Kategoriarkiv: Udviklingen

Og den seneste Alma-historie:

Så kom Hans og Margrethe hen til heksens hus. Heksen stod herinde og slog sig selv lidt i hovedet *slår sig selv i panden nogle gange* Så ringer de på. Heksen kan se, at det er frokosten, der kommer der.

Mor: Nå, Hans og Grethe kom med heksens frokost?

Alma *ser fiffig ud*: Neeejjjj. Hans og Margrethe var heksens frokost. Hun ser sultent på dem *smiler endnu mere fiffigt og slikker sig om munden* Men så kom Pippi! Nej, heks, lad Hans og Margrethe gå!

Mor: Så var heksen sikker sur

Alma i total undren: Hvorfor det?

Mor: Fordi hun ikke fik frokost, så hun er stadig sulten

Alma: Nååja… *kastebevægelse* Her, heks, her har du nogle andre børn

Vi værner åbenbart kun om vores egne her i huset!

Glade barn

DSCF4981.JPG
Carl er efterhånden tøet helt op i vuggestuen, og hans pædagog, Birgitte, har afleveret stedse mere positive meldinger om Carls dage, kulminerende fredag med “altså, Helene, han er bare sådan en glad dreng!” Så sandt, så sandt; Carl finder, at verden overordnet betragtet er et dejligt sted, og han vil gerne se og prøve alting. Næsten. Fx er det jo smadderspændende at pille ved en snegl. Til gengæld er det helt enormt farligt med sådan nogle “put fem kroner i mig og jeg kører i tredive sekunder”-biler/katte/postmand Per-vogne, som man møder i bybilledet. Dem er han skrækslagen for.

Se, en hund!

DSCF4963.JPG Alma elsker dyr og plæderer dagligt for at udvide familien med en hund. Arten af hund afhænger af, hvilken hund hun sidst har set. I weekenden var vi pga. godt vejr og utidige unger draget ud i verden og endte med en gåtur på Christiania, Alma iført hue, så hun faldt helt i et med omgivelserne. Der er der mange hunde. Alma kastede især sin kærlighed på en lille, hvid hund, som til hendes udelte henrykkelse valgte at følge med, da vi gik videre. “Den følger efter os. Jeg tror, den savner mig,” sagde hun med lysende øjne og en stemme, der sitrede af fryd.
Carl er også meget interesseret, men han har svært ved at tackle de hurtige bevægelser og foretrækker derfor at undgå hovedet, der hele tiden bevæger sig og slikker, og i stedet stå ud for midten og klappe lidt på ryggen af dyret.

Syge Carl

DSCF4976.JPG
Stakkels Carl er stadig syg. Efter nogle dage med høj feber fik han knopper med blærer. Vagtlægen sagde skoldkopper. Overlægen på skoldkoppevaccine-projektet på Hvidovre mente, at det var højst usandsynligt, eftersom Carl har fået første halvdel af skoldkoppevaccinen. Muligvis hånd-mund-fod-syge, mente han. Da knopperne begyndte at danne sår og derefter fik blærer endnu engang, blev lægevidenskaben igen konsulteret, denne gang i form af egen læge, som bød ind med en helt tredje diagnose, nemlig herpes. Nu får han medicin, og det virker, så hun har sikkert ret i herpes-tesen. Han er specielt plaget af sår i munden, så han spiser nærmest ingenting, men forhåbentlig er han snart på banen igen.
I takt med, at han har fået det bedre, er hans temperament også blusset op igen. Han tager tilsyneladende et udviklingshop oven i sygdommen. Han raser og regerer mod alskens uretfærdigheder, fx at blive løftet ud af bilen. Skrål og brøl og vild spjætten og slag. Moderen endte med at sætte ham ind igen ud fra den antagelse, at barnet var træt og utilpas og ikke orkede at blive slæbt ud. I virkeligheden, viste det sig, ville han bare selv kravle ud. Et andet dugfrisk eksempel fra dagens tur i Irma, hvor Carl stod og frådede i vildskab, fordi moderen havde sagt nej til at købe en pose æblechips (som han jo ikke kunne spise på grund af sårene i munden). Moderen var ved at betale ved kassen imens. Resten af køen fulgte med interesse dramaet og havde åbenlyst ondt af det stakkels barn, som ikke kunne finde ud af at gå hen til sin mor/var bange for fremmede/havde andre problemer, mens moderen bare stod og passede sine indkøb. “Din mor er derhenne, lille ven,” sagde en dame venligt og trådte til side, så han ikke skulle føle sig klemt. “NNNAAAARRRJJJJ,” brølede Carl…. Da varerne var betalt, gik den onde moder så omsider, fulgt af syrlige blikke, hen for at udfri den lille stakkel af hans elendighed. Bemeldte stakkels begyndte straks at tampe løs på den onde mor med æblechipsene. Stemningen i køen skiftede ret hurtigt til “kunne hun dog ikke opdrage lidt på det barn”.

