
Efter indledningsvis modstand mod solcreme er Carl kommet nogenlunde overens med fænomenet. Faktisk er han blevet så gode venner med cremen, at han kan sidde i lang tid med tuben, klappe låget op og prøve at proppe en lille finger ned i den, hvorefter han “smører” cremen ud i (bag)hovedet. Eller rettere, sådan startede han. Nu har han udvidet til en trefases-aktion. Først smører han sig selv i nakken, så putter han fingeren i munden (fordi moderen råber ADR, og det er så sjåw), og dernæst runder han af med at smøre creme på moderens næse.
Kategoriarkiv: Udviklingen
Åh, red prinsessen
Almaleg: Prinsessen er sat i bur (i bunden af tårnet) af en skrupelløs cirkusmand, som vil tjene mange penge, mens de andre står og glor på hende gennem tremmerne. Opstillingen er blevet til uden voksen-inspiration overhovedet. Alma kom småfnisende ind og bad moderen komme og se, hvad hun havde lavet. Moderen havde nær tisset i bukserne af grin.

Du skal være med, mor

Dagens Alma-citat:
Alma (på en aftengåtur): Du skal samle det der til mig (peger på det løse græs)
Mor: Skal jeg samle græs til dig? Hvorfor dog det?
Alma: Fordi jeg er pæn
Alma siger for øvrigt også “nu skal vi rigtig smovse” og “nu skal vi ikke smovse mere”, og så er variationer over temaet “jeg er lidt ked af, at du ikke vil lege med mig” ofte hørt i disse dage, hvor moderen har iværksat en kampagne for at få barnet til at beskæftige sig på egen hånd fra tid til anden frem for at klæbe fast og insistere på voksenunderholdning og solo-opmærksomhed nonstop alle vågne timer. Alma er ikke begejstret for konceptet, men hun kan faktisk godt underholde sig selv i et vist omfang. Man er bare nødt til at sige, at hun skal gøre det, og så holde hende fast på det fra tid til anden, når hun forsøger at omgå påbuddet gennem en bred vifte af forskellige, sindrige indfaldsvinkler, der for de flestes vedkommende har som udgangspunkt, at behov for trøst er den sikreste vej til succes: Klynk, gråd, fingerede skader, ytringer om forladthed/kedsomhed og en stort behov for praktisk hjælp, spædet op med overeksalterede udfald, spørgsmål om alt mellem himmel og jord og modificerede krav. (Fx bliver “vil du læse for mig” uvægerligt fuldt af “vil du så sige noget i bogen”. I praksis betyder det, at Alma sidder med bogen selv, og så skal moderen kommentere og fortælle, hvad der sker, mens Alma blader.)
Klatre-Carl
Carl vil til tops, og han kravler på alt. Han er i stand til at forcere stejle bakker, han kan selv klatre op på rutchebaner og sætte sig ned og rutche – om end han har en kedelig tendens til at falde på næsen på nedturen og derfor helst skal gribes, når han lander. Og han afslører stadig nys erhvervede, grovmotoriske kompetencer. På børnehavens legeplads står der fx et tårn, som man kravler op i ad en lodret stige med runde pindetrin, der sidder med 35 cm afstand. Da moderen kiggede den anden vej et øjeblik, demonstrerede Carl, at han var i stand til at entre tårnet i løbet af ti sekunder. Og i dag sad han som sædvanligt i indkøbsvognens dertil indrettede sæde i supermarkedet. Moderen stod begravet i frysedisken og hørte nogle insisterende Carlelyde. Et hurtigt blik for at tjekke, at alt var ok, afslørede, at barnet på forunderlig vis havde fundet ud af at trække benene op og derefter havde rejst sig og egentlig godt ville have lidt hjælp til at komme ned… Han er ikke let at holde styr på, den lille vandal.
Billedet stammer for øvrigt fra et besøg i en venindes nyerhvervede sommerhus på Vestsjælland, hvor moderen og børnene havde en dejlig eftermiddag sammen med Rosa og hendes lillebror Julius.

