Sverige anno 2008

DSCF4144.JPG Så blev det atter tid for den årlige Sverigestur. I de dybe skove mod nord fylkedes, da vi var flest, 21 voksne og ca. det samme antal børn. Heldigvis var vejret godt! Selv med mulighed for udendørs aktiviteter er det mange mennesker at forholde sig til fra morgen til aften. Med Carl er man dog sikret nogle fredelige morgentimer i ophøjet ensomhed. Kl. 5 har man det sådan set for sig selv, bortset fra en enkelt på tissetrængende gæstevisit i ny og næ.
Vi var så priviligerede at få eget værelse. Desværre lå det op til køkkenet, som også var alrum og husede “de unges” fest om aftenen. Det gav nogle søvnløse timer til Carl, der trives ret dårligt med larm og høj musik, og dermed også til moderen, så næste nat fik vi lov at bytte værelse med en familie med tre festaber og kun et søvntrængende barn (Søholm’erne på Randersvej, that is). Så var der roligt, og det var jo skønt. Mindre skønt var det. at vi havde glemt alarmen, og trods regelmæssige tjek af poderne lykkedes det alligevel Alma at vælte ud af sengen og dermed vække Carl, hvis weekendseng ellers var placeret som sengehest, så en rystet Vikki, der ellers skulle sove hos os, troppede op og forkyndte, at Carl og Alma havde skreget i timevis! Helt så slemt var det dog ikke, men der var mørkt i rummet, og Carl stod grædende i sin seng, mens Alma lå desorienteret på gulvet. Moderen havde kulsort samvittighed! Og svor igen og igen på, at vi aldrig, aldrig, aldrig mere tager afsted uden en babyalarm.
Bortset fra den ene, traumatiserende begivenhed var det en meget vellykket tur. Alma legede lidt med de større børn, og Carl dimsede rundt i kølvandet og syntes, at det hele var mægtigt. Den store sten er og bliver et mægtigt legested, men i år havde den i Alma og Carls optik skarp konkurrence af en stor Brenderup-trailer, der stod parkeret ved siden af hytten. Den stod med snuden i vejret og dannede dermed en skøn bakke, som de begge to tonsede op og ned ad i timer og atter timer i løbet af weekenden.
Alma havde sin kanodebut, og på trods af ytringer om, at det havde været sjovt, fastslog hun meget kategorisk, at hun ikke ville ud at sejle igen, så måske havde turen alligevel været lidt for lang. Til gengæld havde hun underholdt det meste af selskabet med festlige sange undervejs. Og det var da også nok så godt, at hun ikke var med på den sidste tur, for da var det (igen) nogle, der røg i vandet…

One thought on “Sverige anno 2008”

  1. Trods lidt utryghed og tvivl hos Thomas G fik Alma & fader lov til at dele kano med arkitekten & Clara. Turen forløb ret udramatisk, hvilket man ikke kan sige om Thomas’ anden tur. (Men dette sidste skyldtes måske fraværet af Almas inspirerende sømandsviser, såsom »Den sømand har sin enegang« og et par hjemmestrikkede.) Clara og Alma klarede skærene forbilledligt. Et bedre mandskab skal man lede længe efter.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.