Kategoriarkiv: Udviklingen

Morgensang

Alma lavede en lille sang på vej til børnehaven:
Græsset er grønt, græsset er grønt, fuglene flyver højt i det fjerne og sidder på deres reder.

Moderen forstod ikke ordet reder, eftersom r bliver til h og blødt d ofte bliver til w. “Jeg mener der, hvor fugleungerne sidder i deres skaller, og fuglemor sidder på dem,” forklarede Alma.

Alma beder ofte om en historie på vej til eller fra børnehaven. Moderen siger tit nej, fordi det er svært at fortælle historier med alle de afbrydelser, der uvægerligt kommer. Men Alma udvikler sig til en benrå forhandler og har således en række alternativer:
Vil du fortælle en historie?
Men hvad så med en fælleshistorie? (Hvor vi i teorien skiftes til at fortælle, men hvor Almas bidrag i praksis er en enkelt sætning eller bare “jeg kan ikke finde på noget”)
Men hvad så med en fælleshistorie, hvor du fortæller lidt, og jeg fortæller meget? (As if…)
Men hvad så med en sanghistorie? (Et Alma-koncept, hvor hun indleder med et par strofer af egen avl, hvorefter moderen skal fortælle)

Nutte-Carl

Carl brillerer løbende ved at være så sød og så sjov, at man næppe tror det muligt. Der ligger en stor entertainer gemt i den dreng. Her til aften sad han fx og legede med sine stabelkasser og fandt ud af, at man kunne hænge en på hvert øre, hvilket han selv storgrinede af. Forældrene grinede også en hel del!
Carl har desuden spottet ideen med en hævet pegefinger, så når han virkelig vil sætte trumf på et nej, kommer den lille, fede finger i spil.
Efter at Alma kørte noget ulverollespil en sen, halvmørk eftermiddag ved biblioteket, brugte Carl en del tid på at spille bange og med opspilede øjne spørge efter ulve (uuh-uuh), slanger (sssshhh), løver (warh) og tigre (wahr). Hver gang får han at vide, at “der er ingen ulve/slanger/løver/tigre”. Hele remsen skal gentages hver gang, og til sidst smiler han tilfreds og gentager “narj narj” nogle gange. Siden har han arbejdet på at perfektionere angstreaktionen, som nu er et bekymret “hov” sammen med store øjne og begge hænder for munden. Senest er han så begyndt på at sige uhyggelige ting til moderen, og når hun angiveligt bliver forskrækket, kommer han med udstrakte arme og et indtrængende udtryk i ansigtet hen og krammer og aer, mens han siger “narj, narj” (=du skal ikke være bange); en vist ret naturtro gengivelse af moderens beroligende trøstereaktioner.

Carl og Alma er også gode til at trøste hinanden, om end de gensidigt er tilbøjelige til at afvise søskendetrøst midt i den store kvide, hvad den så end består i. Men nogle gange fungerer det. Carl har fx en svaghed for at kaste ting på gulvet, og her til aften var det en af faderens elskede, gule tallerkener. Den overlevede ikke faldet, og moderen fastslog småirriteret, at han skal lade være med at smide med ting. Carl brokkede sig lidt, og så kom Alma farende og krammede ham, hvorefter hun henvendte sig til moderen med rynkede bryn og bebrejdende blik. “Jeg synes, det var synd for Carl, at du råbte til ham. Du skal ikke råbe til ham, det er ikke i orden!” (Og der blev altså ikke råbt, men talt lidt mere bestemt, end det er normalt på slottet, red.)

To års-tjek

Carl har været til to års service-tjek i dag. Han er sund og rask, måler 90 cm og vejer 15,4 kg. Ikke så mærkeligt, at folk synes, han er tung at bære på. Carl hyggede sig vældigt med legetøjet både i venteværelset og inde hos lægen og var slet ikke klar til at skulle afsted – for slet ikke at tale om, hvor lidt klar han var til at blive afleveret i vuggestuen! Han råber nej og ryster på hovedet og græder og vender ryggen til for ikke at sige farvel, men heldigvis varer det kun, til moderen er ude af døren, før han er klar til at lege igen.