Hit med det
Vuggestuen venter
Så skete miraklet: Der var nogen, der takkede nej til en vuggestueplads, så Carl kommer ind med start den 9. juni! Lederen stak lige hovedet ud af sit kontor, som vender ud mod legepladsen, og viderebragte den gode nyhed, og den blev bekræftet skriftligt fra Pladsanvisningen i dag. Det er lidt vemodigt at sige farvel til Shabaa og hendes søde børn, men vi satser på at holde kontakten med hende. Til gengæld er Carl mere end rede til at komme i vuggestue. Han er næsten ikke til at vriste fri fra legepladsen om morgenen, når vi har afleveret Alma.
Han har fået plads på stue 2, hvor Alma jo lige når at stoppe, før han begynder, og han skal sågar passes af den samme pædagog. Man må konkludere, at han fortsætter stilen med at gå i søsters fodspor efter indledningsvist at være kommet til verden i den samme seng.
Afsted til børnehaven
Alma, den store, lille pige, skal starte i børnehaven den 1. juni. På Sol-stuen. Fordi hun er en solstråle i vores liv. Det er slet ikke til at fatte, at det lille myr er blevet stor nok til at gå i børnehave. Heldigvis er institutionen jo integreret, så hun flytter bare over på den anden side af gangen og skal i øvrigt følges med Freja, som vi havde playdate med for nogle uger siden. Det bliver spændende, siger Alma, og de gør fra institutionens side en del for at lette overgangen i form af næsten daglige besøg på børnehavestuen, hvor de små nye sammen med en vuggestuevoksen og deres nye primærpædagog leger og ser tingene an, og de tilbringer en stor del af legepladstiden på børnehavens legeplads. Alma er allerede ret optaget af sin nye pædagog Agnete, som moderen også er ret begejstret for.
Utroligt, men sandt
Endnu en læsehest
Carl elsker som sin søster at læse. Han fik et par store sangbøger med spændende effekter i dåbsgave, og han kommer dagligt slæbende med dem og bliver enormt pikeret, hvis man ikke sætter sig og bladrer i dem med ham. Men netop læselysten giver potentiel krisetilstand i det lille hjem, når der kun er en enkelt voksen på skansen, for når man sætter sig med den ene for at læse, kommer den anden omgående driblende for at være med – og mens Carl blader frem og tilbage og kigger på billederne, vil Alma jo gerne have historien fortløbende. Det ender hver gang med gråd og tænders gnidsel, så nu har moderen med blødende hjerte indført, at man skal læse selv, indtil faderen kommer hjem.
Det kan nu også godt lade sig gøre at læse på egen hånd. Forleden sad moderen og Carl i den store seng med en bog, da noget kogte over. Moderen strøg ud i køkkenet for at få styr på gryderne. Fra soveværelset hørtes en masse Carlelyde, og et nærmere eftersyn viste den søde dreng, mageligt tilbagelænet i dynebjerget med bogen anbragt på de korslagte ben, mens han pegede på billederne og snakkede helt vildt med sig selv om, hvad han så. Han blev liggende derinde i ti minutter, før han kom ud for at hente moderen tilbage i folden.
Syge Carl
Carl har været sløj og feberhed et par dage. I dag er han frisk nok, men blev alligevel hjemme for at komme rigtigt oven på. For lidt siden sagde moderen til ham, at nu skulle han ned i klapvognen og sove. Så råbte han AAAAH, sprang op og løb hen til døren. Han må jo have været træt, den lille, og han sov endda helt til 6.24 i dag. Man bliver godt nok nøjsom. Moderen mindes tydeligt dengang, da det var ud over alle grænser irriterende at blive vækket af familien Underbos klare barnestemmer kl. 8.
Morsomt
Dagens Alma-citat: “Den tynde stedsøster ligger her og morer sig lidt med den lille nisse.” Endnu en replik, man ikke hører hver dag…
Derudover siger hun for tiden ofte “så lad gå da”, “jeg kan ikke fordrage xxx” (som i “jeg kan ikke fordrage, at jeg skal læse den bog alene”) og “det er ikke spor morsomt”.
Her, det er din
Carl havde fattet antipati mod at gå på græsset med bare fødder, men han kom hurtigt over det, må man sige, og tonser nu rundt overalt med bare tæer – lige indtil han får øje på sine sko. Så kommer han slæbende med dem og vil have dem på. Han er i det hele taget ret glad for at placere ejendele hos/på rette vedkommende, men det er sikkert også skønt at opdage, at man ved en lille smule om, hvordan verden hænger sammen. Han går gerne 500 meter for at aflevere en sut til Alma.
