Jeg danser rundt af glæde, siger Alma. Det er altså svært at stå for!
Kategoriarkiv: Udviklingen
Sild er guf
Underholdningsværdien ved den store sten er svær at hamle op med. Alma kravlede op og hoppede ned, mens Carl til sin store fortrydelse måtte se i ørerne, at han ikke kunne komme op. Hjulpet op blev han også kun et par gange, idet han pr. omgående gav sig til at vride og orme og prøvede at hive sine hænder fri, så han kunne kravle rundt og rutche ned på egen hånd. Forældreforsikringer om, at det ville være en dårlig ide, blev ignoreret, så derfor blev Carl grounded. Til stor harme for barnet, naturligvis, der har udviklet det mest enerverende utilfredshedshvin à la Bodysnatchers.

Der er stedse noget at blive forundret over, når man er et år gammel. Carl kunne ikke følge trop, når de andre hoppede eller hinkede ned ad trailerbakken, men han kunne løbe, og det gjorde han så, råwende af fuld hals og lykkeligt grinende. Forunderligt og imponerende nok lykkedes det ham at stoppe, hver gang han nåede slutningen på rampen, så han undgik at ramle ned i græsset med hovedet først. Brenderup rules!

Nu blev jeg Mowgli
Sverige anno 2008
Så blev det atter tid for den årlige Sverigestur. I de dybe skove mod nord fylkedes, da vi var flest, 21 voksne og ca. det samme antal børn. Heldigvis var vejret godt! Selv med mulighed for udendørs aktiviteter er det mange mennesker at forholde sig til fra morgen til aften. Med Carl er man dog sikret nogle fredelige morgentimer i ophøjet ensomhed. Kl. 5 har man det sådan set for sig selv, bortset fra en enkelt på tissetrængende gæstevisit i ny og næ.
Vi var så priviligerede at få eget værelse. Desværre lå det op til køkkenet, som også var alrum og husede “de unges” fest om aftenen. Det gav nogle søvnløse timer til Carl, der trives ret dårligt med larm og høj musik, og dermed også til moderen, så næste nat fik vi lov at bytte værelse med en familie med tre festaber og kun et søvntrængende barn (Søholm’erne på Randersvej, that is). Så var der roligt, og det var jo skønt. Mindre skønt var det. at vi havde glemt alarmen, og trods regelmæssige tjek af poderne lykkedes det alligevel Alma at vælte ud af sengen og dermed vække Carl, hvis weekendseng ellers var placeret som sengehest, så en rystet Vikki, der ellers skulle sove hos os, troppede op og forkyndte, at Carl og Alma havde skreget i timevis! Helt så slemt var det dog ikke, men der var mørkt i rummet, og Carl stod grædende i sin seng, mens Alma lå desorienteret på gulvet. Moderen havde kulsort samvittighed! Og svor igen og igen på, at vi aldrig, aldrig, aldrig mere tager afsted uden en babyalarm.
Bortset fra den ene, traumatiserende begivenhed var det en meget vellykket tur. Alma legede lidt med de større børn, og Carl dimsede rundt i kølvandet og syntes, at det hele var mægtigt. Den store sten er og bliver et mægtigt legested, men i år havde den i Alma og Carls optik skarp konkurrence af en stor Brenderup-trailer, der stod parkeret ved siden af hytten. Den stod med snuden i vejret og dannede dermed en skøn bakke, som de begge to tonsede op og ned ad i timer og atter timer i løbet af weekenden.
