Moderen og Alma gik tur. Undervejs lukkede vi en låge henne ved skolen. Alma smilede glad og erklærede: Nu har vi overtaget magten. Moderen er middelsvært bekymret (men kender dog ophavet til udtalelsen, hvilket afdramtiserer den. Lidt).
Kategoriarkiv: Udviklingen
At sove i smørhullet
Alma har fået smag for at sove i forældresengen. Det har hun ellers aldrig dyrket, men især efter Stockholmsturen, hvor hun sov i midten af dobbeltsengen, er hun begyndt at komme luskende i de sene nattetimer. Det er så hyggeligt. Hun vækker ikke nogen, men kryber bare op i sengen og mosler sig til rette. Det er noget af en overraskelse at vende sig i halvsøvne og støde på sådan et langhåret hovede midt i sengen. Andre gange vågner hun og kalder og vil gerne hjælpes ind i den store seng. Muligvis kalder hun også de gange, hvor hun kommer trissende selv, men tager så sagen i egen hånd, når de voksne ikke reagerer, fordi hun ikke kan råwe dem op…
Syg pusling
I dag ringede de fra børnehaven og sagde, at Alma ikke ville tisse, fordi det angiveligt gjorde ondt. Vi blev enige om at vente lidt og se det an. Et par timer senere ville hun stadig ikke tisse, og så blev hun hentet. Der blev lavet akutaftale med lægen, som lovede at blive hængende ud over den tidlige fredagslukketid, og moderen udtænkte nødplaner mht. at få den visiterende farmor, der var på vej i bussen og ikke tog telefonen, ind i huset, når vi nu ikke var hjemme.
Alma og moderen mellemlandede i al hast på Livornovej for at få opsamlet en urinprøve. Det lykkedes ikke umiddelbart. I stedet skulle Alma lave lort, hævdede hun, så hun røg op på toilettet og tissede aldeles omgående. Gjorde det ondt, ville moderen gerne vide. Næh, sagde det upåvirkede barn og gik glad ind for at lege… Så lægen fik lov at holde weekend, og farmor blev passende modtaget og nåede lige at få en portion pasta med.
Alma var sulten på trods af, at hun havde spist hele sin madpakke, sagde hun. Det undrede moderen, lige til vi kom derover igen for at hente Carl. Det efterladte restindhold af hans madkasse afslørede tydeligt, at moderen var kommet til at putte madpakkerne i de forkerte madkasser. Intet under, at Alma ikke var mæt! I børnehaven får man nemlig ikke formiddagsmad, så normalt er hendes madpakke noget mere omfangsrig end Carls. Carl har haft madpakke med i denne uge, fordi køkkendamen har ferie. Han elsker at have madkassen med pandaen med, men han har meget svært ved at sige farvel til den om morgenen, når den skal sættes ud i køleskabet. Han går glad med ud i køkkenet og hen til køleskabet, rører ved lågen og vender derpå om og går ud igen, stadig med madkassen knuget i sin lille næve.
Efter Carleafhentning tog vi i helvedet (aka Fields) for at købe gave til faderen, som har fødselsdag i morgen. Begge børn var trætte, Alma mest, men de var som sædvanlig et par stjerner og holdt virkelig godt ud. På vej hjem i bilen snakkede moderen om aftensmaden, hvorefter Alma replicerede: “Men moar, jeg tænker mest på at sove”. Og det gjorde hun vist også, for hun ville ikke have noget at spise og tullede rundt og gav ondt af sig over at være træt. Det blev hastigt værre, og så fik hun også hovedpine, og SÅ ville hun altså godt lige i seng i en fart. Kl. 19.15 var der ro! Desværre ser det ud til, at hun ikke bare var træt, i hvert fald er hun meget varm og virker klart febril, det lille skind. Heldigvis skal farmor sove i underetagen af køjesengen, så der er voksenbemanding tæt på i nat.
Det ved jeg!