Første vits og første fortælling
Carl har lavet sin første vittighed i dag. Vi sad og læste en bog med dyrebilleder, og da den var gennembladet flere gange, vendte han målbevidst tilbage til billedet af en tiger, pegede på den og sagde “muuuuh”, og så var han ved at revne af grin over sig selv
Han er simpelthen så sød. Senere havde vi hoppet i sengen, og da jeg skulle ud for at røre i gryderne, blev han i soveværelset. Jeg kunne høre ham sige en masse lyde, og da jeg kiggede derind, lå han bekvemt henslængt på ryggen op ad et dynebjerg og læste i en bog, mens han snakkede helt vildt med sig selv og pegede på billederne. Og det fortsatte i godt ti minutter, før han kom og hentede mig igen, fordi han ville hoppe noget mere
Alma har også haft en first time´r i dag: Hun har fortalt sit første, selvdigtede eventyr. Hidtil har hun rollespillet film og bøger og måske krydset handlingerne og personerne, men i dag gav hun sig til at genfortælle en Anders And-historie, som vi har læst mange gange. Midt i historien standsede hun og så enormt koncentreret ud, og lidt efter fortsatte hun med et simpelt, men afrundet, narrativt forløb, som hun selv fandt på. Moderen syntes, hun var dygtig.
Den oprindelige historie handler om, at ænderne i en fjern jungle møder en dreng, der bor sammen med ulvene. De tager ham med til byen, hvor han bliver kidnappet af samvittighedsløse cirkusfolk, der udstiller ham for ussel mammon. Ænderne vil befri ham, men må afvente assistance fra ulvene. Derefter kører de tilbage til junglen med ulvende løbende ved siden af jeepen, og undervejs kører de galt.
I Almas version kommer ulvene til cirkus og bider banditterne i numsen. Så flyver ulvedrengen væk i en flyvemaskine, og banditterne flyver også, og så kommer ulvene og smider dem ud af flyvemaskinene og lige ned i vandet, så de aldrig mere kan komme og fange ulvedrengen. Og så flyver de hjem til junglen, og de flyver ikke galt.
Edit: Der gik lige en dag, før ovenstående blev postet, og i mellemtiden har Alma rundt lægevagten, fordi hun pludselig blev ramt af voldsom hovedpine og feber, og moderen frygtede meningitis. Hun nåede at kaste op ud over hele ventearealet, men derudover gik turen fredeligt, og konklusionen blev, at det formentlig er en influenzavirus, der har fået ram på hende på falderebet. Meningitis var det i hvert fald ikke, og det var jo en stor lettelse.
Åh, min gule pande
Alma siger det i tide og utide: Åh, min gule pande. Det bruges i situationer, hvor man normalt ville sige “åh, for pokker”, og det er ikke til at få ud af hende, hvor hun har det fra.
“Hvem siger sådan, Alma?”
“Det gør jeg!”
Film, tv, bøger? Moderen er blank og ret nysgerrig, så forslag modtages med kyshånd.
Lort i sandkassen
I dag holdt to af børnene på vejen fælles fødselsdagsfest, og samtidig kom mormor på besøg. Det var en fest! Alma meldte sig som forventet ud af alle fællesaktiviteter, men da det efter kagen kom til vandpjadren, var hun frisk. Hun scorede sig en lille balje, hvor der kun var plads til en, og så sad hun der og fulgte sporadisk med i de stores vandkamp, sendte onde øjne til dem, der ramte hende, og kørte i øvrigt sit helt eget ræs. Det barn kan sidde dybt koncentreret og gennemspille et stort drama med sine kopper og spande, mens ti unger larmer og holder vandkamp hen over hovedet på hende. Det er skrevet før, og nu bliver det det igen: Alma har et endog meget rigt indre liv!
Bagefter jublede hun rundt uden ble, tilsyneladende uden uheld. Da hun kom ind og ville se fjernsyn, mindede moderen om, at hun skulle huske at gå på toilettet, hvis hun skulle tisse. Straks satte Alma kursen mod badeværelset for kort efter at dukke op igen med en stor klump toiletpapir. Hun tænkte, at hun kunne sidde på det, så hun ikke tissede i sofaen.
