Kategoriarkiv: Udviklingen

Ørebørn

I går var begge børn til tjek hos ørelægen, som endnu engang konstaterede maksimalt med væske i mellemøret hos dem begge to. Alma fik et nyt dræn i det ene øre, da hun fik fjernet polypper, og man kunne jo godt have ønsket, at hun havde fået i dem begge to ved den lejlighed. Men sådan skulle det ikke være; så nu står de begge for tur den 31. januar.

På vej hjem snakkede vi om, hvor vi var henne. Mens vi holdt for rødt lys, pegede moderen over på Rådhuspladsen og sagde uden at nævne navnet: “Se, Alma, det var der, vi var til demonstrationen” (demo for et anstændigt Danmark d. 10. januar, red.) “Nå, så tror jeg da, vi er på Rådhuspladsen,” sagde Alma glad.
Moderen var behørigt imponeret over barnets hukommelse. Resten af vejen øvede hun sig på at sige Fætter BR. “Fætter BR – nu sagde jeg det! Fætter BR – der sagde jeg det igen! Fætter BR, Fætter BR – hør, mor, jeg kan godt – Fætter BR.”
Måske er der håb om, at hun så snart lærer at sige r.

Opdateringsbøvl

Vi undskylder her fra slottet for manglende blogfornyelse. Det skyldes, at faderen er gået i stå midt i en opdatering, så der ikke kan puttes billeder på siden – og vi brænder ellers inde med en masse pletskud fra julen!

Vi iler til, så såre bemeldte opdatering er på plads, med nye billeder.

I mellemtiden kan I da få et par Alma-guldkorn:
(Før afgang fra farmor): Carl, vi pakker. Det betyder, at man putter ting ned i noget og ikke tager dem op igen.
(På jagt efter modvillig Carl med en børste): Carl, du skal børstes, ellers får du huller i håret!

Dødsyg jul

Julen kom og gik. Som bekendt lagde moderen sig syg fra d. 24. og var ikke til meget sjov de næste dage. Heldigvis skaffede et par panodiler tilstrækkeligt med friskhed til at klare nogle timer på selveste juleaften, så man ikke gik glip af de søde børn, der kastede sig ud i et få-og-giv-gaveorgie af uoverskuelige dimensioner. Alma havde storproduceret billeder til alle mand, og de var alle sammen møjsommeligt blevet pakket ind og forsynet med navn, og hun nød rollen som den glade giver. Alma og Vikki sneg sig ind i stuen til juletræet for lukket dør – på grund af hundene, naturligvis! – mens de øvrige spiste lidt mere af den gode julemad. Et tjek lidt senere afslørede, at de var gået i gang med at åbne flere pakker. Takket være Vikkis nye læsefærdigheder kunne de afkode, at der fx var en gave til Alma. Desværre for pigerne var der tre glaskugler i pakken, og den ene røg omgående på gulvet og gik i stykker, så da døren blev åbnet, stod de begge to med store øjne og var helt elektriske for at få sløret fadæsen i en fart. Alma var noget berørt og nævnte flere gange i løbet af aftenen, at hun var ked af, at hun havde tabt kuglen.

Carl var i fin form til at åbne gaver, men blev forstyrret af de meget farlige hunde, der tumlede sig i leg på gulvet. Han er blevet uforklarligt bange for dyr – en udvikling, som moderen følger med dyb bekymring – og han panikkede nærmest over lille, søde Oskar, når de bumsede sammen. Det har nok ikke gjort noget godt for tilliden til dyr, at Shahin nogle dage senere var forbi Klokkerbakken med deres lille, nye schæferhvalp, som uset løb ned i gangen til børneværelserne, hvor Carl legede helt alene. Den stakkels dreng hikstede længe efter.