Alma er begyndt at reagere mod at få tingene gentaget for mange gange. Hvis man igenigenigen siger, at hun skal passe på bilerne, købe fødselsdagsgave eller hvad det nu er, hun betragter som overforklaret, siger hun “det ved jeg godt” med en bekymrende teenageragtig betoning. “Det ved jeg godt! Jeg ved godt det med bilerne!” Hun bliver jo stor, den lille…
Parentale spidskompetencer
Du må ikke se og ikke sige noget
Mor og Carl skulle på indkøb. Alma skulle lege med far. Legen bestod i at dænge ham til med puder og putte et lagen for ansigtet og derefter give ham strenge påbud om at sidde stille og ikke sige noget. Faderen benyttede sig af lejligheden til at nappe en lur. Alma benyttede sig af lejligheden til at dimse med ting, som hun normalt ikke må dimse med. Vi finder stadig vidnesbyrd om hendes aktiviteter de mest uventede steder, og løbende viser det sig, at dette eller hint er forsvundet.
Hun er snu nok, men ikke så sofistikeret endnu. Hun fortæller glad, at hun gjorde det, hun ikke må, mens far ikke kunne se noget, ligesom at det “det, det gælder om, er at spise mel, når du står med ryggen til, mor”.
I går kom hun ud inde fra værelset, voldsomt begejstret over en Anna-og-Lotte-figur, hun havde fundet. I moderens tøjskab. Godt inde bag ved kjolerne, hvor et par potentielle kalendergaver var stukket af vejen. Tænk, at hun går og roder i skabene og finder på fikse finter for at lave ulovligheder. Man kan virkelig godt mærke, at hun er kommet i børnehave!
Mormorbesøg

I weekenden havde vi til Almas store glæde mormor på besøg. Dog er mormor på slottet kendt som suttetyven, fordi noget af det hyppigst hørte er “skulle du ikke give mig den sut?” (i skarp konkurrence med “du er træt, du skal snart i seng” – en pr-konsulent ville ikke være af vejen for den dame). Alma valgte derfor at gemme sin sut for at være sikker på, at mormor ikke tog den. Hen på eftermiddag stod moderen med en suttetilknappet Carl i armene. Mormor udbad sig som sædvanligt sutten, og Carl sagde NARJ. Derpå gik snakken lidt om mormors tilbøjelighed til at bede om sutter og middagslure, og midt i det hele bad Carl om at komme ned, hvorefter han vandrede over til mormor og spyttede sin sut ud til hende. Det var samtlige voksne lidt benovede over. Det viser i hvert fald, at han forstår stort set alt, hvad man siger, og at han er i stand til at reflektere over det, den søde dreng.
Det var usædvanlig dårligt vejr, men ikke desto mindre begav vi os på en lille udflugt i storm og regn, fordi Alma i den grad trængte til at blive luftet, og Carl trængte til at få lov at sove i fred. Alma kørte på løbecykel og hoppede/cyklede gennem en guds velsignelse af vandpytter, godt emballeret i regntøj, gummistøvler og vinterjakke.
På billedet er Carl i gang med at spille memory med puslespilsbrikkerne; endnu en Alma-konstruktion. Hun valgte, hvilke brikker der hørte sammen, og gik så i gang. Carl fandt det fortryllende at lægge dem med bagsiden opad for derefter at udstøde et begejstret eeeeeeejjjj, hver gang en af dem vendes.
Pædagogisk storesøster
Overhørt interaktion mellem børnene:
“Carl, du må ikke vælte mit tårn.”
Dimse rundt, dimse rundt – lyd af tårn, der bliver væltet.
“Carl, jeg er ikke vred på dig. Jeg elsker dig stadig meget højt, men du må altså ikke vælte mit tårn.”
Fornemmer man en vis stilkopiering her? Alma ser i disse dage ud til at gå efter, at “vi store” skal hjælpe og vejlede ham den lille. Der er meget med “Carl, skal jeg vise dig, hvordan man gør” og med at hente ting, trøste og vise omsorg på den voksne måde. På den måde er hun ikke i direkte konkurrence med ham, og man må sige, at ovenstående viser en meget behersket og distanceret storesøster, der holder sig det højere formål for øje. Under normale omstændigheder ville tårnincidenten være forløbet som følger:
“Carl, du må ikke vælte mit tårn.”
Dimse rundt, dimse rundt.
“NAAAARRRJJJ, Carl!!!”
Lyd af tårn, der bliver væltet.
“Hyyyyyyyyyl, LA’ VÆÆÆÆR'”
Kort pause, lyd af babyhånd, der fornærmet over at blive råbt ind i hovedet klasker søster en på lampen.