Alma havde sin kanodebut, og på trods af ytringer om, at det havde været sjovt, fastslog hun meget kategorisk, at hun ikke ville ud at sejle igen, så måske havde turen alligevel været lidt for lang. Til gengæld havde hun underholdt det meste af selskabet med festlige sange undervejs. Og det var da også nok så godt, at hun ikke var med på den sidste tur, for da var det (igen) nogle, der røg i vandet…
Klatreabe
Det er sikkert og vist: Carl går efter at blive en lige så stor klatregøj som sin søster. Mindst. Han kravler op på alt, og så råwer han på nogen, der skal hjælpe ham ned. Hvis der ikke kommer nogen, kravler han selv ned igen. Ikea-skamlen har han for længst lært at kravle op på, selvom moderen vender den med bagsiden ud ad. Hvis en stol står en my trukket ud, er han på spisebordet på ingen tid. Problemet er, at han er en del mindre forsigtig, end Alma har været. Hvad hun kan, vil Carl også kunne, og det giver moderen tics at se barnets bestige noget halvhøjt for triumferende at rette sig op, give slip med hænderne og stå frit, mens han begejstret råber “eeejjjj” over egen formåen. Det er sødt, når han står tyve centimeter over jorden. Det er nervepirrende, når han står på spisebordet (og drejer rundt om sig selv og prøver at balancere lampen på hovedet).
Der er sko, og så er der sko
Så glad og så beskidt er man, når man har fået lov at fiske i en mudderpøl. Vi taler slet ikke om, hvordan skoene så ud. Men det er også lige meget, hvordan de så ud, for det har vist sig, at de lyseblå Ecco-sko i virkeligheden var alt for smalle til Carls fede fødder. Misforholdet blev diagnosticeret af en erfaren Skoringen-dame, som konstaterede, at de i hele forretningen ikke havde et par sandaler, som han kunne passe. Hun nærstuderede de sko, han havde på, og ytrede, at hvis hun var barnets mor, ville hun pille dem af lige med det samme. Moderen sendte mange uvenlige tanker til skosælgeren, der svor på, at Ecco var sagen til Carls fødder!
Så mandag troppede moderen med samt begge unger op hos Hallgren. Dér ved de i hvert fald noget om sko! Der var kø. Lang kø. Faktisk var vi i forretningen i halvanden time, før vi blev ekspederet. (Og det går efter nummersystem, så der var ikke noget med at snyde foran.) Heldigvis var der legetøj, og børnene var søde og tålmodige, skønt Carl var temmelig sulten; moderen havde nemlig begået den fejl at satse på indkøb af te-bolle efter skoshopping… Men langt om længe kom en sød og kompetent dame vores vej. Moderen havde naturligvis sonderet udvalget, men det havde der ikke været nogen grund til. Der var ét par sko i forretningen, som Carl kunne passe. Nå, men dem tager vi da bare så… Sandaler; same old story. Alma skulle også have sandaler, og hun kunne ikke være i nogle af pigemodellerne. Sådan gik det til, at vi vendte hjem med noget så totalt atypisk som to par mørkebrune sandaler uden den allerfjerneste pynt; og det står klippefast, at fremover bliver sko købt i Hallgren og kun der!
Vel ude og tæt på spisetid fik Alma en velfortjent is, mens Carl, der finder is alt for kold, fik en bolle. Tapre, dygtige unger! Fire timers skoindkøbstur uden en eneste nedsmeltning.
Mig og mine venner
Moderen spurgte Alma, om Shahbaas datter Sulin skulle inviteres til Almas fødselsdag. Svaret var et kontant nej, for “hende kender jeg ikke ret meget”. Nøjere adspurgt remsede Alma en række personer op, som hun mente at kende godt nok: Vikki, Silje, onkel Morten, tante Anja – og farmor! Og mormor! Og Freja ovre fra vuggestuen. Børnene fra vejen blev sorteret i dem, hun kender godt nok, og dem, der ikke må komme med. Det ser ud til, at vi må tage den unge dame med på råd i år, når gæstelisten skal strikkes sammen.
Carl i zoo
Lille Carl får sjældent lov til at sætte ret mange punkter på dagsordenen, så forleden – nåja, som det kan ses af påklædningen ligger det faktisk et par uger tilbage – fik han en solofridag. Efter at have afleveret Alma i vuggestuen drog moderen og Carl af sted mod zoo. Carl faldt i søvn i bilen og snorkede sødeligt i ganske lang tid i bilen efter ankomsten, så moderen fik ordnet en del forretningsanliggender pr. telefon fra parkeringspladsen. Da han vågnede op, var han smågnaven, lige indtil han spottede det første dyr, og så var han solgt! Han gloede med stive øjne på aber, løver, flamingoer, pingviner – ja, på alt, hvad der rørte sig. Han var imponerende god til at opdage også stationære dyr i de forskellige indhegninger, og de var alle sammen mageløst spændende. Det belyser endnu en søskendeforskel: Da Alma var med i zoo på samme alder, var hun markant mere optaget af andres klap- og trækvogne end af dyrene, som helst skulle stå og buhe hende lige ind i ansigtet, før hun lagde mærke til dem.
