Moderen og de søde børn har i dag været til demonstration på Rådhuspladsen i anledning af de varslede nedskæringer på børnepasningsområdet. Carl var på trods af sin halsbetændelse i hopla og gik det meste af vejen fra Christianshavns Torv til Rådhuspladsen. Alma, som ellers mestendels er forment adgang til klapvognen (til sin store fortrydelse), sad til gengæld klistret til sædet i tvillingevognen, nu hvor hun for en gangs skyld havde åben adgang til transport.
Efter en god times tid, en mistet heliumballon og et bleskift midt på Rådhuspladsen var vi klar til at vende næsen hjemad. Carl ville stadig gå, og derfor ville Alma også gå. Det kan nu konstateres, at det tager små to timer at komme fra Rådhuspladsen til slottet på Amager, når man har to løse varaner med egne dagsordener at holde styr på. Mon man kan vove at se aktivitetsniveauet som et tegn på, at Carl er ved at være rask?
På vej over pladsen ved Thorvaldsens Museum fik Alma øje på noget vandkunsthalløj, som naturligvis var fælt interessant. Konverserende bemærkede hun: “Jeg vidste slet ikke, at der var sådan noget vand her i vores by.”
Moderen havde vist afkommet, hvordan man ryster de knyttede næver og råber kække slagord som “ned med Ritt”. Det var festligt, syntes de begge to. Omend Carl bidrager med mere lidenskab end talent; han fægter med åben hånd og råber taktfast eh-eh-eh. Efter den sene aftensmad kunne man derpå høre Alma synge på melodien “Jeg ved en lærkerede”: Og ned og ned med Rii-iit, og ned med ned med Riiitt.