Mens vi spiste, hostede hun så fornøjet og uopfordret op med den interessante oplysning, at “jeg lavede lort i sandkassen, helt uden at du opdagede det. Uden at nogen opdagede det”. Mjavel så!
Nu har moderen gennemrodet både naboens sandkasse (hvor festen blev holdt) og vores egen uden at finde noget; men Alma var fuld af sand i måsen, og historien lyder bare ikke opdigtet, så nu spekulerer moderen som en tosset på, hvor hun så har gjort det…
Moar, han tager den!
Alma bruger p.t. det meste af sin vågne tid på at forsøge at sikre sig moderens (fulde) opmærksomhed. En af metoderne er et skingrende skrål, når Carl kommer i nærheden af det, hun leger med. “Moar, han vil tage den,” og så går sirenen i gang. Det er pænt anstrengende, især fordi hun ville få så meget mere opmærksomhed og hyggetid, hvis hun holdt op med at prøve at skubbe Carl ud i periferien hele tiden; men det kan man ikke forstå, når man er så lille. Carl prøver da også at få opmærksomhed, om end han ikke har det samme behov for konstant at blive set (og helst set som den eneste), og efterhånden som han kræver mere, og moderen af og til leger noget abrupt, fordi hun hele tiden skal redde Carl ud af potentielle katastrofer, er det indlysende og forståeligt, at Alma gør, hvad hun kan, for at skaffe sig opmærksomhed. Det er bare frustrerende, fordi det udløser evindelige, små interessekonflikter, der gør det hele meget lidt hyggeligt.
På med badehætten
Pippi-fest
Alma er meget glad for Pippi Langstrømpe. Hun spiller generelt nonstop og hyppigt skiftende roller fra film og bøger, helst med aktiv medvirken fra moderen (nu blev jeg Pippi, og så blev du Pippis far – nu blev jeg Mads, og så blev du Mikkel – nu blev jeg Snorkfrøkenen, og så blev du Mumitrolden), men Pippi er det tilbagevendende tema for tiden. I vuggestuen erklærer hun hver morgen, hvem hun er den pågældende dag: “Jeg hedder Pippi Langstrømpe”. Og formaster nogen sig til at kalde hende Alma, siger hun omgående og bebrejdende: “Du skal da sige Hej Pippi!” De søde pædagoger gør deres bedste for at følge med, men det er ikke altid nemt. Fx havde Alma en dag bedt om at få fletninger og fregner, men på vej over i vuggestuen skiftede hun identitet og blev Pinochio. Den første, søde pædagog, vi mødte, følte sig på sikker grund og hilste glad på Pippi. Alma standsede med rynkede bryn og er-du-dum-attitude: “Jeg er da Pinochio!!”
Det kunne man nok være blevet irriteret over nogle steder, men i Almas vuggestue er de af en helt anden støbning. Med afsæt i Almas kærlighed til Pippi besluttede de med dags varsel at lave en Pippi-fest, hvor den anden stue blev inviteret. De havde billeder af Pippi, læste historier, spiste spaghetti som Pippi (der propper munden fuld og klipper enderne af med en saks), lavede skattejagt og havde i det hele taget en fantastisk dag. Det ER bare landets bedste institution!
Siden Pippi-festen har Alma for øvrigt jævnligt bedt om at få fregner, så hun går det meste af tiden rundt med malede prikker i hele hovedet.
Adr, beskidte fingre!
Carl bryder sig ikke om at få snavsede fingre. Så såre han har jord eller sand på sine små grabber, kommer han rendende for at få det børstet af. Det samme gælder, når han spiser; får han fx havregryn på fingrene, må de tørres af, før han kan fortsætte. Det er et lidt besværligt sted at have en prik for en et-årig. Og vi overlader det til læsernes fantasi at forestille sig det drama, der udspillede sig, da Carl første gang fik lov at få en honningmad…
Hærgeunger
Den sidste aften slog de sig rigtig løs. Først huserede de i en bunke tør jord, som blev flyttet og kastet, og blev ganske beskidte, som det måske kan anes på Carls trøje. Vi har fotodokumentation af orgiet, men på det andet kamera, så de billeder følger ved lejlighed. Dernæst var det 30 cm visne blade i kælderskakten, der stod for tur. Carl kom stort set i seng til normal tid, men Alma fik lov at være længe oppe, og det nød hun!


