Alma er meget glad for Pippi Langstrømpe. Hun spiller generelt nonstop og hyppigt skiftende roller fra film og bøger, helst med aktiv medvirken fra moderen (nu blev jeg Pippi, og så blev du Pippis far – nu blev jeg Mads, og så blev du Mikkel – nu blev jeg Snorkfrøkenen, og så blev du Mumitrolden), men Pippi er det tilbagevendende tema for tiden. I vuggestuen erklærer hun hver morgen, hvem hun er den pågældende dag: “Jeg hedder Pippi Langstrømpe”. Og formaster nogen sig til at kalde hende Alma, siger hun omgående og bebrejdende: “Du skal da sige Hej Pippi!” De søde pædagoger gør deres bedste for at følge med, men det er ikke altid nemt. Fx havde Alma en dag bedt om at få fletninger og fregner, men på vej over i vuggestuen skiftede hun identitet og blev Pinochio. Den første, søde pædagog, vi mødte, følte sig på sikker grund og hilste glad på Pippi. Alma standsede med rynkede bryn og er-du-dum-attitude: “Jeg er da Pinochio!!”
Det kunne man nok være blevet irriteret over nogle steder, men i Almas vuggestue er de af en helt anden støbning. Med afsæt i Almas kærlighed til Pippi besluttede de med dags varsel at lave en Pippi-fest, hvor den anden stue blev inviteret. De havde billeder af Pippi, læste historier, spiste spaghetti som Pippi (der propper munden fuld og klipper enderne af med en saks), lavede skattejagt og havde i det hele taget en fantastisk dag. Det ER bare landets bedste institution!
Siden Pippi-festen har Alma for øvrigt jævnligt bedt om at få fregner, så hun går det meste af tiden rundt med malede prikker i hele hovedet.