Carl er begyndt at tale for alvor – eller altså, at øve sig, ing! Han har længe sagt ja, nej (og bruger dem rigtigt), hej, min og is. Is var faktisk et af de første…
Men de sidste dage er han begyndt at sige “a det”, “dyr”, “hus (usj)” og “kaffe (aff)”, og han er pavestolt af sig selv og gentager dem højlydt, indtil man bekræfter, at han sagde det rigtigt, og at man har forstået. I dag fodrede vi fx hønsene, og så styrtede han om på siden af hønsegården og pegede på hønsehuset og råbte “yy-yy usj” (hønsenes hus i oversættelse) og var lykkelig, da moderen gav ham ret i, at det var hønsenes hus.

Men han har også længe insisteret på at få formuleret tingene. Fx er det ikke nok bare at hjælpe, hvis der er noget legetøj, der driller, eller puste, hvis han slår sig. Carl efterspørger en eksplicit formulering af problemet samt dialog.
Carl: Hyyyyl!
Mor: Kan du ikke få den sat på?
Carl: Nej!
Mor: Skal jeg hjælpe dig?
Carl: Ja!

På billedet ses et kastemærke, som Carl påførte sig selv ved fald over egne fødder med efterfølgende pande-flise-kontakt.

Moder er i køkkenet. Alma kommer forbi og siger i forbifarten, mens hun rækker en sammenrullet skumklud frem til beskuelse: “Jeg er uhyret, der har puttet stedsøstrene ind i sin sandwich.”

Det barn har en meget veludviklet fantasi…

Og den seneste Alma-historie:

Så kom Hans og Margrethe hen til heksens hus. Heksen stod herinde og slog sig selv lidt i hovedet *slår sig selv i panden nogle gange* Så ringer de på. Heksen kan se, at det er frokosten, der kommer der.

Mor: Nå, Hans og Grethe kom med heksens frokost?

Alma *ser fiffig ud*: Neeejjjj. Hans og Margrethe var heksens frokost. Hun ser sultent på dem *smiler endnu mere fiffigt og slikker sig om munden* Men så kom Pippi! Nej, heks, lad Hans og Margrethe gå!

Mor: Så var heksen sikker sur

Alma i total undren: Hvorfor det?

Mor: Fordi hun ikke fik frokost, så hun er stadig sulten

Alma: Nååja… *kastebevægelse* Her, heks, her har du nogle andre børn

Vi værner åbenbart kun om vores egne her i huset!

Alma sidder pænt og venter på et eller andet.

Jesper: Du er tålmodig.
Alma: Nej, jeg er Jasmin.

Da Alma, som i parentes bemærket bider negle på tæerne, blev hentet i vuggestuen i dag, udbrød hun spontant ved synet af moderen: Jeg tror ikke mine egne øjne – det er virkelig dig!

Dagens Alma-citat: “Den tynde stedsøster ligger her og morer sig lidt med den lille nisse.” Endnu en replik, man ikke hører hver dag…
Derudover siger hun for tiden ofte “så lad gå da”, “jeg kan ikke fordrage xxx” (som i “jeg kan ikke fordrage, at jeg skal læse den bog alene”) og “det er ikke spor morsomt”.

Alma siger det i tide og utide: Åh, min gule pande. Det bruges i situationer, hvor man normalt ville sige “åh, for pokker”, og det er ikke til at få ud af hende, hvor hun har det fra.
“Hvem siger sådan, Alma?”
“Det gør jeg!”

Film, tv, bøger? Moderen er blank og ret nysgerrig, så forslag modtages med kyshånd.

Tidens yndlingsudsagn: “Jeg vil have en voksen for mig selv.”

Andre hits: “Det kan du bare glemme” og “det kan du bare vove for”.