Derpå synkront “HYYYYYYL”
Børnehavebarn
Alma er helt tydeligt blevet børnehavebarn nu: stor og fræk. Nej, okay, det er jo Alma, vi taler om, så fræk er et stærkt ord, men i hvert fald stor og dristigere. Hun hører knap så godt efter, som hun plejer, og har udviklet sig enormt i den noget anderledes atmosfære, der hersker i børnehaven, hvor tonen og måden at omgås børnene er tilpasset større børn i stedet for vuggestuens lille rugekasse. Især er det glædeligt at se hendes udvikling på det sociale område. Alma har altid leget meget alene og været reserveret i forhold til andre børn, men nu leger hun glad med en del af de andre børn på stuen. Den første gang, hun havde leget rigtig sjovt på legepladsen, kom hun hjem og forkyndte: “Moar, nu har jeg lært at lege med de andre børn!” Hun er meget fascineret af især de store, vilde drenge, og leger ofte, at hun er en eller flere af dem, og så skal der fx løbes hurtigløb.
Den nyerhvervede, afslappede holdning afspejler sig også i måden at tale til de andre på. Forleden holdt hun på sin løbecykel, da horden af vilde drenge kom racende på cyklerne. Alma kørte ubekymret ud foran dem, løftede hånden og sagde: “Hej, gutter!” Og da en fremmed dreng på en offentlig legeplads for nylig råbte “hvor er du skidedum!” efter en kammerat, og Alma misforstod og troede, at han sagde det til hende, hverken græd eller klynkede hun. I stedet protesterede hun højlydt og med stor overbevisning: “Nej, jeg er ej.”
NAAARRRJJ!
Carl er en spøjs blanding af surt og sødt. Han er det mest nuttede halvandetårs barn, man kan tænke sig; sød, glad, charmerende og altid frisk på nye udfordringer. Samtidig når hans raseri monumentale højder i de tilfælde, hvor verden og moderen ikke ter sig. Således har Carl haft sit til dato største vredesanfald her til aften.
Det startede ellers så godt med et bad og munter leg med badedyr, der stod på række og hoppede i vandet igen og igen og igen. Men på et tidspunkt sluttede badet jo, og så ville Carl godt ud af badeværelset. Ble på først, mente moderen. Det tog Carl hende noget fortrydeligt op. Han brølede omgående løs og stillede sig med ryggen til og ansigtet gemt i armene op ad døren. Han holdt hurtigt op med nonstop-brøl, men fortsatte med jævne mellemrum med at udstøde vrede lyde og skulede af og til arrigt til moderen. Moderen valgte, pænt træt af at skulle anvende moderat fysisk pres for at fiksere barnet ved hver eneste bleskift, at insistere. På den pæne måde, forstås. Mild og kærlig med udstrakte arme. “Først ble på, og så går vi ud” blev gentaget ca. 100.000 gange, dog uden resultat. Og det var ikke, fordi Carl ikke lyttede. Med jævne mellemrum stillede moderen testspørgsmål for at være sikker på, at han ikke var drønet helt ud af kommunikativ rækkevidde, og dem svarede han på: Du vil gerne ud?JA! Ble på først. NAAAARRRRJJ! Er du tørstig? Vil du gerne have din sut? (Det ville han gerne, og det fik han så.) Efterhånden blev han kold, og så fik han badekåbe på, men fortsatte sin rasen mod bleen.
Med jævne mellemrum forsøgte moderen desuden med ansatser til kram, fordi Carl nogle gange bliver så ked af det, når han er så gal, og så har han brug for en udstrakt hånd for at søge trøst. Det var der ikke noget med i dag. Han var bare gal, ikke ked. Brøøøøøl!
Det skortede således ikke på mellembrøl-kommunikation, og der er ingen tvivl om, at det var en helt bevidst protest fra Carls side. Det var ikke surhed, der løb af med ham og kom ud af kontrol. Han var ikke ked. Han havde ikke mistet overblikket. Han ville bare ikke have den ble på!!!
Det varede samfulde 25 minutter, før Carl droppede sin modstand og erklærede sig enig i, at han skulle have ble på. Ned at ligge uden modstand, ble på, og i løbet ti sekunder var han fri som fuglen og styrede ind til faderen for at slippe for sin dåmme mor.