Cyklisten

DSCF4955.JPG Alma er blevet cyklist. Løbecyklist, i hvert fald, og hun kan godt lide betegnelsen. Løbecyklen, som har overvintret hos farmor siden Almas et års fødselsdag, er nu endelig kommet med hjem, og Alma har fået helt styr på at bruge den. I sidste uge har hun cyklet til stranden flere gange; sommeren lakker jo mod enden, så vi griber enhver chance for at dyrke det gode vejr, når det er her. På stranden ynder Alma at bede om lov til at soppe, hvilket uvægerligt udarter sig til en fuldkrops-neddykning. Men herregud, barnet nyder det, og så er alt jo godt.

Syvsovere

For øvrigt skylder vi vores trofaste læsere at fortælle, at børnene satte soverekord i Castro. Muligvis skyldes det, at skodderne gør det temmelig mørkt, selvom solen er stået op, men i hvert fald sov de flere dage til omkring kl. 7, og en enkelt morgen vågnede vi først kl. 9! Det er uhørt, det er aldrig nogensinde sket før. Alma og moderen sov sammen på den store madras, mens Carl havde en weekendseng, men de fleste nætter blev han urolig og blev hentet over til pigerne i løbet af natten. Det er superhyggeligt at ligge i klynge med de søde børn.

DSCF4741.JPG Alma fik på markedet en bade-dalmatiner, som omgående blev døbt Pongo (serviceinfo til de uoplyste: en reference til filmen “101 dalmatinere”). Hun balancerede ham troligt rundt i klapvognen, mens hun kampsvedte pga. nærkontakt med plastik i 35 graders varme, men som hun sagde: “Det gør ikke noget, det er varmt, for ellers fryser min dalmatiner.” Hjemme i lejligheden blev Pongo medbragt overalt. Han sad ved siden af sengen om natten, og naturligvis var han med i badebassinet. Bagefter blev han hejst op via det på altanen fastgjorte reb; en proces, som Alma var meget begejstret for og dyrkede i stor stil. Der blev hejst ganske mange ting op og ned, da først mormor havde vist hende, hvordan konceptet fungerede.
DSCF4704.JPG Carl var ikke umiddelbart meget begejstret for poolen, men i løbet af et par dage og med moderens tilstedeværelse i bassinet kom han efter det, og med tre børn i vandet havde de voksne travlt med at løse legetøjskonflikter og løbende indskærpe, at vandet skulle blive i bassinet, og det samme skulle legetøjet – også det, man ikke selv skulle bruge lige nu…

Ciao!

Alma og Carl har i den forgangne uge gjort Italien i selskab med mormor. Onkel Niels og tante Silvia lagde gæstfrit hus til i otte hele dage, og kusine Vittoria fandt sig (næsten) stiltiende i at blive invaderet af horderne fra det høje Nord. Dagene gik stille og roligt med markedsbesøg, byture, let shopping og ikke mindst lange eftermiddagstimer i den sammenklappelige pool i haven. Desuden tilbragte Alma et forbløffende antal timer i selskab med Den lille havfrue og har stadig Ariel, prinsen, Tumle og havheksen med som faste bestanddele i mange lege.
De søde børn kom godt ud af det med hinanden, og Vittoria var imponerende god til at dele både forældreopmærksomhed, legetøj og Lebensraum med Alma og Carle med rullende r. Vi nærer alle store forhåbninger om, at de kan blive gode venner og få glæde af hinanden i årene, der kommer.
Alma og Carl beviste desuden, at de er et par hårde rejsenitter. De udholdt transporttid til og fra lufthavnen, ventetid i diverse køer og sløv bagageudlevering stort set uden at kny, og der var heller ikke noget vrøvl på selve flyturen. De er gode, er de!
Den første dag tog vi en tur til byen for at købe is. I baggrunden ses Vittoria med barnepigen Rosella, kaldet Lella.