Introspektive Alma

Alma har store evner for introspektion, og hun er lige så god til at formidle, hvad hun finder derinde. Fx sad hun forleden og spillede computer. Spillet var svært, og Alma hidkaldte hjælp. Hun er godt klar over, at det er upopulært at kalde på hjælp hvert tiende sekund, så hun skyndte sig at forklare: “Når jeg spiller det svære, og I skal hjælpe, er det bare, fordi jeg godt kan lide jer og gerne vil være sammen med jer.”
I går aftes, mens hun aede moderen på armen: “Ved du hvad, moar, i dag har du slet ikke gjort mig ked af det.” Det er da rart at vide…

Desuden er Alma generelt meget omsorgsfuld over for Carl. Naturligvis er der småkonflikter om diverse legetøj og om, hvem der får først af dette og hint, men ud over det står Alma som regel klar med en krammer/en bamse/en sut, når verden (eller moderen) går Carl imod. “Nåhr, Carl, du skal ikke være ked af det. Er det, fordi du mangler en bamse?” siger hun og omfavner ham. I går var de lidt oppe at toppes om retten til at vælte sneskovlen (og ja, det er de helt store dramaer, der kører her på slottet). Moderen talte i telefon og overlod det til dem selv at finde en løsning, indtil Carl, som ofte basker for at vise, at han er sur, pludselig var ved at hamre en mursten ned i hovedet på Alma. Moderen skræppede op, Alma nåede at flytte hovedet, og Carl blev forskrækket og ked af det over at blive råbt ad. “Det gjorde ikke ondt, mor,” sagde Alma formanende til moderen og vendte sig derpå mod den kede Carl og krammede løs, mens hun forsikrede, at det ikke gjorde noget, og at det ikke var i orden, at moderen havde råbt.

Familieweekend

I den forgangne weekend havde Alma og Carl besøg af hele to bedstemødre. Fredag ankom faster D og farmor og lidt senere Ole, som alle tre skulle til koncert. Farmor returnerede herefter til slottet og sov i underetagen på Almas køjeseng. Alma havde langt om længe fået sit fastelavnsris med hjem fra børnehaven og risede familien op med stor ihærdighed og arbejdsglæde.
Lørdag drog Alma, far og farmor mod Cinemateket sammen med Almas børnehaveven Leo og dennes mor. Efter filmen gik turen til legepladsen, hvor der var stor forbrødring, og hvor Alma og Leo lagde planer om et fælles besøg hos Almas farmor. Leo mente, at farmors legetøj lød kedeligt, men Alma løste straks problemet ved at foreslå, at de bare kunne tage noget Knæks med (Knæks er en slags byggelegetøj, red.). I mellemtiden havde moderen fået rusket liv i den tungt sovende Carl, så hele familien samledes på legepladsen. Til sidst tog moderen og Alma et smut med hjem til Leo. Farmor frøs og var gået hjem i utide.
Søndag drog farmor afsted, og efter et kort limbo ankom mormor. Stor gensynsglæde. Eftermiddagen bød på fastelavnsfest på skolen. Ingen af børnene ville klædes ud, og Alma var ikke meget for at deltage i fællesarrangementerne, men alligevel hyggede de sig begge to meget godt.

Dårligt selskab

Carl betragter ofte Alma som autoritet (undtagen naturligvis i interessekonflikter), og det volder visse vanskeligheder. Når Carl fx ikke vil have nattøj på og siver hen mod døren, kigger han sig over skulderen og får fra moderen et “Carl, du skal blive her”. Men så siger Alma “gå bare, Carl”, og afsted over alle bjerge er han. “Lad ham bare gå, mor, du kan jo bare hente ham igen om lidt,” siger den lille taktiker og tilføjer, at hun nok hellere selv må gå med for at få ham til at komme – hvilket jo har den skønne implikation, at hendes eget natteklargøringsprojekt også går i stå. Moderen forudser, at de bliver mere end vanskelige at hamle op med på lidt længere sigt.

Carl og Alma har flere og flere konflikter, efterhånden som Carl (nogle gange i bogstaveligste forstand) begynder at bide fra sig, når han er uenig med søster, men de leger også bedre og bedre sammen. Carl kan stadig ikke følge reglerne i Almas sindrige rollelege, og hun kan ikke forstå, at han gør det, han ikke skal, men de kan tumle sammen, og det gør de i stor stil. Ind i den store seng, hop-hop-hop hen til hinanden, hvorefter noget, der ligner et kærligt kram, bliver til en brydekamp, og så kaster Carl sig oven på Alma og hopper og mosler, indtil hun vipper ham af, og så starter de forfra. Man bliver jo helt blød om hjertet ved at se den søskendesamdrægtighed, der for alvor begynder at spire frem.