Der kommer fortsat en del talefejl fra Alma, selvom hun selvfølgelig taler mere og mere rent.
Lafin: Delfin
Pyrter: Computer
(Stadigvæk) åkke: Åbne
Stasse: Stakkels
Pedernes: Pedersen (fra Pedersen&Findus)

Hendes rollespil er nu besat af statister fra diverse film og bøger. Hovedrollerne besættes oftest af Alma og mater, fx som Pippi og Pippis far, Søren Splejs og Mette, Pedersen og Findus, Cruella og en dalmatinerhund. Carl har diverse biroller, fx hr. Nielsson, en lille abe, de store aber, hønsene fra Pedersen og Findus, hundehvalp, Cruellas banditter… Faderen er som regel degraderet til skurkerollerne eller spiller mindre partier som Pippis afdøde mor.
Men rollespil med voksen deltagelse hitter i vuggestuen. Som regel hænger vi ud et stykke tid, før vi går hjem, og når Alma genner moderen afsted, entrer legetårnet og erklærer, at vi stikker af fra banditterne og flyver til Afrika, varer det ikke mange minutter, før resten af vuggestue-ungerne også står deroppe. De fleste ser totalt lamslåede ud og forholder sig i ro i en grad, så man skulle tro, de var i teatret (og det tror de måske også), men en enkelt af pigerne gør sit bedste for at bidrage til legen. Det er ikke særligt originale påfund, men hun gør sit bedste. Desværre forgæves. “Jeg har også en tallerken med,” pipper Freja. “Hnej,” siger Alma med sin allermest nasale teenage-betoning.

Desuden er Alma begyndt at kopiere de voksnes tilbøjelighed til at fastslå ting som fakta. Fx siger moderen, at Alma skal have tøj på nu, for vi skal over i vuggestuen. Alma med storøjet, uskyldig forundring: “Men jeg holder da fri fra vuggestue i dag??”
Andre ofte-hørt:
“Jeg skal da også have noget”
“Du sagde da, at jeg gerne måtte få en is/have sutten i munden/have bare ben/fortsæt selv”

Dagens dialog:
Alma på legepladsen skal ud for at plukke svampe.
Mor: Men pas på, at du ikke plukker nogle røde svampe med hvide prikker. Det er fluesvampe, de er giftige.
Alma, let mystificeret: Der er da ikke hundelort i svampe??
Mor: Nej, men ting kan godt være giftige, selvom der ikke er hundelort i. Hundelort er ikke det eneste, der er giftigt.
Alma efter lang tænkepause: Det forstår jeg vist ikke rigtig.

Dagens løse udsagn:
“De danser af glæde”

Moderen sang Under den hvide bro for Alma.
Mor: ….der kan vi ikke bo, der bor min oldemor, der har hun boet i 200 år uden en kaffetår.
Alma: Det lyder godt nok kedeligt.

I dag kommenterede hun også, da Carl brokkede sig: Han er ikke ret glad i dag.

Alma er stor på at lægge diverse døde genstande ord i munden. Moderen bærer givetvis en del af ansvaret, men Almas modus operandi er helt hendes egen. Således var vi i eftermiddags på vej til biblioteket og underholdt os på vejen med følgende ordveksling:
Alma: “Nu kommer vi, ´tek. Kører I hjem, spør ´teket?”
Mor: “Neeeeej, bibliotek, vi kører ikke hjem, vi kører ud til dig.”
Alma: “Er I vej ud til bilerne, spør ´teket?”
Mor: “Neeej, vi er ikke på vej ud til bilerne, vi er på vej ud til dig, bibliotek.”
Alma: “Er I vej ud til hundene, spør ´teket?”
Mor: “Neeej, vi er da på vej ud til dig, bibliotek.”
Alma: “Er I vej over til vuggeduen, spør ´teket?”
Mor: “Neeeej, det er helt forkert, vi er på vej ud til dig.”
Alma: “Hurraaa, siger ´teket.”

Og på hjemvejen:
Alma: “Kører I ud til mig, spør ´teket?”
Mor: “Nej, bibliotek, nu er vi på vej hjem, men vi kommer igen en anden dag.”
Alma: “Nu græder ´teket.”