Efter mange dyr og en tur ind til gederne fortrak vi til cafeteriet, hvor Carl først grovåd sin madpakke og derefter halvdelen af moderens stærkt underlødige stykke pizza. Bagefter øvede vi os i at læne os mageligt tilbage i hhv. højstol og pindestol og lægge armene bag nakken. Carl kan godt nok ikke nå sin nakke, men han kunne få hænderne op på hovedet, og det var godt nok. Vi gjorde det mange gange, og Carl morede sig kosteligt. Alt i alt en god dag, der forventes gentaget inden alt for længe.
Carl i zoo
Lille Carl får sjældent lov til at sætte ret mange punkter på dagsordenen, så forleden – nåja, som det kan ses af påklædningen ligger det faktisk et par uger tilbage – fik han en solofridag. Efter at have afleveret Alma i vuggestuen drog moderen og Carl af sted mod zoo. Carl faldt i søvn i bilen og snorkede sødeligt i ganske lang tid i bilen efter ankomsten, så moderen fik ordnet en del forretningsanliggender pr. telefon fra parkeringspladsen. Da han vågnede op, var han smågnaven, lige indtil han spottede det første dyr, og så var han solgt! Han gloede med stive øjne på aber, løver, flamingoer, pingviner – ja, på alt, hvad der rørte sig. Han var imponerende god til at opdage også stationære dyr i de forskellige indhegninger, og de var alle sammen mageløst spændende. Det belyser endnu en søskendeforskel: Da Alma var med i zoo på samme alder, var hun markant mere optaget af andres klap- og trækvogne end af dyrene, som helst skulle stå og buhe hende lige ind i ansigtet, før hun lagde mærke til dem.
Efter mange dyr og en tur ind til gederne fortrak vi til cafeteriet, hvor Carl først grovåd sin madpakke og derefter halvdelen af moderens stærkt underlødige stykke pizza. Bagefter øvede vi os i at læne os mageligt tilbage i hhv. højstol og pindestol og lægge armene bag nakken. Carl kan godt nok ikke nå sin nakke, men han kunne få hænderne op på hovedet, og det var godt nok. Vi gjorde det mange gange, og Carl morede sig kosteligt. Alt i alt en god dag, der forventes gentaget inden alt for længe.
Mere sprog
Tidens yndlingsudsagn: “Jeg vil have en voksen for mig selv.”
Andre hits: “Det kan du bare glemme” og “det kan du bare vove for”.
Det spøjse sprog
Der kommer fortsat en del talefejl fra Alma, selvom hun selvfølgelig taler mere og mere rent.
Lafin: Delfin
Pyrter: Computer
(Stadigvæk) åkke: Åbne
Stasse: Stakkels
Pedernes: Pedersen (fra Pedersen&Findus)
Hendes rollespil er nu besat af statister fra diverse film og bøger. Hovedrollerne besættes oftest af Alma og mater, fx som Pippi og Pippis far, Søren Splejs og Mette, Pedersen og Findus, Cruella og en dalmatinerhund. Carl har diverse biroller, fx hr. Nielsson, en lille abe, de store aber, hønsene fra Pedersen og Findus, hundehvalp, Cruellas banditter… Faderen er som regel degraderet til skurkerollerne eller spiller mindre partier som Pippis afdøde mor.
Men rollespil med voksen deltagelse hitter i vuggestuen. Som regel hænger vi ud et stykke tid, før vi går hjem, og når Alma genner moderen afsted, entrer legetårnet og erklærer, at vi stikker af fra banditterne og flyver til Afrika, varer det ikke mange minutter, før resten af vuggestue-ungerne også står deroppe. De fleste ser totalt lamslåede ud og forholder sig i ro i en grad, så man skulle tro, de var i teatret (og det tror de måske også), men en enkelt af pigerne gør sit bedste for at bidrage til legen. Det er ikke særligt originale påfund, men hun gør sit bedste. Desværre forgæves. “Jeg har også en tallerken med,” pipper Freja. “Hnej,” siger Alma med sin allermest nasale teenage-betoning.
