Faderen forsøger at præge Carls musikalske smag og hævder bestemt, at barnet har en forkærligheden for Beatles. Om ikke andet kan vi uden skyggen af tvivl konstatere, at Carl har en forkærlighed for guitaren og alle former for trommer.
Avanceret sprogbrug
Dagens Alma-ord: Ædle ganger.
Hep, Alma – bare gå til den!
Min baby
Dagens Alma-kommentar (da Carl gav lyd fra sig i babyalarmen): Min baby er vågen.
I Almas vuggestue går der en pige, som er voldsomt misundelig over, at Alma har en lillebror. Hun iler til, så såre hun spotter, at vi er ankommet, og vil ae og kramme Almas lillebror, og hun forsøger sig sågar med et par spæde “min Carl”´er. Alma korrekser hende begejstret: “Nej, Freja, MIN Carl; Carl vores baby!” De første gange blev Alma noget pikeret, men efter at hun fik forklaret, at Freja bare ville ønske, at hun også havde en lillebror, nyder hun vist nærmest at blive misundt, og hun elsker, at vi herhjemme gennemspiller dialogen mellem de to piger, gerne mange gange.
Går efter guldet
Carl er blevet semimobil. Han kan møffe lidt omkring, i særdeleshed hvis han ser noget, han rigtig gerne vil lægge sine små, fedtede babyhænder på. I den aktuelle situation var Carl blevet anbragt på køkkengulvet under madlavningen. Alma satte sig ved siden af for at holde ham med selskab, den søde pige. Hun havde fået nogle melboller i fars fødselsdagskop, og skønt Alma egenhændigt havde forsynet Carl med en venter-på-aftensmaden-pære, entrede den tykke dreng straks storesøster for at lægge beslag på melbollerne (som han for øvrigt slet ikke kan lide). “Åhr la´ vær´, Carlemand,” siger Alma, men hun gør ham ingenting, selvom han sandt for dyden sætter hendes tålmodighed på prøve fra tid til anden. Fx er han også meget interesseret i at hive hende i håret. Alma flytter bare hovedet.
Babababa!
Carl har haft sit sidste ordinære besøg af sundhedsplejersken. Hun lavede boel-prøven, som han bestod med flyvende faner. Til de uindviede kan oplyses, at prøven omfatter en rød pind (er barnet interesseret, og bliver den proppet i kæften?), en metaltingest (følger barnet dimsen med øjnene fra side til side?) samt nogle små klokker, der ringler ved hvert øre for at tjekke hørelsen. Carl var efter mødet med den skønne, røde pind ikke voldsomt interesseret i resten, men han kiggede pligtskyldigst efter metaldimsen og gloede til siderne for at finde ud af, hvorfor det ringede for hans ører, så der var ikke noget at komme efter der.
Han måler nu 73,5 cm og vejer 11,6 kilo. Det svarer nærmest til en et-årig. Store dreng!
Han siger babababa og mamama og ppfffffh. Alma synes, det er enormt sjovt, når han siger lyde, og gentager dem fnisende – hvilket så henrykker Carl, som siger sin lykkeligste begejstringslyd (han lægger lyd på, når han trækker vejret ind). Og når han gør det, er Alma helt knust af grin. De er godt nok søde!
I da´ faar føssesda´
Og faderens fødselsdag kom og gik. Alma hjalp med at pakke gaverne ind dagen i forvejen og fortalte glad, at “far pakke”, da han kom hjem fra arbejde. På selve dagen blev fødselaren “vækket” med sang og gaver. Alma gik enormt op i hele konceptet og var slet ikke ked af, at ingen af gaverne var til hende. Om eftermiddagen drog Carl, Alma og moderen ad bageren til for at købe lagkage. Desværre havde den nærmeste bager ingen lagkage, og da vi ikke havde tvillingevognen med, måtte vi returnere til Livornovej for at hente bilen, mens Alma for hver tredje meter stampede i jorden og sagde “lagkage lige NU!”. Heldigvis var Eriks Bageri leveringsdygtig i lagkage. Alma fortalte alle i forretningen, at vi skulle have lagkage, og at det var fars fødselsdag, og hun sang fødselsdagssang både hos bageren, i vuggestuen og derhjemme. Det var en stor dag for hende, og hun konstaterer stadig dagligt, at i dag er det ikke fars fødselsdag, og at først er det mors fødselsdag, så er det Carls fødselsdag, og SÅ bliver det Almas fødselsdag….