Ud med Langballe

Jesper Langballe dukkede op i fjernsynet. Moderen buh’ede og forklarede Alma, at han er en dum og væmmelig mand. “Så skal vi have ham ud af vores fjernsyn. Og bagefter ud i verdensrummet. Kan vi det, moar?” Godt forslag dér, Alma, om end nok lidt svært at føre ud i livet.

Det var så de dræn…

Alma begyndte efter aftensmaden at klage over ondt i øret og blev hastigt mere og mere pjevset og forpint. Efter en panodil tog hun og moderen derfor en tur forbi vagtlægen, som konstaterede en mellemørebetændelse, og som ikke kunne se noget dræn på det øre, der gjorde ondt. Godt nok er praktiserende læger berygtede for at være meget lidt gode til ører, men øresmerter + intet flåd = pænt stor sandsynlighed for, at drænet faktisk er røget ud. Så nu er Alma atter på øre-penicillinkur. Hvis der er nogen derude, som kan hekse, hører vi gerne fra jer.

Sne!

Alma og Carl har nydt sneen de første par dage og måtte bogstaveligt talt drives afsted mod børnehave og vuggestue om morgenen. Sne er stadig sjovt, men knap så attraktiv mere. Den er jo også kold; alt for kold, når man helst vil være vantefri for maksimal bevægelsesfrihed for fingrene. Alma er begyndt at mumle om, at hun gerne vil have sommer snart. Desuden snakker hun evindeligt om, at hun gerne snart vil besøge onkel Niels i Italien, så moderen overvejer en smuttur i løbet af foråret, såfremt alle praktiske detaljer kan passes sammen.

Frisk i frost

I søndags besluttede den lille familie at nyde det gode vejr og tage på legepladsen. Den udvalgte legeplads ligger en god kilometers penge fra slottet og lige ved siden af en cafe, hvor frokosten skulle indtages. Afsted det gik uden anden oppakning end et par bleer og to børn på hver sin cykel. Faderen havde også cykel med, dels for at benytte tiden til at sætte lås på, dels for at have børnesædet at falde tilbage på, hvis Carl blev alt for træt af at køre på den lille blå.
Vi nåede frem uden problemer, Carl mosede tappert på, så det var til at blive helt træt af at se på ham. Efter en times tid var vi sultne og satte kursen mod cafeen kun for at konstatere, at den havde vinterferielukket. Nedtur! I stedet måtte vi sætte kursen hjemad igen. Carl mosede atter tappert på, men det tager altså sin tid at komme nogen vegne på hans cykel, og det fordrer pauser, så til sidst kørte faderen og Alma i forvejen, mens Carl og moderen fortsatte i adstadigt tempo. Tæt på hjemmet uden øl orkede Carl ikke mere cykling og ville hellere gå. Han faldt næsten i søvn, mens han gik, men han klagede ikke, og da vi passerede kiosken, faldt der en thebirkes af, som holdt ham kørende resten af vejen. Det var en hyggelig tur, og der blev forbrugt nogle kalorier!

Carl to år!

