I dag var det Carls sidste hjemme-hos-mor-dag. Fra i morgen er han en stor dreng, der skal passes ude. Moderen er ikke begejstret. Han er alt for lille og alt for sød til at skulle afleveres til fremmede flere timer om dagen, og han er også alt for lille til at skulle nøjes udelukkende med delt opmærksomhed. Hidtil har han jo fået solotid, mens Alma var i vuggestue, men det er så slut nu. Det er meget trist, men de barske realiteter tillader desværre ikke, at han bliver hjemme, indtil der bliver en vuggestueplads.

På den anden side keder han sig efterhånden også derhjemme, og han kan være så eddike-brokkende-sur om eftermiddagen, at moderen er ved at gå op i limningen, mens han skifter sind og bliver glad og fro, når man tager ham spændende steder hej – så måske er han faktisk klar til at tage sine første skridt ud i verden alene.