Hidsigprop

Hen under puttetid trak Alma og faderen sig tilbage til værelset for at få hygge-ro. Carl ville mægtig gerne med, så moderen lukkede døren, hvilket fik ham til at gå helt bersærk. Han kastede sig ned med ryggen til moderen og hamrede hænderne i gulvet af alle kræfter, mens han vred sig i krampagtige ryk og skrålede af sine lungers fulde kraft. Da moderen ville løfte ham op for at trøste, vred han sig og slog på hænderne for at få dem væk, og da han blev aet på ryggen, kravleløb han fire skridt væk for at komme uden for rækkevidde, mens han gloede rasende over skulderen og fortsatte med at slå i gulvet. Han var så vred, at han slet ikke kunne have det i sig, det lille menneske, og det var så åbenlyst og meget bevidst moderen, han var vred på.
Det temperament kan godt gå hen og udvikle sig interessant…

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.