DSCF4698.JPG

Anger management påkrævet

DSCF4624.JPG Carl har med tiden afsløret, at han er i besiddelse af et ganske voldsomt temperament. I dag nåede han nye højder i raserianfaldenes størrelse. Da vi kom hjem, var moderen tungt belæsset med tasker, tøj, biblioteksbøger m.m. Carl, som kan entre trappen på under ti sekunder, har fået det for sig, at han hellere vil bæres. Det ville han også i dag. Moderen sagde meget venligt nej og henviste til hans egen formåen. Carl tægede sig fast og forhindrede moderen i at bevæge sig under rasende skrål. Moderen vristede sig løs og gik op under talrige opfordringer til Carl om at følge med. Skrål, slå om sig og sparke vildt i luften. Vel oppe gik moderen og Alma ind. Døren blev stående åben, og moderen gik nynnende rundt i køkkenet, kaldte af og til på ham, fristede med mælk… Carl nægtede fortsat. Han holdt pauser i skråleriet, men så såre moderen henvendte sig til ham eller – oh ve, oh rædsel – ligefrem viste sig i døren, startede han forfra med at råwe af sine lungers fulde kraft, mens han slog løs på trappen med hænderne og sparkede om sig (med kun det ene ben, så han ikke faldt ned…), rystede på hovedet og på alle måder gav udtryk for sin enorme harme over det urimelige krav. Han kravlede laaaangsomt op, men fik han øje på moderen, begav han sig omgående baglæns nedad igen. Jamen, den dreng bliver så vred, at man kan blive helt bekymret. Til sidst – efter tyve minutter! – var han nået 3/4 af vejen op, og her begyndte trinnene at blive smalle, så endelig greb moderen hjælpende ind. Tænk at kunne holde fast i, at man er SÅ vred så længe, når man er så lille… Kan man få anger management-kurser, når man er under to år?

En køjeseng med telt!

DSCF4633.JPG Alma har længe fyldt tremmesengen rigeligt ud, og langt om længe kom vi så vidt som til at anskaffe en stor pige-seng: En køjeseng i lavformat, dvs., at overkøjen er ca. en meter over gulvet, mens den nederste enten er hulepotentiale eller, som i vores tilfælde, madras på gulvet til brug for Carl, som så slipper for tremmer og for at falde ud af sengen om natten. Som en ekstra feature er den forsynet med en himmel, oftest omtalt som telt. Alma går meget op i, at hun skal sove trygt og godt under himlen, mens Carl skal sove trygt og godt under både hende OG himlen.
DSCF4626.JPG

Sengen blev samlet i dag med Almas meget aktive medvirken og bliver i skrivende stund indviet af en sødt slumrende Alma. Den sikkerhedsansvarlige har barrikaderet indgangshullet ved stigen med en fastklemt kæmpepude, som forhåbentlig bremser hende, hvis hun tumler den vej i søvne. Carl venter liiiiige lidt endnu med at flytte ud af soveværelset.

Det hårde vuggestuemiljø

Carl synes, det er hårdt at gå i vuggestue. Skønt han er vant til og glad for stedet, er det alligevel noget ganske andet end at blive mandsopdækket af søde Shahbaa. Han brokker sig, når vi siger farvel, men falder hurtigt til ro, når moderen er ude af syne, og trives godt resten af tiden. Men herhjemme kan vi tydeligt mærke reaktionen. Han har rekord-kort lunte, skælder og smælder og brøler over alt og ingenting, og vi er igen inde i en periode, hvor det er umuligt at lave mad, fordi Carl klynger sig skrålende til moderens ben. Han trænger rigtig meget til nærhed og opmærksomhed, og der er da heller ikke noget at sige til, at han måske ikke har lyst til at lege alene, når han lige har været på egen hånd i flere timer. Til gengæld forlader han pr. omgående moderens skørter, når faderen gør sin entre. Carl er i den grad blevet fars dreng. Nærmest lige så meget som Alma er blevet mors pige; og heldigt er det da, at de ikke har valgt at hænge på den samme forælder!

