Fader: Jeg kender to børn, der skal ud at have nattøj på.
Alma: Ja, det er Jens og Billy.
(Og ingen aner, hvem Jens og Billy er…)
Fader: Jeg kender to børn, der skal ud at have nattøj på.
Alma: Ja, det er Jens og Billy.
(Og ingen aner, hvem Jens og Billy er…)
Alma er gået fra lille, forsigtigt pus til en stor pige, der kan alt muligt selv. I morges proklamerede hun i småfornærmet toneleje, at hun godt selv kunne tage tøj på, og at det ville hun gøre fra i morgen; heri inkluderet, at hun selv ville vælge tøjet også. Vi venter i stor spænding.
I går var vi på indkøbstur efter afhentning. Carl havde taget sin cykel med. Vi parkerede nemlig et stykke fra indgangen, så Alma kunne tisse i skjul bag bilen, og dermed var der det skønneste, lange, lige stykke fortov at tilbagelægge. Carl hoppede ud, kiggede hen ad fortovet og røg lige tilbage til bilen med et uomgængeligt krav om, at dér skulle der cykles. Vel inde i butikken spottede han børneindkøbsvogne, og så måtte cyklen sejle sin egen sø.
Bevæbnet med hver sin vogn satte Carl og Alma så afsted gennem butikken, og moderen er stolt over at kunne berette, at trods stort katastrofepotentiale skete der ikke selv det mindste uheld.
Carl havde temmelig meget fart på og jublede pludselig rundt i vinafdelingen. Irma ynder at bygge store tårne af stablede vinflasker, så det var egentlig en pænt dårlig ide. Moderen forklarede, at derinde må man ikke køre med vognen, fordi flaskerne går i stykker, og så ryger vinen på gulvet. Carl kiggede fra flasker til gulv og råbte “aarrd”, og så tilbragte han de næste fem minutter med at vandre frem og tilbage på gangen langs vinafdelingen, mens han kastede afvisnings-håndtegn og råbte “narj-narj” til vinen.
På et tidspunkt kørte Carl ind i Almas vogn. Moderen gentog, at man ikke må køre ind i nogen med de små vogne, fordi det gør ondt, og folk bliver sure. “A-a”, sagde Carl (hvilket betyder, at han har hørt og forstået), og så kørte han fuld fart den anden vej. Men Alma syntes, det var sjovt, så hun ville gerne køres ind i. Og så drønede Carl afsted mellem frysediskene med Alma i hælene, mens hun råbte “Carl, du må godt køre ind i mig, Carl!” Kors i skuret, sikke et cirkus, de søde børn kan generere.
Midt i det hele gik Alma sine egne veje og kom tilbage lidt senere, storsmilende og med et glas æblemos i vognen. “Jeg turde godt, mor, jeg turde godt spørge manden,” sagde hun med strålende øjne. Tænk, så havde den store, lille pige på egen hånd husket, at vi manglede æblemos, fundet en Irma-mand, spurgt efter æblemosen, fundet den rigtige variant (øko uden sukker) og puttet den i sin lille vogn. Moderen var bristefærdig af stolthed og forsømte ikke at fortælle det til barnet. “Jeg er faktisk også ret stolt af mig selv,” sagde Alma tilfreds.
Alma har scoret højt på nuttethedsskalaen i dag. På vej hjem fra biblioteket stoppede hun på vej ind i bilen og erklærede: “Du er sød, mor. Jeg er glad for, at jeg har sådan en sød mor.” Senere sad hun og Carl på faders skød med en af Carls store sangbøger, og Carl brokkede sig som sædvanligt over, at en af trækkeflapperne var revet af. “Men søde Carl, det er jo din bog, så du skulle da ikke ødelægge den,” sagde Alma kærligt forstående og aede ham på håret. Efter aftensmaden erklærede hun, at mænd ikke læser ret mange bøger, og så rundede hun af med at remse mor, far og Carl op som sine yndlingsmennesker.