Alma, som skulle puttes af moderen (som hun bliver det hver dag grundet stor modstand mod faderlig indgriben i putteritualet), havde ventet tålmodigt, og hun gjorde sig adskillige ærinder ind til Carl, mens hun fik nattøj på. Først for at sige, at hun elsker ham meget højt. Dernæst for at give ham forskellige trøsteting: hans nye paraply, næbdyret, det nye tog. “Jeg går lige ind til Carl med paraplyen, så jeg er sikker på, at han ikke er ked af det, fordi han ikke ved, hvor den er henne.” Hun er bare den sødeste pige i verden!
Så’ der fest!
I går var det dagen for den årlige vejfest, der ganske vist ikke indbefatter hele vejen, men kun Livornovej 21 samt de to nabohuse til hver side, idet vi alle har små børn og dermed naturligt nok hænger en del ud med hinanden også i hverdagen. Alma havde glædet sig hele ugen, og Carl udbrød spontant “issj (is)” ved lyden af ordet “fest”, efter at moderen flere dage i træk havde afvist en gå-hjem-is fra kiosken under henvisning til lørdagens fest med is til børnene.
Herlighederne startede allerede først på eftermiddagen, hvor der var dragebygning i slottets baghave. Alma var mest optaget af, at hendes drage skulle have sure øjne. Hun kom også lidt for sent, fordi der var debut på vinterens lørdagsmusik, men det betød ikke noget.
Da dragerne var færdige og kunstnerisk dekoreret, drog hele flokken af sted mod stranden, hvor der blev lagt stor energi i forsøget på at få de rustikke drager, der stak lidt ud i selskab med alle de knaldkulørte plastikdrager af forskelligt tilsnit, i luften – men det lykkedes, selv om det ikke blæste ret meget. Carl var ikke så interesseret i flyvningen, men nød til gengæld at være ved stranden og øvede sin kravlefærdigheder i cykelstativerne, så han var også glad.
Efter hjemkomsten var der fællesspisning i et af de andre små hjem. Carl og husets yngste, Anton, som går i vuggestue sammen, havde en herlig tid i haven, hvor de skiftedes til at kravle op på den høje rutchebane og køre ned, mens de råbte hhv. “eeraarrrr” og “her kom’ Antooon”. Nøj, hvor var de søde. Alma hyggede sig med at lege med alt det nye legetøj, men havde ikke alverden med de andre børn at gøre. Dels er de lidt større end hende, dels bakker hun helst ud, når gruppedynamikken begynder at gøre ungerne overeksalterede, råbende og vilde. Men hun hyggede sig. Carl blev båret hjem i seng kl. 21 og puttet af sin far. Alma havde fået lov til at blive til festen, indtil hun ikke kunne mere, og erklærede begejstret, at hun ville være med, til festen sluttede. Kl. 22.15 kom hun og sagde, at hun troede nok, festen sluttede nu – og så gik vi hjem.
Alma har udviklet en aversion imod at være udenfor i mørke, udsprunget af Solen er så rød: Jeg tror snart, at ræven går herude – jeg tror, den venter på os, mor, jeg tror ikke, vi når det, siger hun bekymret og insisterer på, at vi skynder os.
Dagen i dag har været præget af hjemlig hygge, afbrudt af en tur på skadestuen for Carls vedkommende. Han legede tumleleg med sin far i sengen og faldt på en uheldig måde, så han slog sin arm. Han græd og græd og holdt om armen og ville ikke bruge den, så faderen tog ham med på skadestuen. Heldigvis mente de ikke, den var hverken brækket eller forstuvet (om end han ikke blev røntgenfotograferet), men muligvis forstrakt. Resten af dagen var Carl noget brokvorn og uvillig til at bruge armen. Det virkede, som om den gjorde ondt, når han drejede håndleddet, men hen under aften kom den lidt i brug igen, så man håber, at han er frisk igen i morgen, hvor de søde børn for første gang nogensinde skal være alene hjemme med faderen, mens moderen tager på minitour til det jyske!
Skærmtrolde
Søskendehygge ved skærmen. Alma spiller computerspil, og Carl ser Teletubbies (og han holder ikke op, før man tvinger ham til det. Gad vide, om det er et salgstrick fra producentens side, at en Teletubbie-dvd kører i sløjfe og starter igen af sig selv efter nogle sekunder uden forældreindgriben). Vi har brug for et par ekstra computere.
