I søndags var Alma og moderen på noget af en tour de force. Alma har været med på skovtur på hesteryg, siddende foran hos moderen. Det var meget hyggeligt og en stor oplevelse for Alma, som dog snakkede en del om trolde undervejs. (Hun holder meget af et computerspil, hvor der skal hentes pynt til en skovtur i den mørke skov, hvor der er trolde…) Lånehesten Samone blev soigneret og lukket ud, og så sad Alma i et rent hjørne af boksen og kommenterede, mens moderen mugede ud. Det kan godt afsløres, at ordet “lort” forekom ret mange gange under forløbet.
Derefter gik vi over i rideklubben, hvor der var stævne. Vi spiste frokost – Alma skulle efter eget valg have pølser og kørte to store af slagsen ned på ingen tid, hvorefter hun indtog en af moderens fiskefiletter – og så på heste, der hoppede, og på en kæmpe Peter Plys-bamse, der af uransagelige årsager var blevet placeret i et hjørne af springbanen med en bi på hovedet.
Moderens bil er midlertidigt ude af drift, så vi skulle med bussen hjem. Bussen kørte bare ikke rigtig til Øst-Amager, så vi steg af så tæt på hjemme, som vi kunne komme. Alma fik en superlur i bussen og gik derfor glip af det meste af turen. Heldigvis måtte vi trave afsted for at finde en anden bus, der kørte i den rigtige retning, så hun fik en chance mere for at nyde det eksotiske ved en bustur. Vi ankom til stoppestedet, netop som bussen kørte sin vej, og måtte vente et kvarter på den næste – som så kørte for næsen af os, da moderen vendte sig for at tage Alma i hånden! Nogle af os bandede, og så ventede vi et kvarter mere. Alma lærte at sige Michael Moore, og der blev sunget en masse sange og danset lidt, men der var slet ingen, der græd, fordi de var trætte eller sultne eller noget.
Endelig kom der en bus, som rent faktisk stoppede og ventede med at køre, til vi var kommet ind.