Alma kom gående med en klodsekasse fikst monteret på en stang, så den kunne bæres over skulderen. “Det er, til når man skal løbe hjemmefra,” forklarede Alma. “Og det vil jeg gerne prøve. Men jeg går ikke ret meget langt væk, så kommer jeg tilbage. Men du skal give mig én ting med, kun én.”
Moderen lagde an til at putte et æble ned i klodsekassen.
“Nej, lad være, jeg vil ikke løbe hjemmefra alligevel. Det er for vildt for mig. Måske når jeg bliver fire år.”
Vi venter i stor spænding.
På sådan en blæsende weekenddag skal tiden jo gå med et eller andet, så moderen og varanerne satte kursen mod Nationalmuseet, som har en legeafdeling for børn. Det var en stor succes. Der var udklædning, skibsrat, køkkendimser, en stor hest, som ingen af dem turde sidde på, et vikingeskib m.m.m. Eneste nitte var, at museet lukkede en halv time før beregnet, så vi nåede ikke at indtage den medbragte madpakke. Faktisk var begge børn i fuld gang med noget køkken-noget, da en museumsfyr kom og begyndte at rydde op. Carl opererede med et fad og otte plastikbøffer. Manden bøjede sig, tog fat i fadet og sagde venligt, at nu skulle der ryddes op, for museet lukkede, og alle skulle hjem – “så kan du hjælpe med at lægge bøfferne på plads, lille ven?”

Carl gloede overrasket på ham, kiggede på de formastelige hænder på HANS fad og stak i et “MIIIIIIIIIIINNNNNN”, mens han trak i fadet af alle kræfter og brølede som en løve imens. Snitterne af fadet, makker, det er mine bøffer! Manden bakkede omgående af, og moderen måtte skride ind for at få ungerne skovlet ud, før dørene blev låst.
Alma løb trods alle forbud i forvejen og var gået ud af børneafdelingen, da vi nåede derhen. Hun stod lige uden for døren, ganske vist, og kørte vist bare et “så stor er jeg”-trip, men moderen er voldsomt bekymret over, at hun en dag overvurderer egen formåen og kommer galt afsted, så hun fik pænt at vide, at hun ikke må gå ud alene. Under de svedige anstrengelser for at få proppet unger i tøjet og få pusletasken ud af skabet og få sig selv klædt på uden at miste et barn undervejs, trak Alma stille og roligt hen mod udgangen, og pludselig stod hun i slusen mellem de indre og de ydre døre. Moderen, som var en kende utålmodig på det tidspunkt, greb mod al sædvane barnet i armen og trak hende ublidt med tilbage til jakkerne og skældte rent faktisk lidt ud. Alma græd, og da vi var kommet ud, og hun var faldet lidt ned, sagde hun med lille stemme, at “jeg var ikke gået ud, mor, jeg ventede bare på dig ved udgangen”. Øhm. Okay så. Nærmere udspørgen afslørede, at Alma faktisk ikke mente, hun var gået ud, og at hun ikke havde tænkt sig at gøre det heller, men at hun bare ville stå og kigge på folk, mens hun ventede – hvilket hun havde fået lov til. Så hun fik en uforbeholden undskyldning og en masse kram og erklærede så, at nu var hun ikke ked af det mere.

Bilen holdt ved kanalen, hvor adgangen til bådebroen er spærret med aflåste låger og tre-radet pigtråd. Carl var ikke overraskende meget interesseret i vandet og lænede sig frem og greb fat i pigtråden og trak til – hvorefter tråden knækkede og rullede sig sammen over en strækning på tyve meter. Carl var ret forbavset over egen formåen, og moderen bestemt ikke mindre. Og så tog vi flugten i en fart, så vi ikke blev dømt for hærværk.
Carl har tilranet sig privilegier under sin sygdomsperiode, og han har ikke i sinde at afgive dem frivilligt. Han hiver rundt med sine forældre og udsteder ordrer til højre og venstre. Nogle vil måske tro, at det er svært at kommandere med folk, når man ikke kan tale, men der tager de helt fejl. “Ooaaaar” samt en manende udstrakt hånd til moderen i den anden ende af rummet. Derefter føres hånden hastigt mod gulvet, ledsaget af et “aarr!” (Hvilket betyder “her”.) Det er ikke til at gå fejl af.