Nu uden ble

Alma har nu officielt smidt bleen. Der var været meget få uheld, og slet ingen i børnehaven. Hun sover også middagslur uden ble – mest fordi de de første gange glemte at give hende den på, og da der ikke var sket uheld, blev vi enige om bare at fortsætte den vellykkede linje. Alma vil også gerne have bleen af om natten nu, så i morgen skal vi (forhåbentlig) ud og købe ny seng. Hun sover stadig i tremmesengen, og når man vågner tissetrængende om natten, er det bare for omstændeligt at skulle kravle ud over tremmerne. Godt nok råwer Alma bare på sin moar, men bemeldte moar nærer en vis forhåbning om, at hun kan lære selv at gå på toilettet, så assistanceperioden er til at se en ende på. I princippet kan hun naturligvis godt selv, men søvndrukken og i mørke er der vist ikke stor sandsynlighed for, at hun kaster sig alene ud i projektet lige med det samme.

Bleløs i børnehaven

I morges under påklædningssniksnakken spurgte moderen Alma, om hun mon ville kunne finde ud af at gå på toilettet i børnehaven. Jo, det mente Alma godt. Da moderen efterfølgende kom med en ble, gloede Alma vantro og sagde i et umiskendeligt “helt ærligt, er du dum eller hvad”-tonefald: “Jeg skal da ikke have ble på! Jeg sagde jo lige, at jeg godt kunne gå på toilettet i børnehaven.”
Så barnet kom afsted uden ble, men med masser af skiftetøj. Frem til middagsluren havde der dog ikke været uheld, så nu venter vi spændt på fortsættelsen i eftermiddag.

Kolonist-Alma

DSCF4524.JPG kopi Hverdagen ramte også Alma mandag morgen, og den ramte hårdt. Efter kun tre dage i børnehaven, efterfulgt af fire dages fri, skulle Alma og resten af børnehaven nemlig på koloni ved Dronningmølle. Afgang fra institutionen i bus kl. 8 præcis, hjemkomst kl. 16. Knap halvanden times køretur hver vej og hele dagen på nye eventyr i selskab med mennesker, hun næsten ikke kender; Alma var ikke vild med at skulle afsted!
Den første dag havde hun Leo, løve-kæphesten, som hun havde fået af Ole og Dorte, med som trøst. Hun har også haft sit nye Barpapappa-bestik med hver dag. Hun var ked af at sige farvel, og det var moderen også. Afsked skulle finde sted på legepladsen for ikke at skabe totalt kaos i bussen, og bagefter myldrede alle forældre så ud på fortovet for at vinke. Alma var både den første og de følgende morgener meget få sure sild værd, når hun sad der i bussen og vinkede forknyt med tårerne trillende, og moderen tudede lige så meget, da bussen var kørt. Men alle meldinger har lydt på, at hun har nydt det, når først afskeden var overstået. De har haft nogle hårde, men gode dage, og Alma fortalte pludselig med et saligt smil forleden: “Torben giver os slik i bussen! Han siger, vi gerne må tage to!” Tre af dagene har en af Almas yndlingspædagoger fra vuggestuen desuden været med sammen med to af de største vuggestuebørn, og det hjalp også at have nogle kendte og troværdige ansigter med.
Men skønt ungerne nyder kolonien, kan man se på dem, at de er ved at være trætte hen mod slutningen af ugen, og Alma var i hvert fald svært godt tilfreds med udsigten til, at hun skal helt almindeligt i børnehave på mandag.

Vuggestuestart

DSCF4521.JPG Mandag morgen stod den barske virkelighed for døren efter fire dages afslapning hos farmor. Det var slut med at tulle rundt hos Shahbaa og blive forkælet; nu skulle Carl i vuggestue! Ugen inden havde vi holdt afskedsfest med udveksling af gaver og klumper i halsen, men med farvel’erne lidt på afstand var moderen svært godt tilfreds med udsigten til at få de søde børn passet det samme, nære sted.
Carl er jo bekendt med konceptet pasning, og han er, må man sige, også bekendt med vuggestuen. Han har direkte overtaget Almas plads, inklusive primærpædagogen og garderobeskabet. Det eneste nye var således at kombinere pasning og vuggestue. Den første dag var moderen sammen med ham hele tiden. Vi gjorde et spagt forsøg på at lade ham være der alene, men det tog han ret tungt, så det blev afblæst. Dagen efter havde han en times tid alene på stuen, mens moderen sad standby i fællesrummet, og onsdag var han der om formiddagen og blev hentet til frokost. Torsdag og fredag sov han til middag derovre.
Carl har været vældig god til at blive kørt ind. Han er meget socialt opsøgende og kan tilsyneladende godt lide, at der er så mange børn. Han græder ikke, når der bliver sagt farvel, og han er glad og tilfreds i moderens fravær. Alt i alt en overordentlig nem indkøring.

