I morges blev de søde små skovlet ind i bilen, og så brugte vi ellers tre kvarter i myldretiden på at komme til Vesterbro, hvor ørelægen holder til. Ørelægen, Ursula Nadelmann, er en trind, lille dame med masser af fagter, høj stemmeføring og et uforligneligt tempo. Efter den overstrømmende velkomsthilsen var begge børn paralyserede, så Carl røg på briksen uden at sige et kuk eller løfte et øjenbryn, og derefter blev han smidt i moderens favn. Inden moderen nåede at ekspedere ham ned på gulvet, var Alma allerede på plads på briksen, og derefter havnede hun på skødet af klinikdamen for at blive kigget i munden. Hektisk, men som vanligt uden gråd, så damen med pandelampen ved vel, hvad hun gør.
Status var så, at begge dræn er faldet ud af ørerne på begge børn. Carls er lige faldet ud, for de er blevet bevidnet af både vagtlæge og egen læge, men de har så ikke virket optimalt, så det er ikke så sært, at han havde ondt, den stakkels dreng. Almas ører var til gengæld topfine og helt i orden. Til gengæld var hun fuld af polypper, så d. 20. december skal hun under kniven for at få dem fjernet. Hun glæder sig helt vildt, for bagefter må hun spise is ad libitum hele dagen. Og der er faktisk en chance for, at hun er frisk nok til at nyde det, for Ursula har allieret sig med en af landets bedste narkoselæger og gør en dyd ud af, at “hendes” børn ikke er syge efter en narkose.