Almas rollespilslege er efterhånden blevet temmelig avancerede. Fra at lave mad og invitere på kaffe på værelset har hun bevæget sig langt videre. Nu leger hun fx Søren Splejs (kendt fra billedbøgerne). Hun peger på moderen og siger “hedder Mette”, peger på sig selv og siger “hedder Søren Splejs”, tager moderens hånd, og så “Søren Splejs og Mette går tur i parken”.
Faktisk er hun så hjemme i abstraktionerne, at hun kan (mis)bruge dem bevidst. Da Alma blev hentet i vuggestuen, var Carl midt i en sjælden kæmpelur. Derfor brugte vi en times tid på at komme ud fra vuggestuens legeplads, og derefter holdt vi picnic og legede ovre hos de gamle i Livornoparken. Imidlertid har det været en pænt sagt kølig dag, hvilket ikke afspejledes i moderens påklædning. Kort og godt: Til sidst insisterede jeg på, at vi skulle gå hjem, for jeg frøs. Alma var ikke til sinds at følge med frivilligt og gennemgik for sit indre øje rækken af mulige reaktions- og pressionsmetoder: Vred, rasende, ked, vrææææl (ansigtsudtrykkene skiftede i samme rækkefølge, uden at nogen af dem blev hængende. Spøjst at se på.) Men pludselig lyste hun op, for hun havde fået alletiders fabelagtige ide.
Med sin allermest indsmigrende stemme og sit sødeste smil rakte hun hånden ud og sagde: “Kom, Mette. Søren Splejs og Mette går tur i parken?”
Og det indrømmes blankt og uden skam, at taktikken virkede. Moderen smeltede og legede forfrossent videre en halv time ekstra.