Alma er gået fra lille, forsigtigt pus til en stor pige, der kan alt muligt selv. I morges proklamerede hun i småfornærmet toneleje, at hun godt selv kunne tage tøj på, og at det ville hun gøre fra i morgen; heri inkluderet, at hun selv ville vælge tøjet også. Vi venter i stor spænding.

I går var vi på indkøbstur efter afhentning. Carl havde taget sin cykel med. Vi parkerede nemlig et stykke fra indgangen, så Alma kunne tisse i skjul bag bilen, og dermed var der det skønneste, lange, lige stykke fortov at tilbagelægge. Carl hoppede ud, kiggede hen ad fortovet og røg lige tilbage til bilen med et uomgængeligt krav om, at dér skulle der cykles. Vel inde i butikken spottede han børneindkøbsvogne, og så måtte cyklen sejle sin egen sø.
Bevæbnet med hver sin vogn satte Carl og Alma så afsted gennem butikken, og moderen er stolt over at kunne berette, at trods stort katastrofepotentiale skete der ikke selv det mindste uheld.
Carl havde temmelig meget fart på og jublede pludselig rundt i vinafdelingen. Irma ynder at bygge store tårne af stablede vinflasker, så det var egentlig en pænt dårlig ide. Moderen forklarede, at derinde må man ikke køre med vognen, fordi flaskerne går i stykker, og så ryger vinen på gulvet. Carl kiggede fra flasker til gulv og råbte “aarrd”, og så tilbragte han de næste fem minutter med at vandre frem og tilbage på gangen langs vinafdelingen, mens han kastede afvisnings-håndtegn og råbte “narj-narj” til vinen.
På et tidspunkt kørte Carl ind i Almas vogn. Moderen gentog, at man ikke må køre ind i nogen med de små vogne, fordi det gør ondt, og folk bliver sure. “A-a”, sagde Carl (hvilket betyder, at han har hørt og forstået), og så kørte han fuld fart den anden vej. Men Alma syntes, det var sjovt, så hun ville gerne køres ind i. Og så drønede Carl afsted mellem frysediskene med Alma i hælene, mens hun råbte “Carl, du må godt køre ind i mig, Carl!” Kors i skuret, sikke et cirkus, de søde børn kan generere.
Midt i det hele gik Alma sine egne veje og kom tilbage lidt senere, storsmilende og med et glas æblemos i vognen. “Jeg turde godt, mor, jeg turde godt spørge manden,” sagde hun med strålende øjne. Tænk, så havde den store, lille pige på egen hånd husket, at vi manglede æblemos, fundet en Irma-mand, spurgt efter æblemosen, fundet den rigtige variant (øko uden sukker) og puttet den i sin lille vogn. Moderen var bristefærdig af stolthed og forsømte ikke at fortælle det til barnet. “Jeg er faktisk også ret stolt af mig selv,” sagde Alma tilfreds.