Heldigvis holdt børnene sig raske til familietamtam også d. 26., men derefter fik de feber, løbenæser og hoste begge to. Og det blev ved. Og det blev ved. Og vi rejste hjem, mens moderen lige nåede lidt opkastningssyge på falderebet og kastede op i bilen, ud af bilen, på færgen og i bilen igen… Vel hjemme blev børnene ved med at være syge, mens moderen heldigvis efterhånden blev rigtig rask. Nytårsaften kom og gik ret upåagtet. Ungerne røg i seng til normal tid, hvorefter moderen kollapsede på sofaen. Hen under midnat ruskede vi hinanden vågne nok til at se klokken slå 12, og så sov vi videre.

Faderens jernkonstitution reddede ham fra at følge resten af familien, som faldt på tælling (og her vil vi gerne sige pænt undskyld for smittespredning…)

Men NU er alle (7-9-13) raske igen. I morgen starter hverdagen igen, og moderen gruer for at skulle aflevere mindstebarnet, der altid tager det meget tungt at skulle passes efter mange skønne dage i familiens skød, hvor han altså befinder sig bedst.

Senator Carl

DSCF5612.JPG Gør plads, gør plads, senatoren kommer! Carl har en forkærlighed for at gå hyllet i lagen, håndklæde eller moderens natbukser. Han har gjort sådan i efterhånden mange måneder og nyder det åbenlyst stadig. Muligvis har han været romersk senator i en fjern fortid? Ligesom faderen mener, at Carl også har været bibliotikar i Alexandria i et tidligere liv, efter at faderen havde hjembragt et stykke papyrus, som Carl rullede op og sammen og op og sammen og granskede nøje igen og igen – muligvis fordi han undrede sig over, at der ikke stod noget på det.

Farvel til polypperne

I går fik Alma fjernet polypper hos ørelægen. Kl. 8 røg hun på briksen, efter eget valg ledsaget af sin fader, mens moderen og Carl hyggede derhjemme. Alma havde set meget frem til dagen, fordi hun måtte spise is efter behov efter operationen. “Jeg skal have fjernet polypper, og det kan jeg godt lide,” har hun sagt rigtig mange gange til både ved- og uvedkommende. Desværre kunne hun ikke helt så godt lide det, da det blev alvor. Hun var cool med hensyn til bedøvelse og maske, men ret ked, da hun vågnede. Anæstesilægen er supergod, men bedøvelse i kombination med, at der ryger blod ned gennem halsen, gør bare ikke meget for det almene velbefindende. Men ud kom polypperne da, og da ørelægen lige tjekkede ørerne og konstaterede massivt med væske på venstre øre, røg der lige et nyt dræn i ved samme lejlighed.
Vel hjemme var Alma smådårlig og pjevsende, så moderen og Carl satte kurs mod biblioteket og supermarkedet for at hente nye film og købe lidt ind og samtidig skaffe den plagede Alma lidt fred – hvilket foranledigede hende til at falde i søvn på sofaen et par timer. Da hun vågnede, var hun markant mere frisk. Carl brillerede ved at snuble og lande i en vandpyt ved udflugtens spæde start og græd bitterligt over våde og kolde bukser. Moderen havde således valget mellem at give fortabt og køre hjem eller nødshoppe nye bukser i den nærliggende børnetøjsbutik. Vi valgte sidstnævnte. “Nej tak, jeg behøver ingen pose, han får dem på med det samme.”
Derefter var vi i Amagercentret, hvilket er at sammenligne med et besøg i verdens røvhul. Vi stod i kø (og nogle af os græd) ved Føtex’ bager for at købe en “bullar”. Dog havde Carl så god tid til at studere udvalget, at bemeldte bolle endte med at blive droppet til fordel for en croissant. Den holdt ham til gengæld i ro længe nok til, at vi nåede helt hen til kassen i Irma, hvor han (igen) gerådede i frådende vildskab, denne gang fordi hans juice skulle op på båndet for at blive scannet… Velmenende damer havde masser af gode råd til neddysning, men den eneste med succes var den ældre dame, der inden om alle de andre stak ham et par pebernødder. Turen rundedes af med en sandwich i cafeen på første sal med fremragende udsigt til en meget spændende kran.
Da vi kom hjem, var Alma vågnet igen i noget bedre lune, og resten af eftermiddagen stod den stort set på film og is og mere film og mere is. Hen under aften fik hun dog feber, og da det gentog sig i dag, rundede vi lægevagten. Lægen kunne ikke finde noget galt, men satte hende på penicillinkur alligevel for en sikkerheds skyld på grund af den nylige operation.
Og i morgen venter juleferien!

