Lille Carl får sjældent lov til at sætte ret mange punkter på dagsordenen, så forleden – nåja, som det kan ses af påklædningen ligger det faktisk et par uger tilbage – fik han en solofridag. Efter at have afleveret Alma i vuggestuen drog moderen og Carl af sted mod zoo. Carl faldt i søvn i bilen og snorkede sødeligt i ganske lang tid i bilen efter ankomsten, så moderen fik ordnet en del forretningsanliggender pr. telefon fra parkeringspladsen. Da han vågnede op, var han smågnaven, lige indtil han spottede det første dyr, og så var han solgt! Han gloede med stive øjne på aber, løver, flamingoer, pingviner – ja, på alt, hvad der rørte sig. Han var imponerende god til at opdage også stationære dyr i de forskellige indhegninger, og de var alle sammen mageløst spændende. Det belyser endnu en søskendeforskel: Da Alma var med i zoo på samme alder, var hun markant mere optaget af andres klap- og trækvogne end af dyrene, som helst skulle stå og buhe hende lige ind i ansigtet, før hun lagde mærke til dem.
Efter mange dyr og en tur ind til gederne fortrak vi til cafeteriet, hvor Carl først grovåd sin madpakke og derefter halvdelen af moderens stærkt underlødige stykke pizza. Bagefter øvede vi os i at læne os mageligt tilbage i hhv. højstol og pindestol og lægge armene bag nakken. Carl kan godt nok ikke nå sin nakke, men han kunne få hænderne op på hovedet, og det var godt nok. Vi gjorde det mange gange, og Carl morede sig kosteligt. Alt i alt en god dag, der forventes gentaget inden alt for længe.
Mere sprog
Tidens yndlingsudsagn: “Jeg vil have en voksen for mig selv.”
Andre hits: “Det kan du bare glemme” og “det kan du bare vove for”.
Det spøjse sprog
Der kommer fortsat en del talefejl fra Alma, selvom hun selvfølgelig taler mere og mere rent.
Lafin: Delfin
Pyrter: Computer
(Stadigvæk) åkke: Åbne
Stasse: Stakkels
Pedernes: Pedersen (fra Pedersen&Findus)
Hendes rollespil er nu besat af statister fra diverse film og bøger. Hovedrollerne besættes oftest af Alma og mater, fx som Pippi og Pippis far, Søren Splejs og Mette, Pedersen og Findus, Cruella og en dalmatinerhund. Carl har diverse biroller, fx hr. Nielsson, en lille abe, de store aber, hønsene fra Pedersen og Findus, hundehvalp, Cruellas banditter… Faderen er som regel degraderet til skurkerollerne eller spiller mindre partier som Pippis afdøde mor.
Men rollespil med voksen deltagelse hitter i vuggestuen. Som regel hænger vi ud et stykke tid, før vi går hjem, og når Alma genner moderen afsted, entrer legetårnet og erklærer, at vi stikker af fra banditterne og flyver til Afrika, varer det ikke mange minutter, før resten af vuggestue-ungerne også står deroppe. De fleste ser totalt lamslåede ud og forholder sig i ro i en grad, så man skulle tro, de var i teatret (og det tror de måske også), men en enkelt af pigerne gør sit bedste for at bidrage til legen. Det er ikke særligt originale påfund, men hun gør sit bedste. Desværre forgæves. “Jeg har også en tallerken med,” pipper Freja. “Hnej,” siger Alma med sin allermest nasale teenage-betoning.
Desuden er Alma begyndt at kopiere de voksnes tilbøjelighed til at fastslå ting som fakta. Fx siger moderen, at Alma skal have tøj på nu, for vi skal over i vuggestuen. Alma med storøjet, uskyldig forundring: “Men jeg holder da fri fra vuggestue i dag??”
Andre ofte-hørt:
“Jeg skal da også have noget”
“Du sagde da, at jeg gerne måtte få en is/have sutten i munden/have bare ben/fortsæt selv”
Dagens dialog:
Alma på legepladsen skal ud for at plukke svampe.
Mor: Men pas på, at du ikke plukker nogle røde svampe med hvide prikker. Det er fluesvampe, de er giftige.
Alma, let mystificeret: Der er da ikke hundelort i svampe??
