Carl elsker som sin søster at læse. Han fik et par store sangbøger med spændende effekter i dåbsgave, og han kommer dagligt slæbende med dem og bliver enormt pikeret, hvis man ikke sætter sig og bladrer i dem med ham. Men netop læselysten giver potentiel krisetilstand i det lille hjem, når der kun er en enkelt voksen på skansen, for når man sætter sig med den ene for at læse, kommer den anden omgående driblende for at være med – og mens Carl blader frem og tilbage og kigger på billederne, vil Alma jo gerne have historien fortløbende. Det ender hver gang med gråd og tænders gnidsel, så nu har moderen med blødende hjerte indført, at man skal læse selv, indtil faderen kommer hjem.
Det kan nu også godt lade sig gøre at læse på egen hånd. Forleden sad moderen og Carl i den store seng med en bog, da noget kogte over. Moderen strøg ud i køkkenet for at få styr på gryderne. Fra soveværelset hørtes en masse Carlelyde, og et nærmere eftersyn viste den søde dreng, mageligt tilbagelænet i dynebjerget med bogen anbragt på de korslagte ben, mens han pegede på billederne og snakkede helt vildt med sig selv om, hvad han så. Han blev liggende derinde i ti minutter, før han kom ud for at hente moderen tilbage i folden.