Museum er sjovt!

DSCF5476.JPG På sådan en blæsende weekenddag skal tiden jo gå med et eller andet, så moderen og varanerne satte kursen mod Nationalmuseet, som har en legeafdeling for børn. Det var en stor succes. Der var udklædning, skibsrat, køkkendimser, en stor hest, som ingen af dem turde sidde på, et vikingeskib m.m.m. Eneste nitte var, at museet lukkede en halv time før beregnet, så vi nåede ikke at indtage den medbragte madpakke. Faktisk var begge børn i fuld gang med noget køkken-noget, da en museumsfyr kom og begyndte at rydde op. Carl opererede med et fad og otte plastikbøffer. Manden bøjede sig, tog fat i fadet og sagde venligt, at nu skulle der ryddes op, for museet lukkede, og alle skulle hjem – “så kan du hjælpe med at lægge bøfferne på plads, lille ven?”
DSCF5486.JPG
Carl gloede overrasket på ham, kiggede på de formastelige hænder på HANS fad og stak i et “MIIIIIIIIIIINNNNNN”, mens han trak i fadet af alle kræfter og brølede som en løve imens. Snitterne af fadet, makker, det er mine bøffer! Manden bakkede omgående af, og moderen måtte skride ind for at få ungerne skovlet ud, før dørene blev låst.
Alma løb trods alle forbud i forvejen og var gået ud af børneafdelingen, da vi nåede derhen. Hun stod lige uden for døren, ganske vist, og kørte vist bare et “så stor er jeg”-trip, men moderen er voldsomt bekymret over, at hun en dag overvurderer egen formåen og kommer galt afsted, så hun fik pænt at vide, at hun ikke må gå ud alene. Under de svedige anstrengelser for at få proppet unger i tøjet og få pusletasken ud af skabet og få sig selv klædt på uden at miste et barn undervejs, trak Alma stille og roligt hen mod udgangen, og pludselig stod hun i slusen mellem de indre og de ydre døre. Moderen, som var en kende utålmodig på det tidspunkt, greb mod al sædvane barnet i armen og trak hende ublidt med tilbage til jakkerne og skældte rent faktisk lidt ud. Alma græd, og da vi var kommet ud, og hun var faldet lidt ned, sagde hun med lille stemme, at “jeg var ikke gået ud, mor, jeg ventede bare på dig ved udgangen”. Øhm. Okay så. Nærmere udspørgen afslørede, at Alma faktisk ikke mente, hun var gået ud, og at hun ikke havde tænkt sig at gøre det heller, men at hun bare ville stå og kigge på folk, mens hun ventede – hvilket hun havde fået lov til. Så hun fik en uforbeholden undskyldning og en masse kram og erklærede så, at nu var hun ikke ked af det mere.
DSCF5481.JPG
Bilen holdt ved kanalen, hvor adgangen til bådebroen er spærret med aflåste låger og tre-radet pigtråd. Carl var ikke overraskende meget interesseret i vandet og lænede sig frem og greb fat i pigtråden og trak til – hvorefter tråden knækkede og rullede sig sammen over en strækning på tyve meter. Carl var ret forbavset over egen formåen, og moderen bestemt ikke mindre. Og så tog vi flugten i en fart, så vi ikke blev dømt for hærværk.

