigst muligt.
DSCF5348.JPG

Fødselsdag og farmorbesøg

Så kom den dag, hvor faderen fyldte *beeeeep, slettet af censuren* år. Det var mange! Farmor lagde vejen forbi Livornovej weekenden over for at være med til at fejre den store søn og for at være lidt sammen med de søde børn, som hun ikke har set længe. Alma var himmelhenrykt og glædede sig som en lille vild. Underetagen på køjesengen blev udnævnt til gæsteseng, og Alma kravlede hver nat ned for at putte hos farmor, det søde barn.

På selve dagen startede vi med rundstykker og diverse, og Alma fablede om kage, fra hun stod op. Fødselsdagsmiddagen skulle have været ude i byen, men alle mand var trætte og børnene mest på grund af formiddags-zoo-tur, så vi udskød restaurantbesøget til søndag. Mandag nåede farmor lige at være med til at aflevere børnene, før hun hoppede på en bus og vendte næsen mod hovedlandet.
Under zoo-turen blev Alma malet i ansigtet. Moderen var spændt på, om hun ville gennemføre, men på trods af, at det åbenbart kildede temmelig meget, sad hun bomstille under forvandlingen fra pusling til tiger!
DSCF5334.JPG

DSCF5336.JPGDSCF5343.JPG

Verden er min!

Moderen og Alma gik tur. Undervejs lukkede vi en låge henne ved skolen. Alma smilede glad og erklærede: Nu har vi overtaget magten. Moderen er middelsvært bekymret (men kender dog ophavet til udtalelsen, hvilket afdramtiserer den. Lidt).

At sove i smørhullet

Alma har fået smag for at sove i forældresengen. Det har hun ellers aldrig dyrket, men især efter Stockholmsturen, hvor hun sov i midten af dobbeltsengen, er hun begyndt at komme luskende i de sene nattetimer. Det er så hyggeligt. Hun vækker ikke nogen, men kryber bare op i sengen og mosler sig til rette. Det er noget af en overraskelse at vende sig i halvsøvne og støde på sådan et langhåret hovede midt i sengen. Andre gange vågner hun og kalder og vil gerne hjælpes ind i den store seng. Muligvis kalder hun også de gange, hvor hun kommer trissende selv, men tager så sagen i egen hånd, når de voksne ikke reagerer, fordi hun ikke kan råwe dem op…

Syg pusling

I dag ringede de fra børnehaven og sagde, at Alma ikke ville tisse, fordi det angiveligt gjorde ondt. Vi blev enige om at vente lidt og se det an. Et par timer senere ville hun stadig ikke tisse, og så blev hun hentet. Der blev lavet akutaftale med lægen, som lovede at blive hængende ud over den tidlige fredagslukketid, og moderen udtænkte nødplaner mht. at få den visiterende farmor, der var på vej i bussen og ikke tog telefonen, ind i huset, når vi nu ikke var hjemme.
Alma og moderen mellemlandede i al hast på Livornovej for at få opsamlet en urinprøve. Det lykkedes ikke umiddelbart. I stedet skulle Alma lave lort, hævdede hun, så hun røg op på toilettet og tissede aldeles omgående. Gjorde det ondt, ville moderen gerne vide. Næh, sagde det upåvirkede barn og gik glad ind for at lege… Så lægen fik lov at holde weekend, og farmor blev passende modtaget og nåede lige at få en portion pasta med.
Alma var sulten på trods af, at hun havde spist hele sin madpakke, sagde hun. Det undrede moderen, lige til vi kom derover igen for at hente Carl. Det efterladte restindhold af hans madkasse afslørede tydeligt, at moderen var kommet til at putte madpakkerne i de forkerte madkasser. Intet under, at Alma ikke var mæt! I børnehaven får man nemlig ikke formiddagsmad, så normalt er hendes madpakke noget mere omfangsrig end Carls. Carl har haft madpakke med i denne uge, fordi køkkendamen har ferie. Han elsker at have madkassen med pandaen med, men han har meget svært ved at sige farvel til den om morgenen, når den skal sættes ud i køleskabet. Han går glad med ud i køkkenet og hen til køleskabet, rører ved lågen og vender derpå om og går ud igen, stadig med madkassen knuget i sin lille næve.
Efter Carleafhentning tog vi i helvedet (aka Fields) for at købe gave til faderen, som har fødselsdag i morgen. Begge børn var trætte, Alma mest, men de var som sædvanlig et par stjerner og holdt virkelig godt ud. På vej hjem i bilen snakkede moderen om aftensmaden, hvorefter Alma replicerede: “Men moar, jeg tænker mest på at sove”. Og det gjorde hun vist også, for hun ville ikke have noget at spise og tullede rundt og gav ondt af sig over at være træt. Det blev hastigt værre, og så fik hun også hovedpine, og SÅ ville hun altså godt lige i seng i en fart. Kl. 19.15 var der ro! Desværre ser det ud til, at hun ikke bare var træt, i hvert fald er hun meget varm og virker klart febril, det lille skind. Heldigvis skal farmor sove i underetagen af køjesengen, så der er voksenbemanding tæt på i nat.

