I søndags besluttede den lille familie at nyde det gode vejr og tage på legepladsen. Den udvalgte legeplads ligger en god kilometers penge fra slottet og lige ved siden af en cafe, hvor frokosten skulle indtages. Afsted det gik uden anden oppakning end et par bleer og to børn på hver sin cykel. Faderen havde også cykel med, dels for at benytte tiden til at sætte lås på, dels for at have børnesædet at falde tilbage på, hvis Carl blev alt for træt af at køre på den lille blå.
Vi nåede frem uden problemer, Carl mosede tappert på, så det var til at blive helt træt af at se på ham. Efter en times tid var vi sultne og satte kursen mod cafeen kun for at konstatere, at den havde vinterferielukket. Nedtur! I stedet måtte vi sætte kursen hjemad igen. Carl mosede atter tappert på, men det tager altså sin tid at komme nogen vegne på hans cykel, og det fordrer pauser, så til sidst kørte faderen og Alma i forvejen, mens Carl og moderen fortsatte i adstadigt tempo. Tæt på hjemmet uden øl orkede Carl ikke mere cykling og ville hellere gå. Han faldt næsten i søvn, mens han gik, men han klagede ikke, og da vi passerede kiosken, faldt der en thebirkes af, som holdt ham kørende resten af vejen. Det var en hyggelig tur, og der blev forbrugt nogle kalorier!
Carl to år!
For et øjeblik siden kom der en lille baby for at bo sammen med os på slottet, og i søndags blev babyen to år. Det er ikke helt til at forstå, han er jo lige kommet. Den store dreng, som Alma nu kalder ham, fik pakker fra morgenstunden og var vildt begejstret for det hele, især det med at pakke op. Alma fik en enkelt storesøstergave, som hun først pure afviste, men som siden blev taget til nåde alligevel. Hun klarede fint, at Carl fik næsten alle gaverne og masser af opmærksomhed og nøjedes med fra tid til anden at ytre, at når hun har fødselsdag, vil hun gerne have de samme ting, som Carl fik.
Om formiddagen holdt vi fødselsdag med tre af Carls jævnaldrende fra vuggestuen: Adrian, Victoria (som han for øvrigt har gået til babymusik med) og Anton. Efter en ganske kort introduktion til det nye sted legede ungerne på forbilledlig vis og stort set uden konflikter, kun afbrudt af bolleindtag og lagkage, som dog ikke faldt de små mennesker smag (bortset fra Alma, naturligvis, som formentlig kunne have spist det meste af den alene).
Efter middagsluren gik vi en tur på stranden. Det var hyggeligt, men koldt. På et tidspunkt gik Carl resolut op til sin lille cykel og gjorde det klart, at han gerne ville hjem. Alma fik en større nedsmeltning over den forestående afgang og truede med at grave sig selv ned i sandet, hvis hun ikke måtte blive der. Hun blev noget højrøstet. Faderen bad hende lade være med at råbe, hvilket udløste følgende udødelige replik, hvis sandhed må bevidnes af enhver, der har prøvet at føle virkelig vrede: Men far, jeg kan ikke sige det, jeg skal, uden at råbe!!
Aftensmaden bestod af frikadeller og pasta til fødselarens udelte tilfredshed, og efter endnu lidt leg med de nye ting gik Carlemand to år træt, men glad i seng.
Nye rør i ørerne
Forrige weekend røg begge børn på briksen hos ørelægen igen. Det klarede de uden at kny. De er par guldbørn, når det gælder. Moderen havde snakket en del om maske og bedøvelse og rør i ørerne, og måske var det blandt andet det, der gav pote.
Først faste fire timer. Alma blev afledt af musikskolen, mens Carl og faderen underholdt hinanden derhjemme. Fra musikskolen gik det direkte hjem, hvor faderen og Carl blev skovlet ind i bilen, og så til Vesterbro. Carl skulle først. Moderen sad med ham i favnen og sang Solen er så rød, mens han fik masken på. Han fik lov at beholde sutten, den kunne lige være inden i masken. Han fortrak ikke en mine, men viftede bare undrende med fingrene, da bedøvelsen fik det til at snurre i ekstremiteterne. Exit Carl, og ind kom Alma, som også uden dikkedarer fik masken på og faldt i søvn. De fik lov at ligge temmelig længe, før vi vækkede dem, så vi undgik forvirret gråd under opvågning. På med overtøjet og ned til nærmeste bager efter et par boller og en juice, og så var det overstået. Uden gråd og uden andet klynk end det, der udsprang af stor sult.
