Åh, min gule pande

Alma siger det i tide og utide: Åh, min gule pande. Det bruges i situationer, hvor man normalt ville sige “åh, for pokker”, og det er ikke til at få ud af hende, hvor hun har det fra.
“Hvem siger sådan, Alma?”
“Det gør jeg!”

Film, tv, bøger? Moderen er blank og ret nysgerrig, så forslag modtages med kyshånd.

Lort i sandkassen

DSCF4298.JPG I dag holdt to af børnene på vejen fælles fødselsdagsfest, og samtidig kom mormor på besøg. Det var en fest! Alma meldte sig som forventet ud af alle fællesaktiviteter, men da det efter kagen kom til vandpjadren, var hun frisk. Hun scorede sig en lille balje, hvor der kun var plads til en, og så sad hun der og fulgte sporadisk med i de stores vandkamp, sendte onde øjne til dem, der ramte hende, og kørte i øvrigt sit helt eget ræs. Det barn kan sidde dybt koncentreret og gennemspille et stort drama med sine kopper og spande, mens ti unger larmer og holder vandkamp hen over hovedet på hende. Det er skrevet før, og nu bliver det det igen: Alma har et endog meget rigt indre liv!
Bagefter jublede hun rundt uden ble, tilsyneladende uden uheld. Da hun kom ind og ville se fjernsyn, mindede moderen om, at hun skulle huske at gå på toilettet, hvis hun skulle tisse. Straks satte Alma kursen mod badeværelset for kort efter at dukke op igen med en stor klump toiletpapir. Hun tænkte, at hun kunne sidde på det, så hun ikke tissede i sofaen.
Mens vi spiste, hostede hun så fornøjet og uopfordret op med den interessante oplysning, at “jeg lavede lort i sandkassen, helt uden at du opdagede det. Uden at nogen opdagede det”. Mjavel så!
Nu har moderen gennemrodet både naboens sandkasse (hvor festen blev holdt) og vores egen uden at finde noget; men Alma var fuld af sand i måsen, og historien lyder bare ikke opdigtet, så nu spekulerer moderen som en tosset på, hvor hun så har gjort det…

Moar, han tager den!

DSCF4288.JPG Alma bruger p.t. det meste af sin vågne tid på at forsøge at sikre sig moderens (fulde) opmærksomhed. En af metoderne er et skingrende skrål, når Carl kommer i nærheden af det, hun leger med. “Moar, han vil tage den,” og så går sirenen i gang. Det er pænt anstrengende, især fordi hun ville få så meget mere opmærksomhed og hyggetid, hvis hun holdt op med at prøve at skubbe Carl ud i periferien hele tiden; men det kan man ikke forstå, når man er så lille. Carl prøver da også at få opmærksomhed, om end han ikke har det samme behov for konstant at blive set (og helst set som den eneste), og efterhånden som han kræver mere, og moderen af og til leger noget abrupt, fordi hun hele tiden skal redde Carl ud af potentielle katastrofer, er det indlysende og forståeligt, at Alma gør, hvad hun kan, for at skaffe sig opmærksomhed. Det er bare frustrerende, fordi det udløser evindelige, små interessekonflikter, der gør det hele meget lidt hyggeligt.

På med badehætten

DSCF4280.JPG Mestersvømmeren holder, iført søsters badehat, en kort pause for at sortere sine film. Nu er der igen en idiot, der har stillet dem helt forkert på plads. Carl elsker det varme vejr, hvor han kan løbe rundt uden tøj og tromme sig på maven det meste af dagen.