Hustyran i fuldt flor

DSCF5483.JPG Carl har tilranet sig privilegier under sin sygdomsperiode, og han har ikke i sinde at afgive dem frivilligt. Han hiver rundt med sine forældre og udsteder ordrer til højre og venstre. Nogle vil måske tro, at det er svært at kommandere med folk, når man ikke kan tale, men der tager de helt fejl. “Ooaaaar” samt en manende udstrakt hånd til moderen i den anden ende af rummet. Derefter føres hånden hastigt mod gulvet, ledsaget af et “aarr!” (Hvilket betyder “her”.) Det er ikke til at gå fejl af.
Desuden skrååååler han løs så højt, han kan, så såre det mindste går ham imod. Det kan være et nej til leg fra en voksen (hvilket også er lidt voldsomt altid, fordi han hager sig fast, så man nærmest må skrabe ham af og skubbe ham væk, mens han hyler og skriger), men skam også, hvis han ser Alma med noget, han betragter som sit eget. Hvis hans bold triller ind under sofaen. Hvis legetøjet driller. Hvis hans strømpe er faldet af. Eller, som i dag i bilen, hvor han brød ud i utrøstelige brøl med hænderne rakt frem.
Mor: Er det noget med dine hænder?
Carl: JJJAAAAAHHRRR *hulk-hulk-brøl*
Mor: Er det, fordi de er beskidte?
Carl: JJAAAAAHHRRRR *hulk-hulk-brøl*
Mor: Men det gør ikke noget, vi vasker dem bare, når vi kommer hjem
Carl: Ja (i helt normalt tonefald)

Ulykker i hjemmet

DSCF5458.JPG Carl har kigget længe nok på sin søsters springen badut. Nu vil han også. Så han stillede sig op på armlænet og sprang over faderbjerget på skift med Alma. De var katte, åbenbart. Men overraskende nok valgte han pludselig at gå hen over faderen. Bemærk det lidende udtryk i baggrunden…
DSCF5457.JPG

I vugger igen

Så er Carl i vuggestue igen – endelig! Han var glad for at komme ind og lege, men da han blev bedt om at sige farvel, så han først forbløffet ud og satte dernæst sit allermest alarmerede vred-ansigt på og tægede sig fast på moderen. Han havde vist regnet med, at vuggestuen fra nu af var et sted, hvor man kommer på korte visitter for at lege, hvorefter man går med sin mor hjem igen. Realitetschok for det stakkels barn! Men da moderen ringede for at høre, om den søde dreng var blevet glad igen, var han fro og voldte ingen problemer, så han kommer nok over det.

Sygdomsupdate

I morges blev de søde små skovlet ind i bilen, og så brugte vi ellers tre kvarter i myldretiden på at komme til Vesterbro, hvor ørelægen holder til. Ørelægen, Ursula Nadelmann, er en trind, lille dame med masser af fagter, høj stemmeføring og et uforligneligt tempo. Efter den overstrømmende velkomsthilsen var begge børn paralyserede, så Carl røg på briksen uden at sige et kuk eller løfte et øjenbryn, og derefter blev han smidt i moderens favn. Inden moderen nåede at ekspedere ham ned på gulvet, var Alma allerede på plads på briksen, og derefter havnede hun på skødet af klinikdamen for at blive kigget i munden. Hektisk, men som vanligt uden gråd, så damen med pandelampen ved vel, hvad hun gør.
Status var så, at begge dræn er faldet ud af ørerne på begge børn. Carls er lige faldet ud, for de er blevet bevidnet af både vagtlæge og egen læge, men de har så ikke virket optimalt, så det er ikke så sært, at han havde ondt, den stakkels dreng. Almas ører var til gengæld topfine og helt i orden. Til gengæld var hun fuld af polypper, så d. 20. december skal hun under kniven for at få dem fjernet. Hun glæder sig helt vildt, for bagefter må hun spise is ad libitum hele dagen. Og der er faktisk en chance for, at hun er frisk nok til at nyde det, for Ursula har allieret sig med en af landets bedste narkoselæger og gør en dyd ud af, at “hendes” børn ikke er syge efter en narkose.