Hen på eftermiddagen havde den hostende Carl fået feber, så moderen rundede lægevagten, hvor lægen efter historiens korteste undersøgelse erklærede, at han havde astmatisk bronkitis, at han skulle have maske, og at vi skulle køre over på børneafdelingen. Moderen var grædefærdig. Ingen voksenhygge på fødselsdagen og meget muligt heller ikke nogen interviewtur til Århus dagen efter! På sygehuset blev Carl undersøgt i alle ende og kanter, og konklusionen var, at han ikke fejlede andet end en almindelig forkølelsesvirus. Ingen indlæggelse nødig! Vi skyndte os at trille hjem med klapvognen, før de kunne nå at ombestemme sig.
Alma var meget optaget af det med, at Carl var syg og på sygehuset, og at mor var med, og at Alma blev hjemme. I vuggestuen havde hun i forbifarten konstateret “mor sygehus” med det resultat, at moderen blev mødt med nogle bekymrede spørgsmål ved afhentning.
Med Søren Splejs på tur
Almas rollespilslege er efterhånden blevet temmelig avancerede. Fra at lave mad og invitere på kaffe på værelset har hun bevæget sig langt videre. Nu leger hun fx Søren Splejs (kendt fra billedbøgerne). Hun peger på moderen og siger “hedder Mette”, peger på sig selv og siger “hedder Søren Splejs”, tager moderens hånd, og så “Søren Splejs og Mette går tur i parken”.
Faktisk er hun så hjemme i abstraktionerne, at hun kan (mis)bruge dem bevidst. Da Alma blev hentet i vuggestuen, var Carl midt i en sjælden kæmpelur. Derfor brugte vi en times tid på at komme ud fra vuggestuens legeplads, og derefter holdt vi picnic og legede ovre hos de gamle i Livornoparken. Imidlertid har det været en pænt sagt kølig dag, hvilket ikke afspejledes i moderens påklædning. Kort og godt: Til sidst insisterede jeg på, at vi skulle gå hjem, for jeg frøs. Alma var ikke til sinds at følge med frivilligt og gennemgik for sit indre øje rækken af mulige reaktions- og pressionsmetoder: Vred, rasende, ked, vrææææl (ansigtsudtrykkene skiftede i samme rækkefølge, uden at nogen af dem blev hængende. Spøjst at se på.) Men pludselig lyste hun op, for hun havde fået alletiders fabelagtige ide.
Med sin allermest indsmigrende stemme og sit sødeste smil rakte hun hånden ud og sagde: “Kom, Mette. Søren Splejs og Mette går tur i parken?”
Og det indrømmes blankt og uden skam, at taktikken virkede. Moderen smeltede og legede forfrossent videre en halv time ekstra.
Gymnastrada
Nej??
Replikskifte, mens moderen lavede mad, og Alma så Shrek:
Alma: Jeg spytter
Mor: Nej, lad være med det
Alma: Jeg spytter igen *fniiis*
Mor: Alma, du skal ikke spytte
Alma: Shrek, jeg spytter
Shrek (i filmen, surt): NEJ!
Alma (totalt målløs): Shrek siger nej!
Legetøj, Carl
Alma er stærk forkæmper for den private ejendomsret og tåler dårligt, at Carl formaster sig til at befamle hendes ejendele. Hun river dem prompte ud af hånden på ham. Dog er hun ikke uden empati. Hun forstår godt, at han gerne vil have noget at lege med, så når hun har bragt sine ting i sikker afstand af babyen, spurter hun gennem stuen hen til kasserne med babylegetøj, mens hun forsikrer “legetøj, Carl”, og så kommer hun retur med et håndplukket udvalg af legetøj som erstatning for det, hun tog fra ham.
