I dag, dagen før Carls 11 måneders dag, tog han sine første skridt! Først tre skridt hen til moderen. Stor jubel, og omgående måtte vi prøve igen. Tre skridt mere, og så fire, og så fire til. Et lille skridt for menneskeheden, men et stort skridt for en baby!
Dagen har i det hele taget været hyggelig. Alma hostede i nat og hævdede, at hun var syg i morges, så hun blev hjemme fra vuggestuen og var i stedet med Carl til rytmik. Under morgenmaden skiftede hun godt nok mening og erklærede fnisende, at “jeg er ikke syg”. Men da moderen forhåbningsfuldt lagde op til, at så kunne hun godt komme i vuggestue, ændrede hun omgående kurs og sagde med sin ynkeligste stemme, at “jeg er syyyyg”.
Vi kørte til rytmik i den nye klapvogn, som hermed er behørigt indviet. Begge børn nød den musikalske time, og da det blev tid til sanglegen “Skære saw”, hvilken Alma ofte leger med Carl, satte hun sig uden videre i position overfor ham og gik i gang. Moderen var ganske overflødig.
På hjemvejen købte vi ind, og de faldt begge to i søvn under processen og fik en god lur. Eftermiddagen gik med film og fri leg, stort set uden konflikter. Alt i alt en dejlig dag med de ualmindeligt søde børn.