Kategoriarkiv: Udviklingen

Ferie, ferie, ferie….

Den lille familie fylker sig p.t. i det syditalienske til alles store tilfredshed. Vi har lejet en lejlighed i byen Madonna del Piano et par kilometer fra onkel Niels og tante Silvia. Det er ikke luksus, men der er det mest nødvendige, og som en ekstra og meget populær feature er der hønsehold, komplet med kyllinger og haner, på begge sider af huset, og desuden bor der en hund nedenunder.

Søndag var der barnedåb for lille kusine Annika. Efter selve dåben drog selskabet til en restaurant i fantastiske omgivelser i en grøn, grøn dal. Der var masser af plads, gynger og en pool, hvor de mindste af gæsterne boltrede sig imellem de ganske mange retter. Hen på eftermiddagen vendte vi hjem og rundede så lige dagen af med en børnefødselsdag hos naboen. Det blev sent og sjovt, og da Alma dødtræt væltede ud af bilen, smilede hun lykkeligt og sagde “mor, det er et dejligt liv!”

De tre store børn – Alma, Vittoria og Carl – kommer nogenlunde godt ud af det med hinanden. Der kører naturligvis lidt magtkamperi, men de betragter gensidigt hinanden med stor sympati. Carl og Alma er desuden fuldstændig bjergtagne over den lille Annika. De aer og bringer legetøj, og når hun græder, standser Carl enhver aktivitet for at komme ilende til undsætning.

Carls sprog er endelig i udvikling. Over de sidste dage er han begyndt at sige “gå”, “har” (far), “hem” (hjem) og “bød” (brød). Han siger også blob, men betydningen kendes endnu ikke.

Ny cykel

Carl har fået en løbecykel. Den lille, blå trehjuler var blevet for lille, og Almas løbecykel, som jo burde afløses af en rigtig cykel, nu hvor hun har bevist, at hun faktisk godt kan cykle, er for stor. Det vakte stor begejstring at få sin egen cykel, der ligner Almas. Sædet er polstret med stof, der sidder fast med en elastikkant. Umiddelbart en smart ide, så man kan tage det med ind, når det regner. I praksis en rigtig dårlig ide, da Carl har opdaget, at det nogle gange falder af. Derfor stiger han på cyklen og skubber sig så baglæns af sædet for at se, om det røde stof stadig sidder på plads – hvorved han naturligvis netop skubber det af… Gentag efter behov for hver tredje meter på en hvilken som helst strækning.

DSCF6345.JPG

Sociale aktiviteter

Alma har efterhånden foldet et stort, socialt potentiale ud. Hun får løbende nye venner og erklærer ofte, at hun blev venner med den-og-den i en lynende fart. Hun er også begyndt at koble sig på, når børnene på vejen leger. Der er sket en hel del på den front, siden sommeren startede, må man nok sige. Alle ungerne interagerer på kryds og tværs, i særdeleshed, når vejret er godt; og så kan de voksne jo passende drikke kaffe eller kold hvidvin i skyggen, mens børnegrupperingerne indtager diverse villahaver. Sommer i forstæderne holder big time, og 13 børn, fordelt på fem huse, borger for rige legemuligheder. Moderen har først rigtig fået øjnene op for fordelene i sommeren 2009, hvor Carl og Alma så småt er blevet store nok til at have fornøjelse af selskabet.

Carl har aldrig ligget på den lade side, når det drejer sig om socialt samvær, og i særdeleshed er han glad for at lege med Anton på tre, som han indtil for nylig gik i vuggestue sammen med. Anton bor tre huse væk og er lige så glad for at lege med Carl, så næsten dagligt ser man det ene eller det andet lille, stoute barn med en mor på slæb på vej hen for at spørge, om den anden kan lege.