Desuden skrååååler han løs så højt, han kan, så såre det mindste går ham imod. Det kan være et nej til leg fra en voksen (hvilket også er lidt voldsomt altid, fordi han hager sig fast, så man nærmest må skrabe ham af og skubbe ham væk, mens han hyler og skriger), men skam også, hvis han ser Alma med noget, han betragter som sit eget. Hvis hans bold triller ind under sofaen. Hvis legetøjet driller. Hvis hans strømpe er faldet af. Eller, som i dag i bilen, hvor han brød ud i utrøstelige brøl med hænderne rakt frem.
Mor: Er det noget med dine hænder?
Carl: JJJAAAAAHHRRR *hulk-hulk-brøl*
Mor: Er det, fordi de er beskidte?
Carl: JJAAAAAHHRRRR *hulk-hulk-brøl*
Mor: Men det gør ikke noget, vi vasker dem bare, når vi kommer hjem
Carl: Ja (i helt normalt tonefald)
Tre års akkumuleret livsvisdom: “Man skal ikke lave ballade, for det kan være, at der er en voksen, der holder øje.”
Tja. Så simpelt kan det siges. Og er det ikke i virkeligheden også det, der holder mange voksne på måtten?
Så er Carl i vuggestue igen – endelig! Han var glad for at komme ind og lege, men da han blev bedt om at sige farvel, så han først forbløffet ud og satte dernæst sit allermest alarmerede vred-ansigt på og tægede sig fast på moderen. Han havde vist regnet med, at vuggestuen fra nu af var et sted, hvor man kommer på korte visitter for at lege, hvorefter man går med sin mor hjem igen. Realitetschok for det stakkels barn! Men da moderen ringede for at høre, om den søde dreng var blevet glad igen, var han fro og voldte ingen problemer, så han kommer nok over det.
I morges blev de søde små skovlet ind i bilen, og så brugte vi ellers tre kvarter i myldretiden på at komme til Vesterbro, hvor ørelægen holder til. Ørelægen, Ursula Nadelmann, er en trind, lille dame med masser af fagter, høj stemmeføring og et uforligneligt tempo. Efter den overstrømmende velkomsthilsen var begge børn paralyserede, så Carl røg på briksen uden at sige et kuk eller løfte et øjenbryn, og derefter blev han smidt i moderens favn. Inden moderen nåede at ekspedere ham ned på gulvet, var Alma allerede på plads på briksen, og derefter havnede hun på skødet af klinikdamen for at blive kigget i munden. Hektisk, men som vanligt uden gråd, så damen med pandelampen ved vel, hvad hun gør.
Status var så, at begge dræn er faldet ud af ørerne på begge børn. Carls er lige faldet ud, for de er blevet bevidnet af både vagtlæge og egen læge, men de har så ikke virket optimalt, så det er ikke så sært, at han havde ondt, den stakkels dreng. Almas ører var til gengæld topfine og helt i orden. Til gengæld var hun fuld af polypper, så d. 20. december skal hun under kniven for at få dem fjernet. Hun glæder sig helt vildt, for bagefter må hun spise is ad libitum hele dagen. Og der er faktisk en chance for, at hun er frisk nok til at nyde det, for Ursula har allieret sig med en af landets bedste narkoselæger og gør en dyd ud af, at “hendes” børn ikke er syge efter en narkose.
Alma og Carl kommer generelt godt ud af det, men der dukker jo uværgerligt en krise op fra tid til anden. Carl er begyndt at gå og brøle, fordi han synes, det er sjovt. Det har foranlediget Alma til at genoptage sin dårlige vaner med at råwe ham ind i hovedet, når han gør noget forkert. Men Carl tåler dårligt at blive råbt ad, så han klasker hende pr. omgående én lige i masken. Hver gang! Vi har fotodokumenteret et par stridstilfælde samt et eksempel på Almas alt for hyppigt brugte “nu er jeg sur på dig”-ansigt.


