Carl har haft sit sidste ordinære besøg af sundhedsplejersken. Hun lavede boel-prøven, som han bestod med flyvende faner. Til de uindviede kan oplyses, at prøven omfatter en rød pind (er barnet interesseret, og bliver den proppet i kæften?), en metaltingest (følger barnet dimsen med øjnene fra side til side?) samt nogle små klokker, der ringler ved hvert øre for at tjekke hørelsen. Carl var efter mødet med den skønne, røde pind ikke voldsomt interesseret i resten, men han kiggede pligtskyldigst efter metaldimsen og gloede til siderne for at finde ud af, hvorfor det ringede for hans ører, så der var ikke noget at komme efter der.
Han måler nu 73,5 cm og vejer 11,6 kilo. Det svarer nærmest til en et-årig. Store dreng!

Han siger babababa og mamama og ppfffffh. Alma synes, det er enormt sjovt, når han siger lyde, og gentager dem fnisende – hvilket så henrykker Carl, som siger sin lykkeligste begejstringslyd (han lægger lyd på, når han trækker vejret ind). Og når han gør det, er Alma helt knust af grin. De er godt nok søde!