Hestepige
I søndags var Alma og moderen på noget af en tour de force. Alma har været med på skovtur på hesteryg, siddende foran hos moderen. Det var meget hyggeligt og en stor oplevelse for Alma, som dog snakkede en del om trolde undervejs. (Hun holder meget af et computerspil, hvor der skal hentes pynt til en skovtur i den mørke skov, hvor der er trolde…) Lånehesten Samone blev soigneret og lukket ud, og så sad Alma i et rent hjørne af boksen og kommenterede, mens moderen mugede ud. Det kan godt afsløres, at ordet “lort” forekom ret mange gange under forløbet.
Derefter gik vi over i rideklubben, hvor der var stævne. Vi spiste frokost – Alma skulle efter eget valg have pølser og kørte to store af slagsen ned på ingen tid, hvorefter hun indtog en af moderens fiskefiletter – og så på heste, der hoppede, og på en kæmpe Peter Plys-bamse, der af uransagelige årsager var blevet placeret i et hjørne af springbanen med en bi på hovedet.
Moderens bil er midlertidigt ude af drift, så vi skulle med bussen hjem. Bussen kørte bare ikke rigtig til Øst-Amager, så vi steg af så tæt på hjemme, som vi kunne komme. Alma fik en superlur i bussen og gik derfor glip af det meste af turen. Heldigvis måtte vi trave afsted for at finde en anden bus, der kørte i den rigtige retning, så hun fik en chance mere for at nyde det eksotiske ved en bustur. Vi ankom til stoppestedet, netop som bussen kørte sin vej, og måtte vente et kvarter på den næste – som så kørte for næsen af os, da moderen vendte sig for at tage Alma i hånden! Nogle af os bandede, og så ventede vi et kvarter mere. Alma lærte at sige Michael Moore, og der blev sunget en masse sange og danset lidt, men der var slet ingen, der græd, fordi de var trætte eller sultne eller noget.
Endelig kom der en bus, som rent faktisk stoppede og ventede med at køre, til vi var kommet ind.
På barrikaderne
I den forgangne uge har Alma og Carl været på gaden og barrikaderne for at protestere mod de truende nedskæringer i Københavns Kommune. Fredag samlede Almas vuggestue aber for at kunne sende aben derhen, hvor den hørte hjemme, nemlig til Ritt. Børnene havde tegnet aber, og folk havde abe-bamser med. Moderen meldte sig til at drage med samt det håbefulde afkom ind til Rådhuset for at aflevere kassen med aber til fru overborgmesteren. Der var meldt “aktion legedag” på rådhuset, og det ville vi da gerne være med til. Inden afgangen viste det sig jo som bekendt, at der var indgået forlig, og at besparelserne var taget af bordet – men vi kørte ind med aberne alligevel. Nu var de jo samlet sammen og alting, så skulle hun da også have dem!
Moderen med en kasse aber i favnen blev inviteret til at aflevere dem personligt på overborgmesterkontoret og måtte til sin store fortrydelse takke nej, fordi både Alma og Carl var drattet i søvn i klapvognen. Det var vel nok ærgerligt. Det var da nok lige en ting eller to, man godt ville have spurgt mokken om!
Men det var en fin tur, og moderen var grundtræt efter at have manøvreret 25 kg børn + klapvogn ud og ind mellem folkemasserne på det tætbefolkede strøg.
Om natten blev Carl syg med feber og evindelige, grådkvalte opvågninger. Heldigvis varede det kun en enkelt dag. Lørdag tilbragte han efter en tur hos lægevagten (virus) derhjemme sammen med faderen. Alma og moderen var først til babysalmesang, og, efter at vi pr. telefon havde modtaget besked om, at man altså sov derhjemme, derefter på legepladsen, hvorefter vi sluttede af med at lege i haven. Om aftenen vankede der kastanjer til Almas store henrykkelse. Vi har i ugens løb produceret en del kastanjedyr, som hele tiden taber hovedet, når man leger med dem, og det vakte jubel pludselig at se kastanjer på tallerkenen også.