Alma har af og til playdates med veninderne fra børnehaven, især Freja. Forleden weekend, hvor vejret var fantastisk, kom Freja og hendes mor på besøg, og så tog de respektive mødre og børn på stranden. Midt i seancen kom Anton, som var på jagt efter Carl, og så var der idel lykke hele vejen rundt. I hvert fald indtil en noget emsig gut troppede op og erklærede, at han og hans kæreste fandt det meget bekymrende, at Alma gik i vandet (langs med stranden) så langt væk fra mig. Meget bekymrende, gentog han en del gange, og ymtede også, at han bestemt troede, at han delte sin bekymring med mange andre strandgæster. Moderen kunne og kan stadig ikke se problemet i, at Alma befinder i lavt vand 30 meter væk på et sted med fuldt udsyn, så manden måtte forblive bekymret. Man bliver stedse overrasket over sine medmennesker.

DSCF6340.JPG DSCF6320.JPG DSCF6349.JPG

Alma fire år!

Så er det fire år siden, at den forventede søn blev eksterneret og viste sig at være en Alma. Alma har glædet sig meget længe til at blive fire år, efter at hun i umindelige tider har fortalt alle og enhver, at hun var “tre og et halvt og en hel meter”.

Dagen startede tidligt. Det magede sig nemlig således, at Almas fødselsdag samtidig var den første dag på årets koloniuge i børnehaven, og kolonibussen kører fra institutionen kl. 8 – hvilket er helt normal mødetid for nogle, men grænsende til børnemishandling for andre, herunder os. Så hvis der skulle være tid til fødselsdagshygge og boller, og det skulle der jo, måtte vi i gang fra den årle morgenstund. Kl. 5.30 meldte Carl sig på banen og blev til sin egen store forbløffelse hevet op af sengen i stedet for at blive tvangsgenputtet i moderens seng. Dagen inden den store dag var gaverne blevet lagt frem og bordet dækket med flag, der var pakket kolonitaske og bagt (sukkerfri) kage og pakket alskens fødselsdagsaccesories, så søde Alma kunne blive fejret med maner langt fra hjemmet. Derfor kunne vi nøjes med at tænde ovnen og gå syngende ind for at vække Alma til det store gaveorgie.

Alma var ikke udelt begejstret for at blive vækket. Hun er vant til at sove, til hun vågner, så det var en uvant situation. Hun tøede dog hurtigt op, da hun så stablen af gaver. Den besøgende farmor kommenterede mængden, hvortil Alma replicerede: “Jamen, det er jo, fordi I holder af mig!” Sandt nok, Alma. Da alle gaverne var lukket op, også lillebror-gaverne til Carl, vankede der boller med syltetøj, inden ungerne skyndsomst blev smidt i tøjet og Alma gelejdet over til børnehaven, hvor moderen vinkede farvel til en glad Alma i bussen og med gru mindedes sidste år, hvor Alma lige var startet i børnehaven og noget ked af det der kolonikoncept, hvor hun i selskab med fremmede voksne og børn skulle transporteres meget langt hjemmefra i en meget stor bus.

Carl var blevet hjemme hos farmor, så han blev efterfølgende afhentet derhjemme i god ro og orden, så han slap for en lang dag og blev afleveret hen mod 9.30 som sædvanligt. Under børnenes fravær fik moderen arbejdet, og farmor købte ind og bagte kage. Efter børneafhentning kom Almas stuekammerater Freja og Thea med hjem til en lille fødselsdagskomsammen. De trætte kolonibørn returnerer først kl. 16, så der var ikke tid til megen festivitas, men et par stykker kage og en times tid i haven blev det da til. Derefter satte den lille familie kursen mod en ny, børnevenlig øko-cafe på Amager. Stedet viste sig at være skønt: Lækker og lødig mad til både børn og voksne, topvenlig betjening og et super legerum til børnene. Det var første, men helt sikkert ikke sidste gang, vi kommer der. Alma var på en eller anden måde gået glip af det med, at vi skulle ud at spise, så hun blev glædeligt overrasket. Da vi forlod stedet, kom hun hen og krammede moderen og sagde: “Tak, mange, mange tak for fødselsdagen, mor. Det var en dejlig overraskelse, og det har været en dejlig dag.” Det er svært ikke at blive seriøst rørt over det søde barn. Hun kopierer muligvis formuleringer, som hun har hørt fra andre, men budskabet kommer fra hjertet. Hun fortalte også, at hun meget hurtigt var blevet kammerater med en stor dreng på fem år inde i legerummet, og hun har sagt mange, mange tusind tak for gaver til alle de glade givere i løbet af dagen.