Nonverbal kommunikation
Et eksempel på, hvor meget man kan viderekommunikere uden sprog:
Da moderen kom for at hente Carl i dag, sad han på madrassen i puderummet og så noget oprevet ud. Moderen spurgte ham, hvad der var galt. Han pegede på en stor papkasse og sagde “eer” (= der/den), og så rørte han ved sit hoved.
“Slog du hovedet, mens du var inde i kassen?”
“Nej” – trak sig i håret og pegede så på et billede af en dreng, der hedder Adrian og så på kassen igen.
“Trak Adrian dig i håret, mens du var inden i kassen?”
“Ja! Nejnej” – slår afværgende ud med hånden (= lad være).
“Sagde du, at han skulle lade være?”
“Nej” – peger på sine øjne og så på en voksen.
“Du græd, og den voksne sagde, at han skulle lade være?”
“Ja!”
Forløbet blev bekræftet af pædagogen bagefter, så den var god nok.
Øhhhh
Carl taler stadig ikke ret meget. Til gengæld udfylder han på smukkeste vis tænkepauser med en række øhh’er, der er en Ritt værdig. Spørger man ham om noget, hvor han vil tænke over de forskellige muligheder, står han der og siger øhh, øhh, indtil han har bestemt sig. Moderen finder det fascinerende, at man selv næsten uden sprog føler behov for at understrege, at man stadig tænker og har taleretten.
Selvhjulpen
Carl har i modsætning til sin søster stor appetit på at kunne ting selv. Som det seneste tog han selv underbukser og næsten også selv bukser på forleden. (At underbukserne så kom omvendt på, fik lov at passere uden kommentarer.) Alma udbrød: “Flot, Carl. Han har virkelig lært meget, den dreng!” Det er fantastisk at høre den slags voksen-udtryk i munden på en tre-årig.
Tigeren Oliven
Alma fortalte historie. En tiger ved navn Oliven var blevet taget til fange af de store kentaur-konger. De havde sat ham i fængsel på en ø langt ude på havet, fordi han havde sagt lort til dem. Han skulle sidde der i 50 dage, for så lang tid tog det for Herkules at komme ud til øen. Herkules reddede Oliven, men han skulle ikke bruge sine muskler, men sit kvikke hoved.
Der er potentiale i den pige!
Og så godnat
Carl har netop for et øjeblik siden sendt moderen ud af soveværelset i utide (i forhold til normalproceduren). Han plejer at få sin flaske, mens der bliver sunget godnatsang, og så siger vi godnat, og Carl vinker og vender sig om på maven som tegn på, at nu er han klar til at sove.
I dag kiggede han lige på beholdningen i flasken under sangen, og så såre den sidste tone var afsluttet, vinkede han. Moderen, mystificeret: “Siger du godnat, Carl?”
C: Jæh
M: Skal jeg ikke vente, til du er færdig?
C: Nej
M: Skal jeg gå?
C: Jæh
Så nu skrives der blogposter, mens moderen afventer, om der bliver kaldt igen, eller om Carl har nydt roen og falder i søvn oven på en sutteflaske.
Edit: Det med at ligge på sutteflasken var rigtigt nok, han faldt bare ikke i søvn, men udbrød i stedet stedse højere AV’er, indtil moderen intervenerede, fjernede flasken og sang nogle flere sange.
Lyden af løg
Alma har i lange tider hævdet, at hun ikke kan lide løg. Imidlertid har hun nu en ny begrundelse: “Det er bare, fordi jeg ikke kan lide lyden af løg, når jeg spiser dem, mor.” Moderen forholder sig afventende og forventningsfuldt for at se, hvad det kan udvikle sig til, hvis hun bliver presset en anelse mere.