Lørdag var mormor på besøg på Klokkerbakken, og glæden ville ingen ende tage. Hele TO bedstemødre og dertil gaver! Carl fik sin helt egen, fire meter lange slange, og Alma fik et par Pippi-sko, som hun gik rundt med resten af dagen. Begge gaver vakte stor glæde, skønt Carl på det bestemteste nægtede at socialisere med den glade giver. De kalder ham tægen ude i byen.

Atter indtraf tiden, hvor faderen måtte bortabsentere sig for at spille bob i et sommerhus på Mols. Det glæder os at kunne meddele, at han gjorde familien ære ved at vinde Troels Bundgaard Memorial Cup. Resten af familien installerede sig hos farmor for at få en forlænget weekend i familiens skød. Desværre var Carl allerede onsdag syg, så alene pakningen var noget af en udfordring. Torsdag under en visit hos en af moderens genfundne ungdomsveninder flød det ene øre pludselig voldsomt. Og så gik det ellers slag i slag med bedring og forværring i en pærevælling og en skvattet Carl, der absolut kun ville være hos sin moar, og som skiftede mellem at lege og være glad og at være dybt ulykkelig. Torsdag var vi forbi farmors læge for at få tjekket det ikke-flydende øre, og fredag omkring midnat rundede vi (som sædvanlig, fristes man til at sige) lægevagten, fordi Carl vågnede op og græd og græd. De fandt intet usædvanligt.
Alma hostede meget en enkelt dag, men har ellers været i fin form. Hun var sågar på tur med farmor og faster Dorte. Pigeholdet, som Alma kaldte det, kørte hele vejen til Klitmøller for at lukke Sambo for vinteren, derfra videre til Harald og John og en film om Kirsten Kjær og så retur til Århus. Alma havde haft en herlig dag med faster D på bagsædet, og hun berettede med strålende øjne, at hun havde fået både mælk med honning og farmors bolcher og en stor isvaffel med en flødebolle i!
Vel hjemme igen rundede Carl og moderen i dag egen læge, som konstaterede dobbelt mellemørebetændelse og så en spirende lungebetændelse i tilgift. Derfor skal det søde barn nu under argeste modstand plages med penicillin, øredråber og hostesaft den næste uges tid.
Carl er meget glad for at tegne og kan sidde og dimse med farverne ganske længe. Det kræver stor koncentration at få stregerne til at makke ret, men til gengæld kan det være svært at holde sig inden for papiret. På Klokkerbakken udviste han i hvert fald stor ihærdighed i sine forsøg på at fikse de gule vægge lidt op med kridt som heldigvis kunne vaskes af, inden farmor kom hjem.

En typisk morgen på vej til vugger/børnehave:
Ud af hoveddøren. Mor bærer Carl og derefter Carls lille, lyseblå skubbe-med-benene-cykel ned på havegangen. Carl sætter omgående kurs ud af haven og drejer mod skolen. Alma står stadig inde på trappen og råwer, at vi skal vente. Alma kostes ud, og løbecyklen bæres ned. Almas medbragte bamse skal sidde i cykeltasken – på en bestemt måde og med næsen den rigtige vej, og der skal også være en blomst, og… Mor opfordrer på det kraftigste Alma til at lette måsen og løber afsted efter Carl, som er nået næsten ned til skolen. Alma følger surmulende efter.