Det ved jeg!

Alma er begyndt at reagere mod at få tingene gentaget for mange gange. Hvis man igenigenigen siger, at hun skal passe på bilerne, købe fødselsdagsgave eller hvad det nu er, hun betragter som overforklaret, siger hun “det ved jeg godt” med en bekymrende teenageragtig betoning. “Det ved jeg godt! Jeg ved godt det med bilerne!” Hun bliver jo stor, den lille…

Over bron

Carl har en forkærlighed for at lave sig en rute over, gennem eller uden om noget og så gentage den til bevidstløshed. På Junibacken var han specielt glad for den lille bro – rundt om træet og over broen, rundt om træet og over broen, rundt om træet og over broen…
DSCF5210.JPG

DSCF5255.JPG Alma havde en fest og fik prøvet alting godt og grundigt af på Junibacken. Den første dag brugte hun og Carl det meste af halv time på i fællesskab at flytte ca. 200 store klodser fra klodse-indelukket og over i en flyvemaskine. Carl smed dem ud, og Alma bar dem over i flyveren. Heldigvis var der ikke ret mange børn på det tidspunkt, for hun havde temmelig travlt med at værne om sin opstilling og tolererede dårligt, at andre nærmede sig og måske sågar flyttede rundt på klodserne eller stablede dem… Sidenhen blev der lavet mad og flyttet på ting i det hus, der var tilskrevet forfatteren til mumitroldene. Til Almas store fryd var Lille My faldet ned gennem taget. Imens Alma lavede mad, gik Carl rundt med sit lille pincetgreb og legede, at han samlede mad op og puttede det i munden og sagde MMMMmmmmm.
DSCF5212.JPG

Hejsan i Stockholm

I den forgangne weekend gæstede den lille familie Tandi og Silas i Stockholm. Anledningen var et Filemaker-seminar, som faderen skulle deltage i torsdag-fredag. Efter en kort tænkepause var der simultan-forslag om, at vi tog af sted allesammen og blev weekenden over. Tandi stillede yderst velvilligt sin lækre lejlighed til vores disposition under opholdet, så turen var komplet med hjemlig hygge og godt selskab.
DSCF5189.JPG

Onsdag var der afgang fra København. Turen gik direkte fra børnehave/vuggestue og til lufthavnen, og begge de søde børn klarede turen i vanlig god stil. De er bare gode til at rejse og lader sig ikke sådan afficere af diverse kødannelser og bagageafhenting og lignende småting. Torsdag gæstede moderen og børnene Junibacken, som er et eventyrland med islæt fra Mumitroldene, en bred vifte af Astrid Lindgren-figurer og andre populære, svenske børnebøger, herunder Mama Muh; en ko, som falder ned fra en sten og får en bule i hovedet og skal have plaster på maven, og som vi lærte at kende via Silas’ bogsamling. Højdepunktet er dog Villa Villekulla! Desuden kan man køre med tog gennem en række eventyruniverser, men det gjorde vi kun én gang, for Alma blev bange for 1) en stor rotte 2) skovheksene fra Ronja Røverdatter og 3) dragen Katla. Moderen er i al ubeskedenhed stolt af fejlfrit at finde derud via tunnelbane og bus på helt egen hånd.
DSCF5215.JPG