Her til aften debuterede Alma desuden med flyvende faner i kunsten af snyde folk til at gøre, hvad man ønsker. Kontekst: Moderen hoppede med Carl. Alma ville gerne blande sig og hive moderen og evt. også Carl med ind i stuen til en alternativ leg. Carl ville hoppe, så vi sagde nej tak. Så ville Alma dække hafferlaffen (en elefantlignende bamse, red.) til med moderens tørklæde. Hun har altid yndet at brede tæpper, duge, håndklæder, lagner, tørklæder m.m.m. ud på gulvet eller ud over ting, og hun geråder som oftest i hysterisk arrigskab, fordi de ikke vil folde sig ordentligt ud eller ligge rigtigt. Derfor tilbød moderen at komme til hjælp, hvis det nu viste sig, at tørklædet ikke ville ligge rigtigt på hafferlaffen. Alma dimsede lidt i skjul bag Carls seng, dukke så frem og sagde beklagende, at “der stikker hele tiden noget frem”.
Okay, Carl fik besked om, at Alma skulle have hjælp, og moderen forlod hoppeområdet. Blot for at konstatere, at bemeldte hafferlaf var fint dækket til. Let undrende kiggede moderen efter den bortabsenterede Alma, som med et strålende smil fra stuen glad erklærede, at “jeg snød dig. Jeg ville gerne have, at du holder op med at hoppe med Carl.”
Efterhånden skal man da holde tungen lige i munden for ikke at blive taget ved næsen. Eller… noget.
Det sprog, det sprog
Alma på vej hjem fra børnehaven mødte Leo, som hun tit leger med. “Se, mor, det er Leo. Ham har jeg netop leget med inde i dukkekrogen. Leo er god til én ting, og det er knæks, og det andet kan jeg ikke huske, hvad hedder.”
Carl er stadig ikke nogen indlysende oratorisk begavelse, men det kan jo skyldes, at barnet ikke kan høre.
Hej
Ja
Nej
Vov
Ii-iii (høne eller hane)
Dy-dy (løbehjul)
Min
Din
Her
Is
Mmmmmmm, ofte let klynkende (sut)
Du (juice)
Højlydt jammer (enhver uvelkommen begivenhed fra drilagtigt legetøj til en halvvejs tabt sok eller sutsko)
Boll (bold)
Bulla (bolle)
Hop
Mæ (mælk)
A’det
Ha’det
Bodårr (mærkeligt udsagn, som bruges, når han afbryder en voksenaktivitet som fx læsning. Muligvis en forvanskning af hallo?)
Ånej
Kunstner in spe
Carl sad og pjadrede vandfarver på et stykke papir. Da han havde gjort det et stykke tid, løftede han glad papiret og erklærede “ii-iii”.
“Har du tegnet en hane, Carl?”
“Nej!”
“Har du tegnet en høne?”
“Jah!”
Ørebørn
I går var begge børn til tjek hos ørelægen, som endnu engang konstaterede maksimalt med væske i mellemøret hos dem begge to. Alma fik et nyt dræn i det ene øre, da hun fik fjernet polypper, og man kunne jo godt have ønsket, at hun havde fået i dem begge to ved den lejlighed. Men sådan skulle det ikke være; så nu står de begge for tur den 31. januar.
På vej hjem snakkede vi om, hvor vi var henne. Mens vi holdt for rødt lys, pegede moderen over på Rådhuspladsen og sagde uden at nævne navnet: “Se, Alma, det var der, vi var til demonstrationen” (demo for et anstændigt Danmark d. 10. januar, red.) “Nå, så tror jeg da, vi er på Rådhuspladsen,” sagde Alma glad.
Moderen var behørigt imponeret over barnets hukommelse. Resten af vejen øvede hun sig på at sige Fætter BR. “Fætter BR – nu sagde jeg det! Fætter BR – der sagde jeg det igen! Fætter BR, Fætter BR – hør, mor, jeg kan godt – Fætter BR.”
Måske er der håb om, at hun så snart lærer at sige r.
Opdateringsbøvl
Vi undskylder her fra slottet for manglende blogfornyelse. Det skyldes, at faderen er gået i stå midt i en opdatering, så der ikke kan puttes billeder på siden – og vi brænder ellers inde med en masse pletskud fra julen!
Vi iler til, så såre bemeldte opdatering er på plads, med nye billeder.
