På sådan en blæsende weekenddag skal tiden jo gå med et eller andet, så moderen og varanerne satte kursen mod Nationalmuseet, som har en legeafdeling for børn. Det var en stor succes. Der var udklædning, skibsrat, køkkendimser, en stor hest, som ingen af dem turde sidde på, et vikingeskib m.m.m. Eneste nitte var, at museet lukkede en halv time før beregnet, så vi nåede ikke at indtage den medbragte madpakke. Faktisk var begge børn i fuld gang med noget køkken-noget, da en museumsfyr kom og begyndte at rydde op. Carl opererede med et fad og otte plastikbøffer. Manden bøjede sig, tog fat i fadet og sagde venligt, at nu skulle der ryddes op, for museet lukkede, og alle skulle hjem – “så kan du hjælpe med at lægge bøfferne på plads, lille ven?”

Carl gloede overrasket på ham, kiggede på de formastelige hænder på HANS fad og stak i et “MIIIIIIIIIIINNNNNN”, mens han trak i fadet af alle kræfter og brølede som en løve imens. Snitterne af fadet, makker, det er mine bøffer! Manden bakkede omgående af, og moderen måtte skride ind for at få ungerne skovlet ud, før dørene blev låst.
Alma løb trods alle forbud i forvejen og var gået ud af børneafdelingen, da vi nåede derhen. Hun stod lige uden for døren, ganske vist, og kørte vist bare et “så stor er jeg”-trip, men moderen er voldsomt bekymret over, at hun en dag overvurderer egen formåen og kommer galt afsted, så hun fik pænt at vide, at hun ikke må gå ud alene. Under de svedige anstrengelser for at få proppet unger i tøjet og få pusletasken ud af skabet og få sig selv klædt på uden at miste et barn undervejs, trak Alma stille og roligt hen mod udgangen, og pludselig stod hun i slusen mellem de indre og de ydre døre. Moderen, som var en kende utålmodig på det tidspunkt, greb mod al sædvane barnet i armen og trak hende ublidt med tilbage til jakkerne og skældte rent faktisk lidt ud. Alma græd, og da vi var kommet ud, og hun var faldet lidt ned, sagde hun med lille stemme, at “jeg var ikke gået ud, mor, jeg ventede bare på dig ved udgangen”. Øhm. Okay så. Nærmere udspørgen afslørede, at Alma faktisk ikke mente, hun var gået ud, og at hun ikke havde tænkt sig at gøre det heller, men at hun bare ville stå og kigge på folk, mens hun ventede – hvilket hun havde fået lov til. Så hun fik en uforbeholden undskyldning og en masse kram og erklærede så, at nu var hun ikke ked af det mere.

Bilen holdt ved kanalen, hvor adgangen til bådebroen er spærret med aflåste låger og tre-radet pigtråd. Carl var ikke overraskende meget interesseret i vandet og lænede sig frem og greb fat i pigtråden og trak til – hvorefter tråden knækkede og rullede sig sammen over en strækning på tyve meter. Carl var ret forbavset over egen formåen, og moderen bestemt ikke mindre. Og så tog vi flugten i en fart, så vi ikke blev dømt for hærværk.