Mor: Nej, men ting kan godt være giftige, selvom der ikke er hundelort i. Hundelort er ikke det eneste, der er giftigt.
Alma efter lang tænkepause: Det forstår jeg vist ikke rigtig.
Dagens løse udsagn:
“De danser af glæde”
Steder at anbringe en to-årig
Mange vil huske de mindeværdige anstrengelser for at finde gode steder at opbevare en baby. Et af højdepunkterne var tørretumbleren. Alma har taget udfordringen op og klør nu på med steder at anbringe en to-årig. Dommerpanelet accepterer gentagelsen af motivet. Desuden er det bevist, at en et-årig ikke ved egen hjælp kan imitere successen.
Alma i cirkus
En meget forventningsfuld Alma ved indgangen til teltet. Stedet er Amager, teltet tilhører Cirkus Benneweis, der gæstede lorteøen. Alma havde glædet sig hele ugen, og da vi endelig ankom, kunne hun næsten ikke være i sin krop af bare spænding. Om eftermiddagen havde vi været ude for at hente billetter og sørgede ved samme lejlighed for at kigge på nogle af dyrene. Alma var mest optaget af ponyerne, eftersom billetdamen havde annonceret, at der inden forestillingen var ponyridning i manegen. “Jeg skal ride på en pony,” erklærede Alma ca. 300 gange i løbet af eftermiddagen. Carl jublede til gengæld over nogle hængebugsvin, der sagde sjove lyde, samt over elefanterne, der havde en mand til at gå rundt og feje sig på ryggen. “Huh,”, sagde Carl med jubel i stemmen og pegede og pegede på alt det sjove.
Men da det gik løs om aftenen, var det altså kun Alma og moderen, der var afsted. Vi kom tidligt, så Alma kunne få sin ponytur. Det kostede tyve kroner. Hvert barn fik to omgange i manegen. Det tog ca. 45 sekunder og kørte som på samlebånd uden et smil eller en imødekommende gestus fra cirkusmændene. En veritabel pengemaskine, siger jeg jer. Men hun var glad for turen og lykkelig, da “hendes” pony dukkede op i forestillingen.
En ponytur og en stor, blå slikkepind rigere tog vi plads til forestillingsstart kl. 19. Nogle af numrene var lidt variete-prægede og aaaaalt for lange for en to-årig, men Alma holdt tappert stand. Der var elefanter, ponyer, hunde, geder og hængebugsvin, der rutchede på rutchebane. Der var balancekunst og falde-på-halen-pjat, men ingen rigtige klovne. Det var Alma skuffet over, så vi blev enige om, at klovnen nok var blevet syg. I pausen løb vi op og ned ad nogle bakker, og så var Alma klar til anden omgang. Vi var først hjemme kl. 22, men hun holdt stand på smukkeste vis og var glad, skønt træt. Heldigvis købte vi et program, som efterfølgende er blevet læst en del gange. Man får nærmest dobbelt så meget oplevelse for pengene, når det hele kan genopleves på papir. Almas yndlingsside er dog den med slikreklamerne.

Hjemmefrisøren
Mormors brusekabine
Både Alma og Carl har et nært og kærligt forhold til mormors brusekabine. Alma går derind og lukker efter sig, når hun skal sysle med småting uden forstyrrende lillebrorindgriben. Carl går derind og lukker dørene, hvorefter han udstøder sin assistancelyd, fordi han ikke kan åbne dem igen ved egen hjælp. Men sjovt er det – også fyrretyvende gang.
Fiiin
Carl spildte mælk ud over sig hos Shahbaa og havde ikke flere reservebodyer, så han blev proppet i et stykke arvegods fra datteren Sulin. Da vi kom hjem, og Carl kom ud af flyverdragten, udbrød Alma spontant: “Carl har kjole på! Hvor er han fiiiin!” Moderen lod ham blive i det yndige antræk, til faderen kom hjem, så han også kunne nyde synet.
Læseheste
Carl og Alma i en stille, fælles læsestund. Efterhånden leger de af og til sammen uden kriser og uden voksenhjælp i lange perioder; oftest, når Alma, som foretrækker at lege nonstop med en voksen, har fået at vide, at hun er nødt til at underholde sig selv for en stund.