Begge børn standser pænt ved kantstenen og dirigeres efter endt trafikspejdning over vejen. Alma kører over. Carl ændrer kurs, fordi han spotter en vandpyt, og må med magt spores ind på den rigtige retning. Alma bliver træt af at vente og begynder at køre. Alma vil gerne køre om kap med moderen, som løber. Kapløbet ender ved en stor sten. Imens er Carl vendt om, fordi han hellere vil den anden vej. Mor løber tilbage efter disidenten. Alma er nået til hjørnet og standser. Mor forsøger at råbe hende op for at sige, at hun ikke må køre længere alene. Carl drejer ind ad en sidesti. Carl bringes på rette spor. Alma benytter sig af lejligheden til at køre videre. Carl når endelig frem til hjørnet. Alma sidder nu ved busstoppestedet, hvor en rude er blevet slået ud, og hvor hun derfor kan hænge ud af det tomme hul. Carl jubler, peger på hendes liggende cykel, stiger af sin egen cykel og vælter den, hvorefter han løber hen til busstoppestedet. Desværre er bænken meget smal, så der kan kun sidde et barn ved det vinduesløse hul. Gråd og tænders gnidsel. Børn tvinges bort fra busstoppestedet og kører det sidste, lille stykke hen til børnehaven. De sidste meter er ned ad bakke og i susende fart ind gennem lågen for Almas vedkommende. Carl bremser og vender om, fordi han vil prøve bakken igen. Alma bliver træt af at vente og forsvinder ud på legepladsen. Carl kommer ind ad lågen og hen til døren og stiller sin cykel. Alma er stadig forsvundet. Moderen prøver at råbe hende op og spotte et glimt af løbecyklen mellem buskene. Carl bliver træt af at vente og forsvinder den anden vej… og klokken er kun ni!
Og så kan I selv prøve at forestille jer, hvordan det går for sig, når man har dem med ud at købe ind. I dag fik Carl øje på en lille pose vingummier oppe ved kassen. Moderen afbrød betalingen for at konfiskere den. Dårligt var man nået tilbage til dankort-automaten, før Carl fik greb om en lakridsstang, og han nåede at proppe den i kæften et halvt sekund, før moderen nåede ham. Alma heppede uden tvivl i det skjulte. Lakridsstangen blev konfiskeret og betalt, mens Alma af sine lungers fulde kraft gjorde opmærksom på, at hun rigtig gerne ville smage den. Carl styrtede ud af døren og blev indfanget, og mens moderen proppede varer i pose, gav han sig til at give blomster af en blomsterbuket. Indrømmet: Moderen lod, som om hun ikke så det, og kostede bare ungerne ud i en fart, da vi var færdige.
De to kan bare lave så meget ballade, at man ikke begriber det, især når man tænker på, at de egentlig er nogle ret lydhøre og samarbejdsvillige unger.
Alma har et imponerende ordforråd, men ind imellem visse småting volder stadig vanskeligheder (ud over r, som bliver til h som i hød):
Bobmand Byg (Byggemand Bob)
Skitkaste (skatkiste)
Tandtiger (sabeltiger)
Carl er et meget kommunikerende barn, og man er sjældent i tvivl om, hvad han mener. Han insisterer ret hårdnakket på, at man skal formulere hans udsagn for ham, og når man rammer rigtigt, kvitterer han med et inderligt JAHR! Men han lærer jo efterhånden også selv at sige ting og sager. P.t. er hans ordforråd noget i retning af:
A’det
Ha’det
Oar (mor)
Bar (far, bruges sjældent – som regel bruger han oar som fællesbetegnelse)
Vov
Hov
Av (betyder både av og varm)
Mi(n)
Ja
Nej
A-a (som i forbudt)
M-m (betyder nej)
Smaskelyd (betyder sulten eller tørstig samt “mere, tak”, hvis han skal have en refill)
Mere
Dyer (dyr)
Bi(l)
Bi(l)er (blev sagt for første gang i dag)
Aaarrr (dér er den!)
Vintertid er noget lort! Dag 1 ny tid stod moderen og mindstebarnet således op kl. 4.30! Samtidig var det så dagen, hvor Carl stik mod sædvane ikke gad se fjernsyn, han ville hellere spille computerspil og råbe meget højt, så kl. 6.20 stod vi på legepladsen i tisse-regnvejr og buldermørke. Det er heldigt for ham, at han er så nuttet, for ellers havde han godt nok stået til klø!