Desuden er Alma begyndt at kopiere de voksnes tilbøjelighed til at fastslå ting som fakta. Fx siger moderen, at Alma skal have tøj på nu, for vi skal over i vuggestuen. Alma med storøjet, uskyldig forundring: “Men jeg holder da fri fra vuggestue i dag??”
Andre ofte-hørt:
“Jeg skal da også have noget”
“Du sagde da, at jeg gerne måtte få en is/have sutten i munden/have bare ben/fortsæt selv”
Dagens dialog:
Alma på legepladsen skal ud for at plukke svampe.
Mor: Men pas på, at du ikke plukker nogle røde svampe med hvide prikker. Det er fluesvampe, de er giftige.
Alma, let mystificeret: Der er da ikke hundelort i svampe??
Mor: Nej, men ting kan godt være giftige, selvom der ikke er hundelort i. Hundelort er ikke det eneste, der er giftigt.
Alma efter lang tænkepause: Det forstår jeg vist ikke rigtig.
Dagens løse udsagn:
“De danser af glæde”
Steder at anbringe en to-årig
Mange vil huske de mindeværdige anstrengelser for at finde gode steder at opbevare en baby. Et af højdepunkterne var tørretumbleren. Alma har taget udfordringen op og klør nu på med steder at anbringe en to-årig. Dommerpanelet accepterer gentagelsen af motivet. Desuden er det bevist, at en et-årig ikke ved egen hjælp kan imitere successen.
Hjemmefrisøren
Mormors brusekabine
Både Alma og Carl har et nært og kærligt forhold til mormors brusekabine. Alma går derind og lukker efter sig, når hun skal sysle med småting uden forstyrrende lillebrorindgriben. Carl går derind og lukker dørene, hvorefter han udstøder sin assistancelyd, fordi han ikke kan åbne dem igen ved egen hjælp. Men sjovt er det – også fyrretyvende gang.
Læseheste
Carl og Alma i en stille, fælles læsestund. Efterhånden leger de af og til sammen uden kriser og uden voksenhjælp i lange perioder; oftest, når Alma, som foretrækker at lege nonstop med en voksen, har fået at vide, at hun er nødt til at underholde sig selv for en stund.
Forleden blev moderen modtaget i vuggestuen med følgende surmulende serviceinfo fra sandkassen: “Susanne (en af pædagogerne, red.) siger, at børn skal lege med hinanden. Men jeg vil hellere lege med de voksne…” *tænkepause* “… men det skal Susanne ikke bestemme, for så vil jeg bare lege med mig selv. Alene!”
Hårdt arbejde for en lille mand
Skabslukkedimser fra Ikea har en begrænset levetid, og de hyppigst brugte svigter fra tid til anden. Den har Carl luret. Hans yndlingsskab rummer bl.a. plastikbokse, tekanden, stearinlys og fødselsdagsremedier. Det er hårdt arbejde at proppe flag i tekanden og få låget på igen og så gentage processen med omvendt fortegn – adskillige gange – men nogen skal jo gøre det.
Rummanden kommer
Børn i snevejr
Bedre sent end aldrig: Et par billeder af de søde børn i sneen. Alma havde lånt Carls arveflyverdragt str. 2 år, som han bruger til at sove i, og fandt stor moro i det faktum, at hun nu lignede Carl. Vanterne med snor i elsker hun, selvom hun insisterer på at have snoren hængende løst, så den hele tiden kommer i vejen for hende. For øvrigt har moderen genfundet Almas vinterstøvler fra sidste år, som Carl har fået lov at låne i de sidste, kolde dage. Det stakkels barn havde jo ingen støvler, efterdi moderen antog, at foråret var lige om hjørnet, da han skulle have sine første sko.