Forleden blev moderen modtaget i vuggestuen med følgende surmulende serviceinfo fra sandkassen: “Susanne (en af pædagogerne, red.) siger, at børn skal lege med hinanden. Men jeg vil hellere lege med de voksne…” *tænkepause* “… men det skal Susanne ikke bestemme, for så vil jeg bare lege med mig selv. Alene!”
Hårdt arbejde for en lille mand
Skabslukkedimser fra Ikea har en begrænset levetid, og de hyppigst brugte svigter fra tid til anden. Den har Carl luret. Hans yndlingsskab rummer bl.a. plastikbokse, tekanden, stearinlys og fødselsdagsremedier. Det er hårdt arbejde at proppe flag i tekanden og få låget på igen og så gentage processen med omvendt fortegn – adskillige gange – men nogen skal jo gøre det.
Rummanden kommer
Børn i snevejr
Bedre sent end aldrig: Et par billeder af de søde børn i sneen. Alma havde lånt Carls arveflyverdragt str. 2 år, som han bruger til at sove i, og fandt stor moro i det faktum, at hun nu lignede Carl. Vanterne med snor i elsker hun, selvom hun insisterer på at have snoren hængende løst, så den hele tiden kommer i vejen for hende. For øvrigt har moderen genfundet Almas vinterstøvler fra sidste år, som Carl har fået lov at låne i de sidste, kolde dage. Det stakkels barn havde jo ingen støvler, efterdi moderen antog, at foråret var lige om hjørnet, da han skulle have sine første sko.


Påske i det sønderjyske
Moderen og varanerne tilbragte påsken i Haderslev hos mormor. Carl lagde ud med at sove hele turen derover, og Alma var meget medgørlig og affandt sig med at køre hele turen uden legepause, når bare håndmadderne kom i en lind strøm.
Fredag gik vi til Dammen for at besøge legepladsen og fodre ænder og andre godtfugle. Carl tussede omkring og samlede på pinde og arbejdede løbende på at komme ud i vandet, mens Alma fodrede fugle med stor entusiasme. “Ænder, kom her, der er brød til jer. DER ER BRØD TIL JER!”, skrålede hun til de fede svømmefugle, der sandt at sige ikke var særligt sultne. Bagefter fandt hun en pind, der var så god at fiske med, at den skulle med hjem. Om eftermiddagen gik vi til den nærliggende Møllestrøm, hvor der kunne fiskes fra broen. Pinden blev forsynet med en lang snor med en sten i enden, og så kunne Alma fiske. Det viste sig at være sværere, end hun havde forventet at kaste snøren ud med et kækt svirp som set i Pedersen&Findus, men glad var hun alligevel. Carl fik for alvor øjnene op for det skønne ved at plumpse sten i vand, så mormor gik i pendulfart for at samle sten til udkast.

Carl sov i weekendsengen, mens Alma sov sammen med moderen i dobbeltsengen – fabelagtigt hyggeligt! Og der var ikke noget med hverken at falde ud eller stå op i utide (såfremt man altså ikke regner det for utide at vågne kl. 6 og mene, at det er morgen).
Mormor havde købt påskeæg, som skulle fyldes med tørret frugt (i stedet for slik pga. moderens aversion mod at fylde afkommet med sukker og farvestoffer). Aftenen inden legede vi med de tomme æg, og Alma fik at vide, at påskeharen ville komme om natten og fylde æggene og gemme dem. Kl. 5.30 næste morgen var hun lysvågen og sagde, så snart hun slog øjnene op: “Jeg tror, påskeharen er på vej. Jeg tror, den er kommet.” Fra kl. 6 cirklede hun rundt i køkkenet og spurgte uafladeligt, hvornår mormor vågnede, for påskeharen havde nemlig været så tarvelig at gemme æggene i stuen, hvor mormor sov. Men da æggene endelig blev fundet og åbnet, ville jublen ingen ende tage!