For et øjeblik siden kom der en lille baby for at bo sammen med os på slottet, og i søndags blev babyen to år. Det er ikke helt til at forstå, han er jo lige kommet. Den store dreng, som Alma nu kalder ham, fik pakker fra morgenstunden og var vildt begejstret for det hele, især det med at pakke op. Alma fik en enkelt storesøstergave, som hun først pure afviste, men som siden blev taget til nåde alligevel. Hun klarede fint, at Carl fik næsten alle gaverne og masser af opmærksomhed og nøjedes med fra tid til anden at ytre, at når hun har fødselsdag, vil hun gerne have de samme ting, som Carl fik.
Om formiddagen holdt vi fødselsdag med tre af Carls jævnaldrende fra vuggestuen: Adrian, Victoria (som han for øvrigt har gået til babymusik med) og Anton. Efter en ganske kort introduktion til det nye sted legede ungerne på forbilledlig vis og stort set uden konflikter, kun afbrudt af bolleindtag og lagkage, som dog ikke faldt de små mennesker smag (bortset fra Alma, naturligvis, som formentlig kunne have spist det meste af den alene).
Efter middagsluren gik vi en tur på stranden. Det var hyggeligt, men koldt. På et tidspunkt gik Carl resolut op til sin lille cykel og gjorde det klart, at han gerne ville hjem. Alma fik en større nedsmeltning over den forestående afgang og truede med at grave sig selv ned i sandet, hvis hun ikke måtte blive der. Hun blev noget højrøstet. Faderen bad hende lade være med at råbe, hvilket udløste følgende udødelige replik, hvis sandhed må bevidnes af enhver, der har prøvet at føle virkelig vrede: Men far, jeg kan ikke sige det, jeg skal, uden at råbe!!
Aftensmaden bestod af frikadeller og pasta til fødselarens udelte tilfredshed, og efter endnu lidt leg med de nye ting gik Carlemand to år træt, men glad i seng.

Nye rør i ørerne

Forrige weekend røg begge børn på briksen hos ørelægen igen. Det klarede de uden at kny. De er par guldbørn, når det gælder. Moderen havde snakket en del om maske og bedøvelse og rør i ørerne, og måske var det blandt andet det, der gav pote.
Først faste fire timer. Alma blev afledt af musikskolen, mens Carl og faderen underholdt hinanden derhjemme. Fra musikskolen gik det direkte hjem, hvor faderen og Carl blev skovlet ind i bilen, og så til Vesterbro. Carl skulle først. Moderen sad med ham i favnen og sang Solen er så rød, mens han fik masken på. Han fik lov at beholde sutten, den kunne lige være inden i masken. Han fortrak ikke en mine, men viftede bare undrende med fingrene, da bedøvelsen fik det til at snurre i ekstremiteterne. Exit Carl, og ind kom Alma, som også uden dikkedarer fik masken på og faldt i søvn. De fik lov at ligge temmelig længe, før vi vækkede dem, så vi undgik forvirret gråd under opvågning. På med overtøjet og ned til nærmeste bager efter et par boller og en juice, og så var det overstået. Uden gråd og uden andet klynk end det, der udsprang af stor sult.

Nonverbal kommunikation

Et eksempel på, hvor meget man kan viderekommunikere uden sprog:

Da moderen kom for at hente Carl i dag, sad han på madrassen i puderummet og så noget oprevet ud. Moderen spurgte ham, hvad der var galt. Han pegede på en stor papkasse og sagde “eer” (= der/den), og så rørte han ved sit hoved.
“Slog du hovedet, mens du var inde i kassen?”
“Nej” – trak sig i håret og pegede så på et billede af en dreng, der hedder Adrian og så på kassen igen.
“Trak Adrian dig i håret, mens du var inden i kassen?”
“Ja! Nejnej” – slår afværgende ud med hånden (= lad være).
“Sagde du, at han skulle lade være?”
“Nej” – peger på sine øjne og så på en voksen.
“Du græd, og den voksne sagde, at han skulle lade være?”
“Ja!”

Forløbet blev bekræftet af pædagogen bagefter, så den var god nok.

Øhhhh

Carl taler stadig ikke ret meget. Til gengæld udfylder han på smukkeste vis tænkepauser med en række øhh’er, der er en Ritt værdig. Spørger man ham om noget, hvor han vil tænke over de forskellige muligheder, står han der og siger øhh, øhh, indtil han har bestemt sig. Moderen finder det fascinerende, at man selv næsten uden sprog føler behov for at understrege, at man stadig tænker og har taleretten.

Selvhjulpen

Carl har i modsætning til sin søster stor appetit på at kunne ting selv. Som det seneste tog han selv underbukser og næsten også selv bukser på forleden. (At underbukserne så kom omvendt på, fik lov at passere uden kommentarer.) Alma udbrød: “Flot, Carl. Han har virkelig lært meget, den dreng!” Det er fantastisk at høre den slags voksen-udtryk i munden på en tre-årig.