Efter hjemkomsten fik de trætte børn lov til at slå sig løs med økologisk vingummi og chokolade; Alma har glædet sig i mere end et halvt år til at få lov at få slik og chokolade til sin fødselsdag, så hun skulle ikke snydes, selv om der sandt at sige var røget rigeligt med kalorier indenbords. Hun var også lykkelig for det og havde alt i alt uden tvivl en dejlig fødselsdag.

Obs! Billeder følger.

Almas ønskeseddel 2009

På mandag er det fire år siden, at det annoncerede Carlebarn gjorde sin ankomst og viste sig at være en Alma i stedet. Her på kanten af sit fjerde år kan det siges om søde Alma, at hun har en fed sans for humor og en sjælden fornemmelse for sprog, som ville have glædet hendes farfar enormt. Til faderen med bar overkrop sagde hun fx i går: “Du er helt hvid, far. Du ligner en snemand!” Og så er hun jo bare verdens sødeste og skønneste pige!

Til begavelsesdagen ønsker Alma sig følgende:

Sjippetov
Hulahopring
Malebøger
My Littlest Petshop-ting
Pokemon-figurer
Diverse seje actionfigurer og -ting
Gomiti-figurer
Sommerhat

Nye ord!!

Efter at have rådet over de samme ca. ti ord det sidste år, har Carl pludselig besluttet, at han har brug for et par stykker til. I løbet af weekenden har han således taget fire stk. til sig:

Høj (i betydningen højt oppe – endnu et af de interesse-orienterede ord)

Hjem

Her

Gok (med meget tydeligt “k” og i betydningen at gokke nogen. Carl er entydigt en af testosteron-invaliderne, og hans lege handler næsten altid om, at nogen tæver nogle andre)

Det hidtil eksisterende ordforråd: Hej, hov, ja, nej, ned, mere, is, bil, bold, bolle, min, moar (u-ar), ud.

Dertil en række mere eller mindre originale lyd- eller egenord: Vov (hund), ne-ne (påpegende), voja (halløj, opmærksomhedspåkaldende), prr (hest), aaaah (sangtitel: Lille Poul ser ud på solen eller Lille og sød), øj (høj eller stor), eee-eeer (her eller der)

De få ord og lyde bruges så sammen med fagter, hvormed han faktisk kan kommunikere imponerende præcist. Fx “ne-ne” og slå sig på bagdelen = lorteble.

“Ne-ne” og slå sig på ryggen under cykling = jeg vil gerne skubbes lidt.

“Hov” (med bekymret stemmeføring) og hænder på maven = jeg er bange.

“Hov” og slå ud med den ene hånd = hvor blev den/han/hun af?

DSCF6077.JPG

Pædagogiske Alma

Man lærer en del om konflikthåndtering, når man går i børnehave, og fra tid til anden viser det sig, at de forenede pædagogiske anstrengelser faktisk bærer frugt. Til aftensmaden gik Carl i protestmode over at blive nægtet et stykke parmesanost og nægtede at spise. “Det er okay, Carl, det bestemmer du selv,” sagde moderen. Alma havde ikke rigtig fanget konteksten, men hørte bare udsagnet, vurderede, at moderen vaklede, og reagerede prompte og indtrængende: “Mor! Du er jo vant til at bestemme. Du skal holde fast i dit nej!”

DSCF6105.JPG

Topshopper

Børnene var med ude at købe ind. Carl driblede Irma tynd med sin lille vogn med nogle få, udvalgte varer og var jævnligt ude af syne. På vej mod kassen måtte moderen konstatere, at barnet intetsteds var at finde. Alma blev afbrudt i sin uophørlige ordstrøm, mens moderen ledte efter mindstebarnet og fandt ham i færd med at stille den lille vogn pænt på plads.

