Carl er begyndt at tale for alvor – eller altså, at øve sig, ing! Han har længe sagt ja, nej (og bruger dem rigtigt), hej, min og is. Is var faktisk et af de første…
Men de sidste dage er han begyndt at sige “a det”, “dyr”, “hus (usj)” og “kaffe (aff)”, og han er pavestolt af sig selv og gentager dem højlydt, indtil man bekræfter, at han sagde det rigtigt, og at man har forstået. I dag fodrede vi fx hønsene, og så styrtede han om på siden af hønsegården og pegede på hønsehuset og råbte “yy-yy usj” (hønsenes hus i oversættelse) og var lykkelig, da moderen gav ham ret i, at det var hønsenes hus.

Men han har også længe insisteret på at få formuleret tingene. Fx er det ikke nok bare at hjælpe, hvis der er noget legetøj, der driller, eller puste, hvis han slår sig. Carl efterspørger en eksplicit formulering af problemet samt dialog.
Carl: Hyyyyl!
Mor: Kan du ikke få den sat på?
Carl: Nej!
Mor: Skal jeg hjælpe dig?
Carl: Ja!

På billedet ses et kastemærke, som Carl påførte sig selv ved fald over egne fødder med efterfølgende pande-flise-kontakt.