Pippi-fest

DSCF4273.JPG Alma er meget glad for Pippi Langstrømpe. Hun spiller generelt nonstop og hyppigt skiftende roller fra film og bøger, helst med aktiv medvirken fra moderen (nu blev jeg Pippi, og så blev du Pippis far – nu blev jeg Mads, og så blev du Mikkel – nu blev jeg Snorkfrøkenen, og så blev du Mumitrolden), men Pippi er det tilbagevendende tema for tiden. I vuggestuen erklærer hun hver morgen, hvem hun er den pågældende dag: “Jeg hedder Pippi Langstrømpe”. Og formaster nogen sig til at kalde hende Alma, siger hun omgående og bebrejdende: “Du skal da sige Hej Pippi!” De søde pædagoger gør deres bedste for at følge med, men det er ikke altid nemt. Fx havde Alma en dag bedt om at få fletninger og fregner, men på vej over i vuggestuen skiftede hun identitet og blev Pinochio. Den første, søde pædagog, vi mødte, følte sig på sikker grund og hilste glad på Pippi. Alma standsede med rynkede bryn og er-du-dum-attitude: “Jeg er da Pinochio!!”
Det kunne man nok være blevet irriteret over nogle steder, men i Almas vuggestue er de af en helt anden støbning. Med afsæt i Almas kærlighed til Pippi besluttede de med dags varsel at lave en Pippi-fest, hvor den anden stue blev inviteret. De havde billeder af Pippi, læste historier, spiste spaghetti som Pippi (der propper munden fuld og klipper enderne af med en saks), lavede skattejagt og havde i det hele taget en fantastisk dag. Det ER bare landets bedste institution!
Siden Pippi-festen har Alma for øvrigt jævnligt bedt om at få fregner, så hun går det meste af tiden rundt med malede prikker i hele hovedet.

Adr, beskidte fingre!

DSCF4221.JPG Carl bryder sig ikke om at få snavsede fingre. Så såre han har jord eller sand på sine små grabber, kommer han rendende for at få det børstet af. Det samme gælder, når han spiser; får han fx havregryn på fingrene, må de tørres af, før han kan fortsætte. Det er et lidt besværligt sted at have en prik for en et-årig. Og vi overlader det til læsernes fantasi at forestille sig det drama, der udspillede sig, da Carl første gang fik lov at få en honningmad…

Ballonvennen i baljen lå

DSCF4253.JPG Stemningspic fra den årle morgenstund. Carl udviklede et nært forhold til en lyserød ballon og hentede på eget initiativ en balje, han kunne bære den i. Det er faktisk svært ikke at tilgive ham, selvom han vækker en kl. tre kvarter i knap nok morgen, når han er så sød. Desuden tog faderen hundevagten den ene af morgenerne, så moderen kunne sove lidt længe. Det var skønt!

Hærgeunger

DSCF4233.JPG Den sidste aften slog de sig rigtig løs. Først huserede de i en bunke tør jord, som blev flyttet og kastet, og blev ganske beskidte, som det måske kan anes på Carls trøje. Vi har fotodokumentation af orgiet, men på det andet kamera, så de billeder følger ved lejlighed. Dernæst var det 30 cm visne blade i kælderskakten, der stod for tur. Carl kom stort set i seng til normal tid, men Alma fik lov at være længe oppe, og det nød hun!

DSCF4181.JPG Underholdningsværdien ved den store sten er svær at hamle op med. Alma kravlede op og hoppede ned, mens Carl til sin store fortrydelse måtte se i ørerne, at han ikke kunne komme op. Hjulpet op blev han også kun et par gange, idet han pr. omgående gav sig til at vride og orme og prøvede at hive sine hænder fri, så han kunne kravle rundt og rutche ned på egen hånd. Forældreforsikringer om, at det ville være en dårlig ide, blev ignoreret, så derfor blev Carl grounded. Til stor harme for barnet, naturligvis, der har udviklet det mest enerverende utilfredshedshvin à la Bodysnatchers.
DSCF4195.JPG

DSCF4156.JPG Der er stedse noget at blive forundret over, når man er et år gammel. Carl kunne ikke følge trop, når de andre hoppede eller hinkede ned ad trailerbakken, men han kunne løbe, og det gjorde han så, råwende af fuld hals og lykkeligt grinende. Forunderligt og imponerende nok lykkedes det ham at stoppe, hver gang han nåede slutningen på rampen, så han undgik at ramle ned i græsset med hovedet først. Brenderup rules!
DSCF4258.JPG