Om lørdagen var vi på bytur i en iskold nordenvind, der ikke just indbød til udendørs aktiviteter. Vi skulle have været på biblioteket, men der var lukket – stor nedtur. I stedet fik Alma et par nye sko. Om eftermiddagen var Alma og mormor i biografen for at se filmen om elefanten Horton og støvfolket. Alma havde på eget initiativ valgt, at hun ville afsted sammen med mormor; det var stort! De havde haft en god tur, og Alma fortalte siden, at filmen handlede om en elefant og en sur fugl.

Søndag gik turen østover igen med et pitstop på en rasteplads uden butik, men til gengæld med en masse sne. Mormor fortalte Alma om underboens kat Rosa, som nogle gange stikker af, når den er ude i haven, og som kommer tilbage på rette vej ved hjælp af en strint med vandpistolen. Den har Alma taget til sig. “Nu er du Rosa, og du er ude på vejen, og så er jeg manden, der har en vandpistol. Nu skyder jeg dig – pist pist!”
Mandag, feriens sidste dag, rundede vi Capella Play. Det var Carls debut, og han var svært fornøjet med konceptet. Alma har været i “Bella” mange gange og snakker jævnligt om at rutche ned i alle boldene; der er nemlig en rutchebane, hvor man ender i boldbadet.
Baglæns
Carl har lært at bakke. Han stod og steppede i arrigskab, da det pludselig gik op for ham, at han faktisk bevægede sig baglæns. På et halvt sekund blev brøleri forvandlet til et triumferende grin, og så gav han sig til at gå baglæns rundt om køkkenøen.
Det er skønt med snevejr
Alma er jubellykkelig over sneen. Sidste år ville hun overhovedet ikke have noget med det hvide stads at gøre, men nu er hun slet ikke til at holde nede. Da det begyndte at sne i forgårs, gik moderen og Alma ned i haven efter aftensmaden for at være sikre på at nå at lege i sneen; det er jo set før, at den er væk næste morgen. “Det er hmaddersjovt at lege med hne,” råbte Alma (det ret konsekvent erstatter den første af to på hinanden følgende konsonanter med et nasalt h) og styrtede rundt.
Næste morgen erklærede hun, at hun gerne ville ned og lege i sneen alene, så hun blev proppet i vintertøjet og kom ned på egen hånd, mens moderen og Carl blev færdige. Inden da havde Alma og Carl leget inde på værelset i tyve minutter uden at spørge efter en voksen og uden konflikter. De var faktisk så topnuttede begge to hele dagen, at de nær aldrig var kommet i seng, fordi moderen havde mest lyst til at blive ved med at kysse på dem.
Alma hjalp med at skrabe sne af bilen, og mens moderen stod og bandede over den forsinkede vinter, lød det med dybtfølt glæde fra det lille menneske med den røde flyverdragt: “Hvor er det gønt (skønt) med hnevejr.” Så var det pludselig svært at bevare den negative attitude.
I vuggestuen havde hele børneflokken været ude på den store legeplads, vuggestuebørn og børnehavebørn mellem hinanden. Alma glemte rent sit ry som en lille, forsigtig pige, og kastede sig ud i sneboldkamp med de store drenge! Moderen var ret imponeret.
Carl har ikke mange lovord tilovers for sneen. Den er kold, og den opfører sig åndssvagt og gør ham våd, når han samler den op. Til gengæld er det topunderholdning at se på Alma, når hun leger.
Skøn weekend
Den lille familie har haft en travl, men skøn weekend. Lørdag morgen var faster Dorte og Ole logerende på loftet. Carl og Alma stod naturligvis noget tidligere op end de besøgende, så vi nåede en tur til bageren, før varanerne blev sendt på vækkeurstjans på loftet. Fælles morgenmad, og så afsted til babysalmesang med først den ene og så den anden. Eftermiddagen var mild og god, så vi gik en tur til stranden efter frokost for at smide nogle sten i vandet og grave nogle huller. Dér stødte Rasmus, Christina og Anna på næsten to til, og vi drog hjemad og mødtes med dem igen på Livornovej efter en fremsat og accepteret indbydelse til uformel og uplanlagt fællesmiddag. Og således var der vidner til moderens farsbrødsdebut; et resultat af de nys indførte og topeffektive madplaner. Det var vældig hyggeligt.
