Almas dukke havde et stort behov for æblemos og vælling, så det fik den. Under aftensmåltidet bukkede moderens briller under for et anfald af akut metaltræthed og knækkede. Heldigvis lå der nogle hidtil ringeagtede linser i skabet, som nu kom til ære og værdighed. Alma fulgte med interesse monteringsprocessen og kaprede derpå de små plastikhylstre med åbne låg, hvor linserne havde ligget. “Krokodille,” forklarede hun og gennemspillede et større drama, hvor krokodillerne forfulgte resten af linserne, som søgte tilflugt på en pakke skumklude. Samme pakke skumklude tjente i går som prinsessekrone i mangel af bedre.
Tidligere på dagen legede vi vuggestue. Carl var underskudsagtig i en grad, der umuliggjorde madlavning og andre selvpasningskrævende aktiviteter, så den stod på fri leg med moderen, til faderen kom hjem. Derfor fik han rollen som lille Magnus (en dreng fra Almas vuggestue). Alma selv var pædagogen Helle, mens moderen var en anden pædagog ved navn Susanne. Tøjkaninen var så den, der skulle i vuggestue. Der er gang i fantasien – “klar afgang fuld fart”, som Alma siger det.