I mellemtiden kan I da få et par Alma-guldkorn:
(Før afgang fra farmor): Carl, vi pakker. Det betyder, at man putter ting ned i noget og ikke tager dem op igen.
(På jagt efter modvillig Carl med en børste): Carl, du skal børstes, ellers får du huller i håret!
Dødsyg jul
Julen kom og gik. Som bekendt lagde moderen sig syg fra d. 24. og var ikke til meget sjov de næste dage. Heldigvis skaffede et par panodiler tilstrækkeligt med friskhed til at klare nogle timer på selveste juleaften, så man ikke gik glip af de søde børn, der kastede sig ud i et få-og-giv-gaveorgie af uoverskuelige dimensioner. Alma havde storproduceret billeder til alle mand, og de var alle sammen møjsommeligt blevet pakket ind og forsynet med navn, og hun nød rollen som den glade giver. Alma og Vikki sneg sig ind i stuen til juletræet for lukket dør – på grund af hundene, naturligvis! – mens de øvrige spiste lidt mere af den gode julemad. Et tjek lidt senere afslørede, at de var gået i gang med at åbne flere pakker. Takket være Vikkis nye læsefærdigheder kunne de afkode, at der fx var en gave til Alma. Desværre for pigerne var der tre glaskugler i pakken, og den ene røg omgående på gulvet og gik i stykker, så da døren blev åbnet, stod de begge to med store øjne og var helt elektriske for at få sløret fadæsen i en fart. Alma var noget berørt og nævnte flere gange i løbet af aftenen, at hun var ked af, at hun havde tabt kuglen.
Carl var i fin form til at åbne gaver, men blev forstyrret af de meget farlige hunde, der tumlede sig i leg på gulvet. Han er blevet uforklarligt bange for dyr – en udvikling, som moderen følger med dyb bekymring – og han panikkede nærmest over lille, søde Oskar, når de bumsede sammen. Det har nok ikke gjort noget godt for tilliden til dyr, at Shahin nogle dage senere var forbi Klokkerbakken med deres lille, nye schæferhvalp, som uset løb ned i gangen til børneværelserne, hvor Carl legede helt alene. Den stakkels dreng hikstede længe efter.
Heldigvis holdt børnene sig raske til familietamtam også d. 26., men derefter fik de feber, løbenæser og hoste begge to. Og det blev ved. Og det blev ved. Og vi rejste hjem, mens moderen lige nåede lidt opkastningssyge på falderebet og kastede op i bilen, ud af bilen, på færgen og i bilen igen… Vel hjemme blev børnene ved med at være syge, mens moderen heldigvis efterhånden blev rigtig rask. Nytårsaften kom og gik ret upåagtet. Ungerne røg i seng til normal tid, hvorefter moderen kollapsede på sofaen. Hen under midnat ruskede vi hinanden vågne nok til at se klokken slå 12, og så sov vi videre.
Faderens jernkonstitution reddede ham fra at følge resten af familien, som faldt på tælling (og her vil vi gerne sige pænt undskyld for smittespredning…)
Men NU er alle (7-9-13) raske igen. I morgen starter hverdagen igen, og moderen gruer for at skulle aflevere mindstebarnet, der altid tager det meget tungt at skulle passes efter mange skønne dage i familiens skød, hvor han altså befinder sig bedst.
Senator Carl
Gør plads, gør plads, senatoren kommer! Carl har en forkærlighed for at gå hyllet i lagen, håndklæde eller moderens natbukser. Han har gjort sådan i efterhånden mange måneder og nyder det åbenlyst stadig. Muligvis har han været romersk senator i en fjern fortid? Ligesom faderen mener, at Carl også har været bibliotikar i Alexandria i et tidligere liv, efter at faderen havde hjembragt et stykke papyrus, som Carl rullede op og sammen og op og sammen og granskede nøje igen og igen – muligvis fordi han undrede sig over, at der ikke stod noget på det.
For meget legetøj
Alma kom i går eftertænksomt hen til moderen og sagde, at hun nok mente, vi skulle til at sælge noget af legetøjet. “For vi har jo så meget, mor, og hvis vi får en masse julegaver, kommer det jo til at fylde hele vores hus, og det går jo ikke.” Barnet har jo noget så ret og har vist overhørt rigeligt mange samtaler om at sætte dette og hint til salg på nettet.