Sverige anno 2008

DSCF4144.JPG Så blev det atter tid for den årlige Sverigestur. I de dybe skove mod nord fylkedes, da vi var flest, 21 voksne og ca. det samme antal børn. Heldigvis var vejret godt! Selv med mulighed for udendørs aktiviteter er det mange mennesker at forholde sig til fra morgen til aften. Med Carl er man dog sikret nogle fredelige morgentimer i ophøjet ensomhed. Kl. 5 har man det sådan set for sig selv, bortset fra en enkelt på tissetrængende gæstevisit i ny og næ.
Vi var så priviligerede at få eget værelse. Desværre lå det op til køkkenet, som også var alrum og husede “de unges” fest om aftenen. Det gav nogle søvnløse timer til Carl, der trives ret dårligt med larm og høj musik, og dermed også til moderen, så næste nat fik vi lov at bytte værelse med en familie med tre festaber og kun et søvntrængende barn (Søholm’erne på Randersvej, that is). Så var der roligt, og det var jo skønt. Mindre skønt var det. at vi havde glemt alarmen, og trods regelmæssige tjek af poderne lykkedes det alligevel Alma at vælte ud af sengen og dermed vække Carl, hvis weekendseng ellers var placeret som sengehest, så en rystet Vikki, der ellers skulle sove hos os, troppede op og forkyndte, at Carl og Alma havde skreget i timevis! Helt så slemt var det dog ikke, men der var mørkt i rummet, og Carl stod grædende i sin seng, mens Alma lå desorienteret på gulvet. Moderen havde kulsort samvittighed! Og svor igen og igen på, at vi aldrig, aldrig, aldrig mere tager afsted uden en babyalarm.
Bortset fra den ene, traumatiserende begivenhed var det en meget vellykket tur. Alma legede lidt med de større børn, og Carl dimsede rundt i kølvandet og syntes, at det hele var mægtigt. Den store sten er og bliver et mægtigt legested, men i år havde den i Alma og Carls optik skarp konkurrence af en stor Brenderup-trailer, der stod parkeret ved siden af hytten. Den stod med snuden i vejret og dannede dermed en skøn bakke, som de begge to tonsede op og ned ad i timer og atter timer i løbet af weekenden.
Alma havde sin kanodebut, og på trods af ytringer om, at det havde været sjovt, fastslog hun meget kategorisk, at hun ikke ville ud at sejle igen, så måske havde turen alligevel været lidt for lang. Til gengæld havde hun underholdt det meste af selskabet med festlige sange undervejs. Og det var da også nok så godt, at hun ikke var med på den sidste tur, for da var det (igen) nogle, der røg i vandet…

Klatreabe

DSCF4098.JPG Det er sikkert og vist: Carl går efter at blive en lige så stor klatregøj som sin søster. Mindst. Han kravler op på alt, og så råwer han på nogen, der skal hjælpe ham ned. Hvis der ikke kommer nogen, kravler han selv ned igen. Ikea-skamlen har han for længst lært at kravle op på, selvom moderen vender den med bagsiden ud ad. Hvis en stol står en my trukket ud, er han på spisebordet på ingen tid. Problemet er, at han er en del mindre forsigtig, end Alma har været. Hvad hun kan, vil Carl også kunne, og det giver moderen tics at se barnets bestige noget halvhøjt for triumferende at rette sig op, give slip med hænderne og stå frit, mens han begejstret råber “eeejjjj” over egen formåen. Det er sødt, når han står tyve centimeter over jorden. Det er nervepirrende, når han står på spisebordet (og drejer rundt om sig selv og prøver at balancere lampen på hovedet).

Freja

DSCF4080.JPG Alma havde i weekenden inviteret Freja fra vuggestuen på playdate. Vi startede med roligt samvær og modellervoks på slottet og tog derefter på legepladsen. Alma og Freja socialiserede ikke synderligt, og de voksne var nogenlunde enige om, at det i så henseende ikke havde været nogen stor succes, skønt vi havde hygget os mægtigt. Men måske skete der alligevel noget under overfladen. I hvert fald henviser Alma konsekvent til den pågældende legeplads som “den legeplads, hvor vi var henne den dag, da Freja og mig var venner”.