Fredag og lørdag stod ligeledes i børnenes tegn. Sammen med Silas så vi Kulturhuset og skulle være med til en dansesession. Det viste sig at være indisk dans med pikante håndbevægelser og korrekt fodstilling; ikke just noget for hverken Alma eller Carl! Desuden hang vi ud på et par forskellige legepladser, ikke mindst lørdag, hvor den sygagtige fader passede et barn ad gangen i lejligheden, mens moderen luftede det andet barn. Carl havde nogle gyldne timer, hvor han morede sig kosteligt nonstop uden på noget tidspunkt at være mere end 50 meter fra hoveddøren. Fx grinede han uhæmmet i adskillige minutter, når moderen sparkede blade op i luften foran ham – og man kan da også bruge megen tid på at gå på line på sandkassekanten.
Vi lærte at finde rundt i tunnelbanesystemet, og på hjemrejsen rev vi os og købte de hundedyre billetter til Arlanda-Expressen, et tog, der tilbagelægger de fyrre kilomter mellem Stockholm og lufthavnen på tyve minutter. Derimod var det ganske begrænset, hvad vi fik set af voksen-seværdigheder – men det gør vi næste gang.
Og søndag – ja, der var vi sørme på Junibacken igen… Denne gang sammen med Tandi og Silas. Alle børn tumlede sig lystigt i leg og spiste Karlsson-kødboller i restauranten. I stedets boghandel var der en sand velsignelse af børnebøger og alskens merchandise. Alma var ikke interesseret i ret meget andet end mumi-køleskabsmagneter, og da hun fik lov at vælge en, var hun ikke et sekund i tvivl: Hun skulle have Murren! Til de læsere, der ikke er dus med mumitroldenes verden, kan det oplyses, at Murren er en besynderlig, farlig og ynkværdig figur, som i fodlang, grå kjortel og gule øjne er på konstant jagt efter varme og lys, hvorfor hun opsøger bål og lys i nattemørket og sætter sig på det, hvorefter det uvægerligt går ud. Alma har af en eller anden grund en forkærlighed for bemeldte Murre og synes, at det er synd for hende.
Hjemturen forløb også i god ro og orden og endte (hvilket godt kunne gå hen og blive en tradition) ved pølsevognen i bagagehallen, hvor Carl og Alma fik en pølse med brød og ketchup, som de til stor moro for de øvrige rejsende fortærede med stor koncentration på vej hen til metroen.
DSCF5294.JPG

Det er for øvrigt værd at nævne, at efter fire dage med masser af input og sporadisk middagssøvn sov begge børn til kl. 8.21 mandag morgen, så faderen kom alt for sent på arbejde, og ungerne først blev afleveret kl. 10. Det var begrænset, hvad Carl fik set af vuggestuen den dag. Han sov nemlig også tre timer til middag og blev hentet kl. 15.

Du må ikke se og ikke sige noget

Mor og Carl skulle på indkøb. Alma skulle lege med far. Legen bestod i at dænge ham til med puder og putte et lagen for ansigtet og derefter give ham strenge påbud om at sidde stille og ikke sige noget. Faderen benyttede sig af lejligheden til at nappe en lur. Alma benyttede sig af lejligheden til at dimse med ting, som hun normalt ikke må dimse med. Vi finder stadig vidnesbyrd om hendes aktiviteter de mest uventede steder, og løbende viser det sig, at dette eller hint er forsvundet.
Hun er snu nok, men ikke så sofistikeret endnu. Hun fortæller glad, at hun gjorde det, hun ikke må, mens far ikke kunne se noget, ligesom at det “det, det gælder om, er at spise mel, når du står med ryggen til, mor”.

