Det er sikkert og vist: Carl går efter at blive en lige så stor klatregøj som sin søster. Mindst. Han kravler op på alt, og så råwer han på nogen, der skal hjælpe ham ned. Hvis der ikke kommer nogen, kravler han selv ned igen. Ikea-skamlen har han for længst lært at kravle op på, selvom moderen vender den med bagsiden ud ad. Hvis en stol står en my trukket ud, er han på spisebordet på ingen tid. Problemet er, at han er en del mindre forsigtig, end Alma har været. Hvad hun kan, vil Carl også kunne, og det giver moderen tics at se barnets bestige noget halvhøjt for triumferende at rette sig op, give slip med hænderne og stå frit, mens han begejstret råber “eeejjjj” over egen formåen. Det er sødt, når han står tyve centimeter over jorden. Det er nervepirrende, når han står på spisebordet (og drejer rundt om sig selv og prøver at balancere lampen på hovedet).