Søndag skulle Carl med moderen til babytræf. Ikke færre end seks et-årige på samme sted: Hygsomt kaos! Men de enedes godt, de små, og var gensidigt ret fascinerede af hinanden, så der var umådeligt få konflikter. I mellemtiden havde faderen og Alma sat kursen mod Cinemateket, hvor de så Cirkeline, dog til Almas store skuffelse uden popcorn. Derefter tog de videre til Bakken. Skæbnen ville, at det passede nogenlunde med, at vi kunne mødes på Bakken, så faderen og Almas returtur ikke behøvede at blive tilbragt i det offentlige system. Alma havde fået en is og ifølge eget udsagn prøvet hestene (karrusel), bilen (en mini-rutchebane, så vidt moderen har kunnet finde ud af), pariserhjulet og dragen (et vildt svingende vikingeskib, som ifølge faderen havde været pænt til den (for) vilde side). Men Alma var øjensynligt meget tilfreds med forløbet og virker ikke traumatiseret.
Dejlige hverdage
Hverdagen er sat ind, men hverdagen i selskab med Carl og Alma er også skøn, så det gør ikke så meget. I går var vi ude at købe ind efter afhentning i diverse pasningsordninger. Alma kørte 300 gram vindruer ned på vej gennem supermarkedet og snakkede nonstop samtidig, mens Carl sad i vognen og råbte med sin mest gennemtrængende tågehornsstemme: MAA – MAA – MAAA, indtil han fik en bolle. Vi høstede en del smil og mildt medlidende blikke undervejs. Da vi kom hjem, iværksatte Alma straks et omfattende drama med adskillige aktører på værelset, mens Carl dimsede benovet rundt i periferien og fra tid til anden fik lov at spille en birolle.
I dag var det egentlig meningen, at Alma skulle hentes tidligt og med ud til Shahbaa efter Carl, men da faderen var kommet til at tage bilnøglen med på arbejde, blev der ikke noget af det sjov. Man kan, al god vilje til trods, ikke transportere to børn på én cykel. Så Carl blev cyklet frem og tilbage og gik på solotogt på vuggestuens legeplads, der var fuld af større børn, mens moderen fik dagens rapport om Almas velbefindende. Dernæst myrede han omkring mestendels på egen hånd, mens Alma blev skiftet og fik læst et par af de bøger, som hun selv havde valgt på en vuggestuetur til biblioteket, og så gik vi hele vejen hjem med alle de afstikkere, det nu indebærer.
Alma var Pippi Langstrømpe hele vejen hjem og bar sin pengekasse på hovedet og havde også Tommy og Annika med. Moderen fik rollen som Pippis far, mens Carl var en af tyveknægtene – på Almasprog hedder det “hnyvehnægt”, udtalt meget nasalt. “Far har hentet mig i dag,” sagde Alma-Pippi og frydede sig synligt over at lege med virkeligheden. Vel hjemme ville Pippi gerne have en peanutbuttermad, og Tommy og Annika ville gerne have en honningmad, og så skulle de alle tre se Pippi i fjernsynet. Da Prusselusken tonede frem, sagde Alma: “Hun er en sur kost”, og da tyveknægtene stikker af, erklærede hun: “De tager flugten, de to banditter”.
Carl var noget træt i det efter dagens aktiviteter og havde ikke meget energi tilovers til at lege. Dog er han blevet bedre til at tulle omkring, når bare moderen ikke forsvinder uden for synsvidde – bortset fra, når der skal laves mad. Så der bliver fortsat lavet mad inden børnehentning, eller også spiser vi noget fra fryseren.
De er godt nok nogle søde børn!
Moaaaar
De sidste morgener er moderen blevet vækket af Alma omkring kl. 5. “Mooaaaaar, jeg vil gerne have min sut!” Søvndrukken vælter man ud af sengen og ind til Alma, der hjælpsomt peget på ikke den sut, hun har i munden, og heller ikke den, hun har i hånden, men den tredje, der er røget ned på gulvet. Hun er blevet puttet med tre sutter, og tre sutter vil hun have, når hun vågner. Det er fandme da ikke i orden at pive sin stakkels mor ud af sengen midt om natten, fordi man mangler reservesut nr. 2! Hun er en møgunge – men en overordentlig elskelig møgunge.