Usj
Carl er begyndt at tale for alvor – eller altså, at øve sig, ing! Han har længe sagt ja, nej (og bruger dem rigtigt), hej, min og is. Is var faktisk et af de første…
Men de sidste dage er han begyndt at sige “a det”, “dyr”, “hus (usj)” og “kaffe (aff)”, og han er pavestolt af sig selv og gentager dem højlydt, indtil man bekræfter, at han sagde det rigtigt, og at man har forstået. I dag fodrede vi fx hønsene, og så styrtede han om på siden af hønsegården og pegede på hønsehuset og råbte “yy-yy usj” (hønsenes hus i oversættelse) og var lykkelig, da moderen gav ham ret i, at det var hønsenes hus.
Men han har også længe insisteret på at få formuleret tingene. Fx er det ikke nok bare at hjælpe, hvis der er noget legetøj, der driller, eller puste, hvis han slår sig. Carl efterspørger en eksplicit formulering af problemet samt dialog.
Carl: Hyyyyl!
Mor: Kan du ikke få den sat på?
Carl: Nej!
Mor: Skal jeg hjælpe dig?
Carl: Ja!
På billedet ses et kastemærke, som Carl påførte sig selv ved fald over egne fødder med efterfølgende pande-flise-kontakt.
Computernørd
Tænk, tre år efter at være blevet forældre må vi allerede se i øjnene, at den sociale arv ikke lader sig fornægte. Alma har på det seneste udviklet en passion for at spille computer på egen hånd og styrer nu musen for hårdt, ofte med en meget interesseret Carl på sidelinjen. Det kan ikke vare længe, før Alma skal have sin egen computer, så moderens kan komme ud af den børnedominerede farezone. Man sætter hende i gang med et spil, og når man kigger til hende næste gang, er hun dybt begravet i noget helt andet. For tiden er det i særdeleshed BBC’s børnehjemmeside med en enormt masse spil, der hitter. “Bobmand Byg” fx… Men man skal vel lære at være taknemmelig for, hvad man har. Det kunne have været World of Warcraft.
Dagens Alma-citat
Alma legede edderkop i dag. Hun hapsede en lang pind og kom truende gående, mens hun sagde: “Så så du, at edderkoppen kom her med en menneskesmækker!” Hun er sjaw!
Skønheden og Udyret

Alma er meget optaget af Skønheden og Udyret, efter at vi på et loppemarked investerede tre kroner i Disney-versionen på video. Mange rollelege handler derfor om, at Belle (aka Alma) og Udyret (aka moderen) kigger forelsket på hinanden eller stikker af fra Gaston, den flotte fyr, der er så grim indeni. En scene i filmen viser, hvordan Udyret fører Belle hen til en overraskelse, mens hun har lukkede øjne. Af en eller anden grund taler det til Alma, så med jævne mellemrum laver hun en overraskelse efter at have beordret Udyr-moderen til at lukke øjnene. Forleden var det så et flot bogstavtæppe, lavet af Scrabble-brikker.
Hvor blev Carl af?

Den glade, milde Carl er forsvundet for nærværende. I hans sted har vi fået et frådende uhyre, og det bliver værre dag for dag. Han er glad og fornøjet, når han får lov at tumle rundt, som han lyster, men så såre han bliver bedt om at gøre noget andet, går han bersærk. Måske er han viking af hjertet? Han bliver så frygtelig vred meget hurtigt, og så brøler han løs; og med mindre han er spændt fast, nøjes han ikke med at brøle, men skal løbe væk og kaste sig ned og kæmpe imod af alle kræfter, hvis han bliver løftet eller anbragt i bilen eller lign. overgreb. Og han kæmper ikke bare en kort stund for derefter at slappe af, nu hvor han har fået udtrykt, hvor vred han er. Han bliver ved til den bitre ende. Forleden måtte moderen fx fysisk holde ham fast i indkøbsvognen, fordi han var gal og ville løbe væk og slå på ting, mens der blev læsset varer op, betalt, pakket varer sammen og kørt ud til bilen. Hvor han så kæmpede videre i et forsøg på at undgå at blive spændt fast.