Tigeren Oliven

Alma fortalte historie. En tiger ved navn Oliven var blevet taget til fange af de store kentaur-konger. De havde sat ham i fængsel på en ø langt ude på havet, fordi han havde sagt lort til dem. Han skulle sidde der i 50 dage, for så lang tid tog det for Herkules at komme ud til øen. Herkules reddede Oliven, men han skulle ikke bruge sine muskler, men sit kvikke hoved.

Der er potentiale i den pige!

Og så godnat

Carl har netop for et øjeblik siden sendt moderen ud af soveværelset i utide (i forhold til normalproceduren). Han plejer at få sin flaske, mens der bliver sunget godnatsang, og så siger vi godnat, og Carl vinker og vender sig om på maven som tegn på, at nu er han klar til at sove.
I dag kiggede han lige på beholdningen i flasken under sangen, og så såre den sidste tone var afsluttet, vinkede han. Moderen, mystificeret: “Siger du godnat, Carl?”
C: Jæh
M: Skal jeg ikke vente, til du er færdig?
C: Nej
M: Skal jeg gå?
C: Jæh
Så nu skrives der blogposter, mens moderen afventer, om der bliver kaldt igen, eller om Carl har nydt roen og falder i søvn oven på en sutteflaske.

Edit: Det med at ligge på sutteflasken var rigtigt nok, han faldt bare ikke i søvn, men udbrød i stedet stedse højere AV’er, indtil moderen intervenerede, fjernede flasken og sang nogle flere sange.

Lyden af løg

Alma har i lange tider hævdet, at hun ikke kan lide løg. Imidlertid har hun nu en ny begrundelse: “Det er bare, fordi jeg ikke kan lide lyden af løg, når jeg spiser dem, mor.” Moderen forholder sig afventende og forventningsfuldt for at se, hvad det kan udvikle sig til, hvis hun bliver presset en anelse mere.

Her til aften debuterede Alma desuden med flyvende faner i kunsten af snyde folk til at gøre, hvad man ønsker. Kontekst: Moderen hoppede med Carl. Alma ville gerne blande sig og hive moderen og evt. også Carl med ind i stuen til en alternativ leg. Carl ville hoppe, så vi sagde nej tak. Så ville Alma dække hafferlaffen (en elefantlignende bamse, red.) til med moderens tørklæde. Hun har altid yndet at brede tæpper, duge, håndklæder, lagner, tørklæder m.m.m. ud på gulvet eller ud over ting, og hun geråder som oftest i hysterisk arrigskab, fordi de ikke vil folde sig ordentligt ud eller ligge rigtigt. Derfor tilbød moderen at komme til hjælp, hvis det nu viste sig, at tørklædet ikke ville ligge rigtigt på hafferlaffen. Alma dimsede lidt i skjul bag Carls seng, dukke så frem og sagde beklagende, at “der stikker hele tiden noget frem”.
Okay, Carl fik besked om, at Alma skulle have hjælp, og moderen forlod hoppeområdet. Blot for at konstatere, at bemeldte hafferlaf var fint dækket til. Let undrende kiggede moderen efter den bortabsenterede Alma, som med et strålende smil fra stuen glad erklærede, at “jeg snød dig. Jeg ville gerne have, at du holder op med at hoppe med Carl.”
Efterhånden skal man da holde tungen lige i munden for ikke at blive taget ved næsen. Eller… noget.

Det sprog, det sprog

Alma på vej hjem fra børnehaven mødte Leo, som hun tit leger med. “Se, mor, det er Leo. Ham har jeg netop leget med inde i dukkekrogen. Leo er god til én ting, og det er knæks, og det andet kan jeg ikke huske, hvad hedder.”

Carl er stadig ikke nogen indlysende oratorisk begavelse, men det kan jo skyldes, at barnet ikke kan høre.
Hej
Ja
Nej
Vov
Ii-iii (høne eller hane)
Dy-dy (løbehjul)
Min
Din
Her
Is
Mmmmmmm, ofte let klynkende (sut)
Du (juice)
Højlydt jammer (enhver uvelkommen begivenhed fra drilagtigt legetøj til en halvvejs tabt sok eller sutsko)
Boll (bold)
Bulla (bolle)
Hop
Mæ (mælk)
A’det
Ha’det
Bodårr (mærkeligt udsagn, som bruges, når han afbryder en voksenaktivitet som fx læsning. Muligvis en forvanskning af hallo?)
Ånej