Almas første børnehavedag

DSCF4477.JPG
Alma har haft sin første dag i børnehaven, og hun var slet ikke ked af ikke at skulle ind i vuggestuen. Inden afgang fra hjemmet skulle Alma foreviges som børnehavebarn. “Jeg smiler slet ikke.” Sandt nok.
Moderen skulle være der sammen med hende denne første dag, og det var jo svært hyggeligt, syntes Alma. Dog var Almas primærpædagog, Agnete, som Alma troskyldigt kalder Magnete, fraværende i dag pga. sygdom, hvilket gjorde projektet en smule retningsløst. Vi var på legepladsen, hvor moderen og Frejas mor (Freja og Alma har gået i vuggestue sammen og skal nu gå på Solstuen sammen) forgæves forsøgte at få de søde piger til at lege med hinanden eller i det mindste i nærheden af hinanden, så vi kunne drikke kaffe og snakke voksensnak. Desværre var ingen af ungerne villige til at samarbejde om projektet, så snakken blev mest med en anden af stuens pædagoger, der forklarede om hverdagen som børnehavebarn.
Frokost i form af madpakker blev indtaget, og så var det slut for i dag. Alma nød at have moderen hos sig og snakkede til alle om, at “min mor vil gerne være her sammen med mig”, men da vi gik hjem, spurgte hun alligevel undrende: “Hvorfor skulle jeg ikke starte rigtigt i børnehave?” Det skal hun så i morgen, hvor hun skal spise frokost og sover derovre inden afhentning. Indkøringen må nødvendigvis være lidt hastig, efterdi indeværende uge bliver på tre hverdage, og mandag-fredag i næste uge skal børnehaven på koloni fra 8-16 hver dag! Det er lidt voldsomt for Alma, men til gengæld passer det perfekt med, at Carl skal køres ind i vuggestuen.
DSCF4484.JPG

Sviptur til Haderslev

Mens faderen fedede den på firmaets regning i Rom var Carl og Alma med moderen en tur i det jyske i weekenden. Torsdag legede vi i vuggestuen, til onkel Niels meldte sin ankomst i lufthavnen, og så gik turen direkte mod Haderslev via lufthavnen. Carl stirrede skeptisk på den nyankomne i ca. fem minutter og overgav sig derefter betingelsesløst. Alma fandt også den onkel, som hun efter eget udsagn ikke kendte, ret underholdende, og begge børn behandlede ham som en nær og kær slægtning. Hvilket han jo også er. Der var generelt gode vibs i luften, om end onkel på visse områder var noget mere restriktiv end moderen.
Der var kø på motorvejen, og ungerne sov kun kort, så ved Odense måtte vi lave et seriøst pitstop med legepladsbesøg og aftensmad og mere legeplads, og Alma fik også tid til to lortebleer og en tur i en raket. Carl var som udgangspunkt med på raketturen, men da maskinen begyndte at bevæge sig og sige lyde, panikkede han fuldstændig og måtte trøstes længe. Helt rolig blev han dog først, da også storesøster var kommet frelst ud af tingesten. Sen ankomst i Haderslev, sen putning og to børn, der sov til 6.30 næste morgen! Det lyder måske ikke af noget særligt, men det er faktisk et imponerende resultat.
DSCF4460.JPG

Lørdag fredag var der afgang mod Billund, hvor farmor troppede op og tog børnene med i Givskud Zoo. Vi var noget spændte på, hvordan det ville spænde af, men bortset fra, at Carl stak i et skrål, da farmor satte sig ind i bilen, og moderen ikke gjorde det, gik turen helt forrygende. Carl lod sig umiddelbart berolige af en forklaring om, at de skulle i zoo, og at det var ok og sjovt, og begge børn havde haft en heftig og fornøjelig eftermiddag og ankom sovende og let dampkogte hen under aften. Vi siger farmor tak!
DSCF4475.JPG

Lørdag formiddag tilbragtes i Damparken. Carl hang ud med sin onkel og tilbragte bl.a. ganske lang tid med at falde i staver over en familie, der fodrede ænder med gammelt brød. Til sidst gav de rare mennesker ham et stykke brød, så han kunne være med. Selvfølgelig proppede han det omgående i kæften og åd det. Mormor blev afhentet på skolen efter endt gerning. Fællesspisning og derefter retur til Djævleøen. Resten af weekenden tilbragtes mestendels i haven.