I dag har Alma været hjemme, fordi hun var forkølet. Carl blev hentet tidligt, og så gik turen til Hallgren for at ekvipere de søde små til vinteren. Missionen lykkedes, men det skortede ikke på sabotage undervejs. Carl startede med at skråle, fordi han ikke måtte lege længe nok, da han blev hentet, fordi moderen prioriterede at nå Hallgren før resten af masserne. Så frådede han over at skulle ind i bilen, derefter over at skulle ud af bilen. Overraskende nok fandt han sig i at sidde i klapvognen hen til butikken, men så gik han amok over at skulle indenfor, over ikke at nå at trykke på elevatorknappen, og opholdet hos Hallgren var et langt protestråb med tilhørende fysiske udfoldelser.
På vej tilbage til bilen fik de hver en pølse, men da Carl skulle ind i bilen, var den gal igen, og så brølede han, indtil moderen stoppede og gav dem noget at drikke. Ro en kort overgang, men så spildte han og brølede over det, smed vandflasken og brølede over, at den var væk, smed sutten og brølede over, at han ikke havde den… Og ind imellem alle vredesbrølene bliver han vist også ked af det, fordi han synes, at vi er så frygteligt uvenner – men det er ikke altid, man når at trøste, før han når at blive vred igen.
Ned med Ritt
Moderen og de søde børn har i dag været til demonstration på Rådhuspladsen i anledning af de varslede nedskæringer på børnepasningsområdet. Carl var på trods af sin halsbetændelse i hopla og gik det meste af vejen fra Christianshavns Torv til Rådhuspladsen. Alma, som ellers mestendels er forment adgang til klapvognen (til sin store fortrydelse), sad til gengæld klistret til sædet i tvillingevognen, nu hvor hun for en gangs skyld havde åben adgang til transport.
Efter en god times tid, en mistet heliumballon og et bleskift midt på Rådhuspladsen var vi klar til at vende næsen hjemad. Carl ville stadig gå, og derfor ville Alma også gå. Det kan nu konstateres, at det tager små to timer at komme fra Rådhuspladsen til slottet på Amager, når man har to løse varaner med egne dagsordener at holde styr på. Mon man kan vove at se aktivitetsniveauet som et tegn på, at Carl er ved at være rask?
På vej over pladsen ved Thorvaldsens Museum fik Alma øje på noget vandkunsthalløj, som naturligvis var fælt interessant. Konverserende bemærkede hun: “Jeg vidste slet ikke, at der var sådan noget vand her i vores by.”
Moderen havde vist afkommet, hvordan man ryster de knyttede næver og råber kække slagord som “ned med Ritt”. Det var festligt, syntes de begge to. Omend Carl bidrager med mere lidenskab end talent; han fægter med åben hånd og råber taktfast eh-eh-eh. Efter den sene aftensmad kunne man derpå høre Alma synge på melodien “Jeg ved en lærkerede”: Og ned og ned med Rii-iit, og ned med ned med Riiitt.
Hele natten alene….
Carl er nu sat i sovetræning. Han skal lære at falde i søvn på egen hånd uden en voksen ved sin side som første skridt på vejen til en flytning til børneværelset. Alma har for øvrigt allerede lovet ham, at hun vil komme ned med en bamse, hvis han bliver bange om natten. Det var med en vis bæven, at Carl blev puttet i tremmesengen med alle sider intakte, fik godnatkys og blev ladt alene. Man ventede i stor spænding; hvad ville der ske??? Svaret er, at der ikke skete noget som helst. Carl dimsede lidt med sin sut og kaldte af og til “ooooaaaarrr”. Så gik faderen, der havde puttetjansen, derind og nussede lidt og gik ud igen. Til sidst faldt den lille i søvn uden at have fældet en eneste tåre. Nu skal man selvfølgelig passe på, at pral ikke kommer tilbage og bider en i rø… – altså, i numsen, men dette kunne godt være et af de tilfælde, hvor barnet har været klar i flere måneder, før moderen bliver det.
Endnu et drama i Alma-land
Moder er i køkkenet. Alma kommer forbi og siger i forbifarten, mens hun rækker en sammenrullet skumklud frem til beskuelse: “Jeg er uhyret, der har puttet stedsøstrene ind i sin sandwich.”
Det barn har en meget veludviklet fantasi…