Søskendekriser

Alma og Carl kommer generelt godt ud af det, men der dukker jo uværgerligt en krise op fra tid til anden. Carl er begyndt at gå og brøle, fordi han synes, det er sjovt. Det har foranlediget Alma til at genoptage sin dårlige vaner med at råwe ham ind i hovedet, når han gør noget forkert. Men Carl tåler dårligt at blive råbt ad, så han klasker hende pr. omgående én lige i masken. Hver gang! Vi har fotodokumenteret et par stridstilfælde samt et eksempel på Almas alt for hyppigt brugte “nu er jeg sur på dig”-ansigt.
DSCF5424.JPG DSCF5435.JPG DSCF5436.JPG

Pippi-sko

DSCF5430.JPG kopi
Lørdag var mormor på besøg på Klokkerbakken, og glæden ville ingen ende tage. Hele TO bedstemødre og dertil gaver! Carl fik sin helt egen, fire meter lange slange, og Alma fik et par Pippi-sko, som hun gik rundt med resten af dagen. Begge gaver vakte stor glæde, skønt Carl på det bestemteste nægtede at socialisere med den glade giver. De kalder ham tægen ude i byen.
DSCF5431.JPG DSCF5447.JPG

Syg i Århus

DSCF5452.JPG Atter indtraf tiden, hvor faderen måtte bortabsentere sig for at spille bob i et sommerhus på Mols. Det glæder os at kunne meddele, at han gjorde familien ære ved at vinde Troels Bundgaard Memorial Cup. Resten af familien installerede sig hos farmor for at få en forlænget weekend i familiens skød. Desværre var Carl allerede onsdag syg, så alene pakningen var noget af en udfordring. Torsdag under en visit hos en af moderens genfundne ungdomsveninder flød det ene øre pludselig voldsomt. Og så gik det ellers slag i slag med bedring og forværring i en pærevælling og en skvattet Carl, der absolut kun ville være hos sin moar, og som skiftede mellem at lege og være glad og at være dybt ulykkelig. Torsdag var vi forbi farmors læge for at få tjekket det ikke-flydende øre, og fredag omkring midnat rundede vi (som sædvanlig, fristes man til at sige) lægevagten, fordi Carl vågnede op og græd og græd. De fandt intet usædvanligt.
Alma hostede meget en enkelt dag, men har ellers været i fin form. Hun var sågar på tur med farmor og faster Dorte. Pigeholdet, som Alma kaldte det, kørte hele vejen til Klitmøller for at lukke Sambo for vinteren, derfra videre til Harald og John og en film om Kirsten Kjær og så retur til Århus. Alma havde haft en herlig dag med faster D på bagsædet, og hun berettede med strålende øjne, at hun havde fået både mælk med honning og farmors bolcher og en stor isvaffel med en flødebolle i!
Vel hjemme igen rundede Carl og moderen i dag egen læge, som konstaterede dobbelt mellemørebetændelse og så en spirende lungebetændelse i tilgift. Derfor skal det søde barn nu under argeste modstand plages med penicillin, øredråber og hostesaft den næste uges tid.

Kruseduller

DSCF5398.JPG Carl er meget glad for at tegne og kan sidde og dimse med farverne ganske længe. Det kræver stor koncentration at få stregerne til at makke ret, men til gengæld kan det være svært at holde sig inden for papiret. På Klokkerbakken udviste han i hvert fald stor ihærdighed i sine forsøg på at fikse de gule vægge lidt op med kridt som heldigvis kunne vaskes af, inden farmor kom hjem.
DSCF5395.JPG