Der er sko, og så er der sko

DSCF4047.JPG Så glad og så beskidt er man, når man har fået lov at fiske i en mudderpøl. Vi taler slet ikke om, hvordan skoene så ud. Men det er også lige meget, hvordan de så ud, for det har vist sig, at de lyseblå Ecco-sko i virkeligheden var alt for smalle til Carls fede fødder. Misforholdet blev diagnosticeret af en erfaren Skoringen-dame, som konstaterede, at de i hele forretningen ikke havde et par sandaler, som han kunne passe. Hun nærstuderede de sko, han havde på, og ytrede, at hvis hun var barnets mor, ville hun pille dem af lige med det samme. Moderen sendte mange uvenlige tanker til skosælgeren, der svor på, at Ecco var sagen til Carls fødder!
Så mandag troppede moderen med samt begge unger op hos Hallgren. Dér ved de i hvert fald noget om sko! Der var kø. Lang kø. Faktisk var vi i forretningen i halvanden time, før vi blev ekspederet. (Og det går efter nummersystem, så der var ikke noget med at snyde foran.) Heldigvis var der legetøj, og børnene var søde og tålmodige, skønt Carl var temmelig sulten; moderen havde nemlig begået den fejl at satse på indkøb af te-bolle efter skoshopping… Men langt om længe kom en sød og kompetent dame vores vej. Moderen havde naturligvis sonderet udvalget, men det havde der ikke været nogen grund til. Der var ét par sko i forretningen, som Carl kunne passe. Nå, men dem tager vi da bare så… Sandaler; same old story. Alma skulle også have sandaler, og hun kunne ikke være i nogle af pigemodellerne. Sådan gik det til, at vi vendte hjem med noget så totalt atypisk som to par mørkebrune sandaler uden den allerfjerneste pynt; og det står klippefast, at fremover bliver sko købt i Hallgren og kun der!
Vel ude og tæt på spisetid fik Alma en velfortjent is, mens Carl, der finder is alt for kold, fik en bolle. Tapre, dygtige unger! Fire timers skoindkøbstur uden en eneste nedsmeltning.

Mig og mine venner

Moderen spurgte Alma, om Shahbaas datter Sulin skulle inviteres til Almas fødselsdag. Svaret var et kontant nej, for “hende kender jeg ikke ret meget”. Nøjere adspurgt remsede Alma en række personer op, som hun mente at kende godt nok: Vikki, Silje, onkel Morten, tante Anja – og farmor! Og mormor! Og Freja ovre fra vuggestuen. Børnene fra vejen blev sorteret i dem, hun kender godt nok, og dem, der ikke må komme med. Det ser ud til, at vi må tage den unge dame med på råd i år, når gæstelisten skal strikkes sammen.

Carl i zoo

DSCF4041.JPG Lille Carl får sjældent lov til at sætte ret mange punkter på dagsordenen, så forleden – nåja, som det kan ses af påklædningen ligger det faktisk et par uger tilbage – fik han en solofridag. Efter at have afleveret Alma i vuggestuen drog moderen og Carl af sted mod zoo. Carl faldt i søvn i bilen og snorkede sødeligt i ganske lang tid i bilen efter ankomsten, så moderen fik ordnet en del forretningsanliggender pr. telefon fra parkeringspladsen. Da han vågnede op, var han smågnaven, lige indtil han spottede det første dyr, og så var han solgt! Han gloede med stive øjne på aber, løver, flamingoer, pingviner – ja, på alt, hvad der rørte sig. Han var imponerende god til at opdage også stationære dyr i de forskellige indhegninger, og de var alle sammen mageløst spændende. Det belyser endnu en søskendeforskel: Da Alma var med i zoo på samme alder, var hun markant mere optaget af andres klap- og trækvogne end af dyrene, som helst skulle stå og buhe hende lige ind i ansigtet, før hun lagde mærke til dem.
Efter mange dyr og en tur ind til gederne fortrak vi til cafeteriet, hvor Carl først grovåd sin madpakke og derefter halvdelen af moderens stærkt underlødige stykke pizza. Bagefter øvede vi os i at læne os mageligt tilbage i hhv. højstol og pindestol og lægge armene bag nakken. Carl kan godt nok ikke nå sin nakke, men han kunne få hænderne op på hovedet, og det var godt nok. Vi gjorde det mange gange, og Carl morede sig kosteligt. Alt i alt en god dag, der forventes gentaget inden alt for længe.