OBS! Billedet viser Alma, når hun ser farlig ud.

Alma og mor var en tur ved stranden. På vej over broen ud til vandet havde vi en Shrek-inspireret snak om, at hvis der kom en drage og ødelagde broen, så vi faldt i vandet, ville mor strax finde Alma og hive hende op over vandet. For man kan ikke trække vejret under vandet, det må man aldrig gøre.
På vej tilbage kiggede Alma på vandet og broen.
Alma: “Må jeg ikke trække vejret under vandet?”
Mor: “Nej, det må du ikke.”
Alma: “ØV!”

Alma er ved at være supergod til det sproglige, og hun fortæller og henviser til ting, der ligger meget langt tilbage. Fx bad hun forleden moderen synge en sang, som hun ikke har hørt, siden vi gik til babysalmesang for et års tid siden. Moderen var imponeret.
Man kan nu også se, hvor meget hun egentlig lægger mærke til og husker. Alma har været rød og irriteret om munden, og moderen diagnosticerede forsøgsvist tomater som synderen. Da faderen kom hjem til aften, mens vi andre sad og spiste, pegede Alma som det allerførste på tomaterne og forklarede ham: “Jeg ikke spise dem. Jeg bliver rød (hød) om munden. Jeg ikke tåle dem.”
I nat hostede hun, og hun havde tisset igennem, så faderen, som gik sent i seng, skiftede både ble og nattøj. I morges, da vi var blevet alene, fortalte hun, at “jeg hoster i sengen. Far hørte. Far kom. Jeg tisset. Far gi´ mig nyt nattøj på.”

Carl har udvidet sit ordforråd i julen. Nu siger han foruden “ma” (mad) og “moa” (som, insisterer moderen på, betyder moar) også “uuuuuu” (muuu), hver gang han ser en ko, og den meget festivitas har lært ham at sige “uaaa” (hurra).
Motorisk er han lige på vippen til at tage sit første skridt. I dag var han såååå tæt på, men så turde han alligevel ikke. Han er en dygtig dreng!

Almas dukke havde et stort behov for æblemos og vælling, så det fik den. Under aftensmåltidet bukkede moderens briller under for et anfald af akut metaltræthed og knækkede. Heldigvis lå der nogle hidtil ringeagtede linser i skabet, som nu kom til ære og værdighed. Alma fulgte med interesse monteringsprocessen og kaprede derpå de små plastikhylstre med åbne låg, hvor linserne havde ligget. “Krokodille,” forklarede hun og gennemspillede et større drama, hvor krokodillerne forfulgte resten af linserne, som søgte tilflugt på en pakke skumklude. Samme pakke skumklude tjente i går som prinsessekrone i mangel af bedre.
Tidligere på dagen legede vi vuggestue. Carl var underskudsagtig i en grad, der umuliggjorde madlavning og andre selvpasningskrævende aktiviteter, så den stod på fri leg med moderen, til faderen kom hjem. Derfor fik han rollen som lille Magnus (en dreng fra Almas vuggestue). Alma selv var pædagogen Helle, mens moderen var en anden pædagog ved navn Susanne. Tøjkaninen var så den, der skulle i vuggestue. Der er gang i fantasien – “klar afgang fuld fart”, som Alma siger det.

Noget af det sjoveste, Alma ved, er at grine af Carl. (På den kærlige måde, that is.) Især finder hun det morsomt, når han bliver kaldt en lille hærger. Det ord har hun i den grad taget til sig. I dag var vi så til den ultimativt sidste babysalmesang for Alma; næste sæson er hun blevet for stor. Lige siden har hun sunget “vov synger hærgeren”.

Andre sjove indslag for det ikke helt rent talende barn:
Vuddedue
Lukke og åkke (åbne)
I det hele taget har hun en forkærlighed for h og k.