I går kom hun ud inde fra værelset, voldsomt begejstret over en Anna-og-Lotte-figur, hun havde fundet. I moderens tøjskab. Godt inde bag ved kjolerne, hvor et par potentielle kalendergaver var stukket af vejen. Tænk, at hun går og roder i skabene og finder på fikse finter for at lave ulovligheder. Man kan virkelig godt mærke, at hun er kommet i børnehave!

Mormorbesøg

DSCF5140.JPG
I weekenden havde vi til Almas store glæde mormor på besøg. Dog er mormor på slottet kendt som suttetyven, fordi noget af det hyppigst hørte er “skulle du ikke give mig den sut?” (i skarp konkurrence med “du er træt, du skal snart i seng” – en pr-konsulent ville ikke være af vejen for den dame). Alma valgte derfor at gemme sin sut for at være sikker på, at mormor ikke tog den. Hen på eftermiddag stod moderen med en suttetilknappet Carl i armene. Mormor udbad sig som sædvanligt sutten, og Carl sagde NARJ. Derpå gik snakken lidt om mormors tilbøjelighed til at bede om sutter og middagslure, og midt i det hele bad Carl om at komme ned, hvorefter han vandrede over til mormor og spyttede sin sut ud til hende. Det var samtlige voksne lidt benovede over. Det viser i hvert fald, at han forstår stort set alt, hvad man siger, og at han er i stand til at reflektere over det, den søde dreng.
Det var usædvanlig dårligt vejr, men ikke desto mindre begav vi os på en lille udflugt i storm og regn, fordi Alma i den grad trængte til at blive luftet, og Carl trængte til at få lov at sove i fred. Alma kørte på løbecykel og hoppede/cyklede gennem en guds velsignelse af vandpytter, godt emballeret i regntøj, gummistøvler og vinterjakke.

På billedet er Carl i gang med at spille memory med puslespilsbrikkerne; endnu en Alma-konstruktion. Hun valgte, hvilke brikker der hørte sammen, og gik så i gang. Carl fandt det fortryllende at lægge dem med bagsiden opad for derefter at udstøde et begejstret eeeeeeejjjj, hver gang en af dem vendes.

Pædagogisk storesøster

Overhørt interaktion mellem børnene:
“Carl, du må ikke vælte mit tårn.”
Dimse rundt, dimse rundt – lyd af tårn, der bliver væltet.
“Carl, jeg er ikke vred på dig. Jeg elsker dig stadig meget højt, men du må altså ikke vælte mit tårn.”

Fornemmer man en vis stilkopiering her? Alma ser i disse dage ud til at gå efter, at “vi store” skal hjælpe og vejlede ham den lille. Der er meget med “Carl, skal jeg vise dig, hvordan man gør” og med at hente ting, trøste og vise omsorg på den voksne måde. På den måde er hun ikke i direkte konkurrence med ham, og man må sige, at ovenstående viser en meget behersket og distanceret storesøster, der holder sig det højere formål for øje. Under normale omstændigheder ville tårnincidenten være forløbet som følger:

“Carl, du må ikke vælte mit tårn.”
Dimse rundt, dimse rundt.
“NAAAARRRJJJ, Carl!!!”
Lyd af tårn, der bliver væltet.
“Hyyyyyyyyyl, LA’ VÆÆÆÆR'”
Kort pause, lyd af babyhånd, der fornærmet over at blive råbt ind i hovedet klasker søster en på lampen.
Derpå synkront “HYYYYYYL”