Hyp, lille – nej, store Lotte
På Almas opfordring fik Carl en storesøsterridetur. Det er skam ikke hvem som helst beskåret at nyde Almas gunst på den måde. Carl modtager også markant flere kys end nogen anden og bliver kaldt “søde Carl” mange gange om dagen. Han kvitterer med at hyperventilere og grine over hele hovedet, så såre han får øje på Alma. Til gengæld lægger Alma stor vægt på, at hun er STOREsøster, og at Carl er den lille. Fx synger faderen ofte en sang om en hest, når han har sengelægningstjansen med Alma. Sangen slutter “og derfor elsker jeg min lille hest”, hvilket naturligvis følges op med “og derfor elsker jeg min lille Alma”. Men den går ikke mere. Forleden korrigerede den næsten sovende Alma: “Store Alma!” Så nu er teksten ændret og opdateret, så den følger med realiteterne.
Hold lige Carl i ørerne
“Nu kan du sidde bagved og holde Carl i ørerne”, sagde faderen til Alma. Det lod hun sig ikke sige to gange. Det er svært at forstå figurativ tale, når man er to år. Forleden bad faderen Alma hoppe ned fra skamlen ved køkkenbordet og kravle over på sin stol. Alma kiggede mystificeret på ham, men gjorde, som hun blev bedt om: Ned på hænder og knæ og kursen stik mod spisebordet.
Til gengæld er Alma ved at have godt styr på præpositionerne og de personlige pronominer, og hun gentager alt, hvad hun hører. Hun lytter også intenst, når de voksne taler sammen, og ud fra kommentarerne kan man nogle gange stykke sammen, hvor mærkelig verden må se ud for så lille et menneske. “Gustav var helt ude af kontrol,” sagde moderen i en intern voksenkommentar ved aftenbordet. “Gustav trold?” afbrød Alma forbløffet.
Sig appelsiiiiin
Kravl, lille baby
Carl har efterhånden fundet ud af at komme op på hænder og knæ, hvor han så står og rokker, men længere er han endnu ikke nået med kravleøvelserne. Desuden træner han kun på blødt underlag – i sengen, i sofaen eller i doughnut´en. Han skal ikke have noget klinket med at lave babyakrobatik på det hårde gulv, hvor man risikerer at slå sig, når man knalder næsen i jorden. Moderen afventer i spænding det videre forløb.
Spøjst
Store pige
Alma er ved at blive stor og selvstændig. Hun har tisset to gange på toilettet. Forleden var hun på egen initiativ inde for at lege med naboens datter helt uden sin moar. Og i dag var vi på visit hos familien Underbo, hvor børnene sammen med farfar skulle til kiosken. “Alma med,” erklærede Alma, og så spadserede hun afsted til kiosken, fuldstændig uafficeret af, at hun ikke havde nogen forælder med.
Så er der tænder!
En æra er forbi. Snart er det brede tandløse en saga blot. Carls første tand er netop brudt igennem (den venstre af de midterste fortænder i undermunden), og det ser ud til, at naboen også er på vej. Han bliver stor, den søde dreng.
Hærge-Carl
I går sov Carl i haven. Pludselig var der lyd i alarmen, men så blev der stille igen. Moderen gik alligevel lige ned for at tjekke barnet, og det var heldigt nok. Stilheden skyldtes nemlig, at Carl havde smidt alarmen ud af barnevognen. Carl og Alma har desuden byttet plads i tvillinge-klapvognsbussen. Carl sidder nu forrest, fordi han blev ved med at hive Alma i håret, og det på trods af, at hun utvetydigt gjorde opmærksom på, at “fo´buuu, Carl, fo´buuuu!”. Han er en værre lille obstruktør, er han.