Vilde varaner

En typisk morgen på vej til vugger/børnehave:
Ud af hoveddøren. Mor bærer Carl og derefter Carls lille, lyseblå skubbe-med-benene-cykel ned på havegangen. Carl sætter omgående kurs ud af haven og drejer mod skolen. Alma står stadig inde på trappen og råwer, at vi skal vente. Alma kostes ud, og løbecyklen bæres ned. Almas medbragte bamse skal sidde i cykeltasken – på en bestemt måde og med næsen den rigtige vej, og der skal også være en blomst, og… Mor opfordrer på det kraftigste Alma til at lette måsen og løber afsted efter Carl, som er nået næsten ned til skolen. Alma følger surmulende efter.
Begge børn standser pænt ved kantstenen og dirigeres efter endt trafikspejdning over vejen. Alma kører over. Carl ændrer kurs, fordi han spotter en vandpyt, og må med magt spores ind på den rigtige retning. Alma bliver træt af at vente og begynder at køre. Alma vil gerne køre om kap med moderen, som løber. Kapløbet ender ved en stor sten. Imens er Carl vendt om, fordi han hellere vil den anden vej. Mor løber tilbage efter disidenten. Alma er nået til hjørnet og standser. Mor forsøger at råbe hende op for at sige, at hun ikke må køre længere alene. Carl drejer ind ad en sidesti. Carl bringes på rette spor. Alma benytter sig af lejligheden til at køre videre. Carl når endelig frem til hjørnet. Alma sidder nu ved busstoppestedet, hvor en rude er blevet slået ud, og hvor hun derfor kan hænge ud af det tomme hul. Carl jubler, peger på hendes liggende cykel, stiger af sin egen cykel og vælter den, hvorefter han løber hen til busstoppestedet. Desværre er bænken meget smal, så der kan kun sidde et barn ved det vinduesløse hul. Gråd og tænders gnidsel. Børn tvinges bort fra busstoppestedet og kører det sidste, lille stykke hen til børnehaven. De sidste meter er ned ad bakke og i susende fart ind gennem lågen for Almas vedkommende. Carl bremser og vender om, fordi han vil prøve bakken igen. Alma bliver træt af at vente og forsvinder ud på legepladsen. Carl kommer ind ad lågen og hen til døren og stiller sin cykel. Alma er stadig forsvundet. Moderen prøver at råbe hende op og spotte et glimt af løbecyklen mellem buskene. Carl bliver træt af at vente og forsvinder den anden vej… og klokken er kun ni!

Og så kan I selv prøve at forestille jer, hvordan det går for sig, når man har dem med ud at købe ind. I dag fik Carl øje på en lille pose vingummier oppe ved kassen. Moderen afbrød betalingen for at konfiskere den. Dårligt var man nået tilbage til dankort-automaten, før Carl fik greb om en lakridsstang, og han nåede at proppe den i kæften et halvt sekund, før moderen nåede ham. Alma heppede uden tvivl i det skjulte. Lakridsstangen blev konfiskeret og betalt, mens Alma af sine lungers fulde kraft gjorde opmærksom på, at hun rigtig gerne ville smage den. Carl styrtede ud af døren og blev indfanget, og mens moderen proppede varer i pose, gav han sig til at give blomster af en blomsterbuket. Indrømmet: Moderen lod, som om hun ikke så det, og kostede bare ungerne ud i en fart, da vi var færdige.

De to kan bare lave så meget ballade, at man ikke begriber det, især når man tænker på, at de egentlig er nogle ret lydhøre og samarbejdsvillige unger.

Vintertid stinker!

Vintertid er noget lort! Dag 1 ny tid stod moderen og mindstebarnet således op kl. 4.30! Samtidig var det så dagen, hvor Carl stik mod sædvane ikke gad se fjernsyn, han ville hellere spille computerspil og råbe meget højt, så kl. 6.20 stod vi på legepladsen i tisse-regnvejr og buldermørke. Det er heldigt for ham, at han er så nuttet, for ellers havde han godt nok stået til klø!

Rod-væk

DSCF5389.JPG Hjemmet er blevet beriget med en købmandsdisk, hvilket forhåbentlig kan nedbringe den uoverskuelige mængde af hjemløse dimser. Samtidig er den eminent at sidde på, hvilket begge børn naturligvis straks konstaterede. Alma bruger den dagligt til stille sysler eller til flippede udspring. Bemærk i øvrigt Carls entrepenante arbejde med tommestok og lampe. Måske skal han være installationskunster? Olafur, pas på ryggen – den nye generation er på vej!

Serviceinfo: Skufferne i møblet kan altså godt lukkes.

Kage!

Alma aka tiger var meget optaget af fars fødselsdagskage og tog arbejdet med at pynte dybt alvorligt. Dog gik hun mere efter kvantitet end efter den dekorative effekt. Målet var helt klart at få tømt alle glassene med pynt ud over kagen hurtigst muligt.
DSCF5348.JPG