Julemandskram
Alma er meget opsat på at få fat i julemanden, når han kommer juleaften. Hun spørger dagligt, om han mon kommer, og fortæller, hvordan hun vil skynde sig ud og snakke med ham og kramme ham. Til julefest i institutionen kom julemanden traditionen tro ned gennem loftet (og Carl peger stadig mod loftet og laver forbløffet-ansigt) og delte slikposer ud. Adspurgt erklærede Alma, at det havde været en dårlig julefest, fordi børnene bare skulle blive siddende på deres pladser, underforstået, at der ikke var lejlighed til at kramme julemanden.
Og hvorfor denne store interesse for nærkontakt med rødklædt tyksak? Naturligvis fordi Alma har besluttet, at hun vil ud at flyve en tur i kanen…
Farvel til polypperne
I går fik Alma fjernet polypper hos ørelægen. Kl. 8 røg hun på briksen, efter eget valg ledsaget af sin fader, mens moderen og Carl hyggede derhjemme. Alma havde set meget frem til dagen, fordi hun måtte spise is efter behov efter operationen. “Jeg skal have fjernet polypper, og det kan jeg godt lide,” har hun sagt rigtig mange gange til både ved- og uvedkommende. Desværre kunne hun ikke helt så godt lide det, da det blev alvor. Hun var cool med hensyn til bedøvelse og maske, men ret ked, da hun vågnede. Anæstesilægen er supergod, men bedøvelse i kombination med, at der ryger blod ned gennem halsen, gør bare ikke meget for det almene velbefindende. Men ud kom polypperne da, og da ørelægen lige tjekkede ørerne og konstaterede massivt med væske på venstre øre, røg der lige et nyt dræn i ved samme lejlighed.
Vel hjemme var Alma smådårlig og pjevsende, så moderen og Carl satte kurs mod biblioteket og supermarkedet for at hente nye film og købe lidt ind og samtidig skaffe den plagede Alma lidt fred – hvilket foranledigede hende til at falde i søvn på sofaen et par timer. Da hun vågnede, var hun markant mere frisk. Carl brillerede ved at snuble og lande i en vandpyt ved udflugtens spæde start og græd bitterligt over våde og kolde bukser. Moderen havde således valget mellem at give fortabt og køre hjem eller nødshoppe nye bukser i den nærliggende børnetøjsbutik. Vi valgte sidstnævnte. “Nej tak, jeg behøver ingen pose, han får dem på med det samme.”
Derefter var vi i Amagercentret, hvilket er at sammenligne med et besøg i verdens røvhul. Vi stod i kø (og nogle af os græd) ved Føtex’ bager for at købe en “bullar”. Dog havde Carl så god tid til at studere udvalget, at bemeldte bolle endte med at blive droppet til fordel for en croissant. Den holdt ham til gengæld i ro længe nok til, at vi nåede helt hen til kassen i Irma, hvor han (igen) gerådede i frådende vildskab, denne gang fordi hans juice skulle op på båndet for at blive scannet… Velmenende damer havde masser af gode råd til neddysning, men den eneste med succes var den ældre dame, der inden om alle de andre stak ham et par pebernødder. Turen rundedes af med en sandwich i cafeen på første sal med fremragende udsigt til en meget spændende kran.
Da vi kom hjem, var Alma vågnet igen i noget bedre lune, og resten af eftermiddagen stod den stort set på film og is og mere film og mere is. Hen under aften fik hun dog feber, og da det gentog sig i dag, rundede vi lægevagten. Lægen kunne ikke finde noget galt, men satte hende på penicillinkur alligevel for en sikkerheds skyld på grund af den nylige operation.
Og i morgen venter juleferien!
Tur til den stuure hest

Alma var en tur hos Samone forleden. Det blev både til ridetur og gulerødder, hvilket bekom dem begge vel. Berit, Samones ejer og Almas fordums barnepige, var på fototidspunktet ret meget gravid. Det er hun ikke mere; nu er hun mor til den allersødeste, lille Lucca, som har aflagt besøg på slottet og er blevet beset af Carl og Alma.