Mor: Sætter du vognen på plads?
Carl: Jaer!
Mor: Men hvor er ærterne og de andre varer?
Kassedamen: Herovre

Det viste sig, at Carl havde fundet en plads i kassekøen, hvor han nydeligt havde placeret sine varer på båndet, før han gik over for at aflevere vognen. Han har lært, at man ikke må tage varer med ud, før de har været på båndet og er blevet betalt. Bare ærgerligt, at hende med dankortet ikke var på pletten, da det gjaldt.

Påske hos mormor

Alma havde glædet sig i uger, og endelig oprandt påskeferien. Lørdag var moderen og de søde børn på Riddersalen for at se teater. “Det er vel nok pænt af dem, at de har lavet sådan en Riddersal til os. Og de har pyntet fint,” sagde Alma ved ankomsten, mens hun gik rundt og nikkede bifaldende. Stykket var meget populært hos den yngre generation.

Søndag satte vi kursen mod det jyske og kørte hele den lange, lange tur til Haderslev i ét stræk (når man ser bort fra en 30 sekunders toiletpause på en rasteplads lige før broen). Alma var vågen hele vejen og spurgte med meget jævne mellemrum, hvornår vi var fremme, men bortset fra det forløb turen roligt. Under opholdet har vi været i Damparken for at fodre nogle meget mætte ænder, der dårligt gad glo vores vej, skønt Carl opfordrende rakte brødet frem og skreg BRAP BRAP af sine lungers fulde kraft. Vi har været på legepladsen og på biblioteket og i Dyrehaven, og desuden viste det sig, at Anne Marie ramte Haderslev med Tørklædemonologerne netop under vores ophold, så vi har også gæstet Harmonien og fået kakao (Alma) og æblejuice (Carl – to flasker!) og spist kinesisk sammen med teaterensemblet. I morgen går turen til Århus; vi vender tilbage med en statusrapport.

I vandet med dig!

I den forgangne weekend var familien i skøn samdrægtighed i Zoologisk Have. Carl droppede i søvn i bilen på vej derud, så faderen blev siddende hos ham i bilen, mens moderen og Alma gik ind til dyrene og hurtigt endte på legepladsen. Inden længe var faderen og Carl stærkt efterspurgte, fordi de skulle hidbringe madpakken. Da de endelig ankom, og madpakken var fortæret, brugte Carl resten af dagen på at prøve at kommandere et bredt udvalg af dyr til at hoppe ned i vandet. Fra tid til anden var der så faktisk nogen, der gjorde det, og så var Carl lykkelig. Vi endte med at være væk stort set hele dagen, så det var to trætte, men glade børn, der kom hjem til Livornovej.

Hjemme igen

Carl og moderen tilbragte en stille dag sammen i går. Formiddagen startede med almen dimsen omkring, og så tog vi en tur på Christiania, hvor vi nåede begge legepladser, en masse grenkast og en økologisk rosinbolle i Indkøberen. Desuden slap vi af med den pose krydderboller, som Carl dagen forinden havde forelsket sig så enormt i, at moderen ikke nænnede andet end at købe den. Der var BRAP BRAP i vandet! Og de spiste brødet! Det var fantastisk!! Carl kunne slet ikke komme over det for fede faktum, at ænderne svømmede hen for at spise det brød, han kastede i kanalen til dem, og da der så også kom måger for at være med til festen, ville glæden ingen ende tage.

Efter hjemkomst og hurtig frokost blev planen om middagslur søndersparket af en inderligt protesterende Carl, som angiveligt ikke var det fjerneste træt og ikke trængte til at sove. For eksperimentets skyld fik han lov at slippe. I stedet tilbragte vi en sløv eftermiddag i sofaen, hvor filmkigning vekslede med avancerede hop på mor-øvelser. Carl var lykkelig over den konstante nærkontakt, og når moderen måtte forlade sofaen for at tisse eller lave kaffe, fulgte Carl med og stod og trykkede sig op af sin uu-aaar, mens han klappede og aede lidt på hende. Han er et meget kærligt og meget klistret barn for tiden.