Børnehavebarn

Alma er helt tydeligt blevet børnehavebarn nu: stor og fræk. Nej, okay, det er jo Alma, vi taler om, så fræk er et stærkt ord, men i hvert fald stor og dristigere. Hun hører knap så godt efter, som hun plejer, og har udviklet sig enormt i den noget anderledes atmosfære, der hersker i børnehaven, hvor tonen og måden at omgås børnene er tilpasset større børn i stedet for vuggestuens lille rugekasse. Især er det glædeligt at se hendes udvikling på det sociale område. Alma har altid leget meget alene og været reserveret i forhold til andre børn, men nu leger hun glad med en del af de andre børn på stuen. Den første gang, hun havde leget rigtig sjovt på legepladsen, kom hun hjem og forkyndte: “Moar, nu har jeg lært at lege med de andre børn!” Hun er meget fascineret af især de store, vilde drenge, og leger ofte, at hun er en eller flere af dem, og så skal der fx løbes hurtigløb.
Den nyerhvervede, afslappede holdning afspejler sig også i måden at tale til de andre på. Forleden holdt hun på sin løbecykel, da horden af vilde drenge kom racende på cyklerne. Alma kørte ubekymret ud foran dem, løftede hånden og sagde: “Hej, gutter!” Og da en fremmed dreng på en offentlig legeplads for nylig råbte “hvor er du skidedum!” efter en kammerat, og Alma misforstod og troede, at han sagde det til hende, hverken græd eller klynkede hun. I stedet protesterede hun højlydt og med stor overbevisning: “Nej, jeg er ej.”

NAAARRRJJ!

DSCF5097.JPG Carl er en spøjs blanding af surt og sødt. Han er det mest nuttede halvandetårs barn, man kan tænke sig; sød, glad, charmerende og altid frisk på nye udfordringer. Samtidig når hans raseri monumentale højder i de tilfælde, hvor verden og moderen ikke ter sig. Således har Carl haft sit til dato største vredesanfald her til aften.
Det startede ellers så godt med et bad og munter leg med badedyr, der stod på række og hoppede i vandet igen og igen og igen. Men på et tidspunkt sluttede badet jo, og så ville Carl godt ud af badeværelset. Ble på først, mente moderen. Det tog Carl hende noget fortrydeligt op. Han brølede omgående løs og stillede sig med ryggen til og ansigtet gemt i armene op ad døren. Han holdt hurtigt op med nonstop-brøl, men fortsatte med jævne mellemrum med at udstøde vrede lyde og skulede af og til arrigt til moderen. Moderen valgte, pænt træt af at skulle anvende moderat fysisk pres for at fiksere barnet ved hver eneste bleskift, at insistere. På den pæne måde, forstås. Mild og kærlig med udstrakte arme. “Først ble på, og så går vi ud” blev gentaget ca. 100.000 gange, dog uden resultat. Og det var ikke, fordi Carl ikke lyttede. Med jævne mellemrum stillede moderen testspørgsmål for at være sikker på, at han ikke var drønet helt ud af kommunikativ rækkevidde, og dem svarede han på: Du vil gerne ud?JA! Ble på først. NAAAARRRRJJ! Er du tørstig? Vil du gerne have din sut? (Det ville han gerne, og det fik han så.) Efterhånden blev han kold, og så fik han badekåbe på, men fortsatte sin rasen mod bleen.
Med jævne mellemrum forsøgte moderen desuden med ansatser til kram, fordi Carl nogle gange bliver så ked af det, når han er så gal, og så har han brug for en udstrakt hånd for at søge trøst. Det var der ikke noget med i dag. Han var bare gal, ikke ked. Brøøøøøl!
Det skortede således ikke på mellembrøl-kommunikation, og der er ingen tvivl om, at det var en helt bevidst protest fra Carls side. Det var ikke surhed, der løb af med ham og kom ud af kontrol. Han var ikke ked. Han havde ikke mistet overblikket. Han ville bare ikke have den ble på!!!
Det varede samfulde 25 minutter, før Carl droppede sin modstand og erklærede sig enig i, at han skulle have ble på. Ned at ligge uden modstand, ble på, og i løbet ti sekunder var han fri som fuglen og styrede ind til faderen for at slippe for sin dåmme mor.

Alma, som skulle puttes af moderen (som hun bliver det hver dag grundet stor modstand mod faderlig indgriben i putteritualet), havde ventet tålmodigt, og hun gjorde sig adskillige ærinder ind til Carl, mens hun fik nattøj på. Først for at sige, at hun elsker ham meget højt. Dernæst for at give ham forskellige trøsteting: hans nye paraply, næbdyret, det nye tog. “Jeg går lige ind til Carl med paraplyen, så jeg er sikker på, at han ikke er ked af det, fordi han ikke ved, hvor den er henne.” Hun er bare den sødeste pige i verden!