I dag gik turen til legepladsen fra morgenen. Det var koldt, men Carl hyggede sig fint og måtte tvinges med hjem. Til gengæld faldt han i søvn i klapvognen, hvilket vist ikke er sket det sidste halve år, så lidt træt fra den middagslursfri lørdag var han vist alligevel. Da luren var ved at være slut, kom faderen og Alma hjem. De havde, kunne man forstå på det lykkelige barn, haft en dejlig tur. Alma havde hængt en masse ud med Århus-klanen og fortalte vidt og bredt om alt det, de havde lavet. Hun fortalte også, at hun havde savnet sin moar og var glad for at være hjemme igen, hængende om halsen på samme moar.

Carl var glad for at se Alma hjemme igen, men planen om at give ham en overdosis mor for at moderere hans overvældende mor-præference må siges at være slået fejl. Han synes stadig, det er skønnest, hvis vi ikke befinder os mere end max. en halv meter fra hinanden.

Home alone

DSCF5811.JPG Moderen og mindstebarnet er alene hjemme, mens Alma gør Århus sammen med faderen. Alma havde glædet sig enormt til at skulle på tur alene med faderen (og ikke mindst til soloopmærksomhed fra diverse århusianske familiemedlemmer). Carl, den lille klistermedister, er derimod godt tilfreds med at have moderen for sig selv derhjemme. Efter afgangen i går pegede han hele tiden på døren og sagde “hå-nej, hå-bil”, derefter på sig selv og på moderen med et “hå-nej” pro persona. Meningen var klar nok: Far og Alma er her ikke, de er kørt i bilen, mor og Carl skal ikke køre nogen steder. Og så runder han af med et tilfreds “hå-ja”, mens han slår ud med en altomfattende håndbevægelse.

Der blev ringet sammen efter ankomsten til Århus, og Alma kunne berette, at hun havde fået slampølse og slamketchup på færgen, men at juicen og pølsebrødet havde været godt.

Diva

Divaen spiser frokost. Mormor var på besøg med madgaver fra Italien: Pasta til Alma og skinke til Carl. Begge dele faldt i overordentlig god jord! Carl konsumerer sådan en pakke tørret skinke på en fem minutters tid.

DSCF5992.JPG DSCF5994.JPG

Varaner i munter leg

Carl og Alma leger efterhånden fint sammen på tumle- og løbeplanet. “Skal vi løbe racerløb, Carl,” spørger Alma. “Ja!” siger Carl, sætter hænderne på ryggen og tonser afsted. (Af uransagelige årsager dribler han gerne rundt med hænderne krydset på ryggen…) Og sengetummel er bare noget af det bedste.

DSCF5938.JPG DSCF5954.JPG DSCF5955.JPGDSCF5943.JPG  

Uden navn 7

I starten af det nye år var den lille familie til demonstration for et anstændigt Danmark, efterfulgt af italiensk restaurant og en tur på skøjtebanen på Kgs. Nytorv. Demo’en startede på slotspladsen og bevægede sig derefter ind til Rådhuspladsen. Under gåturen demonstrerede Carl store anlæg for civil ulydighed. Vi gik bagest, og efter hele flokken fulgte naturligvis et par politibiler. De der politier vil altid gerne holde sammen på demonstrationen, så de kørte rigeligt tæt på for at presse de sidste til at slutte op. Men de havde gjort regning uden vært! Da Carl opdagede politibilen bag sig og havde fået bekræftet, at det var ok at gå på vejen, holdt han løbende øje med den, og når den kom for tæt på, stillede han sig op med manende håndbevægelser og råbte NARJ NARJ til den. (Moderen sværger, at han ikke havde fået den adfærd indpodet udefra.) Til sidst gav de op og holdt sig på afstand og lod bagtroppen bevæge sig i sit eget, langsommelige tempo.

DSCF5815.JPG DSCF5819.JPG DSCF5826.JPG

Nu må vi se…

Alma og mor i gang med at smøre madpakke til den planlagte skovtur. En halv bolle lå og flagrede ubrugt. “Hvad skal den der tingest egentlig bruges til?” spurgte Alma. “Den skulle tilbage i posen, men du kan da spise den nu, hvis du er sulten?” Alma: “Jaaa, nu må vi se, om jeg bider i den. Det tror jeg, jeg gør. Ja, se, det gjorde jeg.”